I Jul på Bornholm 2006, skrev Arne Ipsen.

På sporet af Otto J. Lund.

Huset, som Otto J. Lund, Bornholms Jeppe Aakjær, ejede i Rutsker, bliver pietetsfuldt vedligeholdt af de nuværende ejere – Digteren har fortjent en mindestue.

Hver gang jeg kommer til Bornholm, skal det gode gamle landsogn Rutsker så vidt muligt have et besøg. Allerede ude på havet fanger blikket Ruts Kirke på Bornholms tredjehøjeste punkt. Min fars kirke! Siger jeg inde i mig selv. For her var min far organist i mange år indtil begyndelsen af 1980èrne. Efter gudstjenesten skulle man trykke alle i hånden, landmændene fra Rutsker, fiskerne fra Teglkaas og stenhuggerne fra Vang.

Vi boede i Hasle, hvor min far også var organist, og murer til hverdag. Men Rutsker er min mors fødesogn, hun blev født på samme gård som Skagensmaleren Michael Ancher: Frigård, nuværende Søndregård. Rutsker var engang et frodigt landbrugssogn med marker, der næsten myldrede med heste, køer, får og geder. I dag præges landbruget, som alle andre steder i det danske land, af storbrug, som lykkeligvis klarer sig. Men både skolen, brugsen og mejeriet er nedlagt (”Kirken kan de vel ikke nedlægge!” sagde en Rutskerbo engang til mig).

Og Rutsker er sognet, hvor hjemstavnsforfatteren Otto J. Lund – kaldet Bornholms Jeppe Aakjær – skabte sine digte og fortællinger på bornholmsk om hverdagens mennesker. Han gengav den bornholmske folkesjæl.

Otto lund blev født i 1885 og voksede op ved Nydammen, hvor hans forældre havde et ”to hestesbrug”. Selv flyttede han til huset ved Gamledam og boede der i flere år indtil sin død i 1948.

En mild og solvenlig eftersommerdag stod jeg af bussen lige øst for Ruts Kirke for at trave ad den vinkelformede Krogholmsvej, der fører til Otto Lunds hus. Men først dvælede jeg lidt, mens blikket gled hen over sognet mod sydøst.

Et sted i den retning ligger Krusegård, som jeg har særlige minder om. En sten, der engang lå i vejen ned til gården, men senere fik plads i haven, bærer dette citat af Jeppe Aakjær: ”Din egen dag er kort, men slægtens lang.” Gårdens nuværende ejer, den miljøprisbelønnede Carsten Jørgensen, er 10.generation, og han gemmer på minderne om sin bedstefar Sinius Jørgensen, som skrev Rutskerhistorie. Og Carstens far, den statelige L. M. Jørgensen, mangeårig formand for Bornholms Tidende, har fortalt mig adskilligt om Rutsker i sin barndom i begyndelsen af 1900 – tallet.

Om dengang Kirkemøllen, som for længst er revet ned, var et mødested for sognets landmænd, og om ”Toppakonn”(Toppekonen), der boede på Krogholmsvej og solgte 16 punds brød og kagetoppe. Det var jo disse hverdagens slidere og små personligheder, i Rutsker og andre bornholmske sogne, Otto Lund skildrede i sine historier, omend, naturligvis, med andre navne.

Digte med livshistorier.

På den 1 – 2 kilometer lange vej mod Gamledam gik jeg og tænkte på de varme udsagn fra slægtninge af Otto Lund, denne digter og husmand, der levede sit stille og tænksomme liv på lyngen. Trods et dårligt ben cyklede han rundt på store dele af øen og besøgte familie. ”Han havde altid en stor pose bolsjer med til os børn, og han sad og læste op for os,” mindes hasleboen Magda Birk, hvis far var nevø af Otto Lund.

Og mens jeg så ud over det åbne landskab, kom minderne om de af Otto Lunds digte, der blev skrevet som små livshistorier, ofte ”Jens Vejmand” – agtige. Jeg holder selv mest af ”Denj gamla Gartnarenj” fra debutbogen ”Lyngblomster”, der kom i 1930. her fortæller digteren om gartneren:

Hanj paste set Arbaj å gjore ded got a kunje anlægja enj Hawa så flot;

for enj Kunstnara va hanj i sit Fâg å gjore saj altid enjhellu Umâg.

