Hasleværkets Saga VI:

Hasleværket fik også betydning for naturmiljø.

Den gamle fælled, sandflugtsskoven og juvelsøerne er bearbejdelser i naturen som følge af Hasleværkets udvikling – og stederne har spændende minder.

Er man vokset op i nærheden af Hasleværkets omgivende naturverden, og betød dette område tilflugt og rekreation mellem hverdagens krav i byen, så kommer man aldrig over det.

Atter og atter kan man føle fornyelse i sindet på traveturene i skovene, som var præget af vild sandflugt i gamle dage, ved badestranden ”Klømpinj” og omkring Rubinsøen og Smaragdsøen. Indtrykkene vil ikke kunne sammenlignes med naturskildringerne i Micheners ”Coloradosagaen”, som skildres betagende både i bogen og i TV serien. Nej, her skal man trave ind i den tætte skovtykning, før de bjergagtige landskaber opleves. Og måske er disse overraskelser som man ønsker at finde igen og igen, netop charmen ved denne specielle naturverden.

I 1891 solgte Hasle Klinker den nordlige del af sit skovprægede landdistrikt til Hasle Kommune, det vil sige mellem tredjedelen og fjerdedelen. Hasle fik hermed en skøn nåletræsplantage med tilhørende sandstrand, og området har gennemgået visse bearbejdninger og kultiveringer i tidens løb. Alligevel er det naturlige gamle særpræg i Hasle lystskov bevaret. En foretagsom Haslebo, lærer H.C. Siersted, blev inspireret til indledningen af den omfattende kultivering af sandflugtsskoven, og i dag bliver skoven med omgivende naturmiljøer passet og plejet af en dygtig skovløber, Hans Jørgen Hansen. Om denne specielle historie, og dens stræbsomme mennesker skal der fortælles mere i næste, og dermed sidste, afsnit af vor saga. I første omgang kan vi fastslå, at de særprægede steder er bearbejdelser af naturen som følge af Hasleværkets udvikling, herunder altså salget af landdistriktets nordre del. Hasle plantage er på 55 hektar. Vi farer forbi den gamle fælled, som har været samlingssted for byens borgere fra gammel tid, og kører ad landevejen gennem lystskoven for at kigge nærmere på den del af distriktet, der hører til klinkerfabrikken. Dette område dækker 231 hektar. Efter det stråtækte Hvide Hus på vor højre side bliver skoven stadig tættere på begge sider af vejen. Vi kan ikke få øje på det oprindelige teglværk, Gammelværk, som nu rummer boliger. Ejendommen ligger et stykke inde i skoven bag den hvide toetages villa kaldet ”Birkely”, som blev revet ned for et par år siden. Et godt stykke ind i vort århundrede, var der goldt og ubevokset i området fra Gammelværk op til landevejen ved Birkely, industrien havde sat præg på stedet. Men nu er der altså frodig vegetation. På en strækning efter Birkely var der indtil for en snes år siden en stor græsløkke, men den er nu dækket af en granplantage. Efter denne fører en vej til højre ned mod Levka, som var fiskerleje i gamle dage, og for øvrigt også mod klinkerfabrikkens lergrav, Smaragdsøen, som dog ligger længere inde i skoven mod venstre.

Vi nikker hilsende mod klinkerfabrikken, som ligger til højre, halvgemt inde mellem træerne, og endnu engang glæder vi os over industriens ideelle placering. Den forurener ikke og har egentlig ikke ødelagt noget naturmæssigt.

Historier fra Sorthat.

