Den 2.april 1985 i Bornholmeren, skrev Eyvind L. Lind.

Skitser fra den bornholmske hverdag:

Hestestranden – en saga blot!

I forbindelse med borgermødet for nylig om lokalplanforslaget for Hasle havn sagde blandt andet Jørn Sjøholm, at han var ked af, at den gamle og beskyttede badestrand, hvor børn og voksne gennem mange år har boltret sig, nu skal væk for tid og evighed, og han fandt det forkasteligt og asocialt at prioritere en lystbådehavn højere end en bademulighed.

Da jeg som barn voksede op i Hasle, var der ikke så mange steder, hvor man kunne boltre sig på beskyttede legepladser, i svømmehaller eller lignende. Ganske rigtigt havde vi Fælleden, men det havde ikke så megen interesse at skulle der ud, når man boede østpå. Vi havde vel også strandarealet nordpå med skrænterne, Brobækken og længere fremme redningsstien, hvor vi havde vores gemmesteder og den lille granskov, hvor vi havde egne hemmeligheder. Gik man lidt længere nord på, fladede stranden og skrænten sammen til et jævnt areal, hvor strandpile og enebærbuske groede mellem vildtgræs. Her var en indhegning til fårene. Men så langt nåede vi aldrig.

Når vi i skoletimerne havde gymnastik, og vejret ellers tillod det, spillede vi med lærer Jørgensen langbold fra skolegården og langt nedad Kirkebakken, eller man måske en enkelt gang skulle rende ud til Fælleden for at spille fodbold.

Men efter fritiden, hvis vi da ikke ”gik langs stranden”, var det Hestestranden, der var den attråede legeplads.

Leg på isflager.

Når tøvejret satte ind tidligt på foråret, og kælkebanerne ad Korsgade og videre ned ad Havnebakken var ubrugelige, så gik turen til Hestestranden. Var så isen bristet og store og små flager vuggede tiltrækkende, så skulle det prøves, koste hvad det vil.

Hestestranden var jo afgrænset af en læmole bestående af svære slags læhegn, når søerne væltede sig ind fra havneindløbet. Afgrænsningen dannede et vidunderligt soppe – og badebassin for de mindreårige, fordi den højeste dybde var knap en halv meter. Vi sprang så fra strandbredden ud på flagerne, fra den ene til den anden, og det var i høj grad spændende, hvis man kunne slippe tørskoet fra den ene til den anden. Men ofte skete så uheldet. Flagen knækkede og pladask, så faldt man ned i vandet, og endte med at blive våd til midt på livet. Man reddede sig dyngvåd i land, tømte træskostøvlerne, vred strømperne og rystede vandet af sig, og så hjem og få noget varmt tøj på. Det hændte gerne, at man fik en overhaling, når man kom hjem, men det tog man med.

Tør, tør ikke! Koste hvad det vil!

Tidlig tilvænning.

Allerede fra første dage i maj, når solen rigtig begyndte at varme, gik vi efter skoletid ned på Hestestrandens smalle sandbred, hvor der såmænd ikke var alt for rent, fordi tang, rådne træstykker, dele af sildekasser og meget andet lå spredt rundt omkring. Men det tænkte vi ikke så meget på.

Vi følte, at nu var det snart sommer, og derfor varede det ikke mange øjeblikke, før strømper og træsko kom af, og så soppede vi ud i det iskolde vand. Men det var herligt, for selv om opholdet kun var af kort varighed, så kunne vi jo bagefter lægge os på den varme sandstrand og lade sig tørre. Længe varede det heller ikke, før vi begyndte at smide tøjet. Så vovede vi os ud og tog den første dukkert, og lidt efter lidt begyndte vi at lære at svømme. Bassinet var sådant set et rigtigt tilvænningsområde.

Skolebadning.

Hestestranden hørte også med under skolens regi. Her tog lærer Jørgensen sine klasser med til badning, når vejret tillod det. Så fik klassen besked på at løbe ned til stranden, hvor vi klædte os af, og under hans opsyn soppede vi forsigtigt ud i vandet, selv om mange af os allerede på et langt tidligere tidspunkt havde udviklet os til dygtige svømmere og udspringere.

Det er nu meget morsomt at skrive dette mindeblad. Der rendte vi drenge i bare numser omkring, medens lærer Jørgensen stod i sine blanke, sorte sko, sit grå jakkesæt med pressede benklæder, og så blev jakken lagt forsigtigt på et sted, hvor den ikke blev snavset. Han stod så der i skjorteærmer og tilknappet vest. Havde det været i vore dage, havde læreren nok sprunget ud først. Det var et tidsbillede, der i høj betegnede lærerens agtværdige position.

Hestestranden, et beskyttet område.

Jeg hører med til dem, der begræder den gamle, hyggelige Hestestrand, der nu er en saga blot. Området går nu ind i en enhed i forbindelse med havneudvidelsen.

I de mange ferier, når jeg kom hjem til Bornholm, aflagde jeg hvert år en tur til Hasle. Jeg gik ned på havnen og stod og kiggede ud over Hestestranden, hvor man i barnetiden høstede så megen sundhed og adspredelse.

Måske har Jørn Sjøholm de samme tanker, som vore forældre havde. De advarede os meget strengt mod at gå syd på til området ved Hasle Badehotel. Drukneulykker skete der næsten hvert år.

Også børn tog havet.

Der gik vi aldrig ud, for det turde vi simpelthen ikke på grund ”af, at der var skjulte hundehuller”, som vi kaldte disse områder på havbunden, hvor man pludselig faldt dybt ned og ikke kom op igen.

Vore forældre vidste, at sådanne fælder ikke fandtes ved Hestestranden.

Man kan følge Jørn Sjøholm i, at her havde byens børn og voksne et herligt sted, hvor man var beskyttet. Børnene kunne soppe i det lave og lune vand, og forældre eller dem, der havde opsigten, havde samtidig et dejligt rekreativt område med frisk luft, dejlige omgivelser med sten og sand, hvor der kunne bygges sandslotte og udvikles fantasier.

Lad os håbe på, at naturen udbedrer dette savn, men jeg tror det bare ikke, for i mine barneår skulle man et godt stykke nord på, hvor den lille granbevoksning stadig findes. Her kunne år imellem kastes sand op og skabes en vidunderlig sandstrand, men næste år var den skyllet væk.

Der er mange, der vil komme til at savne Hestestranden. Udviklingen tromler frem, og hvad betyder det så, at et kært gammelt og beskyttet stykke strand ryger med til ekspansionen. Vi andre kan da altid drage sammenligninger og have sin tanker!