De russiske bomber sprang om ørerne på ham.

”Det var den gang, pakhuset brændte. De andre var gået hjem til middag., da jeg pludselig hørte en mærkelig susen i luften. Så så jeg flere russiske maskiner, og pludselig tabte de noget. Det var bl.a. det Pauli Birk oplevede, da russerne bombede Rønne i majdagene 1945. Men hans liv har været rigt på andre oplevelser.

Fra tidlig barndom kom han ud at tjene på landet til 125 kroner halvåret. Tidligt kom han ud at sejle og oplevelserne som skibsdreng søsygens kvaler. På sin sejlerfart kom han bl.a. til Onega-floden. Her måtte han udlevere sit pas, medens skibet lå og lastede tømmer. Det varede en hel måned, og som passerseddel fik han blot udleveret et stykke papir, der lignede et hjørne af en avis, hvorpå man havde trykt et russisk stempel. Den 16.oktober 1939 befandt han sig under et ophold ved Fort Flow-broen i Edinburgh, som tyskerne forsøgte at bombardere. Lille juleaften 1939 nåede han via Ystad hjem til Bornholm. Under krigen kom han i arbejde i Borrelyngen med at flække sten. Her fik han ved et uheld venstre ben beskadiget, så han aldrig kom ud at sejle mere. I 1968 flyttede han med sin familie til Ballerup, hvor han indtil 1979 var ansat på Atlas.

Opvækst.

Pauli Johannes Hansen Birk, der bliver 67 i november 1980, er født i Årsballe, hvor hans far, Herman Birk, var vogn og beslagsmed hos Espersen. Familien – min mor hed Magda – flyttede til Vang, da jeg var seks år. Vi boede den gang i Hullahuzed. Man kaldte stedet for ”Tremastarinj”. Allerede som 12-årig kom jeg til Hullegård. De havde indlogeret turister i sommertiden, og her fik jeg så til opgave at pudse turisternes sko og hente vand ind på værelserne. Jeg gik i min skoletid hos lærer Pedersen på Rutsker Nordre skole, og jeg blev konfirmeret hos en gammel præst, der hed Nielsen. Han var præst i Hasle og Rutsker. – Jeg kan erindre, at han en gang, en vinter med barfrost, kom til konfirmandundervisning med bare ben i skoene. Min far kom til Vang som værktøjssmed, dvs. han sleb og lavede mejsler for stenhuggerne i Vangeværket, hvor der var op til 40 stenhuggere i arbejde, da jeg var lille dreng.

Ud at tjene.

Da skoletiden var forbi, kom jeg til Hullegård, og her fik jeg 125 kroner i løn for halvåret. Derfra flyttede jeg til Krusegård i Rutsker, hvor det blev aftalt, at jeg skulle være i vinterhalvåret 1930/31. Her var jeg meget utilfreds med at være, men måtte jo passe på at have noget at bestille, for man skulle jo tjene til føden og klæderne og have lidt lommepenge. Så en nat havde jeg våget over en griseso, og så var det skik, at man havde fri dagen efter, så man kunne sove ud. Jeg fik fri, men i stedet for at sove, kørte jeg hjem til forældrene. Her gik jeg en tur på havnen, og der lå et skib ved navn ”Svanen”. Sonne-Hansen i Nexø havde en part i skibet, og det var Minius Jensens søn Christian fra Allinge, der var skipper.

Første sejltur.

”Svanen” var et sejlskib og forsynet med en to-hestes motor, som blev anvendt, når skibet lastede skærver. Min fridag benyttede jeg til at gå tur på havnen, og da jeg kom i samtale med bedstemanden på ”Svanen”, sagde han, om det ikke var noget for mig at komme med ud at sejle. Skibet manglede en kok, og det måtte være noget for mig. Jeg gjorde bedstemanden opmærksom på, at jeg ikke turde flytte fra bonden, før jeg havde sagt op – men jeg gjorde ham dog bekendt med, at jeg dagen før var blevet uvenner med ham. Undervejs bestemte jeg med skipperen, at hvis jeg kunne blive fri for at komme tilbage, så var jeg parat til at tage med ud som kok. Dertil sagde skipperen, at det var all right, og jeg kunne komme med ud at sejle med det samme.

Påmønstres.

