Børneminder fra Hasle.

På jordlodden nord for bedstefars ejendom lå et enligt 4-fags hus, hvori boede en håndværker.I ægteskabet med Kristina var der drengen Alfred. for at bøde lidt på de økonomiske vanskeligheder havde de gamle Ole boende. han var “sat ud af kommunen”. Han hed aldrig andet end gamle Ole. Han havde et lille tarveligt værelse, hvori stod hans seng, et lille bord, en træstol og et rådt sammentømret klædeskab og en lille dragkiste. Ole var sat i pleje hos denne håndværkerfamilie. For vinduet var der kun blevet råd til en kort gardinklud, og når han om aftenen sad i sit beskedne rum ved blusset af en olielampe og læste i “Kratinj”,kunne man se ind til ham, som om man var i stuen sammen med ham.

Hvor gammel Ole var, var  det svært at bedømme. Han gik der i sine slidte vadmelsbukser, en blåstribet skjorte, spidssnudede, opklampede træsko og så sine to uundværlige stokke. Ole var dårlig til bens, og så gik han bare og stavrede omkring. Han havde et smukt ansigt, men det lange, gråhvide skæg og de buskede kinder skjulte hans profil. Han gik der på nåde og barmhjertelighed og var ikke ti megen nytte, men han kunne dog have opsyn med Alfred, når faderen var på arbejde, og Kristina var i fisken nede i Teglkås eller Helligpeder.

Gamle Ole talte om fremtiden og længtes altid efter fremtiden. Det var ligesom han i dette begreb ventede på underet. Når det gode vejr, og ikke mindst, når forårssolen begyndte at stå højt på en skyfri himmel, og der var lunhed bag gavlen, hvor der stod en frønnet bænk, stavrede han derud og satte sig og nød udsigten over havet og forårslunets storhed. Så lyste det op i sindet på gamle Ole, og smilet kom i hans fugtige øjenkroge. Det var ligesom hans ungdommelige forårslængsel blev vækket i ham. Så kunne han “sjævsa” af sted hen til stengærdet mellem bedstefars jorder og der hvor han boede. Så fandt han sig en plads på de store, grønplettede stene, medens han satte de besværlige stokke fra sig og hvilede sine stive, sygelige ben.

Hans barnlige sind kunne så fremtrylle den ene historie efter den anden, og vi drenge syntes, at det var morsomt at høre gamle Ole fortælle arier.

Jo, sagde han, engang i mine unge dage, da gravede jeg en dag den største og dybeste brønd her i sognet. Jeg begyndte tidligt om morgenen og fortsatte til langt ud på aftenen – men så, føjede han overbevisende til – det, jeg ikke blev færdig med, blev gjort dagen efter.

En dag havde han vandret langs stranden og pludselig der fået øje på et dejligt stykke kød. Det viste sig at være en død sælhund. han var ikke forvænt med okse – eller flæskesteg, for daglig kost var sild og “søvva”.

Gamle Ole havde ikke mange penge til sin rådighed, men en gang imellem fik han udbetalt nogle få kroner til indkøb af de allernødvendigste ting. Han havde ikke brug for så meget. Kost og logi betalte kommunen, og luksusager som tandpasta, barberskum, barberblade og skrivepapir var ukendte sager. Nej, de var til at solde for, de penge han fik, sagde gamle Ole overbevisende. Det var hans personlige rigdomme. Gamle Ole var bange om pengene. Han havde dem forsvarligt pakket ind i sit blåternede lommetørklæde, hvorpå der var slået en sikker knude, så pengene ikke faldt ud. Der var heller ikke så meget med at pudse næse dengang. Nej, tommelfingeren til det ene næsebor, og så blev der pustet ud, og hvad der blev til overs, tørrede man efter med skjorte eller trøjeærmet.