For Plânter å Blomster, di holt hanj å – de va nok di Venner hanj hadde pånå

å kjelada for dom hanj gjore – væl, som en Moer hon kjelar for sin lijla Bæl.

De va enj så  hæjluer Forårsdâ, a denj gamla Gartnerenj måtte astâ.

I enj lojner Krog, på enj åsies Plâs, ble hanj stopter ner udan majenj Stâs.

Hanj holt så å Blomster, denj fattia Manj, å få hâ vel plântad så många som hanj;

men de var te anra – nu bâra hajn får  di, som ente plântas, men sæl dom sår.

Et andet af mine favoritdigte er ”Nels Påst”, ligeledes trykt i ”Lyngblomster”, og skrevet til et af postbud Niels Linds jubilæer.” Post Lind”, som vi for det meste kaldte ham, var en af mine slægtninge, og søn af postbud Janus Lind, som byggede orgel til Ruts Kirke omkring 1880. Janus samlede benrade op fra markerne, sleb dem til og beklædte tangenterne med dem, og støbte selv zinkpiberne hjemme på sit loft. En fantastisk historie.

Nå, men om ”Nels Påst” skrev Otto Lund, her første og sidste vers:

Hanj kommer me sin Taska bestæmt vær sogner Dâ Te Rams i Taskan ligjer der Kårt å Brev å Blâ.

I Sne å Blass å Bæzinj, de e enj ijla Vaj.- Hâr alri goa Stynjer, må altid sjynja saj.

Hanj va så tro i lided, denj Rozen vi enj gjer, å di, står der ju skrevved, ska sættes âuer mer.

En læt benømmen Rota Nels får saj nok ijæn,ves der e brøg for Påster, vår hanj sin kommer hen.

Dertil kommer de fine digte om mennesker, fugle, og lyngen, f. eks. dette vers om lyngens bøn:

La maj ble, vår jâ e! Så granjt et Syn ni te Fiskje ska se. I Tusenviz hâ jâ då Blomster så nætta, som sjevta Kulør å e mæst fivolætta. Vi vænte lænje, men kom livæl me. La maj ble, vår jâ e.

Meget mere kunne nævnes. Vi bliver aldrig færdige med Otto Lund.

Det velbevarede hus.

Otto Lunds gulkalkede hus i bindingsværk ligger godt gemt fra alfarvej, i naturskønne omgivelser, for foden af en skrænt, som er ret meget dækket af græs og træer, men hvor klippestykker kigger frem. Her fik jeg syn for sagn: Den frodige natur omkring Gamledam får lov til at vegetere i fred, og de nuværende ejere af Otto Lunds hus, Bente Arnoldus, lærer, cand.mag. i religionssociologi, og Benny Johannesson, tidligere tekniker i Danmarks Radio, værner pietetsfuldt om huset.

Både det ydre og ruminddelingen er stort set uforandret siden Otto Lunds dage. Kun er der foretaget lidt ændringer af stalden, som er bygget i forlængelse af beboelsen. Til ejendommen hører også et udhus, som er noget yngre end hovedbygningen. Og fra huset er der en kort travetur til Gamledam mod vest.

Hovedhuset er opført i 1890, og har bevaringsværdi 5, (ca. middel på en skala fra 1 til 9). Det kan læses under ”Bornholm – Atlas over byer, bygninger og miljøer” på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside. Foran huset, mod syd, er der en høj, og på denne står der en gammel pumpe som et godt minde fra Otto Lunds tid. Bente og Benny ejer et billede, malet af Oluf Høst og forestillende Otto Lunds hus i det storslåede, kuperede landskab ved Gamledam. En stor del af landskabet er mørkt, det viser, hvor meget lyng, der dengang omgav huset. Et par aflange, lyse flager i billedet markerer klippestykker. Man kan lige skimte denne tekst, skrevet med blyant, i bunden af billedet: ”Otto Lund 50 fødselsdag 4.5.35”.

