Han snakker om ”jemma” men bliver i København.

Interview med bornholmeren Kristian Munk der har boet 40 af sine 60 år i hovedstaden.

Fornylig rundede kirkegårdsassistent Kristian Munk, Anders Henriksens Gade 2A, København, de tre snese. Kristian Munk er bornholmer, født og opvokset i Hasle, men i næsten 40 år har han boet ovre.

Kristian Munk er et kendt ansigt i hjemstavnsforeningen, hvor han er en agtet amatørskuespiller. Trods det lange fravær fra Bornholm omtaler han stadig hjemstavnen som ”jemma”. I anledningen af fødselsdagen har vi haft et interview med Kristian Munk.

Hans fødehjem stod i Storegade i Hasle. Her var hans far, Carl Munk, snedker, mens hans mor i stueetagen drev en filial af Frits Sørensens Boghandel i Rønne. I ægteskabet var der tre drenge. De to andre er Rudolf og Åge.

Da naboejendommen, Bækkegården, nuværende Søren Andersens boghandel, blev nedrevet, opførtes den nye beboelse, der nu huser et cafeteria. Carl Munk opførte huset sammen med murermester Ipsen, og det stod færdigt til Kristians konfirmation. Carl Munk arbejdede i øvrigt forskellige steder, først i Thorsens byggeforretning, siden hos mestre i Rønne, og han var med til at bygge bl.a. Hafniahus og Kyllingemoderen.

Indkaldt et år før tiden.

Kristian Munk havde sin skolegang i Hasle hos lærerne Stibolt, overlærer Larsen, frk. Dam og lærer Jørgensen. Af disse fire pædagoger var lærer Jørgensen, der stammede fra Jylland, den mest festlige. Særlig huskes han fra drengetiden, da hans cykel, der var indrettet med hanepind, hvor lærer Jørgensen efter alle kunstens regler steg op bagfra og derefter sprang hen i sadlen, var et uundværligt transportmiddel i den idrætsinteresserede lærer.

”Jeg boede i Hasle, indtil jeg blev soldat i 1939. det skete meget akut, for jeg skulle først have været ind året efter, men allerede i oktober samme år brød krigen ud, og der opstod pludselig en alvorlig krigssituation, der bevirkede, at jeg blev indkaldt”. – Hvor kom du til at ligge? ”Det var i Høveltelejren. Der ”lå” jeg fra oktober 1939, til tyskerne invaderede landet i april 1940”. Om denne situation fortæller Kristian Munk, at han tydeligt kan erindre natten før den 9. april 1940: ”Vi havde fået besked på, at vi ikke måtte gå i seng, og at alt skulle være klart. Vi troede, at vi skulle ud på en af de utallige natmanøvrer. Pludselig hen på natten blev vi purret og begyndte at marchere ud af lejren, men så begyndte de tyske flyvemaskiner at overflyve området, og der udspandt sig ved samme lejlighed en lidt morsom episode midt i det alvorlige. For når vi var ude på natmanøvrerne, så blev der altid kommanderet ”flyvere”, og så skulle vi straks lægge os i ”flyverskjul”. Det skete altid, når vi havde nået en høj bakke i terrænet, så var det bare om at komme ned på maven, og så lavede vi bare sjov med, at det nok var vore egne flyvere, der kom, så behøvede vi ikke at løbe i ”flyverskjul”. Men det viste sig hurtigt at være noget helt andet. Det var ikke vore egne. Og så forstod vi pludselig, hvor alvorlig situationen var.

Gartnerlære.

