Mindeord om Henning Ipsen 

Torsdag den 16. april 2020 er datoen for dronning Margrethes 80 års fødselsdag. Desuden dato for Hasledrengen, forfatteren Henning Ipsens 90 års fødselsdag. Han mindes af sin bror, Arne Ipsen:            

Carlo Henning Ipsen, af familie, venner og bekendte kendt som Calle, blev student i 1948. Samme år som jeg begyndte i 1. klasse. Børnene begyndte dengang i skolen den 1. april, så min mor bad mig fri på studenterdagen. Vi cyklede til Rønne og stillede op ved springvandet på Store Torv. Der vinkede vi til hestevognen med de syngende studenter. Efter sommerferien blev Calle elev på Skårup Statsseminarium. Så vi voksede altså ikke op sammen.

Men mine forældre fortalte om en livlig, både læse- og sportsglad storebror. En tid var Calle spejderfører, ellers ivrig fodboldspiller. Vores bedstefar, murermester Andreas Ipsen, var fodboldinteresseret. Han stod ofte i skovkanten ved Hasle Fælled og fulgte drengenes træning. Hvis Calle havde gjort det godt, så fik han en skilling af bedstefar.

Calle sagde, da dronningen var kronprinsesse: ”Engang får mine børn fri fra skole på min fødselsdag!” Han mødte vist ikke dronningen. Men han satte hende højt, og de havde en fælles ven: maleren Oluf Høst i Gudhjem. Calle besøgte i sin tid Høst og viste ham sine tegninger. Men Høst fandt, at unge Ipsen havde større talent for skriveriet. Oluf Høst blev en ven for livet.

Det blev til nogle få år som folkeskolelærer, og jeg ved, at Calle tog sig af bogligt svage elever og hjalp dem med at udvikle andre evner. Efterhånden kunne han hellige sig skriveriet. Forfatternavnet blev Henning Ipsen, men familie og venner kunne fortsat sige ”Calle”. Han skrev romaner, der i sin ligefremme stil har stærke præg af social og humanistisk holdning – og kærlighed til Bornholm. Og man aner lun ironi. Calle skrev også børnebøger, bl.a. ”Rødderne på klippeøen”, TV-spil, filmtekster og oversættelser af skuespil for Odense Teater. Her fik han et venskab med skuespilleren Morten Grunwald.

TV-spilserien ”Regnvejr og ingen penge”, instrueret af Gabriel Axel og med udendørs optagelser fra Sildetorvet i Hasle, blev en folkesucces. Det er blevet sagt, at serien lagde gaderne øde på de fire søndag aftener i foråret 1965. Hos Hasleegnens Lokalhistorie, ved formand Cai Kruse, blev serien vist over nogle aftener. Med tilladelse fra Danmarks Radio. Der måtte bare ikke tages entré.

Min yndlingsbog blandt Calles værker er roman nummer to: ”Skrænten ved havet”. Calle brød sig ikke om, at der blev talt om romaners eventuelle baggrund. Jeg gør det også kun i dette ene tilfælde. For jeg aner træk fra vores mors dagbøger med glimt af landboliv i Rutsker. Det fine billede af romanens hovedperson, en omsorgsfuld mor til en børneflok, giver minder om Bedste (mormor), Frida Lind Andersen. Hun var både troende og overtroisk og en fantastisk fortæller. Calle tilegnede vores mor en maskinskrevet publikation, ”Bedstemor”. Vores far læste op af den lille bog en nytårsaften på ældrecentret Toftegaarden i Hasle, og jeg har brugt citater i foredrag.

Sommerarbejdet i Hasle

Calle mødte sin livsledsager, den gode og hjælpsomme Britta, på seminariet. De fik bopæl i Brittas barndomsby Kerteminde på Fyn. De to imødekommende mennesker befandt sig godt blandt fynboerne. En af vennerne var tømrermester og fodboldtræner, og Calle fulgte boldklubben B 1909, kaldet ”Nieren”, i Odense. Jeg boede en lille tid på Lolland, derefter i Nordsjælland. Menneskeligt var der ingen afstand mellem os brødre.

