Lørdag den 2. december 1978 i Bornholmeren, skrev Eyvind L. Lind.

Juledramaet i Hasle for 75 år siden.

Far ville tage to børn med i døden.

Julefredens højtidelighed havde allerede så småt sneget sig ind over Hasle by. Den driftige befolkning, der i nøjsomhed og gudsfrygt så hen til den ”vælsajnada jylatijden”, var ved at gøre de sidste forberedelser til juleaftens herlighed. Fra byens skorstene steg røgen fra de kulfyrede ovne ”rags te værs”. For det var vindstille, halvfugtigt, selv om det ud over havet ”sto å bobbada me rajnvær”. Frosten havde endnu ikke meldt sin ankomst, – og det tegnede ikke til at blive det ønskede julevejr med dalende, blid og tyst sne og lidt let frost. – ded va ju æjlans så hæjlut, å ded hørte ju jyjlen te.

Men der var travlhed i hjemmene. Der var alle steder rengjort, og enkelte steder var der flittige husmødre, der skulle ”overhøre” vinduespudsningen, så ruderne var rigtig juleblanke.

Byens dyder.

For Hasle by er en stad, der er kendt for sin renlighed, madammerne er statelige, og flittighed og nøjsomhed hører med til byens dyder.

Hist og her lød ”Bjorkjekostinjsilskhed”. Det var købmandens ærnehorra, der var i gang med at feje gaden og fortovet rent. Lidt efter kom han med en spand rent vand og en blød kost, og så fik alle butiksruderne og privatboligens vinduer en omgang, så de skinnede.

”Ded va ju ønte nokk, a inj hadde nysselit injvænndit, sa dænj renfarrua kjevmanjsmadammen, naj ded uddanforr skujlle ua hà enj ommgång, som sajt”.

Og når alle i gaden havde pudset op til julen, så kunne købmanden selvfølgelig ikke undslå sig, og for resten var både kjevmanj å hansa madam kjænda forr å varra majed renfarrua.

Endnu så man husmødre og manj stagra runjt. Manden havde fået ”enj rener kløpfisk på” og nyer halm i træskona, manden skulle til bageren og hente den stegte julegås og konen gik ved siden af med en krukke til fedtet, og så var der et stort hvedebrød med rigtig brunbranket skorpe og velsmagende, det skulle manden hente, når han havde afleveret julegåsen.

De få forretninger havde endnu ladet julepynten være i vinduerne. Den skulle være der julen over, for det gav jo et højtideligt præg om, at byen ”julede” til i begyndelsen af det nye år. Julepynten var sparsom med et blafrende julelys på disken og nogle guirlander hængende pynteligt fra krog til krog. Men hos købmanden var der julestemning med store tønder med canadiske æbler, flere kasser med svesker, kandis og andre julelækkerier, som medvirkede til, at der var en julemættet stemning. Købmanden gik med renvasket knækflip med jakken åben, så man kunne se guldkæden fra knaprækken til urlommen. Madammen vimsede selv med, og nu og da tørrede hun nogle fine, klare svedperler af panden. Jo, der var nu noget særligt ved julen!

Selv om julefreden lagde sig dæmpende over bylivet, så kunne man nu og da se fiskerne komme trampende med en fyldt trillebør foran sig op ad bakken. Der var faste fodslag i hans trin, for det var svært at komme op ad bakken fra havnen, forbi Herolds Hotel, for enten at dreje til højre forbi hotellet eller til venstre ad Korsgade, ellers fortsatte man lige ud, hvis man da skulle op til Storegade. Men i den gade boede nu ikke mange fiskerfamilier. De holdt til i sidegaderne i nette, velplejede tre – fire fags huse, hvortil enten var en høj trappe og ”et rænjestensbræ” over den åbne rendesten. Porten ind til den lille gårdsplads var nymalet, og herinde kunne man lugte tjæren og den saltramte i duft fra fiskeredskaberne, der til højre lå opstablede.

Julen.

