Kulværksarbejde på godt og ondt.

De gode, egnsbestemte produktionsmuligheder vil altid have stor betydning for beskæftigelsen og det materielle velfærd for egnens lille samfund. Og for bysamfundet Hasle var det således vitalt, at der i sin tid blev foretaget organiseret kulbrydning, det skete jo i flere tilfælde, navnlig i nogle omgange fra 1843. men industrihistoriens medalje har en bagside – eller vi kan også sige: Et grundlag, der blev skabt af hårdt slid, ofte forbundet med sorger. Den russiske forfatter Maxin Gorki spurgte engang i en journalistisk kommentar til en imponerende verdensudstilling, om de mange forundrede mennesker mon tænkte over, hvem der havde gravet mineralerne til disse pragtværker op af jorden. Tænker vi i vore dage på, hvad den omfattende kulbrydning gav af menneskelige problemer? Vi gør det nok i nogen grad, for vi ved en god del om samfundets fortid, og det nuværende samfunds nye problemer kan også nok presse til eftertanke. I vor tid sker der årligt ca. 100.000 større og mindre arbejdsulykker i Danmark, og der er sandelig hårdt brug for forskning og foranstaltninger omkring problemet. Men vi har det jo altid med at sammenligne, og når vi nu tænker ca. 100 år tilbage i tiden, så læser vi om arbejdsulykker i Hasle kulværk og stridigheder mellem bornholmske og udenlandske arbejdere. Vi skal tage i betragtning, at de ikke havde arbejdstilsyn, miljølovgivning, sikkerhedsrepræsentanter, arbejdsmiljøfond m. m. dengang, og mon ikke vi også skal vare os for at dømme i den tids holdning til gæstearbejderne.

Den lokale industri kunne trække tyske grubearbejdere og teglværksfolk til kulværket, og mange svenske fiskere opdagede de gode fangstmuligheder på blandt andet den nordvestbornholmske kyst. Ret så pludseligt skulle folk af forskellige nationaliteter arbejde tæt sammen. Der har ikke været overskud til særlige, humanistiske foranstaltninger som for eksempel ”dansk for udlændinge”, men vi har lov at forlade os på den kendsgerning, at i de bornholmske samfund er der som regel, før eller senere, skaffet hjerterum for udenlandske mennesker. Og der blev jo også tænkt moralsk dengang, om end på en anden måde end i dag. Vi kan kigge på en lille pudsig ansøgning fra et kulværksinteressantselskab og et glasværks-aktieselskab til kongen i 1847 (de havde fået Klemensker Strandmark overdraget i 1844), og de skrev blandt andet i store træk:        Når kulværket og glasværket  kommer i rigtig drift, vil dertil behøves flere 100 arbejdere, hvilke ikke uden ulempe kan haves, når de ikke bor på stedet, men når de bor her, har de så langt til Klemens kirke og skole, at det må befrygtes, at deres og især deres børns åndelige oplysning og moralske dannelse vil blive meget forsømt, så at deraf vil følge ulykker for samfundet. Kommer derimod strækningen under Hasle kommune, får beboerne nær til kirke og skole. Den tids bekymring og omsorg for ungdommen – den kommende generation! Som det vides, har beboerne i Klemensker Strandmark i dag udmærkede kommunale goder på lige fod med andre i Hasle storkommune.

Omkring 1870 havde Hasle knap 1000 indbyggere, og byen domineredes af avlsbrugere. Der var omkring en snes af dem, og de fleste var dobbelt så store som de almindelige danske statshusmandsbrug. Nogle avlsbrugere havde en avlsvogn og en vogn til vognmandskørsel. At avlsbrugerne og arbejderne naturligvis kunne finde sammen i aktiviteter til gavn for det fælles lille samfund, er der flere eksempler på, blandt omkring udbygningerne af byens havneanlæg. Havnen var jo en vigtig nerve, for herfra skulle skibene sejle produkterne fra kulbrydning og teglværksindustri ude i skoven. Konsul Jep Jørgen Colberg anlagde i 1868 kulværk og teglindustri omtrent på det sted, hvor Hasle Klinker senere fik plads. Efter at have været ejet af tyske grubefolk blev Hasle kulværk i 1872 solgt til et interessentskab i København, kort efter blev det videresolgt til et aktieselskab bestående af tyskere og danskere, og det nye selskab ville straks anvende 2-300.000 rigsdaler til indretning af regelmæssig grubedrift, sporvej til Hasle eller Rønne og til etablering af en ringovn, der skulle producere 12 millioner sten om året. Der blev så bygget en skakt med tre afdelinger og etableret en hestegang.

