Hasleværkets Saga II              

Chr. VIII var en god hjælper for Kulværk.

En prins kom til lillebyen Hasle. Han indviede en skolestue, så sig interesseret omkring i byen, og så ikke mindre på kulbrydningen ude i skoven. Dette skete en julidag i 1824. Og eftersom prinsen, den senere kong Christian den Ottende, var en omhyggelig dagbog skribent, kan vi følge hans tur på nært hold.

Denne ranke, mørkhårede mand på 38 år kom til byen i en flot vogn, og han smilte venligt, da han så den løvbehængte æresport og hørte hasleboerne synge en lejlighedssang. Sidste vers var sådan: ”Lad andre mere pragtfuld fejre/ din høje ankomst fjern og nær, / Vor hensigt skal dog sejre, / Da råbe vi i vilden sky:/ Velkommen, prins, til Hasle by!” Prinsen takkede og udbragte et leve for hasleboerne. Folk var mødt op i stadstøjet, og kvinderne var så fine i deres grønne kjoler med røde bånd. Den kongelige gæst besøgte byens eksercerplads, der nu kendes som campingpladsen ”Frihedinj”, hvor han betragtede artilleribatteriet med de otte kanoner, Hasle borgerafdeling, Nørre og Vestre herreds jægerafdelinger, næsten 150 mand. Og han betragtede byens havn, som var to en halv til tre fod dyb og dannet af to udkastede stenrækker. ”Af ringe værdi for byen eller som udskibningssted” noterede prinsen i sin dagbog.

Indimellem havde prinsen besøgt byfogeden, som boede i Vestergaden (løjtnant Hjorts gård, som brændte i 1940’erne), og han havde i baggården set den stue, hvor Chr. den Femte efter sigende sad og spiste i 1687. prinsen var også inde i kirken, hvor han beundrede den smukke lybækkeraltertavle. Den mindede ham om Gråbrødretavlen i Frue kirke i Odense. Og prinsen besøgte Hasle skole, den rødkalkede bygning, hvis gavl ud mod Kirkegade stadig har en sandstenstavle til minde om prins Chr. Frederiks besøg i 1824.

Pastor Mahler holdt en tale, den konstituerede provst, Niels Jacob Bolbroe fra Klemensker, var også til stede, og senere sagde prinsen til provsten, at den gode præst var gået for vidt i sin iver for undervisningen ved at sige, at kongen havde befalet den indført. Skolens baghus havde hidtil været skole, her var nu indrettet ”arbejdshus” efter Etatsråd inde Maria Kofoeds legat. Cancelliråd Lohmann havde tegnet to arbejdsstuer og fire kamre, og prinsen syntes nu, der var for mange vinduer i det hus.

Kulgruberne.

Efter rundturen i Hasle kørte det kongelige selskab ca. en halv mils vej ud til tre kulminer ved Blykobbeåen syd for byen. Først kiggede de på Grønbechs anlæg, hvor kullene blev ”strøget” i et gråt lerlag. Prinsen stillede mange interesserede spørgsmål, og det blev forklaret ham, at intet kulværk var dybere end at vandet kunne løbe til havet gennem en afløbsrende eller ”stolle”. Der var kul og lerlag i en grube i bakken nær stranden, og kulfløtsen var fem tommer tyk. Skakterne var kun 25 alen dybe og aldrig under havets overflade. Der savnedes mekaniske hjælpemidler – arbejderne stod og samlede brunkullene op med hænderne.

Prinsen besøgte også kulskakten ved Sorthat. Her arbejdede syv mand med pumper, der var sat i forbindelse med en vejrmølle. Så kunne vandet på denne måde drives op af skakten. Men i vindstille måtte arbejderne klare hele sagen med hænderne. Tidligere havde der dog været hestekraft til møllen. Endelig besøgte prins Christian Rønne-borgeren Nestveds kulgrube, og han kunne notere i sin dagbog, at i dette hans besøgs år var der siden februar udvundet 100 tønder kul ved Sorthat, mens Nestved havde udvundet 1300 tdr. det foregående år, i 1853, var der udført 13.000 tønder kul fra Rønne, i ”år” 1824, hidtil 7000 tønder.