”Et halv år før, jeg blev konfirmeret vel, kom jeg i lære hos bagermester Kure i Hasle. Der blev oprettet lærekontrakt, og jeg var faktisk i lære ca. et års tid, da det gik op for mig, at det ikke var noget. Så blev den kontrakt opløst.” – Hvad foretog du dig så? – ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle foretage mig, men så en dag henvendte jeg mig til gartner Hansen i Hasle. Da jeg havde været der nogen tid og hjulpet ham, sagde han en dag til mig: – Skulle du ikke i gartnerlære, for jeg tror, at det er den vej, du skal gå. Det har jo din interesse, og det vil nok være sundt for dig. Så han synes, vi skulle lave en lærekontrakt, for ellers løb tiden fra mig, og her var jeg så til få uger før, min lærekontrakt udløb, men jeg fik min læretid udstået.”

Indsæberdreng.

Kristian Munk afbryder og ønsker at give et tilbageblik fra sin barndom i Hasle. ”Allerede som 9 – årig startede jeg som indsæber hos barber Kofoed, der havde forretning på torvet i Hasle. Her var jeg beskæftiget fredag-lørdag indtil kl. 10 om aftenen og søndag formiddag til klokken 11-12, afhængigt af, når kunderne forlod forretningen.” – Hvad kunne du tjene på det? – ”Det var en god forretning. Jeg fik 30 øre for hver kunde. Jeg begyndte med at lægge servietter om halsen på kunderne, og så ”Skummede” jeg sæben. Det foregik den gang med hånden, og så sæbede jeg ind, hvorefter Kofoed barberede, og sådan skiftedes vi. Var der så nogen, der skulle klippes, lagde jeg ”kappen” på, og hvis der var halvskallede kunder, klippede jeg dem. Det lærte jeg efterhånden. Så skete det en dag, at Kofoed spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at komme i lære som barber. Det var ikke noget for mig.” – Hvorfor? – ”Det var ikke noget for mig at stå til klokken 10 om aftenen og sæbe ind fredag og lørdag og så igen om søndagen til langt hen ad formiddagen. Alene det forskrækkede mig. – En dag henvendte han sig til far og mor og sagde, at jeg egnede mig fortræffeligt til dette arbejde. Medens jeg sæbede ind hos barber Kofoed, kom barber Kjær en dag til mig og spurgte, om jeg ikke også kunne sæbe ind hos ham. Og så løb jeg fra den ene til den anden.”

Interneret.

”Den 9. april blev jeg interneret og derefter hjemsendt den 15. april. Det var meget svært at få noget at bestille, men så havde jeg en fætter, Herman Rømer, der boede i Tejn, hvor han havde et ismejeri og en kæmpestor have. En dag spurgte han mig, om jeg kunne komme og hjælpe ham. Der var jeg hele sommeren og gjorde hans have i stand og hjalp ham i øvrigt med, hvad der faldt for.”- Men så skete der pludselig en forandring? ”Ja, det var min mor, der var meget dygtig og initiativrig, der tog et afgørende initiativ. Hun var af den mening, at tiden skulle anvendes, og en dag sagde hun: ”Du skal på skole til vinter! Du skal på gartnerskole det skal jeg sørge for, når du ikke kan få noget arbejde.” – Hvordan skete så det? – ”Jo, der var en konsulent Nielsen i Nyker, som mor havde kontaktet, og han formidlede så, at jeg kom på Vildvorde gartnerskole i Ordrup. Endvidere havde mor fået at vide, at når man havde afsluttet denne skole, så sørgede den for, at man fik arbejde. Derfor skulle jeg den vej.” – Og her fik du en god teoretisk uddannelse? – ”Ja, uddannelsen var meget alsidig. Det var i vinterhalvåret 1940. – Fik du så arbejde? – ”Jeg kom til Thorvald Petersens gartneri på Jagtvej i København. Foruden forretningen på Jagtvej havde han et stort gartneri i Store Magleby. Det hed Hollands minde. Her var jeg så et stykke tid.  Min mor sagde, at det var da dejligt for mig at komme hjem og få sådan en herlig plads og være sikker på sit udkomme og være sin egen herre! Jeg svarede, at det blev der ikke tale om! Men hver eneste gang jeg kom til Hasle, talte jeg med gartner Hansen, og han sluttede altid med at sige: – Og når du nu skal overtage arbejdet, så må du altså gøre det på den måde og huske dit og dat. Da gartner Hansen holdt op med arbejdet, havde han forinden forelagt spørgsmålet for Hasle kommune, og indstillet at jeg var den eneste egnede. Så begyndte man også at tale om besættelse af stillingen, og hvordan det end gik, så begyndte jeg selv at fable om det, og hertil trøstede min mor mig med at sige, at så kunne jeg få mit eget hus, og jeg kunne komme til Bornholm. Det var jeg ikke stemt for! Så skulle der søges. Og tænk! Jeg søgte! Og fik stillingen! Der stod i de bornholmske dagblade, at jeg var antaget og kom fra Assistents kirkegård i København, og jeg nu kom hjem og overtog gartner Hansens plads.” – Hvordan reagerede du over for dette, når det inderst inde ikke var din mening at flytte til Bornholm? – ”Da jeg læste dette, syntes jeg, det var ganske forfærdeligt, og jeg henvendte mig derfor til inspektøren og forelagde ham sagen.”