Vores forældre, Sara og Henry Ipsen, murer og organist, kunne samle familien. I deres hus ved Storegade indrettede de flest mulige sovepladser, og gårdhuset blev sommerbolig for familien på Fyn. Calle insisterede på at betale husets løbende udgifter. Vores forældre fandt også altid plads til deres københavnske feriedreng Jørgen, som blev optaget i familien, hans grønlandske hustru Kristine og deres børn, Poul og Søs. De kaldte mine forældre farmor og bedstefar.

Calle tilbragte en stor del af sommeren i Hasle. Sammen med Britta og deres tre søde piger: Ane, Malene og Pernille. Da pigerne var færdige med skolen, de blev alle studenter, kunne forældrene være lidt længere tid i Hasle. Med et par oldebørn kom vi op på fire generationer om sommeren.

Sommertiden var absolut ikke ferietid for Calle. Han tog den elektriske skrivemaskine med. Så skrev han på en roman, i en ny bog kunne jeg ofte genkende et emne, vi havde snakket om. Og ikke nok med det. Calle oversatte og anmeldte bøger og skrev kronikker og kommentarer. Om aftenen lånte han vores forældres telefon og indtalte TV-anmeldelser til Jyllands-Posten. Britta blev en god børnebogsforfatter og oversætter af svensk litteratur.

Calle var altid villig til at hjælpe med praktisk arbejde hos vores forældre. Og han tog sig tid til at mødes med venner. I Gudhjem Hedvig og Oluf Høst og boghandlerparret Gunver og Sven Harild. I Hasle mødtes han med en klasse- og legekammerat, Holger Nielsen, søn af fiskesalgsbestyrer Valdemar Nielsen. Og han hilste på en anden klassekammerat, Lucie Finne, i ”Salgsens” røgeri. Hun blev fotograferet og omtalt i fotobøgerne ”Bornholm og bornholmere” og ”En bog om Bornholm”.

Et opmuntrende menneske

Calle, som er blevet kaldt Danmarks flittigste forfatter, befandt sig bedst blandt jævne mennesker. Det rimer vist godt med venskabet til forfatteren Benny Andersen. Og han viste opmærksomhed over for sin familie. Da vores fætter Henning A. Jensen som kun 10-årig havde mistet sin far, Niels Christian Jensen, inviterede Calle ham til at holde ferier i Kerteminde. Henning takkede ja, og de to sportsglade fætre overværede fodboldkampe i det fynske.

Det kan give store udfordringer at have kendte søskende. Jeg fik en novelle og et skuespil for børn i et par københavnsaviser og skrev nogle hørespil – der ikke blev antaget. Jeg er mere til realisme og det direkte: historie, egnsbeskrivelser og erindringer. Erkendelsen blev støttet af Calle. Gennem en journalistisk uddannelse blev jeg en glad fortæller og har spillet teater og kirkespil.

Vi fulgte hinandens gøremål, og jeg var den sidste, der fik en lang og god samtale med Calle. Den ovenud flittige og prisbelønnede forfatter var blevet træt og udkørt. Hans bortgang i 1984, da han var knap 54 år, var et hårdt slag for familien: Britta, pigerne, børnebørnene, forældrene, bror og svigerinde. Men vi holdt sammen omkring de gode minder. Og Calles døtre har skænket en samling af breve med illustrationer fra Oluf Høst til Bornholms Kunstmuseum. Calles  gravsted findes på Hasle kirkegård, tæt på lystskoven, som han holdt meget af.

Jeg mindes ham med vemod, men også taknemlighed. Og jeg har opfordret Danmarks Radio til at genudsende ”Regnvejr og ingen penge”. En stor tak til Hasleegnens Lokalhistorie & Filmværksted, ved Richardt Vang-Olsen, fordi serien bliver vist i koncentreret udgave på min brors fødselsdag!

Arne Ipsen.