I år er det 165 år siden, den nu forsvundne Lille Haslegaard blev bygget af Bornholms første kartoffelavler, som fik en hædersbevisning
I 1983 aflagde USA’s viceudenrigsminister Kenneth Dam sin oldefars fødeø Bornholm en lynvisit, fulgt af fru Marsha og bl.a. Lisbeth Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Anker Kofoed. Vicepræsidenten besøgte flere steder med minder om sin bornholmske slægt, men nåede ikke til Hasle. Her ville han heller ikke kunne se så meget som en murrest af slægtens gård i Kirkegade. Den blev 15 år tidligere, i 1968, revet ned, da den sidste beboer var død. Derefter blev Hasle Skole udvidet mod syd.
Mange mennesker med tilknytning til Hasle mindes bindingsværksgården og haven med græsplæne og svajblæst træ bag kampestensgærdet mellem gården og skolen. Og ældre hasleboer har fortalt, at i deres barndom var plænen i sommertiden overstrøet med de skønneste små blomster.
Lille Haslegaards stuehus mod Kirkegade blev bygget i 1844, udelukkende for midler fra salget af gode Hasle-gulerødder. I år er det altså 165 år siden. For nogle år siden havde undertegnede stor glæde af at kunne samle minder om Lille Haslegård hos slægtninge til gårdens beboere, på arkiver og på Landbohøjskolens Bibliotek.
Historien om landbrugspioneren Søren Høeg, er i sig selv et eventyr – der begynder i det små. Vi skal forestille os et enligt hus på det sted, hvor senere den delvis lerklinede staldbygning lå mod syd. Kun 1 tønde land jord hørte til huset. Her startede den 23-årige Søren Høeg landbrug i 1813. Der kendes intet billede af ham, så vi må forestille os, at han gik i karakteristisk kort jakke og med strikket hue på hovedet. Han havde sikkert ikke ridebukser med knapper på, for han havde ikke heste i de første år.
Søren Høeg dyrkede gulerødder og begyndte at stikke spaden dybt i jorden. Nu skulle der satses på kartoflen, hvis historie er et eventyr. De første kartofler blev dyrket af indianerne i Peru. Omkring midten af 1500-tallet kom spanierne og tog kartoffelplanten med til Europa. Her rejste den fra Spanien til Italien og Frankrig, hvorfra fordrevne huguenotter i 1700-tallet tog kartoflerne med til Danmark. Senere kom kartoffeltyskerne til Jylland, og omkring 1810 kom kartoflerne til Bornholm, hvor de blev dyrket i private haver. Men Søren Høeg blev Bornholms første rigtige kartoffelavler.
Et matrikelkort fra 1818 fortæller, at Søren Høeg nu rådede over mere end den ene tønde land ved huset. Han havde også en jordlod på godt en tønde i Vangen øst for kirken og en lille tønde land sydligt i byen, over for Hasle Fælled. Efterhånden kunne han råde over jorden på hele holmen mellem Kirkegade, Østergade, Julegade og Sandløkkegade. Og det lille hus blev lidt efter lidt forvandlet til en trelænget ejendom ved navn Lille Haslegaard.
Søren Høeg stod tidligt op, og om morgenen hørte han kirkens klokker, den ene af dem var skænket i 1703 af et familiemedlem. Navnet ”Måns Høg” var indridset i klokken. For øvrigt var Sørens arbejdsdag legendarisk. Han stod op kl. 4 morgen og tog en snaps og et stykke bart brød. Kl. 7 spiste han morgenmad og nød en snaps eller to. Så var han styrket til dagens opgaver, og somme tider tog den arbejdsomme avlsbruger natten til hjælp.
Hans flid blev belønnet med det 3. sølvbæger fra Det kgl. danske Landhuusholdnings-Selskab af 1769. Bægret hørte til en fast type, 22 cm højt og forsynet med rigsvåben, kongekrone, aks, gudinden Ceres omgivet af aks og ejerens navn.
Gårdens næste generationer
Søren Høeg var gift to gange. Han fik sønnerne Per og Hans med sin første kone og datteren Ane Elisabeth med en købmandsenke, kendt som Per Thomska – som ejede jorden, der mod syd stødte op til Høegs! Så kunne avlsbrugeren rigtig udvide.
En slægtsoverlevering fortæller, at Søren Høeg besluttede at sikre datteren Ane gården og vækkede sine to sønner midt om natten og nærmest tvang dem til at underskrive et dokument. Dermed erklærede de at give afkald på alt mod en kontant erstatning på 1000 rigsdaler. Den ene søn, Per Klausen Høeg, reagerede ved at bygge en gård med flot stuehus nord for Hasle, på det sted, hvor vejen nu går til venstre far landevejen mod Helligpeder og Teglkås. Gården havde et jordtilliggende på 30 tønder land, der senere blev solgt fra til ”Brobækken”, og bygningerne blev revet ned omkring 1905. Per Klausen Høeg blev morfar til søskendeparret Anna og Christian Hansen, der i mange år boede i Grønnegades avlsbrugerejendom, i dag kendt som Vendelbogården.
