Vi får nok aldrig nogen acceptabel forklaring på,

hvorfor de bornholmske silderøgerier blev knækket –

en røgerikone fra Nexø sagde en gang:

Hvad skal vi med flisebeklædte vægge

                          – vi klasker vel ikke sild på væggene!

Nu må det efterhånden være ca. 25 år siden størstedelen af de bornholmske silderøgerier blev nedlagt. Det skete lidt efter lidt i slutningen af 50-erne. Ufatteligt, synes mange af os. Og vi får nok aldrig nogen helt acceptabel forklaring på, at strenge love og restriktioner skulle knække denne aktivitet: familiebruget, som ikke en gang blev 100 år i sin specielle form.

”Hvad skal det gøre godt for med flisebeklædte vægge?” sagde en røgerikone i Nexø, ”vi klasker vel ikke sild på væggene!” Men sket var det med hendes røgeri som familieindustri. Vi har fået sagen noget på afstand, endnu ryger dog heldigvis enkelte skorstene, om end arbejdet foregår på en anden måde. Bornholmerpigen Lillian Lind har med sin bog ”Røgede Bornholmere” (udgivet 1978) givet glimrende folkelivs – oplysninger om silderøgningen koncentreret om Gudhjem fiskerleje. Og der kan måske ventes andre historiske afhandlinger fra anden side.

Mon ikke de fleste af os forbinder silderøgningen med den solide, ofte let rokkende sildekone. Vuggende på skamlen og med svaberlansen i hånd, angribende den hidsige ild over ellebrændet. Snakkende, grinende ved gjælekarret. Eller vi mindes et par raske piger, der bærer stativet (bæringen) ud til højre i havbakkerne.

Selv om vi på visse gamle billeder ser enkelte fiskermænd deltage i røgeriarbejdet (f.eks. i ”Bedstefars Bornholm – som fotografen så det”), så var det ligegodt kvinderne, der prægede sagen.

Et gammelt bornholmsk ordsprog siger: ”Ves enj saver i fiskjed, må enj doja i framtiden.” (Hvis man sover i fisketiden (efteråret), må man døje i foråret).

Men som helhed tog bornholmerne udfordringen op. Siden stenalderen er der blevet fisket fra Bornholm. Forbedrede redskaber blev lavet i bronzealderen, i folkevandringstiden fandt fiskerne rigdommen på havet. Fiskeriet blev betalingsmiddel for pålignede skatter, og så kom verdenshandelen til Bornholm. Handelsmarkedet er en gammel sag i verdenshistorien. De fandtes hos de gamle grækere og romere. Omkring år 1200 blev Skånes Øre: Skanør, et handelscenter af stor betydning, og efterhånden fik Bornholm efter sigende fiskemarkeder flere steder på øen. Selv om det stærke, østdanske fiskeri faldt ned til et mere roligt leje, var Bornholm blevet stadfæstet som et af landets vigtigste fiskeriområder. Omkring 1800 havde Bornholm 400 fiskere, i 1815 var der 500, og dertil kom, at 200 personer delvis ernærede sig ved fiskeri. Da øens befolkning dengang var på ca. 20.000, var det altså mere end 10 procent, der levede af fiskeriet.

Konerne ventede inde på land.

I dag ser strukturen unægtelig noget anderledes ud for beskæftigelsen i det bornholmske fiskeri.

Før gik kvinderne ”i silden”, i dag er de ”i fisken”, på filetfabrikkerne.

Men altså, i silderøgeriernes epoke var manden ude med båden og hente silden, mens deres hustruer og de andre sildekoner stod inde på land, parat til at gå i lag med silden. Forståeligt var det, at manden gik hjem og fik sig et hvil. Han havde været ude en stor del af natten, og skulle af sted igen om eftermiddagen for at ”sætte” sine garn. Konerne tog dagtørnen.

Det siges, at en fisker på østlandet plejede at sige til sin kone, når hun kom med hans kaffe klokken 3 om morgenen: ”Hvor mange kællinger har du sladret med på vejen?” Kvinderne kunne dog også være med. Stina Johansen, som var chef i gjælderiet til Mortensens røgeri (nuværende Margit Olsens), nordligst i Hasles røgerimiljø, plejede at sige, når hun vækkede gjældekonerne kl. 4.00 – 4.30 :  ”Nåh, er i ikke oppe endnu! ”

Det er ikke blevet til meget digtning om de bornholmske fiskere og sildekoner. Øens folkedigtning handler mest om den bornholmske bondekultur. Men visse steder, f. eks. i dialektkomedierne, stikker fiskerbefolkningen hoveder frem. Og Margrethe Kofoed har i sin komedie fra 1923, ”Et Sjømanjsjemm på Borrinjholm”, en lille sang om Sina Fiskakonna. Denne Sina går i alskens vejr og prøver at sælge fisken, og sidste vers er sådan:

Hos Kaptajnens ja tyer te

Å hå, å hå,

Å mættad kanj ble.

