I Klippeøen december 1958, skrev Ellen Jørgensen.

En ”Stille” nytårsaften.

Der var intet i min barndom, vi var mere bange for end ”nytårsnarrana”. Sognets karle elskede at lave så megen halløj som muligt nytårsaften, somme tider vel nok lidt grovkornet, men uden egentlig ondskab. Opdagede de så, at der var steder, hvor man nødigt så deres besøg, var det jo allermest morsomt netop at koncentrere løjerne om disse ejendomme. Jeg tror, at mit barndomshjem altid blev udset som særlig egnet til formålet, netop fordi porte og luger blev forskanset som på en veritabel præriefæstning, hvor man ventede indianeroverfald.

Nytårsaftensdag blev alt uden for gårdens fire længer bragt i sikkerhed bag de skærmede mure; intet blev glemt, man kunne nemlig med usigelig sikkerhed regne med at skulle fiske det op af gårdens dam bagefter. Intet blev skånet. Kasserede, bundløse spande og mælkejunger, havelåger, markredskaber og træstykker, kort sagt alt, hvad der ikke ligefrem var groet fast, endte i dammen. Når så uden undtagelse alt løst var hentet ind, blev portene først låset med en kæmpenøgle, dernæst forskanset med en bom indvendig. Alle luger og lemme blev lukket, men da ”værlana” jo sad udvendig, blev et bræt sømmet fast i lugekarmen indvendig, og et forsvarligt reb eller kotøjr naglede lugen så fast til karmen, at den mindste ”bænjkjaskrobba” blev hjemløs. Men enhver nok så stærk fæstning har sit svage punkt, som fjenden altid finder, ligesom hos os. Det var ”gjænjed”. Muren mellem længerne nåede jo kun til tâgfæstan og var nem at entre for en rask mand, der ydermere næsten blev løftet over af villige hjælpere.

Hele eftermiddagen hørte vi skyderi i det fjerne og så hen til mørkets frembrud med bange anelser.

Vi spiste aftensmad, når der var åsyzlad, det var gerne fisk og risengrød ligesom juleaften, kun var det saltgrøn fisk til nytår mod rigtig klipfisk til julen, for os børn absolut ingen forskel! Stuevinduerne vendte ud mod haven og var denne ene aften dækket med tæpper, altså totalt mørkelagt, i modsætning til alle årets andre dage, hvor de var utildækkede som de fleste andre steder på landet. Efter maden blev der holdt andagt, læst højt af Rosenius. Imens tiltog skyderiet, dog stadig i det fjerne, heldigvis. Efter den fremstilling, vi havde fået af nytårsnarrene, var det den skinbarlige djævel selv og alle hans allersorteste hjælpere, der huserede og teede sig nytårsnat. Med mellemrum rendte de største og modigste af kuldet (dem hørte jeg ikke til) ind i storstawan, hvor de skjult af mørket kunne sondere omgivelserne i vid omkreds. Imens sang mor for de mindre, eller hun lærte os børneremser for at adsprede tankerne, gå i seng var der ingen, der følte trang til, før man var helt sikker på, at gården var overset af djævlehorden. Klokken nærmede sig midnat, og alt var hidtil forløbet roligt. Ny rekognoscering i storstawan. Et indianerhyl af de allerskarpeste skar gennem luften: di komma, di komma!! Stemmerne knækkede over af spænding og rædsel! Alle vi andre 5 – 6 mindre udgaver stak i at vræle af fuld hals.

Mor tyssede og trøstede, men det hjalp først, da hun hentede den sidste tilgift i købmandskurven: et stort kræmmerhus bolsjer i gråt papir, gemt til side til denne specielle lejlighed. Ansigterne klarede op; de, der tudede videre, fik ikke noget, men tårer og bolsjesaft mødtes dog i et kæmpedryp på hagespidsen og faldt, hvor lejlighed gaves!

”Vi kanj kjænja både Båsagårs – og Klingagårs – drænjana”, sagde storesøster bleg af spænding, støttet af storebror. Næste aldersetape: tvillingerne og jeg listede ind i mørket i storstawan.

Endnu var uhyrerne jo kun set på lang afstand, og vi måtte og skulle se, hvordan en virkelig djævel så ud.

”Jâ kanj se, di hâr romper”, sagde den ene tvilling, ”Ja, å horn”, supplerede den anden.

Jeg mente bestemt at kunne se begge dele, og med raketfart var vi i mors skørter.

”Jea narrafassa”, sagde mor, ”sæt jer nu på golled, så sjynga vi: ”Der gik en lille pige i marken til sin far”. – Et øjeblik efter sang vi alle med, men kun dæmpet. Så blev der dundret på porten. På tælling blev der dødstille i stuen. Mor rejste sig, satte hånden for og pustede lampen ud, nu var der kun lyset fra glæderne i ovnen. Ny dundren, også på lugerne og begge porte. Den bekendte faldende knappenål ville i dette øjeblik have lydt som et brag i stuen. – Dundre- dundre – dundre – stilhed, også i stuen. Et bump. Gjænjed var forceret! Porten blev åbnet indvendig fra, og under hujen og larm blev gårdspladsen stormet. Alle vore med møje og besvær indsamlede effekter endte hurtigt ude i dammen, foruden vogne, trillebøre, markredskaber og andet løst. Selv vandoljan legede, den var en krydser på vandet næste dag! Stuehuset var som uddødt, og trods dundren på den forsvarligt stængede forstuedør var der absolut intet tegn til liv. Vinduerne var der ingen, der rørte. Så var det pludselig ikke morsomt mere; her var ingen, der lod sig drille! Der blev futtet nogle kinesere af og som farvel et vældigt kanonslag.

Dette gjorde en ende på stilheden i stuen, men da var horden uden for hørevidde på vej til ny morskab. Den mindste stak i et så skærende, altoverdøvende rædselshyl, der varede, til hun var mørkeblå i ansigtet, at vi andre ligefrem fandt os forpligtet til at supplere hende. Mor tyssede og lovede kaffe og hvedebrød til os alle. Det hjalp. Kaffe vankede der kun søndag eftermiddag; ellers måtte vi spise brødet enbârt. Far gik ud og besigtigede vandalismen. Ved kaffen glemtes al uhyggen, ja, vi pralede endda lidt alle sammen med, at det kun var de andre, der havde været bange; de kunne bare komme tilbage, så skulle vi.

Efter nytår gik far til Hasle og meldte dem til politiet. Nogle var jo genkendt, og de måtte pille hver en stump op af vandet igen og bringe det på plads, foruden at de fik hver 4 kr. i bøde.

Det var sidste gang, der var uro nytårsaften, for vi fik en vagthund omtrent så stor som en fedekalv, og så blev der fred.

Aldrig i min barndom har der været så stille så længe i stuerne derhjemme som den nytårsaften.