Sagde nej tak.

Hvad svarede han? – ”Det skal De selv bestemme, men pladsen på Assistents kirkegård vil stå åben for Dem, hvis De tager en anden beslutning, og føjede så i øvrigt til: – Hvis De higer efter at komme til Hasle, skal De bare rejse derover, men jeg vil sige Dem, at det her vil dog være en meget bedre fremtid i for Dem.” Det styrkede mig lidt. – Hvad blev så beslutningen? – ”At jeg trak tilbuddet tilbage om at overtage stillingen son graver ved Hasle kirkegård.” – Og efterveerne? – ”Så kom det igen til at stå i de bornholmske dagblade, at jeg havde trukket min ansøgning tilbage, og at jeg blev i København! Og så kan jeg godt sige, at jeg ikke var hjemme i to år. jeg var så skamfuld, at jeg faktisk ikke turde vise mig. Jeg syntes, det var så flovt, – men jeg har aldrig fortrudt denne beslutning. Senere har jeg dog været ude og tale med ham, der fik stillingen.”

Hjemstavnen.

Et vigtigt afsnit i Kristian Munks tilværelse er hans tilknytning til den bornholmske hjemstavnsbevægelse, hvor han i en årrække har været en af hovedkræfterne indenfor amatørskuespillerne og optrådt i den ene store krævende rolle efter den anden. – Hvordan blev du da amatørskuespiller på hjemstavnsscenen? – ”Det kom bag på mig, må jeg indrømme, for det var ikke mig, der søgte hjemstavnsforeningen, snarere omvendt. Det skete på den måde, at jeg en aften, som så mange andre, skulle til Bornholmerbådene med et brev. Her kom jeg i øvrigt meget ofte, for her traf man gerne venner og bekendte og hørte nyt ”jemmafrå.” Da jeg havde været oppe og poste brevet og var på vej ned ad landgangsbroen, var der pludselig en dame, der råbte til mig: Det er dig, jeg skal bruge! Jeg hedder Deli (Ellen Jørgensen), – og jeg kender din mor, for du er jo Munks søn, ikke? Jeg skal bruge dig! Der udspandt sig så en dialog. ”Hvad skal du bruge mig til?” spurgte jeg. – Ja, det er lige dig, jeg skal have fat i. Vi skal spille en komedie!

Førsteelsker.

