For snart 50 år siden købte en turistmand avlsbrugergården i Hasles Grønnegade – Historien om det veldrevne og markante avlsbrug, der blev turistcenter, er et eventyr  

Da denne artikel blev skrevet, rasede debatten om ”Udkants-Danmark”. Vendelbogården er et fint eksempel på et sted, der ikke kun har minder, men også fremdeles medvirker til at gøre et lokalområde attraktivt.

Da sommerturene i sin tid gik til ejendommen i Hasles Storegade, hvor hele min nærmeste familie mødtes til fælles ferie, var ”Tranbergs” havemur kort efter feriestedet en kær landkending. Muren danner sydgrænse for den oprindelige købmandsgårds byholm, og her mødes to væsensforskellige gader. Til højre hovedåren Storegade, hvor der i turistsæsonen glider en jævn strøm af feriegæster i bil og på cykel, til venstre den mindre befærdede Grønnegade, som her ved gadens begyndelse prydes af en rødkalket, velholdt gammel avlsbrugergård. Et minde om det gamle Hasle.

Men gården er noget ganske særligt. Til forskel fra stort set alle byens øvrige avlsbrug har den i Grønnegade et officielt navn: Vendelbogården. Navnet fik den af gårdens ejer fra 1961, vendelboen Søren Andersen, kendt som Søren Boghandler. Nu er det altså snart 50 år siden, og ejendommen blev et dejligt feriecenter. Jeg mindes to personer omkring gården. Ved stuehusets trappe mod Grønnegade stod Søren med stort smil og syngende jysk tonefald og modtog såvel turister som hasleboer, der ville ud og rejse. Ved Tranbergs hjørne mod Storegade stod på lune sommeraftener fhv. avlsbruger Christian Hansen, en lille, spinkel mand i jakkesæt. Han kunne både se over til sin gamle gård og få en snak med forbipasserende. ”Jeg er barnefødt her i byen, og ejede gården derovre i over 30 år,” fortalte han turisterne, der viste glæde over en hyggesnak. 

Christian Hansen var født og opvokset i avlsbrugergården ved bækken på Fælledvej, og han var af Mørk Hansen-slægten, der på mange områder satte præg på Hasles udvikling. Faderen, Chr. Hansen, drev både avlsbrug og vognmandsforretning. Bedstefaderen, Peter Mørk, havde jorder helt ned til havet, og blev i 1893 medstifter af Hasles første registrede silderøgeri ved Søndre Bæk, kendt som Otto Finnes røgeri. Oldefaderen, Christian Hansen Mørk, ejede ”Mørkegården” ved torvet, på det sted, hvor der senere blev bygget bank. Han var medstifter af I/S Hasle Kulværk i 1840, og i årene 1841-49 var han kirkeværge. I denne tid, nærmere angivet i 1847, fik kirken det hvælvede loft og lægterne (balkonerne). Tipoldefar, Hans Mørk, ejede gården, hvor senere Brugsen udfoldede sig fra 1913-66.

Grønnegade-ejendommen er knap 200 år gammel, idet gamle dokumenter fortæller, at en Peter Byder fik auktionsskøde på gården i 1821. I 1830 blev borgerløjtnant Claus Ancher ejer, og Anchers svigersøn, Otto Hansen fra Mørkegården ved torvet overtog gården i 1869. En halv snes år senere blev gården købt af Thorvald Kofoed. Han foretog i 1881 visse ændringer på stuehuset, og det står i det ydre uforandret fra hans tid. Omkring midten af 1920´erne blev gården købt af vor ven Christian Hansen junior. Han fortalte ofte med en vis stolthed, at avlsbruget i Grønnegade engang var den første ejendom, man så til venstre ved indkørslen til Hasle. Avlsbrugets nabo, bagergården, lå lidt tilbagetrukket fra vejen.

I Christian Hansens tid som gårdmand havde Hasle 17 avlsbrugere, tidligere havde tallet ligget på omkring 25. Faktisk viser en fortegnelse over Hasle købstads skatteydere i 1981, at byen dengang havde 24 avlsbrugere. Den samme opgørelse nævner 17 fiskere. Christian Hansen havde en utrolig viden om Hasle i gammel tid, undertegnede har hentet adskillige oplysninger hos den gamle avlsbruger. Han kunne bl.a. fortælle om det rislende vand i Brobækken nord for byen og om Borre Kilde, der løb i udkanten af Brobækkem. Her kom avlsbrugerne og vaskede deres heste, og fra Borre Kilde blev der leveret vand til dampkedlerne på den nærliggende kønrøgsfabrik, Danmarks eneste af sin art, den fungerede fra 1887 til slutningen af 1930’erne.

En utrolig hukommelse prægede Christian Hansen, men han havde også nedskrevet navne, årstal og oplysninger om ejendomme. Og sammen med gårdejer Niels Christian Kofod, Brobækkegård, udarbejdede han en håndskrevet bog, ”Slægterne Mørk, Holm og Mogensen i Hasle og Allinge”.