Men mit mellemværende med bonden skulle først afgøres, og næste dag fulgte min far mig op til bonden, der beklagede, hvad der var sket. Så spurgte min far mig, om det kunne nytte noget at fortsætte, hvortil jeg omgående svarede nej. – Hvad vil du så? Sagde min far. – Jeg følger med dig hjem, sagde jeg, for jeg havde jo faktisk underhånden sikret mig arbejde, men det turde jeg ikke sige hverken til far eller andre. Da vi så kom hjem, sagde far: – Det er jo ikke så godt at have dig gående hjemme. Det har vi ikke råd til. Sådan var det den gang! Så indrømmede jeg over for min far, at jeg havde en aftale med skipper Jensen, og at han godt ville have mig med som kok. Så fulgtes vi ad til havnen, hvor vi mødte skipperen, og far spurgte så, om han kunne bruge mig. Hertil svarede skipperen: – Det skal vi nok finde ud af, ellers får ha bare nogle øretæver! Og dermed var jeg påmønstret – men jeg skulle have en søfartsbog. Jeg kørte straks til amtsgården i Rønne og fik udleveret en søfartsbog, og så fik jeg besked på, at jeg måtte skynde mig hjem, så skipperen kunne komme på toldkontoret i Allinge inden kl. 17.00 og forevise den der.

Mâda fiska.

 Og så kom jeg ud at sejle, og jeg skal love for, ”a ja mâdada fiska” (blev søsyg). Første tur gik fra Vang til Lolland. Vi prøvede at nå Ystad, men det kunne vi ikke. Som sejlskib forsøgte vi at krydse os frem, men på et tidspunkt måtte vi vende om. Og jeg var blevet temmelig søsyg, men skipperen sagde bare: ”Spis bara nad brø, horrafaninj, spis bara nonna raubrøskorper, så har du nad å brækka op”. Det gjorde jeg også, men jeg var faktisk ligeglad med, hvad der skete. Vi lænsede om igen og løb ind til Allinge, og der måtte vi så ligge en otte dages tid. Så blev vi slæbt ud af en fiskerbåd, og straks begyndte det at lufte op, men efterhånden blev det helt vindstille. Der var alligevel temmelig voldsom søgang. Da vi nåede ind i Hammervandet, lå skibet bare og slog med sejlene, og det blev ikke bedre for mig, for jeg begyndte igen at kaste op. Efterhånden forsvandt søsygen, og jeg har ikke senere hen mærket noget til den, selv om jeg kunne få en antydning af opkastningsfornemmelser.

Forhyret med ”Katrine”.

Hvor længe sejlede du med ”Svanen”? ”I ca. 11 måneder. Derefter blev jeg forhyret med ”Katrine” af Svendborg. Skipperen var Kristian Pilgård, der efter at have lagt op, boede i Lillegade i Rønne. Han havde lige fået bygget et nyt skib på skibsværftet i Svendborg. Det var jeg med i otte måneder. Det sejlede ligeledes fra Vang med skærver, kantsten og bygningsten bl.a. til broen over Limfjorden. Jeg har også været med til at sejle trappesten til Christiansborg. Det var Holm & Strøberg, der den gang ejede ”Vånga-værket”, foruden en del arealer beliggende fra Ringebakkerne helt op til Skovbo, og den halve slotslyng hørte også med til værket. Nu er alt solgt fra”.

Jungmand om bord på ”Hans”.

”Efter at have afmønstret ”Katrine”, kom jeg ud med ”Hans” af Svendborg. Jeg henvendte mig til skipperen, om jeg kunne komme ud at sejle med hans skib. Det skete ugen før jul, og med ”Hans” sejlede jeg i godt 18 måneder. Det var det bedste fartøj, jeg hidtil havde sejlet med, for der var skipperens kone med det meste af tiden. Der havde jeg det godt, for det var flinke mennesker at være sammen med”. – Hvor mange var I om bord på ”Hans”? ”Vi var tre. Jeg var kok og jungmand, en bedstemand og så skipperen. Han havde sejlet under første verdenskrig med en barkentine og var blevet torpederet af tyskerne i Nordsøen. Nu havde han denne skonnert.

Sømandsfataliteter.

