Arne Ipsen skrev i Klippeøen maj 1978.

Historien om et bornholmer – kor.

Med den bornholmske sommer kommer ferielandets mange tilbud om musikalske oplevelser, mere eller mindre iøjnefaldende. Et af de solide aktiver, der fører sig støt og stille frem hvert år, er den ugentlige turistkoncert eller aftensang i Hasle kirke. I år foregår det hver tirsdag aften i tiden 13. juni til 15. august.

Mens disse linjer skrives, er det uvist, om Hasle sangkor deltager i år. Koret består kun af seks sangere, og nogle af de ældre medlemmer finder det rigtigt, at man nu lægger op som kirkekor. Men sådanne ord har vi hørt før, og vi er vist nogle stykker, der netop vil finde det forkert, at det stadig godt syngende lille folkekor holder op. Gruppen er blevet suppleret af et børnekor ved kirken, oprettet af organist Henry Ipsen og sognepræst Jørn Sjøholm. Og det vil ikke blive glemt, at netop Hasle sangkor har udviklet turistkoncerterne.

Det kan måske synes lidt underligt, at en søn af de to ophavsmennesker til musikaktiviteterne fortæller denne historie. Men undertegnede vover det i forvisningen om, at han må være den nærmeste til det – for det bornholmske barndomshjem var i høj grad præget af sang og musikglæden.

Det hele begyndte med at to unge mennesker, en murersvend og en husassistent, fandt sammen og giftede sig. De opbyggede et hjem ved fælles slid, og selv om man som barn ikke spekulerede meget over, at far ofte måtte cykle lange strækninger til de skiftende byggepladser,

mens mor en tid arbejdede i silderøgerierne om morgenen for at supplere indtægterne, så lærte man vel senere at forstå, at de ville noget til glæde for deres børn og andre mennesker.

Familien manglede aldrig daglige fornødenheder, der var altid plads for sangen og musikken, og efterhånden blev organistgerningen en lille, ikke velhavende, stabil indkomst ved siden af murerarbejdet. Og i 1951 blev Hasle sangkor oprettet.

Tænke sig, det har engang været på 15 – 20 medlemmer. Far skrev noder ud til de fire korstemmer, og mor organiserede og kom med sangeremner: jeg har hørt, at maskinarbejderen ovre i den anden gade synger så godt, skulle du ikke smutte over og snakke med ham? Jo, gør det nu. Min mor besidder mild myndighed.

Sangerne kom til prøve hjemme hos os hver torsdag aften, og jeg hørte dem tydeligt hele aftenen, lige fra jeg sad i den lille tilstødende stue med mine børnebøger, til jeg var kommet i seng ovenpå. Og der var så lydt i det lille hus, at jeg efterhånden lærte hver stemme til hver en sang, de indøvede.

Somme tider skulle der laves lidt om på korprøve aftenerne eller lignende, og da kun et fåtal af sangerne havde telefon, måtte jeg rundt med besked efter skoletid. Så fandt jeg sangerne som husmor i et stort køkken eller som malermester, der stod ved havnens bedding travlt optaget af at give en fiskerbåd hvide og røde kulører.

Det var tydeligt, at disse amatørsangere nød at være sammen omkring de danske sange og salmer. Og som en af dem sagde engang: ” Man har jo lidt forskelligt at gå til. Jeg får et slag kort og sådan noget. Men sangen her hos jer hver torsdag, er dog det bedste”.

Efterhånden dannede min far en lille gruppe af musikere med strygeinstrumenter, og de kom hos os hver lørdag aften. De spillede Bach, Mozart, bornholmske melodier og stykker som ”Schibbyer – march” og ”Aftenklokkerne”. Den sidstnævnte gjorde sig for resten vældig godt, da den kirkelige sykreds i Rutsker holdt stor basar – fest hos gårdejer Alfred Dam på Bukkegård.

Denne samme Dam var en lidenskabelig samler af blæseinstrumenter, han havde fyldt det meste af en væg med alt muligt fra den lille piccolofløjte til sækkepibe og basuner. I min fars strygeorkester spillede han violin, og ved kaffebordet fortalte han om sine ture til Amerika, hvor han havde besøgt sine tvillingesønner, Helge og Eyvind, kendt som cirkusartisterne ”Dam Bros.” – snedker og strandvagt Harald Nexø fra Sorthat spillede cello i gruppen, og ind imellem fortalte han på sin egen tørre facon om oplevelser ved stranden og forskellige overtrohistorier. Jeg lille dreng sad og lyttede med store ører.

Koret og det lille orkester arbejdede godt sammen. Det blev til mange koncerter i Hasle og Rutsker kirker, ved juletid og ved påsketid, hvor Gunnar Pedersen og Mogens Wöldikes fine bearbejdelse af Bachs ”Johannes – Passionen” til ”Roskildepassionen” bleven tradition i Hasle. Propagandaugen for den levende musik blev naturligvis markeret ved musikalske aftener i Hasle forsamlingshus, og der var brug for Haslekoret ved Sankt Hansbålet på Hasle fælled.

Korets store solist var politiassistent Thor Gaalaas – Hansen, som havde en stærk og fyldig baryton, men også malermester André Schou optrådte ofte solo med sin smukke bas, og ikke at forglemme fru Karen Vejdiksen, som vist må kaldes korets førende sopran. Dette ikke sagt for at kaste vrag på de øvrige sangere, for min far var glad for dem alle sammen.

Det skal også nævnes, at koret og musikerne blev deltagere i et stort sommerarrangement, som havde samlet sangere og musikere fra hele øen, i Bodilsker præstegårdshave.

Her havde sognepræst Johannes Nielsen, de bornholmske KFUM- spejderes populære ”Jonas” sammensat et program med folkedans, opførelsen af Rune Lindströms, dalar – stykke ”Et spil om en vej som til himlen går” og sangere og musikeres fremførelse af Oluf Ring og digteren Alex Graffs legendariske korværk ”Munken og fuglen”. Sidstnævnte værk blev taget op i Hasle.

Senere, i begyndelse af 60’erne kom der gang i turistkoncerterne, som fremførtes enkelt med korsang og solistoptræden, ofte med deltagelse udefra, somme tider klaret af min brors to yngste døtre, Malene og Pernille. I år vil musikpædagog Else Pileborg og hendes datter Kirsten, sikkert atter optræde med blokfløjtespil, og der tales om deltagelse af organistægteparret Thulin fra Knudsker. Vi skal også høre kirkens børnekor – og forhåbentlig det lille seks mand (med kvinderne i majoritet) stærke Hasle – kor.

Mine forældre har lært mig at værdsætte seriøs musik og folkelig sang, men jeg kan ikke lade være med at citere den engelske komponist og musikkommentator R. Vaughan Williams, som er glad for musikkens store personligheder, men kalder dem bølgetoppe med en drivende kraft under sig, og han siger: ”Det der får mig til at nære håb for et lands musikalske fremtid, er ikke de fornemme navne, der dukker op på forsiden af aviserne, men den musik, der dyrkes i hjemmene, i skolerne og i de lokale amatørkor”.

Jeg tror, mine forældres kor i sin tid havde en forkærlighed for de lyse, forårsprægede sange og salmer, og min far er tilhænger af Thomas Laub, som på en fin måde skabte enkel harmonisering mellem musik og klassisk dansk digtekunst.

Og netop enkelhed og fin oprindelighed falder i tankerne, når en god aktivitet som den i Hasle skal karakteriseres.