En nabodrengs oplevelser

For få år siden fik jeg en beretning om hverdagslivet hos Christian Hansen. Den blev fortalt af avlsbrugerens nabodreng, Ole Kragh, nu bosat i Hvidovre. Han er født i 1947 og voksede op i bagergården, hvor hans far, Jørgen Kragh, var bagermester fra 1939 til 1956. Ole løb ud og ind hos avlsbrugeren i årene omkring 1950, og kunne give denne farverige beretning:

”Mine forældre havde travlt i bageri og butik og kørte på landet og solgte brød. Så måtte vi børn finde indhold i hverdagen, og det var dejligt for en lille dreng at opleve en bondegård med dyr midt i byen, endda som nabo. Bag ejendommene mod syd lå den store, dejlige grønne eng, hvor Ralf Lind senere fik rideskole, og hvor der jo nu ligger mange huse. Christian Hansen havde to heste, 12-15 køer og to katte. Jeg sad ofte på hestevognen ved siden af Hansen og fik lov til at holde i tømmerne, når vognen rullede gennem gaderne. Om aftenen skulle hestene vandes, og køerne var jeg ofte med til at trække på græs om morgenen. Det var jo almindeligt, at avlsbrugerne trak køerne gennem det meste af byen for at komme ud til deres marker. Hansens marker lå ved vejen mod Rutsker, og jeg var med ude og flytte køerne om eftermiddagen, så brugte vi den store trækølle. Jo, jeg lærte nogenlunde at løfte tøjrkøllen, selvom jeg var en lille fyr. Hansen pløjede med hestene på sine marker, og sidst på efteråret kørte vi roer hjem. Så stod vi i gården og skar roer, og der var en roekule på det lille markstykke ud mod Heroldsgade. I efteråret kom der mange børn og fik roer til deres roelygter.”

Om ejendommens stadsstue fortalte Ole Kragh: ”Der var en gyngestol med rødt plys. Den stod ved døren ud til haven mod øst, og lige uden for havedøren var der en jordforhøjning som en slags terrasse. I stuen stod der også et sybord, og der var et stativ med en masse aviser og blade, og så var der et askebæger med en kridtpibe. Jeg tror ikke, nogen mindes at have set Christian Hansen ryge, men piben var måske et arvestykke. – Om lørdagen kom Hansens søster, Anna Hansen, hjem til gården. Hun var i mange år ansat på dommerkontoret i Rønne, men i weekenden var hun haslebo.”

Nye tider 

Da Bodil og Søren Andersen havde købt ejendommen i Grønnegade i 1961, flyttede søskendeparret Hansen til deres hus i Gulerodsgade, hvor de som pensionister var gæstfrie beboere og i øvrigt fulgte levende med i byens trivsel. I 1962 blev der fra Grønnegade-ejendommen solgt 7 hektar landbrugsjord til Erik Riis, Nygård. Og det følgende år blev ladebygningen ud mod Grønnegade ombygget til fire dobbeltværelser. Bygningen måtte have små vinduer, som erstattede fire store luger. Men ellers blev ombygningerne foretaget særdeles nænsomt.

Bodil og Søren Andersen rykkede ind i stuehuset og indrettede en lejlighed til udlejning i den sydlige ende. I entréen i den nordlige ende fik Søren sit eget lille turistbureau, og så gik det løs med formidling af ”Sørens Bondegårdsferie”, samarbejde med ”Press Resor” m.m., altsammen foretaget med smittende humør og lysten til at give mennesker dejlige ferieoplevelser. Søren levede med i byens begivenheder og havde stor viden om byens og øens historie, men talte altid varmt om sin barndoms Vendsyssel.

Efter Søren Andersens død i 1994 blev Vendelbogården overtaget af sønnen Jens, chefkonsulent i Undervisningsministeriet, og svigerdatteren, økonomisk konsulent ved Lejre Kommune. De fandt en sommerglæde ved hver sommer at tage fra deres bopæl i Lejre til Hasle for at drive feriecentret med alt hvad det indebærer af værtsskab, vedligeholdelse, kalkning af bygningerne o.s.v. I tidens løb har hele ”Boghandler-familien” arbejdet for Vendelbogården, engang så jeg Jens’ storebror, Per, bankkundechef i Esbjerg, klippe hækken ud mod Grønnegade.

Min kone, Annette, og jeg har et par gange lejet værelse i Vendelbogården. Efter en nat i et komfortabelt værelse skråede vi om morgenen over gårdspladsen til det gamle kalvehus mod syd. Her kunne vi både nyde et godt morgenmåltid og i samme bygning kigge på gamle køkkenredskaber og andre brugsting fra avlsbrugets tid. Det er glædeligt, når en karakteristisk ejendom både bliver vedligeholdt og kan skabe kontakt mellem fastboende og glade turister. Vendelbogården er et eventyr.

Arne Ipsen