Turen gik videre mod Rønne, og prinsen bemærkede, at der var plantet og sået elletræer, birk, axelbær og kirsebærtræer på flyvesandet efter sandflugtskommissær Jespersens foranstaltning. Den gode vej mellem de to byer var anlagt ved militær bistand. Ler var brugt som bindemiddel for sandet, sandklitterne på den østlige side af vejen var udjævnet og belagt med grønsværstrækninger, indhegnet af volde beplantet med pile, eng og ager. Kun mellem Rønne og Baunehøj og ved Hasle var der endnu noget sandflugt. Som vi ved, blev der til minde om prins Christians ophold i sandflugtskoven rejst en smuk sten ved Prinsens Kilde lidt syd for Rønne. Teksten på denne sten udtrykker et ”skjult” håb om, at prinsen ville blive en frisindet konge. 19 år senere fik en flok bornholmere brug for hans støtte, da der blev oprettet interessentskab for Hasle Kulværk. Nøjagtigt 200 år før prins Chr. Frederiks besøg var der en dansk konge, der rynkede bryn ved tanken om Hasle. Det var Christian den Fjerde, der var mest stemt for at kassere byen som købstad og degradere den til fiskerleje. Han undlod dog at gøre alvor af planen – på borgerskabets bøn. Og borgerskabet talte næppe mere end 60 husfædre.

Den gode konge.

I 1824 havde den vordende kong Chr. VIII efter alt at dømme noget mere tiltro til staden Hasle, som efterhånden havde sine ca. 500 indbyggere. Denne Chr. Frederik (1786 – 1848) havde høj uddannelse og mangfoldige interesser for naturen, de humanistiske fag, kunst og videnskab. Han interesserede sig også levende for landets næringsliv og folkets hverdag, men stærk sans for politiske manøvrer ejede han ikke. Han ville dog sit folk det bedste, og han fulgte med i tingene, læste og lyttede og var en fabelagtig dagbogsskribent. I kongehusets arkiv på Rigsarkivet i København findes op mod 400 bind og pakker med Chr. VIII’s dagbøger og andre optegnelser, betænkninger, brevkoncepter og modtagne breve. Alene fortegnelsen over disse mange sager fylder en foliant på næsten 200 sider, oplyser rigsarkivar Axel Linvald i sin bog om Chr. VIII. Blandt optegnelserne er vor kilde til den netop berettede Bornholms-tur, ”Rejse Journal – ført på touren til Bornholm fra 10. til 28. juli 1824 – af prins Christian Frederik til Danmark.” Den kan også læses i bind 16 af Bornholmske Samlinger.

Lang og sej kulturudvikling.

Prinsen har nu ledt os ind på en gennemgang af jagten på kullet ved Hasle, og kulværksarbejderens fysiske slid som bærer af selskabernes mere eller mindre vellykkede forsøg med kulbrydningerne må vi heller ikke glemme. Det menes, at de ældste forsøg skete kort efter at Bornholm var blevet befriet fra lybækkernes herredømme i 1576, og der blev næppe brudt kul i ældre tid, da landets skove kunne bruges efter forgodtbefindende. Kong Chr. IV hørte om de bornholmske kulforekomster og befalede, at man skulle sende ham prøver af stenkullene. I 1641 befalede han, at man skulle sende ham prøver af stenkul, og han skrev: ”De stenkul betræffende på Bornholm, da, såfremt de, som forstå sig derpå, ere af den mening, at de intet blive bedre med tiden, da er det tid at qvittere dem”. Men der kom gang i undersøgelserne. Vi kan blandt de mange forsøg nævne Det københavnske Bryggerlaugs undersøgelse, igangsat 1762 og ophørt 1765. det dybeste, udgravningerne var nået ned til, var næsten 24 alen i lodret linje ved Kås-Odde lidt syd for Rønne. Ved ”Claus Terkels Mølle” ved Bagåen, nord for Rønne, blev en lille stolle (udløbs rende) inddrevet. I 1770 sendte Landhusholdnings-Selskabet et udvalg til Bornholm, da selskabet mente, at Bryggerlaugets arbejde var aldeles utilstrækkeligt, ukyndigt og unaturligt. Under rigtig drift og bestyrelse ville kulbrydning på Bornholm kunne give betydelige fordele. 17.maj 1773 blev der nedsat en kongelig kommission omkring sagen.