Når vi endnu ikke har dvælet ved Hasle Lystskov eller Smaragdsøen, er det fordi vi skal ud til kysten ved Sorthat, hvor det hele begyndte med fiskeri og kulbrydning. I nyere tid er der opstået fiskeri i det små som en rekreativ form med skure og småbåde ved Sorthatrevet. De mange tilfælde af strandinger hører også med i billedet på dette sted. I gamle dage havde skibene jo ikke de effektive tekniske hjælpemidler som i dag, hvor den søfarende hurtigt kan finde positionen eller tilkalde hjælp, hvis det skulle være nødvendigt. Der fortælles om skibe, som skulle ind til Hasle, men som blev ført af strømmen ned til det sydlige Bornholm. Flere strandinger ved Sorthat er blevet registreret navnlig omkring århundredskiftet, dem kan vi f.eks. læse om i ”og Hammerfyret svandt i natten” erindringsbog af Fr. Teist, som var toldinspektør på Bornholm i årene 1897 til 1906. teist fortæller f.eks. at 1898 med sine 11 strandinger blev et af de ”strandingsrigeste” år på Bornholm. Der skete strandinger på øens øst og vest side, og en af de sidste dage i januar grundstødte det ca. 2600 tons store dampskib ”California” af Swinemünde i sydvestlig storm, høj sø og regn tykning på Sorthat rev. Skibet blev læk, og af skibets besætning på 26 mand måtte redningsbåde fra Rønne redde først otte senere 12mand, mens kaptajnen og fem besætningsmedlemmer blev ombord. Først en lille måned senere lykkedes det Svitzer at bringe skibet flot og føre det til Rønne. Fra senere tider kan vor kending strandvagt i Sorthat, Harald Nexø, huske flere begivenheder omkring grundstødninger. Den farverige tømrer og biavler Harald Nexø, som for øvrigt også er en udmærket cellomusiker og desuden har begået lidt marinemaleri, gik strandvagt i ca. 40 år indtil for fire år siden, og han travede dog kun i særlig slemt vejr, en tur på fem-seks kilometer fra Hvide Odde til Levka bugten i nord. Jo, han kan fortælle et og andet. Måske ikke de stærkt dramatiske sager, siger han, men flere ejendommelige ting er der sket. Der måtte en del foranstaltninger til, da en ny Esbjergkutter med tre mand strandede for en snes år siden. De måtte hjælpes i land i redningsstol. Da en polsk trawler engang grundstødte, var tågen så tæt, at Nexø ikke med sin bedste vilje kunne få øje på de forulykkede ude på vandet. Men båden var så nær kysten, at fiskerne kunne vade i land, og de fortalte, at de udmærket kunne se Harald Nexø og hans lampe inde på land. Det er vist ikke ualmindeligt, at tåget vejr kan narre et menneske afhængigt hvor det befinder sig. En gang måtte Falck mænd fra Rønne vade ud i vandet og bære laks i land fra et forulykket skib, men laksen var ødelagt af olien. Og Harald Nexø fortæller, at da han engang havde hjulpet tre polakker i land ved Levka, kunne han ikke forstå hvor den tredje var blevet af. Men det viste sig, at han var gået til Charles Regnarsen og hans familie i huset yderst ved havet, hvor han sad og hyggede sig hos sine venlige værtsfolk. Nexø kan blive ved i det uendelige med erindringer om folk og begivenheder ved det kystområde, som han føler sig så nært knyttet til.

Smaragdsøen.

Hvis vi traver videre fra Sorthatrevet ad stranden mod nord, kommer vi hurtigt til stranden neden for ”Smaragdsøen”, den skønne lergrav med den fine grønne farve. Her gik arbejderne indtil begyndelsen af vort århundrede og arbejdede med ler gravning, men på stedet findes ikke andre arbejdsrester end fundamentet til et hejseværk. Landskabet omkring søen er et eldorado for spejdere og andre udflugtssøgende, for her er hverken ufremkommeligt eller friseret. Naturelskere bliver ikke skuffede. For 20-30 år siden ville et filmselskab for øvrigt optage en stenalderfilm i egnene omkring Smaragdsøen, og her må det også synes ideelt for skabelsen af den slags historier, det vil man sande, hvis man foretager en stifinderfærd rundt om søen. Men filmfolkene måtte opgive projektet på grund af klinkerfabrikkens dominerende skorsten, der rager op over trætoppene. Trods præget af oldtidshistorie i den næsten uberørte natur er området dog altså bearbejdet for mindre end 100 år siden. Der kan fiskes lidt karusser og skaller og andre ferskvandsfisk i Smaragdsøen, det har dog altid været mest almindeligt, at lystfiskere stod ved udløbet til havet og fiskede efter ørred, men der kan altså ikke fortælles historier fra gamle dage om strid mellem parter, der hver især kæmpede for fiskeretten i ferskvandet. I området mellem Hasle og Rønne stod kampen mellem folk, der enten ønskede at udnytte eller forbyde brugen af den vilde sandflugt. Udnyttelse var når dyrene afgnavede planter og spirer, så sandflugten fortsat kunne fyge. Der kom jo orden i tingene, og beplantningen af Nordskoven blev igangsat. Nogle historikere fortæller om større beplantningsarbejde i 1830, andre skriver, at det kom i gang allerede i 1820’erne.