Jeg var lige fyldt 18 år og blev påmønstret et skib fra Rødby. Det hed sig, at jeg skulle stige i graderne. Jeg skulle nu være bedstemand nummer to. På dette skib følte jeg mig ikke særlig godt tilpas. I mellemtiden var jeg kommet med i fagforeningen og havde nu mulighed for at komme ud at sejle med større skibe og dampere. Men jeg kunne ikke få hyre med det samme. Jeg havde samlet mig lidt penge, så jeg mente, jeg kunne klare mig, til jeg blev påmønstret igen. Derfor boede jeg hos en god ven, en landsmand, der sagde mig, at han havde et sted i Toldbodgade, hvor jeg i opgangen kunne få et lille værelse, hvor der kun var plads til en stol og en seng. – Jeg sad jo mest inde i fagforeningen og ventede på at få noget at bestille. Jeg havde vel 30 kroner, og for værelset betalte jeg så 20 kroner – men en aften skulle min ven en tur i byen, og da han manglede penge, tog han bare mine. Jeg var lidt ked af denne episode, for jeg kunne bare have henvendt mig på sømandshjemmet og lejet et værelse der, så havde jeg været fri for denne ubehagelige oplevelse at miste mine sammensparede penge. Men jeg havde alligevel, så jeg kunne flytte hen på sømandshjemmet, hvor jeg gav seks kroner for en uge. Jeg skrev hjem, og det eneste, jeg antydede, var, at jeg manglede penge, hvortil mine forældre skrev tilbage, at jeg straks skulle komme hjem. Men jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle komme hjem, før jeg havde været ude at sejle og tjent nogle penge. De skulle ikke have mig at grine af. Den gang kunne man leve for, lidt. Jeg nøjedes med en kop kaffe, der i Toldbodgade kun kostede fem øre, og en stor snegl for fire øre. Jeg var desuden så heldig, at jeg gennem fagforeningen fik udleveret kødmærker. Jeg fik for i alt fem kroner, og hvert mærke var på 60 øre. På hjørnet af St. Kongensgade og Fredericiagade lå den gang et spisehus, hvor jeg for 60 øre kunne købe en stor bøf, og så bad jeg om godt med kartofler til. Så blev der desuden råd til at købe en god portion rabarbergrød eller anden frugtgrød. Sådan gik det til, at jeg klarede mig et stykke tid.

Ud at sejle med ”Silkeborg”.

Jeg gik vel arbejdsløs i 17 dage. Så kom jeg den 15.maj 1935 ud at sejle med damperen ”Silkeborg”. Den sejlede fra København til Helsingør. På ”Silkeborg” blev jeg udnævnt til ”letmatros”. Jeg havde ellers sejlet så længe, at jeg skulle have været matros, men da jeg havde gået arbejdsløs, tog jeg det første, det bedste. Jeg sejlede i 11 måneder med ”Silkeborg”. Efter at have sejlet fra København til Helsingør nogle gange, gik vi til Hvidehavet, hvor vi bl.a. på Onegafloden lastede brædder. Det kunne ofte være en skrap tur, for på floden lå der store banker, så en stor del af lasten måtte ofte lastes om bord uden for flodmundingen. Der var heller ingen rigtige veje. Det var kun plankeveje, dvs. at trafikken foregik på strækninger, der var opfyldt med savsmuld belagt med planker, som var sammentømret med træplugge i stedet for søm. Fra flodmundingen og ind til byen var der ca. fem kilometer, og dette område var meget sumpet. Her var opført nogle træbarakker, hvor arbejderne holdt til.

Må aflevere vort pas.

Vi måtte godt gå i land, men så snart vi ankom til lastestedet, skulle vi aflevere vores rigtige pas til myndighederne, og i stedet fik vi udleveret et stykke avispapir, hvorpå var trykt et russisk stempel. Når der så blev spurgt efter vort pas, så viste vi bare denne lap papir, som vi måtte passe godt på, indtil vi fik udleveret vort rigtige pas ved afrejsen. Det midlertidige pas kostede den gang 10 rubler, dvs. ca. 40 danske kroner. Når man kun tjente 100 kr. på en måned, så blev der ikke meget tilbage. Med ”Silkeborg” var jeg i øvrigt langt omkring, bl.a. i Spanien, Frankrig, England, Gdansk, Finland m.v. For øvrigt oplevede jeg en episode under borgerkrigen i Spanien. Vi lå i Sevilla og lossede sand, der ved en kran blev lagt på kajen. Men der var uro blandt arbejderne, der strejkede for højere løn. Medens man var i gang med kranen, hørte vi pludselig et ”pist” og derefter en stønnen fra kranen, hvorefter grabben faldt ned i skibet igen. Så viste det sig, at snigskytter fra den anden side af kajen havde skudt kranføreren. Han blev båret ned, og så måtte en anden derop og gøre losningen færdig. Jeg sejlede i 11 måneder med ”Silkeborg”, og da den kom til Bornholm, afmønstrede jeg og fik derefter arbejde i ”Vångaværket”.

Ind som soldat.

Den 7.september 1936 blev jeg indkaldt som soldat ved marinen. Jeg blev hjemsendt den 1.april 1937. efter hjemsendelsen arbejdede jeg stadig i Vångaværket, men det kriblede stadig i mig for at komme ud at sejle igen. Det resulterede i, at jeg blev påmønstret ”Enigheden” af Svendborg. Det var meningen, at jeg bare skulle sejle med i 14 dage, højst en måned, men skipperen blev ved med at sejle uden om Bornholm. Da skibet lagde til i Århus, besluttede jeg at afmønstre. Det var i 1938, hvor jeg så var hjemme en måneds tid. Så fik jeg hyre med damperen ”Skodsborg”.