Ind imellem vågnede så udlængslen i gamle Oles indelukkede sind. Det var fristelsen efter at få en lille dram, for det blev der ikke noget af i logiet. Det var afholdsfolk, han boede hos, så der var ikke noget med at have en brændevinssjat stående i vindueskarmen eller ved hovedgærdet, så man kunne læske ganen, når tørsten pressede på – og så blev man heller ikke fristet til at falde for overdreven nydelse. Men en gang hvert halve år fik han lov til at gå en tur til Hasle og der købe sig lidt rariteter, hvilket blev til en pot brændevin.

Længe forinden talte gamle Ole om sin tur til byen. Som et barn glædede han sig til at komme bort fra de vante omgivelser, hvor adspredelsen kun var kreaturerne, fuglesangen i kirsebærtræet og så havet, der nu og da kunne skabe opmuntring, når de sejldrevne barkskibe lagde kursen forbi. Men gamle Ole ejede ikke en luksusting som en kikkert, så han kunne kun gøre sig sine tanker, når han så skibene vinddrive og forsvinde i horisonten. Hvad hans tanker har været er uvist, men udlængslen har gæret i hans indesluttede tilværelse, og mon så ikke ønsket om at forsvinde fra sin fattige tilværelse har givet han fremtidens uforståelige uro? Eller! Nej, fattigfolk kunne vel dengang ikke være så fantasifulde, at de troede, at drømme kunne blive til virkelighed. det var bare om at blive ved jorden og så ikke tænke på storhedsvanviddets løssluppenhed og utopiske tågebilleder. Nu og da tørrede han øjenkrogen med fligen af skjorteærmet. Om han har begrædt sin usle skæbne eller det blot har været et alderdomstegn skal være usagt, men nu og da kunne øjnene virke røde og forgrædte. Gamle Ole søgte aldrig trøst hos nogen, for han var jo kun et skumpelskud, et fattiglem, som kommunen underholdt med føde og klæder. Han var jo ikke noget menneske, kun et udskud i samfundet, som var afhængig af andres barmhjertighed. DEt følte gamle Ole, men det kunne han kun tale med naturen og fuglene om. Når han så havde sat sit sparsomme måltid bestående af sild og “søvva”, kartofler, alentykt flæsk, mælk og grød til livs, kunne han blot vandre ind til sig selv, for der var ingen, der havde tid eller lyst til at underholde “sådan et gammelt skrog”. Så skulle der kun ryddes op lidt hist og her og derefter på hovedet i seng.

Sådan var gamle Oles tilværelse, dag efter dag, år efter år. Så var hans eneste håb kun fremtiden, så han kunne komme ud og glæde sig over naturen.

Gamle Ole havde sparet sig nogle få skillinger sammen, og så en dag havde han bestemt sig til at gå til byen. Den dag var han tidligt oppe. Han iklædte sig sit pæne tøj, der bestod af et par blå benklæder, blå jakke, en overfrakke og et par støvler. Så stavrede han langs stengærdet, ad skelvejen op til landevejen og derpå sydpå mod byen. Det kunne jo ske, at han undervejs mødte et hestekøretøj, som ville tage ham med, for der var ikke noget, der hed rutebiler eller andre befordringsmidler, som for betaling kunne bringe folk omkring. Nej, det var kun at bruge benene – og det kunne være anstrengende. Selv om der ikke var mange kilometer fra det sted, hvor gamle Ole boede, til købmanden i byen, så tog det alligevel sin tid, for gamle Ole gik langsomt og han måtte ofte sætte sig på grøftekanten for at hvile sig. Gamle Ole fortalte selvfølgelig ikke, at hans tur til byen skulle bruges til at erhverve sig en pot brændevin. Han bildte sine plejeforældre ind, at han skulle besøge en familie, som vist nok boede der, og så skulle han købe lidt kage med hjem. Man var klar over gamle Oles hensigter, men man lod ham vandre.