Mange mislykkede forsøg præger historien om haslekullene, og en sammenligning med udenlandske kul falder ikke ud til de bornholmske kuls fordel. De har ringere brændselsværdi og er præget af forskellige andre mangler. Men i en nødsituation må der slækkes lidt på kravene. Nødsituationen opstod omkring krigen mod englænderne, og i årene 1809 – 15 stod et selskab på 11 mand for kulbrydning. De hentede årligt 34 – 800 tønder kul op fra en skakt. Senere formindskedes det direkte behov for bornholmske kul. Geologer undersøgte Bornholms jordbund, også for at finde nye muligheder for kullene, og der var ikke megen optimisme omkring undersøgelserne. Kun i beretningerne fra H.C. Ørsted, som foretog undersøgelser sammen med justitsråd Esmarch og geolog Forchhammer. Ørsted mente i det store og hele, at Haslekullene er værd at bryde, og han havde en teori om, at årsagen til de stadige skuffelser kunne findes i, at kullene blev brudt nær jordens overflade, dels i den primitive arbejdsmåde, og han skrev blandt andet: ”Pomperne drivesved menneskehænder, kullene opvindes ved menneskehænder, ingen omfattende, på beregninger bygget plan, leder det hele”. Ørsted bemærkede, at man ikke engang brugte hestekraft ved kulgruberne, og han anbefalede dampmaskiner. I 1823 fik Rentekammeret brev fra Handelshuset J.P. Suhr og søn, København, som ville etablere storhandel med bornholmske kul. Firmaet ønskede desuden en sammenslutning af de bornholmske kulbrydere i et interessentskab, som handelshuset var villigt til at finansiere. Firmaet spandt ikke guld på sagen, men herefter blev der dog ved forhandlinger mellem Rentekammeret og Bornholms amt lagt grund til en kulordning, der skabte større klarhed i den hidtil planløse grubedrift. Sorthat-skakterne blev bestyret af Grønbech, og vi kan altså læse lidt om sagerne i Prins Chr. Frederiks dagbøger. Skønt etatsråd inde Marie Kofoed, da hun skænkede Bornholm det store legat i 1825, særlig ville støtte skovplantning og kulbrydning, skete der stadig ikke store ting for grubedriften. Men noget begyndte at spire.

Daglønnen: 36 skilling.

I den fhv. amtmand Thaarups bog om Bornholms amt får vi en udførlig beskrivelse af kulbrydningens udvikling indtil slutningen af 1830-erne, og Thaarup har udvist interesse for såvel den økonomiske side som den sociale side af sagen. En stor del af det netop fortalte er hentet fra Thaarups bog, som blev udgivet i 1839. vi kan rent geologisk nævne hans oplysninger om de tre kulsystemer. Hasle – rænderne syd for Hasle strækker sig 1400 alen til Leuka Løkke, Klause-mølle-rænderne hører til Klemensker Strandmark, og Sorthat rænderne hører til Nyker Strandmark og strækker sig til Knudsker Strandmark.

Et kullag er som en slåflade med en tykkelse, der ofte kun er på nogle få tommer og sjældent er over en alen, gennemskærende et terræn af ukendt størrelse, hedder det. Fløtsens kam (øverste kant) afgiver de dårligste kul, hvorfor man altså bør stikke et godt stykke ned i jorden.

Om arbejderne skriver Thaarup, at de tilbagelagde en daglig vandring på to mile til skakten og tilbage til kulværket. I gruben havde de ikke for meget luft, og de kunne godt blive plaget af dunster fra jorden og tranos fra lamperne. Når man tog i betragtning, at den lavest lønnede kularbejder kun fik 32-36 skilling om dagen, måtte man undres over, at nogen overhovedet kunne holde dette arbejde ud.

Panum fortæller om gruberne, ved Klause Mølle, at man her hejses ned til 30 alen under jorden til skaktens bund, hvor arbejderen modtages af en mand med en lampe. Og stollerne eller de indhuggede gange er sjældent så høje, at han kan gå oprejst i dem. Nogle af gangene er 50 til 60 alen lange. Fra dybet føres kullene i en hjulbør til skakten, hvis omfang er sådan, at der foruden hjulbøren kan stå en balje, hvori kullene kastes for derefter at blive ført op. Efterhånden skulle der komme mere system i tingene. I 1843 blev et større, lokalt interessentskab stiftet og i næste afsnit af denne serie skal vi høre om dette selskab og de næstfølgende aktiviteter, hvor folk begyndte at få øje på mulighederne i opgravningen af ler i området omkring Hasle og Sorthat.

Denne artikel under Hasleværkets Saga II stod i Bornholmeren lørdag den 23.august 1980 skrevet af Arne Ipsen.