I Bornholms Tidende d. 1.februar 1998 skrev Arne Ipsen.
I mindet om en af Bornholms farverige skikkelser:
Var det hr. Povls præstegård?
På færgen ”Povl Anker” s dæk stod sidste sommer en bornholmer og spejdede ind mod sin fødeø. Først anedes de markante ruiner af Hammershus gennem varmedisen, længere sydpå sås kirken på højdedraget i Rutsker, Bornholms tredjehøjeste punkt, 130 meter over havet, og bornholmeren tænkte højt: ”Det var jo der og i Hasle Povl Anker var præst!”
”Nå, så skal vi vel have historien om 1658 igen”, sagde en af ledsagerne med et overbærende smil. ”Ikke nødvendigvis”, svarede bornholmeren, men tænkte samtidig, at 1658- historien jo altid er værd at fortælle om og forske i. ”Og”, tilføjede han, ”jeg kom i tanke om, at det er 300 år siden, Povl Anker døde. Og hans livshistorie er også interessant.”
Man forestiller sig Povl Anker stående ved Ruts kirke en kølig forårssøndag i 1658. han er sidst i 20’erne, for han menes at være født omkring 1630. Han er en smuk og rank mand, klædt i sort præstekjole og har sort, bredskygget hat på hovedet, og han prøver at skimte den skånske kyst. Han blev nemlig født i Skåne som ældste barn af en søskendeflok på otte. Faderen, Hans Povlsen Anchersen, var sognepræst i Hoby. Povl Anker blev student fra Frue Skole i København og læste teologi i fire år. Tænke sig, at der nu var gået fire år, siden han kom til Rutsker og Hasle.
Han havde såmænd været lige ved at tabe modet dengang, for han mødte nogle forfærdige tilstande. Byldepesten havde krævet mange menneskeliv, så Bornholms befolkning var nede på ca. 8.000.
Hasle havde mistet 133 indbyggere, så der nu var ”60 husstande” med i alt 2-300 mennesker. I Rutsker havde pesten bortrevet 230 mennesker, og flere af sognets 56 gårde lå øde hen. Seks af øens 15 sognepræster bukkede under. Ankers forgænger, Jens Hansen Sode, var en af dem. Men forgængerens datter, Karen, var blevet ham en god kone. De havde haft store og krævende opgaver blandt deres sognebørn. Nu var der kommet småfolk i Rutsker præstegård, og tiderne tegnede lysere.
Povl anker så sognefolket komme i små flokke, i hestevogn, på hesteryg eller til fods. Folk fra gårdene og de bittesmå fiskerlejer Vang, Kås og Helligpeder. Kvinder i mørke kjoler og røde kyser, mænd med skindkofter, hat eller tophue.
Et chok.
Lidt senere stod Povl Anker på kirkens prædikestol og oplæste et brev fra landsprovst Jens Larsen Malmø: ”Enig frelse i Guds søn” … lød det, men knap var han færdig med læsningen, før kirkedøren blev revet op og en mand løb op mod prædikestolen for at give en besked.
Og så fik menigheden den skæbnesvangre meddelelse: Den danske hær havde lidt nederlag efter svenskernes march over isen fra Fyn til Sjælland. Der var alt sluttet fred, og nu havde den danske krone måttet afstå områder til Sverige: Bohus len, Trondhjem len, Skåne, Halland, Blekinge – og Bornholm!
Et chok for menigheden og for præsten fra det gamle danske land, Skåne. Men hr. Povl fattede sig, og det siges, at han nu gjorde noget, der senere skaffede ham en skarp reprimande af den svenske landshøvding – men også et flot eftermæle. Han foldede nemlig sine hænder og bad for landets rette konge og øvrighed – og overlod så til menigheden at lægge de rigtige navne til ”efter eget tykke”.
Anker og Hasle.
Lad os forestille os en flyvetur lavt over Hasle by og tænke os tilbage til 1660. Byen havde da sine omkring 60 huse og gårde, samlet omkring små holme. Avlsbrugergårdene satte deres præg og formede et bybillede med korte, krumme gader.
Vi sætter fokus på fire ejendomme. I Østergade er boligbebyggelsen Byvangen blevet til en stor rødkalket gård. Her står Povl Anker i den store port og tænker tilbage på de utroligt mange begivenheder gennem blot to år, fra svenskekrigens udbrud i 1658.
Hans nærmeste kampfælle var blevet købmand Jens Kofoed, som boede i købmandsejendommen ved hovedgaden. I dag kender vi stedet som Grønbechs forretning, ejendommen var formentlig noget mindre for godt 300 år siden. Og i 1660 var Jens Kofoed for længst flyttet, idet han som belønning for sit modstandsarbejde havde fået Maglegård i Østermarie.