En komedie? Nej, det kan jeg ikke, det kan slet ikke hjælpe noget!  –  Jo, vi står i forlegenhed, vi mangler en person til stykket ”Kjærlihed å Rævastrajer.” Man havde prøvet det et stykke tid, og stykkets instruktør, Jørgensen, var ikke tilfreds med ham, der havde elskerrollen. Så opstod der lidt mundhuggeri, hvortil Ellen Jørgensen sagde: – Du kan i hvert tilfælde komme hjem til mig en aften! Prøveaftenen blev fastsat. ”Og jeg glemmer aldrig denne aften,” fortsætter Kristian Munk, ”for da jeg kom ind i stuen, sad alle musestille på en række. Så kom turen til den person, jeg skulle afløse. Han skulle bl.a. agere vendingen ”jeg elsker dig.” dette blev ikke godtaget af instruktøren, og så blev det min tur. Da han havde fabuleret sig gennem dette vægttunge udtryk, sagde instruktøren: – Det kan ikke nytte noget med den anden, men denne unge mand gør det betydeligt bedre. Ham fortsætter vi med. På den måde kom jeg med i hjemstavns- aktørernes lav. Så kom jeg til at spille den ene rolle efter den anden, f.eks. i ”Karna Blåkulla”, ”Per Kofods Jins”, Brødrene Østermanns huskors”, Folkene på Dangården”, ”Havet og Bornholm”, osv. Ligeledes kom jeg til at spille med i de årlige revyer, skrevet af afdøde formand Aksel Kofoed. Efter instruktør Jørgensen overtog så Axel Holmgreen så denne rolle. I samme forbindelse pointerer Kristian Munk: – Jeg vil gerne benytte lejligheden til at fremhæve Astrid Biber. Hun var en særdeles dygtig skuespiller, en drivende kraft i disse arrangementer. Hun syede kjoler og skørter af crepe, så det lignede Det kongelige Teaters kostumer, og i det hele taget var hun primus motor i mange ting.”

Bevæget.

Munk fortæller derpå, at man tit i foreningen blandt amatørerne havde drøftet muligheden af at komme til at spille på Rønne Theater. Men der opstod mange vanskeligheder, og hverken instruktør eller aktører opnåede denne glæde og lykke. – tit havde Aksel Holmgreen arrangeret en tur til teatret, men alligevel frygtede han en usikkerhed og vis ustabilitet blandt de spillende. – Og  alligevel kom flere af aktørerne – du selv iberegnet – til at optræde på Rønne Theater? ”Det var i ”Fiskarahorrijn”, som blev spillet til en succes. Vi var vel nok lidt nervøse, idet vi kom lige efter, at Det kgl. Teater havde optrådt. Men nervøsiteten fortog sig, da vi konstaterede ”rød lygte” til alle vore forestillinger. Det var virkelig morsomt og en oplevelse. Og midt i alt dette hurlumhej havde vi en særlig betagende oplevelse. Da vi startede forestillingen og tæppet var oppe, forekom der en meget romantisk og gribende morgenscene med havparti og morgensang. Det var aktørerne, der optrådte som sangkor, og medens man var midt i sangen, begyndte pludselig tårerne at trille ned ad kinderne på en af hovedkræfterne, Karl Regnersen. Så bevæget var han. Det må have virket ganske fantastisk, for det kunne man høre, at publikum talte om bagefter.” – Hvordan føltes det selv at optræde som skuespiller på Rønne Theaters store scene? – ”Jeg syntes, det var meget, meget morsomt. Det var en oplevelse, jeg sent glemmer. Husk, vi kom fra mere eller mindre intermistiske scener, hvor pladsforholdene var ringe og al udfoldelse var minsket. Det var en stor behagelighed, at man opdagede, at man havde mulighed for at kunne agere. Jeg husker endnu halmstakke – scenen i ”Høstagjiled,” hvor man kun besatte det ene hjørne af den store scene. Og da fiskeren, spillet af Eyvind Sose, i ”Fiskarahorrijn” kom vandrende med sin trillebør. Som han selv udtrykte det: Den fornemmelse at kunne tage trillebøren og køre et stykke ind på scenen, det var imponerende. Det var helt fantastisk. Mange af de gamle aktører opnåede som sagt den lykke at besøge Rønne Theater som skuespiller, før vi ”blev for gamle.” den oplevelse lever vi længe på.” – Og hvem var så de gamle, som du siger? – ”Det var Karen Frederiksen, Carl Regnersen, Eyvind Sose, Knud Andersen, Ellen Jensen, Lone og mig selv. Jeg synes, det var synd for Aksel Holmgreen, at han ikke nåede at opleve den lykke at komme til Rønne Theater. Det havde han altid ønsket sig, men sådan skulle det ikke gå. Når vi andre kom derover, så tænkte vi vel ikke på, om vi slog til, vi gjorde det bare! Det var lykken, for det gik fint!