I Hasle blev det en fornøjelse at se den aktivitet, anlæggende på Klemensker Strandmark havde skabt på Hasle havn i sommeren 1873, kunne dagspressen meddele folk på hele øen. Hestetrukne arbejdskøretøjer hentede materialer fra skibene, og senere blev der anlagt en sporvej for hestetrukne blokvogne mellem kulværket og havnen. Fremskridtet kan dog også have sin menneskelige pris, og vi bevæger os nu i en tid med stærke brydninger på det landspolitiske plan. 1873: Et nyt socialistisk ugeblad, Demokraten, er begyndt at udkomme, socialistlederen Louis Pio sidder i fængsel, klager over dårlig behandling, og hans og andre arrestanters forhold behandles i folketinget, som har nedsat et udvalg. I folketinget behandles også dette lovforslag: Børn fra 10-16 år må kun arbejde i seks timer pr. døgn på fabrik og værksted, og ikke før 6 morgen eller efter 20 aften, 14-18 årige ikke over 12 timer. I Socialisten skriver en landarbejder, at landbrugets arbejdsgivere ikke kan klare sig med at understrege, at arbejderne ikke har det som på slavernes tid. Visse steder i Jylland har landarbejderne for eksempel 12 timers arbejdsdag.

Sådan bølgede noget af den offentlige debat, mens Hasles arbejdere virkede i den lokale industri og ved havnen. Og som før antydet havde udviklingen også sin pris i form af ulykker og stridigheder. Vi kan fortælle følgende på grundlag af avisreferater: I 1870 styrtede en fattig svensk arbejdsmand ned i en skakt ved Hasle kulværk og brækkede et ben og en arm flere steder, så den måtte amputeres, og han slog sig slemt i hovedet. Da han efter et halvt års sengeleje på sygehuset ville gå tur, faldt han og brækkede benet på ny. 30.marts 1871 omkom Hasle teglværks bestyrer, Henrik Bothe, da han var nede i en lergrav og skillerummet til en lergrav ved siden af ham faldt sammen over ham. I december samme år dræbtes den 30årige arbejdsmand Hans Peter Pedersen i Hasle kulværk. Han var ved at blive hejset op af skakten, da en jernkrog, der havde fået fat i et eller andet på den ene side af skakten, gled løs og faldt ned over ham. I januar 1874 omkom en 15-årig arbejdsdreng i Hasle kulværk, da han så ned i skakten og en af de store kasser, der blev hejset op og ned, kom farende imod ham.

Et slagsmål på Fælleden.

Der kan også fortælles om tilfælde af slagsmål, om end de er kortfattet omtalt i dagspressen. I august 1873 skulle der således være registreret et håndfast håndgemæng mellem en dansk og en tysk arbejder ved Hasle kulværk, og en søndag i juli 1874 opstod der slagsmål mellem tyske og svenske arbejdere på den gamle eksercerplads, Fælleden eller ”Frihedinj”, eller hvad man vil. Her havde en tililende politibetjent fået et knivstik i armen, hedder det i bladnotitsen. Arkitekt K. Thorsen har dog langt senere i en artikel beskrevet et veritabelt slagsmål på Fælleden i begyndelsen af 1870’erne, hvor svenske og tyske arbejdere havde forsynet sig med knortekæppe lavet af grene fra den nærliggende sandflugtsskov. Efter en hård kamp kom både politifolk og stærke avlsbrugere ud og skilte de stridende parter. De svenske fiskere fandt som før nævnt også gode arbejdsmuligheder ved Bornholm. Omkring 1870 og vel også senere hen, fangede de ofte flere hundrede ol sild. Visse bornholmere så lidt skævt til dem, da de i nogle tilfælde var med til at trykke priserne, men man havde ofte ondt af dem, når de sammen medkone og børn levede nøjsomt og lidt kummerligt i deres små både, der lå i de bornholmske havne. Der gives da også beregninger om ellers børnerige bornholmske familier, der tog sig af de svenske fiskeres børn. Meget tyder på, at farverige indslag af fremmede folkedragter og livlig svensk folkemusik skabte festlige sommerdage på Fælleden ved Hasle. Og skal vi tale kontakt mellem samfundsklasserne, så kan denne registrering fra et dagblad i 1872 vel også give lidt eftertanke: Hos en af de store avlsbrugere i Hasle, Chr. Dam, formentlig ejer af den nu forsvundne gård ved Hasle borgerskole, altså i Kirkegade, blev der i december holdt basar til fordel for de ”vandlidte” efter orkanstormen i 1872. her var plads, og tanke for medborgerne i det lille samfund. Så trods hårde problemer har man vel kunnet tale sammen.

Denne artikel skrev Arne Ipsen i Bornholmeren den 28.oktober 1978.