For injinj som Madammen ju e

Mod Sina nera frå Bakkanj.

Hasles sildekoner.

Mine personlige minder om silderøgningen bevæger sig omkring Hasles røgeriby: de fem familievirksomheder på stribe ved skrænterne. De første lyde, man hørte på vej mod disse strandenge, var skrigende fra de travle, begærligt flaksende måger. Derefter blev man konfronteret med en speciel by – i roligt vuggende tempo, der havde brug for sejhed og gode kræfter, men aldrig virkede stresset. Siden 1880-erne har der været gjældekoner på strandengene. Det første silderøgeri, bedst kendt som Otto Finnes, blev bygget af avlsbruger H.P.Mørk, kartoffelhandler Anders Olsen og gæstgiver Chr. Mortensen. Røgeriet lå lige nord for Søndre Bæk – det tidligere åbne, nu rørlagte vandløb, som risler fra Marevad i Klemensker til Hasle – stranden. Men de herrer havde svært ved at enes om røgeriet, og det endte med, at Anders Olsen købte sine kompagnoner ud. Klinkefabrikkens jernbane var blevet anlagt, den løb på en bro over Søndre Bæk. H.P.Mørks parcel, som tilhørte hans avlsbrug på Fælledvej (ejendommen over for biavler Anker Ipsen) blev skilt fra. Så byggede Anders Olsen et røgeri syd for bækken (senere Leo Nielsens og endelig Fiskesalgsforeningen). Chr. Mortensen byggede ejendommen ”Emilielyst” i Søndergade sidst i 1890èrne, og senere byggede han det nordligste røgeri i miljøet (senere Margit Olsens).

Det næstsidste røgeri mod syd er fisker Peter Nielsens. Det blev bygget i 1898, og i starten lå gjældeskuret ned ad skrænten. De oprindelige ejere, et konsortium, lånte 1100 kr. i banken. Da Peter Nielsen var 14 år, overtog han kørslen med hestekøretøj, som kørte fra havnen til røgeriet. Og allerede som barn havde han været engageret i røgerivæsen, da han sammen med andre børn løb rundt tidligt om morgenen for at ”budda” gjældekoner. I 1924 overtog Peter Nielsen det næstsidste røgeri sammen med to brødre, og en fjerde bror kom senere med i deres foretagende. Peter Nielsen passede silderøgeriet indtil 1947, hvorefter han valgte at hellige sig fiskeriet, og senere er der ikke røget sild i hans røgeri.

Omkring 1915 startede det sidste silderøgeri i rækken, nær skoven. Denne store virksomhed med de fire skorstene var i gang indtil 1981, hvorefter det altså var slut med de rygende sildeskorstene i Hasles havbakker.

Leo Nielsen (søn af den mangeårige fiskesalgsbestyrer, Valdemar Nielsen) drev i mange år Anders Olsens røgeri, indtil han blev røgemester hos A. Espersen i Rønne. Han fortalte mig engang, at han som halvstor dreng ofte fulgte med Peter Nielsen i hestekøretøj med sild til damperen i Rønne.

På hjemvejen faldt drengen som regel i søvn i vognen. Det var blevet lidt sent, men…” Det var tider”, sagde Leo med et lunt smil.

Otto Finnes røgeri standsede virksomheden for en del år siden. De sidste ejere var Gerda og Ludvig Ipsen. To gæve piger har ledet de to yderste silderøgerier. Margit Olsen (søster til Leo Nielsen) det nordligste (det kørte indtil for få år siden på dispensation), Lucie Finne, gift med fiskesalgsbestyrer Jens Finne, det sydligste – altså ”Salgsens Røgeri”. Lucie gik selv med sildebud tidligt om morgenen, beskæftigede 10 gjældekoner og begyndte at røge ved middagstid. Men nu er denne  virksomhed altså standset.

Det allerførste røgeri i Hasle var formentlig madam Stina Niels Holms foretagende ved Brobækken lige nord for Hasle. Det siges, at fiskerne i gamle dage lagde til neden for skrænten, mens silden møjsommeligt blev båret op til røgeriet. Og røgerivæsen kan være mange ting. I Vestergade havde Anders Olsens svigersøn, nordmanden Hans Abrahamsen røgeri for skinker, spegepølser og lignende, og virksomheden blev senere overtaget af hans svigersøn Ove Holm.