Glemmer aldrig det bornholmske.

Glemmer man ikke dialekten, når man skal ”tale fint” hver dag? – ”Som jeg tidligere har givet udtryk for, så ligger mange af dialektens gamle smukke ord og vendinger i underbevistheden. Det er derfor dejligt, når der nu og da kommer bornholmere ind på kontoret. Så slår man straks over i bornholmsk. Det er simpelthen morsomt. Det gamle sprog har vi faktisk lært her i København gennem de bornholmske komedier.” – Har du tænkt på at flytte ”hjem”? – ”Nej. Det har jeg aldrig tænkt på!” Så blev jeg indkaldt igen som soldat og kom til Bornholm. Det var i sommeren 1941.

Genindkaldt.

Hvad bestod tjenesten nu af? – ”Jeg gik vagt ved Stausdal, og jeg boede på en gård i Skarpeskade. Ejeren hed Bohn. Og jeg var indkaldt et helt år.” – Hvad fik du ellers tiden til at gå med? – ”Da vagttjenesten efterhånden virkede ensformig, besluttede militæret at lave et idrætsstævne, vistnok det allerførste af den art. Ved dette stævne skulle befolkningen indbydes, så de kunne se og overvære, hvad militæret egentlig lavede. Alle soldaterne skulle være med, og så må jeg i samme forbindelse indskyde, det er uden at prale af mig selv, at jeg vandt tre præmier. I stævnet var der nemlig udsat en opmuntring til den soldat, der var den bedste i kapgang, løbe på fire med gevær på ryggen og en anden øvelse, som jeg ikke husker. Jeg var så heldig at vinde alle tre førstepræmier. Til dette stævne startede vi i Rønne, og der var stor modtagelse. Da jeg havde vundet disse præmier, vidste man det allerede kort efter på gården, hvor jeg var indkvarteret, idet Bohns to piger havde skyndt sig hjem og råbt og skreget: Vor soldat har vundet! I relation til dette kan jeg fortælle, at der i Hasle lå en soldat, der forinden stævnet havde gået og pralet med, at det var ham, der kunne vinde præmierne.”

Tilbage som gartner.

Forinden afrejsen til ekstraindkaldelsen på Bornholm havde hans arbejdsgiver, gartner Th. Petersen, lovet ham, at han bare kunne komme tilbage igen, for pladsen stod åben for ham,” så da hjemsendelsen blev ordineret, kom jeg tilbage ti min gamle chef på Jagtvejen.” – Var det kun i forretningen, du arbejdede? – ”Nej, det var både på Jagtvej og på Amager. Her havde Thorvald Petersen et stort areal med drivhuse, hvor der var nogle huse med aspargesgrønt, den slags, man kommer mellem blomster. Der kørte vi ud hver dag og hentede planter til forretningen. Det skete gerne tidligt om morgenen.

Kulilteforgiftet.