Da Bentes far, landsretssagfører C.A. Arnoldus, og mor havde købt huset i begyndelsen af 1960èrne, købte de maleriet af en privatperson, formentlig slægtning af Otto Lund. Og da Bente og Benny havde erhvervet ejendommen, fik de billedet af Bentes far. Det er nu velforvaret et sted på Sjælland.

Her i huset, og vel i nogen grad ude i den dejlige natur, skrev Otto Lund i alt 9 bøger, som var digt – og novellesamlinger og et par romaner. En del af bøgerne er illustreret med fine, enkle vignetter af Oluf Høst. Og for øvrigt viste Hedvig og Oluf Høst en rørende omsorg for digteren fra Rutsker. Hvert år mellem jul og nytår var han i nogle dage gæst i deres hjem i Gudhjem.

Nogle af Otto Lunds digte blev oplæst i Danmarks Radio, efter godkendelse fra en begejstret statsradiofonichef, kgl. Kammersanger Emil Holm. Faktor H. C. Hansen læste op. Og der er blevet skrevet en del om Otto Lund, ikke mindst af præsten og maleren Arne Madsen og min bror, forfatteren Henning Ipsen.

Arne Madsen er mester for en fin, lille publikation, der både gengiver et brev fra Otto Lund, som fortæller sin livshistorie i store træk, og giver en biografisk oversigt over Lunds bøger. Desuden udgav Arne Madsen i 1979 ”Lynginj å Larkan” med udvalgt prosa og poesi af Otto Lund.

Henning Ipsen lavede et par radioforedrag (i landsradioen) og skrev 2 kroniker i de bornholmske dagblade. Han ville meget gerne have oversat visse af Otto Lunds værker, men erkendte, at ægtheden i skriverierne i så fald ville gå tabt. Henning Ipsen giver i øvrigt en fin karakteristik af Otto Lunds nænsomme stil, nævner også digterens(ikke skrappe) ironi i visse digte. Og han nævner Otto Lund som fortaler for den ikke ligefrem populære, men smukke lyngplante og lyngens sorte fugle, ikke mindst kragerne, der ikke har vundet popularitet som smukke væsener.

Selv er jeg, foruden digtsamlingerne, glad for Otto Lunds lille roman, for øvrigt hans sidste værk, udgivet i 1947: ”Enj Hâslehorra”, der skildrer frihedshelten Peder( Pær) Olsens liv. I Vestergade står der en lille, desværre noget ændret, bindingsværksbygning som sidste rest af den gamle borgmestergård fra 1600 – tallet, og i muren ses en ring, som det menes, landshøvding Johan Printzensköld bandt sin hest til, da han ville tale dunder til Peder Olsen, før sin skæbnesvangre tur til Rønne.

Romanen har en herlig scene, hvor ”Pær” som ung mand møder Elsebæt, der skulle blive hans livsledsager, i byvangen ved Hasle. Her står Elsebæt med favnen fuld af naturens blomster, og når hun siger blomsternes danske navne, kan Pær dupere med deres latinske navne.

En dialektformidler.

Mange oplæsere har taget Otto Lund med i tasken, når de skulle ud og underholde og glæde forsamlinger. En af dem er Gunver Harild. Et besøg hos hende og ægtefællen, Sven Harild, er som at komme ind i centrum af den gamle bornholmske folkekultur. Da jeg på min eftersommertur besøgte dem, sammen med en god ven, boede de på Gudhjemvej med en pragtfuld udsigt et stykke sydpå ad den østbornholmske klippekyst. Ægteparret, som var indehavere af Gudhjem Boghandel i ca. 30 år, holder sig godt orienteret om begivenhederne ude i verden, og er vidt berejste. Samtidig værner de om bornholmske folkeminder og dialektlitteratur. For Gunvers vedkommende ikke blot som oplæser, også som en af veteranerne inden for bornholmsk teater.

