Mon ikke vi alle somme tider mindes et menneske og tænker; den person vil aldrig blive omtalt i ugepressen eller lignende udbredte medier, men jeg har så mange minder om personen, at der må fortælles noget for en større eller mindre kreds.

Sådanne tanker tog form, da jeg for nylig fik meddelelsen om, at en markant skikkelse fra barndomsgaden var død. ”Klippeøen” måtte være det naturlige forum for den lille beretning om havemanden og livs kunstneren Harry Frederik.

Det skal lige retfærdigvis anføres, at nogle ugeblade finder frem til hverdagsmennesker over hele landet og skildrer dem jævnsides med de mere kendte samfundsborgere (som naturligvis også meget ofte siger ting, der kan glæde andre). Men mig bekendt har denne Harry aldrig været i medierne.

Han hed Harry Pedersen, men fik tilnavnet Frederik, fordi hans far hed sådan. Denne enlige mand blev fundet liggende død i det hus, han altid havde boet i, hans barndomshjem, det lille, grønmalede hus på hjørnet af Søndergade og Vestergade i Hasle. I sine unge dage havde han arbejdet mange steder rundt om i Danmark, mest på gartnerier, men Hasle blev hans naturlige tilholdssted.

Det var en smuk handling, da en flok mennesker i Hasle indrykkede dødsannoncen i dagbladene, gjorde opmærksom på, at mange nu havde mistet en god ven og underskrev annoncen med ”Hans mange venner”. Den enlige mand var nemlig ikke ensom. I mange hjem var han en velkommen gæst, for han tog altid sit glade humør med sig, og han var god mod børnene. Han var på en gang bramfri, med et lidt højrøstet organ, og hjertelig.

Forældrene i arbejderhjemmet, Marie og Frederik Pedersen, følte de drøje tider med stram økonomi og nødvendig slidsom hverdag. Men det er mit indtryk, at deres fem børn voksede op i et rart og lunt lille hjem. Og jeg kendte forældrene som to små glade pensionister.

Frederik sagde ikke så meget i det daglige, men han havde altid et lunt smil til overs for en. Hans flotte værk var en tråd indhegnet have fyldt med farvestrålende blomster mellem Hasle Fælled og sandflugtsskoven. Haven forsvandt til fordel for fælledens og campingpladsens udvidelse, jeg savner den på mine ynglings traveture ved den gamle skov, og man kunne fristes til at kalde haven for et lille stykke folkekunst.

Marie var en væver kvinde med energiske bevægelser. Hun plejede at spørge min mor, hvordan hun fik sine potteplanter til at gro så godt, og i det hele taget standsede hun ofte op på sine raske vandringer og fulgte deltagende med i by fællernes trivsel, deres børns opvækst o. s. v.

Hvorfor nu alt dette om Harrys forældre? Jo, her kommer teorien om de arvede egenskaber ind i billedet. Jeg tror, han fik godmodigheden fra dem begge, foruden faderens evner for havearbejdet og moderens umiddelbare væsen. For Harry blev en dygtig gartner, uddannet i sin fødeby, hans kolonihave var et lille mønsterbrug, og han var omhyggelig i sine gøremål som havemand rundt omkring i privatfolks haver.

Hjælpsomhed var hans fineste egenskab, men han var fremdeles sig selv i tale og fremtræden. Og han kunne overraske. I lange perioder var han tilsyneladende komplet ligeglad med, hvordan håret og tøjet sad på ham, og pludselig, f. eks. når byens folk samledes til byfest, mødte Harry op og var nyklippet, kæmmet og nydelig i tøjet. Det er vist ikke ualmindeligt, at folk, der altid tør være sig selv, får mange venner, og alle ville Harry Frederik det bedste. Men med i billedet hører også, at han havde evnen til at sige umiddelbart venlige ting til folk. Lige før nytår 1979, denne hårdt uvejrsprægede tid, som ingen af os glemmer de første par år, mødte jeg Harry på Hasle hovedgade. Han kom hen til mig og sagde: ”Jeg var glad for at læse din artikel om byen i ”blâd”! Den skal du have tak for”. De ord lunede på den råkolde dag. Sådan var han også.

Jeg hørte, at Harry, som havde været svagelig i sine sidste par år, blev fundet af en nabo, der havde undret sig over, at han ikke havde set Harry den dag.

Harry var død. Han havde døjet plagsomme sygdomsskavanker, men man kan sige, at han lige til det sidste var omgivet af venlighed og omsorg.

Det bliver et savn ikke mere at skulle møde dig i Bornholmsferierne Harry – dit godmodige buldrehoved! Og jeg ved, at mange vil savne samtalerne om din fodboldinteresse og meget andet. Men dit hjem i Søndergade – over for ”græslykjan” – har givet os gode minder om en glad arbejderfamilies saga.

Og den vil ikke blive glemt.

Harry Frederik døde den 18. februar 1980, 66 år gammel i sit fødehjem Vestergade 2, Hasle.

Denne minderune skrev Arne Ipsen til ”Klippeøen” i 1980.