I udkanten af byen boede købmanden, og det var selvfølgelig ham, gamle Ole skulle aflægge et besøg. Han kravlede op ad den flertrinede stentrappe. En gammeldags dørklokke alarmerede købmanden, der var temmelig døv. Så satte gamle Ole sin flaske, som han havde gemt inden for frakkeskøderne, frem på disken og bad om han kunne få den fyldt op. Det fik han, og så vandrede han derfra til bageren, der boede tæt i nærheden. Her købte han en pose boller, og så var der ikke mange penge tilbage af gamle Oles sammensparede formue. Tørsten brændte i hans hals, så der blev ikke megen tid til familiebesøg. I stedet, da han var kommet forbi Nordre Mølle og Kønrøgsfabrikken, satte han sig på bakken ved Brobækken og tog sig en ordentlig slurk af brændevinsflasken. Gamle Ole slikkede sig om munden. Det var “fankemaj” dråver ded! Han kiggede på flasken, kælede ømt for den og slikkede sig igen om munden, medens han tørrede sit skæg med hånden. Gamle Ole samlede sine stokke igen og fortsatte sin vandring hjemefter. I et “knyde” havde han bollerne, som slaskede mod stokkene, hver gang han tog et skridt. Mange meter var gamle Ole ikke gået, før han igen blev tørstig, og sådan gik det, indtil benene ikke ville makke ret længere. Han faldt om på grøftekanten og var så uheldig at få posen med bollerne under sig, og der lå han så og vred sig. Til sidst overmandede trætheden ham, og pludselig var gamle Ole hensunket i drømmeland, hvor blide kvindehænder puslede ham, og kælne, varme kys blev trykket på hans mund, og i det fjerne hørtes en vidunderlig bedøvende musik. En rus, hvori hverdagen var forsvundet. Gamle Ole drømte om ungdommens lystige stunder, om ømme, kærlighedsfulde blikke, kælne strøg på kinderne, kort sagt, det daglige besvær var for en stund forsvundet i en kortfristet drømmerus. Det var i en sådan fantasidrøm, at gamle Ole oplevede fremtiden det uopnåelige, som er enhvermenneskelig skabnings mål at opnå.

Der gik nogle timer, inden gamle Ole vendte tilbage til virkeligheden, men i nedfarten i grøften var stokkene gledet så langt fra ham, at det var ham umuligt at nå dem. I stedet masede han bollerne til ukendelighed ved sine vuggende bevægelser for at komme på højkant.

Men i sin ynkelige tilstand var hjælpen pludselig i nærheden. Det var en fisker fra Teglkås, der pludselig dukkede op og fandt gamle Ole. Han hjalp ham op af grøften, rettede på hans tøj, og så var Ole parat til at vandre hjem til sit fornedrelsens kammer.

Det første, gamle Ole spurgte om, var, hvor han befandt sig. Det fik han oplyst. Hurtigt opdagede han, hvor brændevinsflasken lå, og på forespørgsel fra fiskeren, der godt vidste, hvad den indeholdt, forklarede gamle Ole, at han var kommet fra byen, og på flaslen – ja, der var petroleum!

Ja, sagde gamle Ole, nu har ja i di siste tjive år hat en grueli brænjsel auer rævkan – men dette her, han hævede brændevinsflasken – dætte hær jælper minjsanj, og så tog han sig en stiv dram.

Mænj du har vel inte set enj possa me nonna bokjevta boller i, sagde gamle Ole.

Nej, det havde han ikke, men ved nærmere undersøgelse fandt man dem i grøften, fuldstændig pulveriseret af gamle Oles vriden i sin fortvivlede kamp for at komme op.

Fiskeren ønskede gamle Ole held og lykke med hjemfarten og gik sin vej. Gamle Ole derimod satte sig til at spise de ødelagte boller, medens han skyllede smullerne ned med den ene slurk brændevin efter den anden.

Hvornår gamle Ole kom hjem, melder historien intet om, men efter denne bytur måtte gamle Ole i lang tid holde sengen på grund af “brænjsel” over ryggen.