”Jeg erindrer en søndag morgen, da kulden i vinteren 1941 var allerværst, at jeg og et par andre skulle ud og hente planterne. Vi startede bilen, der var forsynet med gengas bag på, og kørte til drivhusene på Amager. I mellemtiden havde mester været bange for, at der skulle ske noget med blomsterne, hvis varmeovnen gik ud. For at modvirke dette havde han stillet nogle baljer i husene med åben ild og koks i. da vi kom derud i den kolde morgenstund og lukkede os ind i drivhusene, syntes vi, at der var vidunderligt varmt, og vi bemærkede også de tre ildopsætninger, men vi tænkte ikke på konsekvenserne. Vi gik derind, og fra det øjeblik kan jeg ikke huske, hvad der er foregået, før jeg vågnede op på Diakonissestiftelsen, hvor vi alle tre var blevet indlagt, kulilteforgiftede. Gud ske lov blev det opdaget rettidigt, før der var sket en ulykke. Gartnerindehaveren, der var fulgt med derud, var i mellemtiden gået på jagt på sit store område. Da han kom tilbage, plejede vi normalt at være kørt. Men det var altså ikke tilfældet. Han blev urolig, gik hen til drivhuset, hvor bilen stod, og der så han os alle tre ligge bevidstløse i drivhuset. Der blev en frygtelig ballade. Der blev to ambulancer tilkaldt. Det første, jeg kan huske, da jeg vågnede op på hospitalet, var, at der blev råbt: – Tæppe på ham! Tæppe på ham, for han fryser! Ved siden af mig lå de to andre medhjælpere mere eller mindre forgiftede. Vi lå efter dette otte dage på Diakonissestiftelsen til observation.” – Fra Thorvald Petersens gartneri kom du så til Københavns kirkegårdsvæsen? – ”Medens jeg arbejdede her, blev jeg bekendt med, at man inden for Københavns kirkegårde kunne få arbejde, og at man her havde en god løn. Jeg spekulerede på, om jeg havde mulighed for at få arbejde her, en dag sagde jeg til Th. Petersen, at jeg agtede at søge arbejde på Assistents kirkegård. Han var vidende om, at man manglede arbejdskraft, og også, at man var godt betalt, og at det var eftertragtet at komme i kommunens tjeneste. Så ville skæbnen, at han sagde til mig: – Ja, men jeg kan da godt prøve at spørge, om der er mulighed for Dem at komme derhen, for jeg kender inspektøren, som jeg kommer sammen med privat. Vi spiller kort sammen. Jeg anmodede ham så om at forelægge spørgsmålet for inspektøren, hvortil min mester svarede: Det skal jeg gerne – men jeg skal også sørge for, at De ikke får pladsen. Der var et skælmsk smil i øjet på ham, da han sagde dette.

Besigtiget.

Der gik nogle dage, og så kom Th. Petersen og sagde, at nu havde han talt med kirkegårdsinspektøren, og jeg kunne bare henvende mig til ham, for han ville gerne se ansøgeren. Jeg henvendte mig til inspektøren, kom ind på hans kontor, hvor han kiggede nærmere på mig og sagde: – Er De den unge mand fra Th. Petersen? Jeg bekræftede dette, hvortil han så svarede: – De kan godt gå! De får kort i morgen! – Hvor lang tid gik der så, inden du fik svar? – Dagen efter lå kortet med besked om, at jeg kunne begynde som gartner på Assistents kirkegård. Det var sommeren 1942, og der har jeg siden arbejdet.”

Kunne du så ikke tænke dig at komme tilbage til Bornholm? – ”Ja, tænk, så begyndte Bornholm at spøge igen. Der var en graver på Hasle kirkegård, graver Hansen, en meget hyggelig mand. Når jeg var hjemme på ferie, plejede jeg gerne at gå ud på kirkegården og hilse på ham. Han var meget interesseret i mit arbejde. Han lærte mig noget, og jeg ham lidt. En dag sagde han: – Det er lige meget, for når jeg ikke kan mere, så er det dig, der skal være her! Selv om jeg afviste denne anmodning, sagde han meget bestemt: – Det har jeg bestemt, og sådan bliver det! Så gik jeg hjem og talte med forældrene herom.

Dette skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren, lørdag den 7.juli 1979.