Fra den lille gårdsplads førte ofte en mange – trins trappe op til en lille forstue, hvor træskoene og hverdagstøjet havde deres plads. Derfra gik man så ind i et blåmalet køkken med tallerkenrækken, måske et lille komfur, hvorpå stod en blankpudset primus. Fra køkkenets små dimensioner gik man ind i de pyntelige stuer, hvor der i ”Bæststauan” hængte et eller andet hjemmegjort, indrammet skriftsted, som f.eks. ”Ær din fader og moder”, eller ”Hvad er et hjem uden far eller moder”. Denne manende sentens, der havde plads på det mest iøjefaldende sted, fremtrådte som et sundt tegn på stræbsomt virke forenet med daglig gudsfrygt. Et smukt træk i hverdagsarbejdet, som var et ubrydeligt håndslag på, at man holdt sammen, styrkede hinanden, passende sit arbejde, passede børnene og hjemmet i ærbødig sund opdragelse. – Det var også den gang, man fandt, det var lidt af en skandale at rende fra de troskabsord, man i sin tid i fællesskab havde befæstet. Hele dette miljø skinnede af renhed, hæderlighed, gudsfrygt, flittighed og kærlighed. Alle disse egenskaber forenede man nu i fællesskab i det ene, men mest højtidelige: Julen.

Respekt.

Således oplevede man det for 75 år siden, – fra min barnetid for knap 50 år siden, og om forandringen er blevet større, skal være usagt, men velsignelse i et sådant lille samfund blev nedlagt i, som en grundlæggende opbyggelig spire til at føre disse menneskelige egenskaber videre i livet. Hverdagens fred hvilede over hjemmene, når dagens trælsomme arbejde var slut, men i dette lå trods alt respekten og æren for livet og de højere magters mening med tilværelsen.

Fiskeren kendte den fra sin farefulde færd på den skrøbelige skude på det urolige hav. Hans samvær med byens øvrige påvirkede. Derfor opbyggedes der et sundt og ærligt samfund.

Pynteligt.

I minj bællatijd boede jeg nogle år i Vestergade i den lidt tilbagetrukne hus tæt op til daværende opkørsel til Hotel Hasle, umiddelbart kort før hjørnet af Vestergade og Rådhusstræde. For nogen tid siden kørte jeg forbi huset, hvis facade har pyntet med livlige farver, der får de smukke ornamenter af blomster i facadeperspektivet til at træde frem. Foran husfacaden ligger stadig det toppede fortov, hvor vi børn om sommeren måtte ligge på knæ og albuer for at fjerne ukrudtet. Til højre for indgangen ligger missionshuset ”Zoar”, og til venstre ”et lijded gjænge”, der afgrænsedes af vejindkørslen til hotel Hasle. Så kom Tobaks – Kjøllers have med et vidunderligt æbletræ med en masse velsmagende frugter, som vi drenge nok har set begærlige efter, når de hængte der fristende i hobetal. Men ærligheden og respekten var jo indprentet fra barnsben, så det var bare om at holde fingrene væk!

”Anres sager ska ni la ble” blev der altid sagt. Det forsøgte vi til dels at efterleve!

Sådan var miljøet, da man rendte der som barn. Det er nu fjernet, for brugsen har købt området med udvidelse for øje.

Det er i dag en realitet.

Juledrama.

Midt i dette småborgerlige miljø og i minder om julen fra min barndom i Hasle dukker pludselig en erindring frem i forbindelsen med nedrivningen omkring hotel Hasle med dertil hørende områder.

Det er Bornholmeren, der fremdrager dette nutidige miljø i et nummer, dateret den 3. juni 1972.

Det er et motiv, der midt i billedet danner vinkelmuren, der adskiller Rådhusstræde og Vestergade.

Til højre står en lastbil, der er ved at fjerne resterne fra området, hvor der lillejuleaften for 75 år siden foregik et blodigt drama, hvorom skal redegøres i det efterfølgende.

Foran bilen står det gamle æbletræ, og helt ude i højre side af billedet ses gavlen af det hus, hvor jeg tilbragte nogle af mine barneår. Til venstre og højre ses det toppede fortov, og i fodmuren skimtes kampestensfatningerne til to kældervinduer. I dette hus boede Tobaks – Kjøller. Fortsatte man videre op ad Rådhusstræde, fulgte der efter indgangen til Tobaks – Kjøllers forretning, en trefags bygning afsluttet med en port. Derpå kom en flere meter høj hæk, så en høj flerfagsbygning, der endte i en vinkel af torvet. Her på dette hjørne var i min barndom en Irma – forretning, der så vidt jeg husker lå et par trin nede. Ved siden af forretningen kom portindgangen til Hotel Hasle.

Mord og selvmordsforsøg.