Fra købmandsgården er der kort vej til borgmester Peder Olsens gård i vest. På det sted, hvor vi nu finder slægten Kopps lange gule bygning, lå der indtil 1850 en trelænget gård. Det fortælles, at den havde stuelænge mod nord og en østre og søndre længe og lå med fri udsigt til alle verdenshjørner. En bindingsværkslænge lidt længere mod nord er en rest af den gamle gård.
Lidt nordøst for borgmestergården bor en fjerde 1658 – helt, bykaptajn Niels Gumløse. Teorier nævner ham som beboer af oprindelsen til ”Karetmagergården”, der i sin nuværende skikkelse formentlig er fra slutningen af 1700 – tallet.
Utrolig meget havde Povl Anker oplevet sammen med de tre nævnte venner og andre sammensvorne i modstandskampen mod svenskerne, lige frem til drabet på Printzensköld i Rønne, hvilket i øvrigt skete uden Povl Ankers billigelse, og frem til erobringen af Hammershus.
Travl gerning.
Povl Anker løsrev sig fra sine tanker. Dagens dont ventede. Først måtte han rundt i staldene og se, hvordan arbejdet skred frem. Derefter skulle han besøge en gammel kone i en fiskerhytte ved stranden og en avlsbruger, der ønskede hjælp til regnskaberne. Samtidig kunne Anker kigge på avlsbrugerens lille dreng, som havde beskadiget et ben. Præsterne lærte dengang lidt medicin i forbindelse med de teologiske studier.
Povl Anker var i øvrigt hjælpsom over for sine sognebørn og lod flittigt gåsepennen skratte i præstegården. Han fik mange tillidshverv, var bl.a. skattekommissær og endte som Bornholms landsprovst. Men omkring 1670 fik landbruget et par drøje år, og en ligningsmand er ikke jordens mest populære menneske i krisetider.
Karen og Povl Anker fik en lille børneflok, og den ældste søn Hans blev hjælpepræst med Rutsker som arbejdsområde, senere blev han sin fars efterfølger. Efter Karens død blev Povl Anker gift med Lene Nielsdatter, som han fik tre børn med, og han blev stamfader til flere kendte personer, f.eks. J.N. Madvig, ridder Casper Wolffsen, etatsrådinde Marie Kofoed – og polarforskeren Frithjof Nansen, såmænd.
Men dramaet forfulgte Anker. Rystende var det f.eks., at en af hans kone, Lenes brødre blev myrdet og en anden bror henrettet som mistænkt for mordet. Præsteparret fra Hasle var blandt de afhørte i sagen.
Klingegården.
Povl Anker døde den 28. oktober 1697. Om gården i Østergade virkelig var hans bosted fra 1660 til hans død, vides ikke med sikkerhed. Men at gårdens oprindelse går tilbage til 1500- tallet, fandt arkæologer ud af ved udgravninger efter nedrivningen af gården i 1979.Ejendommen hed da ”Klingegården” efter slægten Klinge fra Rutsker. Og dokumenterne viser, at gården havde været præstebolig.
Det gik i øvrigt ikke stille af, da Johan Chr. Melbye (præst for Hasle – Rutsker 1792 – 1816) omkring 1800 ”egenhændigt” forlod Rutsker præstegård og bosatte sig i Hasle. Han fik en kontrovers med provsten, som nægtede at tillade Melbyes flytning. Men han må alligevel have bøjet af, for den 12. juli 1810 kom Præstegården i Rutsker på auktion med flere betingelser, bl.a. at en halv snes tdl. skulle forbeholdes sognepræsten, og at præsten skulle have et omklædningsværelse i stuehuset og plads til sin hest i stalden.
Præsterne i Klingegården var efter Melbye: Vilhelm Olsen indtil 1819 og Constantin Mahler indtil 1830, begge døde i embedet. Fra 1832 er ejernavnene præget af Espersen – slægten, og år 1900 blev gården købt af vognmand og avlsbruger Hans Munch. Han virkede på stedet indtil sin død i 1934. Derefter drev enken Paula Munch avlsbrug og vognmandsforretning indtil 1945, hvor avlsbruger Karl Anker Hansen overtog ejendommen som dens sidste ejer.
Det var en flot fire- længet gård. Engang havde den seks længer, da to små bygninger stak ud, dels fra stuehuset, dels i gården. Den lange længe mod gaden samt kostalden var uden bindingsværk. Ellers var byggeriet præget af brede planker, og stuehuset mod nord havde 16 -17 fag vinduer.
Denne stolte gamle gård var formentlig, indtil andet kan bevises, rammen om Povl Ankers virke og familieliv i næsten 40 år. Oplysningerne om sognepræsten og hans liv er spredte, men det står fast, at han har eksisteret og markerede sig i den bornholmske frihedskamp.