Magnus fortalte om ”Smaragdsøen”.

Men den eventyragtige Smaragdsøen ligger stadig på sin plads og ser smuk ud. Og det er blevet fortalt, at mange værkarbejdere også kan glæde sig over naturen omkring fabrikken i skoven. De har foretaget mange søndagsture til søen og dens omgivende græs, som nu dækker de før ud trampede steder, hvor deres forgængere gik med deres træsko, trampede og spændte ved hejseværk, leræltemølle og strygebord. Den der skriver denne saga talte for en snes år siden med en gammel arbejder i Hasle, Magnus Larsen. Han var en lun og hyggelig svensker, som var kommet til Bornholm i begyndelsen af vort århundrede, og han ville gerne fortælle om sin tid ved ”Smaragden”, som han kaldte søen – man fornemmede, at han følte en gammel kærlighed til mange af de karakteristiske svenske ord, der naturligt hørte med til hans oprindelse. Ifølge mine optegnelser fortalte Magnus Larsen: ”Jeg arbejdede ved Lergraven i halvandet år omkring 1905, og det var hårdt arbejde. Vi arbejdede 20 mand ved er hejseværk, og jo længere vi kom ned, jo mindre ler var der. Nu er jeg næsten den eneste, der sidder tilbage med minderne fra den tid, og vi har da skabt et smukt landskab. Af og til, når det er stille og klart vejr, kan man se Kong Neptun gå på jagt på bunden af ”Smaragden”. Jeg har i hvert fald selv set det”. ”Hvad for noget?” spurgte jeg måbende. ”Ja, forstå mig nu ret: Der gik en mand med bøsse og fulgt af en hund på den anden side, og jeg så deres spejlbillede i vandet”. Godt er det når arbejdere har flere minder end det rent arbejdsmæssige fra miljøet på og omkring en arbejdsplads. Og der kan sikkert fortælles flere andre eksempler.

Efterord om Hasle Klinker.

Vandringen tilbage mod Hasle går ad stranden mod nord, forbi Levkabugten og videre ad det kilometerlange, golde ørkenlandskab, Kultippen, som har fået sit navn, fordi jorden blev tippet ud i dette afrømningsområde fra statens kulbrydning oppe i den sydøstlige del af lystskoven, hvor det brede krater skabte naturområdet med Rubinsøen. Ja, alle disse naturbearbejdelser griber ind i hinanden, og de kan føres tilbage til kulbrydning og ler gravning ved Hasle. Man kan jo sige, at hvis Hasle Klinker en dag ikke er der mere, så har vi stadig naturen. Men et modargument kan hurtigt formes: Naturen blev skabt i tidernes begyndelse – industrien komponerede nye oplevelsesmuligheder på grundlag af naturen. Altså skylder vi Hasleværket temmelig meget. Og mon man ville gå rundt og nyde naturen på samme måde som før, hvis Hasleværket, denne vigtige faktor for Hasles trivsel, ikke fungerede mere? De gamle kulbrydere skabte grundlaget i skoven, teglværksfolkene tog nye udfordringer op, og i mange år var Hasle Klinker en stabil virksomhed. Der slides stadig materielt i værket, og på fabrikkens hovedkontor nær Østerport station i København bliver der kæmpet for bevarelsen af afsætningsmulighederne. 80 – 90 procent af råstofferne til klinkeindustrien er bornholmske, resten indkøbes andre steder. Tingene har fungeret udmærket, og efter Ålborg Portlands overtagelse af Hasle Klinker bliver der sporet optimisme angående fabrikkens fremtid.

Handelsbetingelserne på verdensmarkedet er barske og ”kontante”. Men der bør ikke spares på reklamen for det gode produkt fra Hasleværket, og myndighederne må aldrig blive uforstående over for betydningen af, at denne Bornholms største virksomhed bevares og styrkes. Må denne saga medvirke til at gøre opmærksom på Hasleværkets rolle som naturlig del af Hasleområdet og dets vildsomme og herlige landskaber.

Denne artikel stod i Bornholmeren den 20.september 1980 skrevet af Arne Ipsen.