Oplever bombningen af en bro.

Den 16. oktober 1939 befandt vi os i Edinburgh ved Fort Flow-broen. Ved ca. halv et-tiden hørte vi pludselig en mærkelig summen. Det viste sig, at det var tyske flyvemaskiner, der ville bombe Fort Flow-broen. Heldigvis ramte de ikke broen, hvorimod en af maskinerne blev skudt ned. De nedskudte flyvere blev begravet med æresvagt og kanonsalut, og kisterne dækket med den gamle tyske fane. Det var den 18. oktober 1939. Lille juleaften 1939 rejste jeg hjem over Ystad. Far og mor var den gang flyttet fra Vang, for far havde besluttet at arbejde for sig selv og ville købe en smedje i Humledal. Det blev imidlertid ikke til noget, hvorefter familien flyttede til Vestermarie.

Tyskerne spærrer for udrejse.

Vi var nu nået ind i 40-erne, og det var igen meningen, at jeg ville ud at sejle, men i mellemtiden havde tyskerne invaderet Bornholm og dermed lukket for at komme ud og sejle. Jeg fik derimod arbejde på Almindings-skæreriet som ferieafløser, hvor jeg var i otte måneder. Derfra kom jeg så til telefonvæsenet, hvor jeg var til 1943. familien Birk var imellemtid flyttet til Rønne, hvor Pauli Birk havde fået arbejde på ”Øernes Andel”.

Russerne bomber.

Birk fortæller, at han arbejdede på Rønne havn, da russerne bombede Bornholm. – Det var om middagen. Jeg arbejdede den gang på ”Øerne”. De andre var gået hjem til middag, og jeg gik der alene, da jeg pludselig hørte en susen i luften og kort efter så flere flyvemaskiner, ”der pludselig tabte noget”. Jeg løb hen og gemte mig bag ved lænsepumpen. Da bomberne sprang, var det, som om indvoldene var ved at sprænges af lufttrykket. Nogle af bomberne ramte ”Hammershus”, der lå i Sydhavnen ved roklubben. Desuden lå der fortøjet en ”Ester” og en ”Letter”. Så snart maskinerne var forsvundet, skyndte jeg mig hen for at se, hvad der var sket. I vandet lå en tysk soldat. Han var dræbt. Under oprydningen i pakhuset fandt man en tysk officer, som ligeledes var slået ihjel ved bombningen. Jeg erindrer, at da jeg var kommet hjem, kom der en lavtflyvende maskine hen over fars ejendom. Den nåede lige at passere højspændingsledningen, så gled den ned på jorden og landede i nærheden af mit hjem. Det viste sig, at det var tyskere, der flygtede fra Stampen.

Kommer til skade.

Fra telefonvæsenet kom jeg så i Borrelyngen, hvor jeg stod og flækkede kantsten, som skulle bruges til broen mellem Langeland og Tåsinge. Så en dag skete uheldet. Under sprængningen faldt en stor sten ned over min venstre vrist, og ved et held slap jeg med livet i behold. Jeg blev udskrevet, og revalideringen sendte mig til København, hvor jeg i otte måneder var på optræning. Jeg lærte blandt andet at betjene en kran.

Flytter til København.

Den 29. november 1968 flyttede familien til København. Birk fik arbejde på ”Atlas”, hvor han dels skulle passe en kran og dels udføre lettere arbejde, bl.a. med at ombære og fordele intern post. ”Jeg har haft en dejlig arbejdstid og et godt arbejde”, siger Birk tilfreds. ”I 1979 gik jeg på efterløn, og i november i år fylder jeg 67, så får jeg min folkepension”. I ægteskabet med fru Magda, født Lund, er der 12 børn: Seks piger: Ulla, Lise, Birte, Dorte, Else-Marie og Lene, og seks drenge: Preben, Erling, Mogens, Kurt, Per og Anders. Flere af børnene er stadig bosiddende på Bornholm, bl.a. i Klemensker og Rutsker Højlyng. I forbindelse med sin ferie skal han sammen med sin broder en tur til England, men i øvrigt har han så mange gøremål, at han nok skal få tiden til at gå, slutter Pauli Birk.

67-årige Pauli Birk har haft et begivenhedsrigt liv på godt og ondt. Særlig uheldig var han midt i 60’erne, da han blev udsat for en alvorlig ulykke under stenbrydning i Borrelyngen. Men trods slemme mén har han ikke mistet sit gode humør.

Denne artikel skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren den 30.juli 1980.