Nu var datteren Ane blevet sikret Lille Haslegaard, og hun blev gift med Christian Dam fra Sortegaard i Åker. De overtog Lille Haslegaard i 1852, samme år som det første dyrskue på Bornholm blev arrangeret. Christian Dams familie var stærkt præget af udvandring til Amerika. En af brødrene blev oldefar til førnævnte viceudenrigsminister Kenneth Dam. Og i sommeren 1907 fik Lille Haslegaard besøg af en broderdatter, Petrea, som havde tilbragt noget af sin barndom hos Christian Dam. Her havde hun haft det godt, så sommeren 1907 blev lys og minderig for familien i Kirkegade, ligesom der blev taget mange fotografier.
Christian Dams efterfølger som gårdejer blev fra 1884 hans svigersøn, Hans Absalon Kofoed, som var født i 1849 på Brogaard i Klemensker. Han blev gift med Chr. Dams eneste barn, Benditte Christine, og de fik fem børn: Elisabeth, Hans Christian, tvillingerne Carl og Sara og Dagmar.
Venskabet med Vilhelm Herold
Et særligt kapitel i Lille Haslegaard-slægtens historie er venskabet med hasledrengen, kgl. kammersanger Vilhelm Herold. Man kan sige, lige fra hans fødsel, for Lille Haslegaard var efter sigende det første sted, der fik meddelelse om den nye lille verdensborger i den nærliggende bagergård, nu kendt som ”Heroldgården”.
Søndag den 19. marts 1885 om morgenen kom et af bager Herolds børn, en kvik fyr på seks-syv år, springende ind i gården med en mælkespand, der skulle fyldes op. Folkene bemærkede, at han så så glad ud, hvad var der sket? ”Vi har fået grise i nat!” ”Nå, hvor mange?” ”Tolv.” ”Ih dog. Fik soen virkelig tolv grise?” ”Nej,” sagde drengen, ”soen fik elleve, og mor fik en!”
Vilhelm Herold fik sin jævnlige gang hos familien på Lille Haslegaard. Da Hans Absalon Kofoeds kone, Benditte, døde i 1898, var Hasle Kirke fyldt med mennesker, der deltog i begravelsen. Da forsamlingen havde sunget det sidste vers, brød en solostemme ud i smuk sang, der fyldte hele kirkerummet. Det var operasanger Vilhelm Herold, der var kommet for at vise den sidste ære. Det gjorde godt på den tunge og triste dag.
Hans Absalon Kofoed sad på gården indtil sin død i 1938, de sidste år sammen med tre ugifte børn. Mange husker de tre ældre søskende: Elisabeth, der passede husholdningen og i sine yngre dage solgte mælk til folk, Hans Christian, som havde det bedst med at læse både bøger og endda kulturstof i københavneraviser, og den udadvente Carl, der deltog i byens forskellige arrangementer. Stort set alle i familien kunne synge, og både Hans Absalon Kofoed og hans to sønner var gode sangere i afholdsforeningens mandskor, ligesom de underviste hasledrenge i violinspil.
Faderen og de tre børn satte præg på den gamle gård, hvor intet måtte forandres – der blev aldrig indlagt elektrisk lys – men hvor gæstfriheden lyste inden for murene.
Fra 1927 kom der gang i udstykningerne af gårdens jorder. A/S Hasle Missionshus af 1896 (Evangelisk Luthersk Missionsforening) fik det nævnte år skøde fra Hans Chr. Kofoed. Chr. P. Pedersens byggeforretning købte jord lidt efter lidt i årene mellem 1927 og 1951. I 1944 fik Hasle Købstadskommune skøde på matr. Nr. Ab for 5.482 kr., og i 1953 købte lærer Sigfred Mogensen matr. nr. ad for at bygge hus ud mod Østergade. Samme år overtog Statens Jordlovsudvalg de markjorder, der hørte til ejendommen.
I 1968 døde Lille Haslegaards sidste beboer, Carl Kofoed. Petroleumslampen over bordet i dagligstuen blev slukket. Slægtens flotte stadsevogn kom til Bornholms Museum, og gården blev revet ned. Mange beklagede, at gården med det rummelige stuehus – der var både sal, storstue, bedstestue, kamre og folkestue – ikke blev bevaret. Den havde kunnet blive et avlsbrugermuseum og historisk ramme omkring klubber af forskellig art, altså et medborgerhus. Men vi skal ikke ærgre os. Lokalområdet har lykkeligvis fået den konstant ekspanderende Hasle Lokalhistoriske Samling. Den har sikret minder, der formidler mange oplysninger, bl.a. den interessante landbrugs- og familiehistorie om Lille Haslegaard!