I 1946 debuterede Gunver i Hans Hjorths ”Karna Blaakujla”, som er blevet kaldt ”Bornholms Elverhøj”. Og i de følgende par årtier var hun med i flere af de markante bornholmske skuespil, der gik på Rønne Theater. Vagn Christoffersen skriver i sin bog ”Teaterminder” varmt og indlevet om Rønne Theater i årene 1941 – 1972. bogen er samtidig en registrant over repertoiret og det var de bornholmske stykker, der sikrede grundlaget for senere tiders liv på denne Danmarks ældste, endnu aktive scene. Gunvers navn dukker op flere steder i bogen.

Hun voksede op nede i Gudhjem som datter af Dagny og Viggo Rønne, som var både bødker, fotograf og boghandler. Og hun mindes barndommens cykelture om søndagen med far og mor og de to små brødre Rolf og Steen, der begge blev kendte fotografer.

Det var i 1930èrne og ofte var morbror, murermester Johannes Andersen, og tante Bertha med på turene, der tit gik til Otto Lund i Rutsker. ”Når Otto Lund havde fået udgivet en ny bog, kom han til os. Min far plejede at tage 10 eksemplarer i kommission – og de blev altid solgt!” fortalte Gunver Harild. ”Han blev altid budt på mad, det blev han glad for, men han var genert og forlegen, fordi han var et beskedent menneske. Vi havde altid madpakke med på turen til Otto Lund, og vi sad i græsset uden for hans hus og nød maden. Derefter plejede Lund at spørge, om vi ville have en honningmad. Vi kunne vaske hænder i en emaljeret vaskebakke med blå kant. Men vi kom aldrig inden for hos ham. Og faktisk har jeg aldrig talt med Otto Lund. Men jeg syntes, han var ualmindelig sympatisk.”

”Han udtrykker glæde og taknemlighed over naturen og livet. Opfattede du ham som et religiøst menneske?”

”Ja, jeg fornemmede det, men han talte ikke om det. Da vi lærte ham at kende, syntes jeg han var en lidt komisk person med sine stumpede bukser. Men jeg fik stor respekt for ham, og jeg læste næsten altid Otto Lund, når jeg kom ud i forsamlingerne.”

Gunver Harild mindes også, hvordan hendes fars gode ven Oluf Høst blev gjort interesseret i Otto Lund. Maleren besøgte hver dag Viggo Rønne, og sad på en tønde eller lænede sig ind over halvdørens kant, mens de fik en god snak. Og en dag fik Høst lyst til at tage med til digteren ved Gamledam i Rutsker.

Som oplæser af Otto Lunds digte har Gunver især yndet denne hilsen, som digteren ofte skrev i sine bøger som dedikation i sine bøger til gode venner, og som Arne Madsen nævner i forordet til ”Lynginj å Larkan”:

Nu tak for Venner, som her jâ vânt, for mila Or å for varma Hænner.

Nu Venner ajle – nær å lânt en Tak å Hælsa jâ sænner.

Mens denne historie læses, er Gunver og Sven Harild ved at flytte til en andelsbolig mellem Gudhjem og Melsted. Huset ligger ved en vej, der er opkaldt efter hendes far: Viggo Rønnes Vej!

Efter et besøg hos Harilds kan man blive helt flov over, at turen ikke mere går så hyppigt til fødeøen Bornholm. Det er bare ikke så ligetil, når man ikke mere har nær familie derovre, og meget er forandret. Men Gunver og Sven Harilds inderlighed kan vække fornyet interesse for den gamle bornholmske folkekultur. Og tanker om at sætte Otto J. Lund et varigt minde begynder at rumstere.

En mindestue, ikke et egentligt museum, skulle i givet fald plantes midt i Rutsker sogn, et sted i Kirkebyen. Litteratur kan ikke identificeres med egnshistorie. Men det var i Rutsker, Otto Lund levede og virkede.

En mindestue med Otto Lund – tekster, Oluf Høst – tegninger, gamle sognebilleder og måske oplæsning, eventuelt også sang, ville kunne give det karakteristiske gamle sogn en ny, velfortjent attraktion.

Til glæde for Rutsker og til minde om en fin digter og et smukt menneskes opmærksomhed over for de jævne mennesker og de små ting i hverdagen.