Altså i ca. 70 år gik gjældekonerne til og fra skurene i disse strandenge – som engang har været del af det vildsomme Sandflugtsområde nær den vestlige kyst mellem Rønne og Hasle. Silderøgerierne gjorde det grønne område særdeles brugeligt og livligt, nu er det vel mere rekreativt, når man tager sejlklubbens arbejde i betragtning.

Rart er det også at gå ture i røgeriområdet. Så kommer røgeriminderne frem. Her var ens egen mor gjældekone. Og det var godt at besøge stedet før og efter skolegangen. Konerne arbejdede travlt og energisk. Men de havde altid en sludder til overs for en, ligesom de lyttede til ens fremtidsplaner. Den ene dag ville jeg være malersvend, når jeg blev stor, andre dage skuespiller, fotograf eller præst. Ak ja, hvor finder man i dag en arbejdsplads, hvor børnene kan smutte ud og ind og snakke med forældrene og deres arbejdsfæller? Jeg mindes Nelly Larsen, Valborg Kohring og alle de andre.

Min mor var gjældekone.

En af de almindelige gjældekoner var min mor, Sara Ipsen, som, uden at have kendt synderligt til fiskeriet i barndommen, gjældede i tre perioder. I sommeren 1924 ved Gudhjem, i 30erne hos ”Salgsen” i Hasle og omkring 1950 hos Gerda og Ludvig Ipsen i Otto Finnes røgeri.

Da jeg engang spurgte min mor om hendes sildearbejde, fandt hun et udklip frem: ”Hus og Hjem”  december1924 med artiklen ”Silderøgerier på Bornholm”. Masser af fotos, heriblandt en af to unge piger ved en rund gjældebalje. Den ene var min mor. Så havde jeg sort på hvidt, at hun var sildepige i Gudhjem i 1924.

”I mit barndomshjem på Frigård (senere Søndregård, red.) hørte vi ikke meget om fiskeriet”, sagde min mor. ”En gang om ugen kom Fiske – Greta med ”kjivan” fuld af fisk. Eller en mand fra Helligpeder kaldet Grove kom og solgte fiskespise. I efteråret 1905 kom han lige efter, at din onkel Carl var blevet født, har jeg fået fortalt. Og da Carl ikke var blevet vejet, trådte Grove til og vejede drengen, som han lagde i kurven. Det blev til 12 pund! men det var nok overdrevet, for Grove havde glemt at trække kurvens eller kjivans, vægt fra. Og onkel Carl har engang i hjemstavnsbladet ”Klippeøen” fortalt, at der vist nok også lå en lille botta i kurven, den havde Grove glemt at få ud, da han tømte kurven”.

”Hvordan forløb dine arbejdsopgaver i silden?”

”Jeg fik plads hos ølhandler og røgeriejer Haagensen, bror til maleren H.P.Haagensen, i Gudhjem, og din far, som jeg var forlovet med dengang, cyklede ned til mig, når jeg ikke havde frisøndag.

Min primære opgave var at hjælpe i røgeriet fra kl. 6 morgen, så gik Haagensens, både mand og kone, i gang med røgningen, og jeg passede almindelig husgerning. Jeg var glad for pladsen, Haagensens var flinke mennesker”.

”Det siges, at de piger, der var raskest på hænderne, gjorde gjældearbejdet. Var det noget, I snakkede om i Gudhjem?”

”Nej, faktisk ikke. Det var bare ligesom naturligt, at de ældre, adstadige hængte silden ud, skyllede og kom vand på baljerne, mens de yngre piger gjældede ved det todelte trug. Der blev ”båndet” udenfor, og silden hang til tørre et par timers tid, før den kom ind i skorstenen. Nedfalden eller fersk sild fik byens folk med hjem til katten, men ellers blev der solgt og eksporteret godt med røget sild. Gudhjem var en anselig røgeriby, det første røgeri var Brødrene Kochs fra 1866. men ellers kan vi jo finde gode oplysninger om røgerivæsen og det gamle Gudhjem i bogen ”Røgede bornholmere” – som jeg har læst med stor interesse”.

Min mor har altid været glad for at udtrykke sig skriftligt. Hendes børn får jævnligt lange breve, som fortæller udførligt om hverdagen i hjemmet og i Hasle, og selvfølgelig har hun også nedskrevet erindringer om en almindelig dag ”i silden”. Den adskilte sig måske ikke fra så mange andre gjældekoners hverdag, men udførlig er beretningen. Om hvordan pigerne blev vækket ca. kl. 5.30 af en dreng eller pige, som råbte: ”Klokken 6”, efter et par bank mod ruden. Og så op, smøre mad, lave kaffe til manden og til termokanden. En nabokone vækkede børnene og sørgede for, de kom i skole. ”I de selvejende røgerier purrede ejeren selv ud om morgenen”, fortæller beretningen, ”konen sørgede for kaffen, og de førte selv regnskabet”. Min mor fortæller også, at en sildekone måtte vaske sig grundigt efter en tur i silden, og hun havde mange klædningsstykker på, for det var en kold fornøjelse i det tidlige forår. Men fornøjeligt kunne de også have det, gjældekonerne. Og det var almindeligt med en årlig skovtur, hvor børnene også kom med.