Og så en dag, da fremtiden stod for døren, døde gamle Ole. Selv om han i lang tid havde holdt sengen på grund af smerter i ryggen og brystet, blev der ikke sendt bud efter nogen lægehjælp. Man “plostrada” selv med varme omslag og de hjemlige medikamenter: Hoffmannsdråber. Der stødte feber til, og når mørket faldt på, blev der tændt et stearinlys til at oplyse det fattige rum på Bælabakkanj. I feberen så gamle Ole kysten af det fjerne land, hvor der altid er fremtid, hvor solen luner de syge sind, og hvor man aldrig tørster. DEr blev ikke skiftet sengehalm, og den hjemmevævede dyne var efterhånden kun blevet til store, hårde knuder, som ikke kunne varme hans tynde og syge krop. Der var ingen, der kom og puttede om ham, for han var jo kun en, der var sat ud på kommunens regning, og sådanne mennesker havde ikke krav på en menneskelig behandling. Nætterne var lange og uendelige, og nu og da hørte han en klar stemme kalde, og det var ligesom et storslået englekor sang ham i søvn. Nu og da følte han tørstens plagsomhed, men det kunne ikke nytte at kalde, forder var ingen, der havde tid til at se til ham. Og så en tidlig morgen i fremtiden blev der banket blidt og nænsomt på døren. Gamle Ole stirrede med sine trætte, rødrandede øjne.

Der stod han – denne mærkelige person, som vi frygter, for vi undgår ikke hans person før eller senere. Han gik hen og tog gamle Ole i hånden, rejste ham op, og så fulgtes de ad over de endeløse, eviggrønne enge – og bort til evigheden, stedet, vi kun kender navnet på, men iøvrigt ikke aner, hvad er. I sin febervildelse havde gamle Ole set den store port, der nu blev lukket op for ham, og sikke en herlighed. Gamle Ole havde aldrig anet, at der fandtes noget så smukt, for på Bælabakkanj var hans eneste oplevelse fuglesangen og havets monotone sang langs stranden. Men dette?

Det evigt skønne! Lyset var nedbrændt, da Kristina hen på morgenen kom ind for at se til ham.

Der var tyst og stille. Ingen snorken, ingen klynken eller klagen. For der lå gamle Ole. Stille – med hænderne foldede. Han var død.

Så fik man travlt, og en eftermiddagsstund en skinnende fremtidsdag kom vognen, og hans jordiske levninger blev sat på ladet. Oven på lå en beskeden lille buket blomster, og fra hans logi var der drysset buskbomsgrene et lille stykke ad den stenede vej, der førte op til landevejen. Og så forsvandt vognen afden ujævne vej, fulgt af nogle ganske få. På bakken lød klokkerne, og så blev gamle Ole nedsænket i indviget jord, for man kan godt være et gudsfrygtigt og ærligt menneske, selv om man er et fattiglem.

Gamle Ole glædede sig altid til fremtiden, for så var det ligesom troen på livet igen blev virkelighed. Det fattigt møblerede rum var nu forladt, der var luftet ud, og der var kommet ren halm i sengen.

Gamle Ole glædede sig til at høre regndryppenes trommen på vindueskarmen, for det betød, at vinteren var jaget væk, og faran stod fremtiden, hvor alt fornyes, alt bliver stort og flot, hvor alle bliver forelskede, hvor træerne knoppes, og hvor lærkerne jubler. Ja , fremtiden er til menneskers velsignelse.

Om gamle Ole har fået vinger, så han kan flyve ud og glæde sig over solen og lyset, skal være usagt, men han elskede livet, og fremtiden var for ham som en ny verden brød frem. Han fik derved et friskere livssyn og en fornyelse af legemets nedbrydning, for så kunne han sætte sig på den frønnede bænk ved gavlen eller på den varme sten i skelgærdet.

For nok kan en lun stue være hyggelig en kold vinternat, men fremtiden ejer det allerstørste af menneskets og naturens mesterværker: Det gærende, det gryende, det livgivende og forandrende. Det er det, vi venter på. Det gjorde gamle Ole i sin usselhed, for selv om han var et fattiglem, så var han født med et rigt og følsomt sind

Denne artikel havde Eyvind L. Lind i Bornholmeren den 18. marts 1978.