Johs. Linds mor.

En gammel Hasle – fisker, 87 årige  Johannes Lind, gav engang en mundtlig beretning om sin barndom i Teglkås omkring 1900. Hans far, byggede røgeri netop år 1900, og når han var kommet hjem fra havet med silden, blev Johannes og hans to brødre vækket kl. 4 eller 5 morgen.

”Mor var med til at pille sild af garnene”, sagde Johannes. ”Far trillede som regel trille – fire kasser hjem til røgeriet, og vi drenge måtte op på skrænterne og ”budda” en snes sildekoner. Mor lavede kaffe et par gange i løbet af morgenstunden, og gjældningen var færdig ved 7 – 8 tiden. Efter kl. 10 kom der fyr på skorstenen, mor ordnede røgningen, og var der to skorstene, blev der sendt bud efter en anden røgekone.

Ofte havde far slet ikke sovet om natten, så han sov tre – fire timer indtil middag, og så af sted med båden om eftermiddagen. Vi drenge skulle også ”båna” silden, og om aftenen skulle vi sende bud efter avlsbrugerne oven for skrænterne, så de kunne køre den røgede sild til damperen. Fiskerne holdt op med sildevragningen i august, og røgningen sluttede omkring september. Men så skulle der sørges for salt sild til landboerne, og hen på efteråret sejlede vi med fiskeri til København. vi havde mange tab, fordi vandet var for varmt. Men vi klarede os da.”

”Far og mor var altid i aktivitet. Om aftenen sad far og bødede garn, mens mor passede huset eller syede og reparerede tøj. Jo, der var tid til snak om aftenen. Far og mor virkede aldrig stressede, og det var som om de egentlig ikke tænkte så meget på penge. Ferietid kendte vi ikke noget til. Men da jeg var i 7 -8 års alderen lige efter århundredeskiftet, skulle vi drenge vise tyske turister rundt i Jons Kapel – området, det var fornøjeligt. Faktisk havde jeg en god barndomstid.”

Sådan fortalte Johannes Lind. Og før vi slutter beretningen, kan vi lige notere, at fiskerne i gammel tid tog bestik af vejret, tog på havet, landede silden, mens sildekonen bearbejdede varen. Folkeminderne omkring processen er strømmet langsomt frem.

I Nationalmuseets folkelivsprægede afdeling findes optegnelser af overtro fra ældre tid, som fisker Peter Holm i Teglkås har videregivet til museumsinspektør Holger Rasmussen. Det siges blandt andet, at solen kunne trække vand. Særlige stråler fra solen gik ned i vandet, og det betød at man fik regn. Når solen stod op, og en stråle stod ned i havet, gik ”en pind for solen”: det bar mod uroligt vejr. Når ”savfileren” fløjtede, det regn og storm, og når katten lå og sov på nakken, altså med mundenlige i vejret, kunne man regne med dårligt vejr. Der kunne nævnes meget mere.

I bladet ”Fjelstaun” marts 1981, udgivet af plejehjemmet Toftegården i Hasle, har en plejehjemsbeboer, Kristine Holm, fortalt om den tid, da hun sammen med sin mand, Henrik Holm, havde silderøgeri i Teglkås. Her brugte man, som de fleste andre steder, helst ellebrænde, da det gav passeligt med varme. Kirsebærbrænde kunne også brudes, men det gav for megen varme. De sild, som faldt ned i brændet under røgningen, blev foræret til naboer, børn eller forbipasserende. Og en besøgende betroede engang Kristine Holm, at det var de bedste sild, man kunne få. Kusken kom og hentede silden ca. kl. 22, så det var en lang arbejdsdag, der gik fra kl. 5 morgen.

Nu hører vi, at Niels Hansens silderøgeri i Gudhjem er det sidste af i alt 25, som i tidens løb blev bygget her. De røgede sild i Gudhjem har som nævnt fået sin bog – af Lillian Lind, og i øvrigt er der sikkert mange, der bærer på de varme minder om den gamle sildeæra som familiebrug rundt omkring på øen.

Det skrev Arne Ipsen i Bornholmeren den 5. februar 1983.