Om selve det uhyggelige drama i hjørneejendommen Rådhusstræde – Vestergade hedder det i referatet fra de bornholmske dagblade: ”Atter er vor lille by bleven stedet for en begivenhed, som i nogen tid vil drage omverdenens opmærksomhed hen på sig. Hasle er jo en fredelig og ubetydelig lille by, hvis beboere fører en beskeden og højst ubemærket tilværelse, men højst beklageligt er det, at de begivenheder som skal lede opmærksomheden hen på vor lille stad, skal være af så sørgelig en natur”.

Lillejuleaften for 75 år siden skete her et frygteligt drama, der satte sindene i bevægelse. En håndværker på 52 år og hans to børn, en søn på 19 og en datter på 22 år havde i fællesskab besluttet at begå selvmord, medens de havde sendt konen i byen med noget sytøj.

Den uhyggelige hændelse skete mellem klokken 7 og 8 om aftenen. Håndværkeren, en skomager, og hans to børn var blevet enige om at ville dø sammen. De sendte deres mor i byen med noget sytøj, og i de 20 minutter til en halv time, hun var borte, gik de tre op på et lille loftsværelse, hvor faderen med en medbragt kniv overskar pulsåren på begge deres arme over albuerne. På sønnen ramte han straks pulsåren på venstre arm, så da han blev fundet, var han forblødt og var død.

Faderen og datteren derimod var endnu i live, selv om de var meget medtagne af det store blodtab, de havde lidt. De var dog ved bevidsthed, men bad inderligt om at måtte dø i fred.

Da konen kom hjem, kunne hun ikke forstå, hvor manden og børnene var blevet af, hvorfor hun straks med bange anelser gik op til loftkammeret. Da hun forsøgte at lukke sig ind, kunne hun ikke få døren op. Hun anede derfor straks uråd og tilkaldte naboerne, der sprængte døren. Samtidig blev øvrigheden tilkaldt, ligesom lægen fra Hasle og distriktslægen fra Allinge kom til stede.

Til trods for, at både faderen og datteren satte sig til modværge, da man ville hjælpe dem, lykkedes det dog at få dem forbudne, hvorefter de blev kørt til amtssygehuset i Rønne.

Baggrunden for denne dramatiske affære mente man var, at manden i længere tid havde været syg og bl.a. led af forfølgelsesvanvid, som det antoges at være den direkte årsag til handlemåden. Endvidere blev der sagt, at de to hjemmeværende børn – en tredje boede i København – var meget nært knyttet til faderen.

I værelset, hvor ulykken fandt sted, fandt man et hefte, der indeholdt en artikel om ”Vore Sygdomme”, hvor et billede gav en forklaring på, hvordan man skulle skære for at ramme pulsåren.

I ægteskabet var endnu en søn, der julemorgen vendte hjem til familieboligen, hvor han blev stillet ansigt til ansigt med den forfærdelige udåd.

Solid håndværker.

Begivenheden spredtes med lynets hastighed ud over byen, og folk strømmede til for at se, hvad der var sket og for at trøste den stakkels kone, der stod ganske uforståelig over for det skete. Begge forældre blev betegnede som flittige borgere. Han passede sit håndværk, hjulpet af sønnen, og de var endda kendte som dygtige og solide håndværkere. Moderen og datteren syede for folk i byen. Men det var en familie, der var vanskelige at komme i kontakt med. Man holdt sig helt for sig selv.

Menneskesky.

De blev betegnet som indesluttede og menneskesky, men efter sigende var ”de snilde og velvidende om mange ting”. De fulgte med i tidens forefaldende spørgsmål, og man kunne drøfte meget forstandigt med dem, hed det. Motivet for den ulykkelige handling måtte vel findes i angsten for ikke at kunne skaffe til det daglige udkomme, selv om såvel manden som konen var travlt beskæftiget året rundt. Andre var af den formening, at religionen var den egentlige årsag.

Alle spor fjernet.

Alle spor af den tragiske hændelse, som hin lillejuleaften for 75 år siden rystede det lille bysamfund, er nu forsvundne. Bulldozere, traktorer og gravemaskiner har bragt modernismen ind på dette område, omkranset af Vestergade, Rådhusstræde og Hasle Torv. Nye bygninger er opstået, stedet, hvor den gamle Tobaks – Kjøllers forretning med skiltet ”Cigar – og Tobakshandel”, er jævnet med jorden, og resterne kørt til lossepladsen.

Skæbnens tildragelse, det udadtil så tilforladelige hyggelige hjørne, er nu blevet fundament for en parkeringsplads. Men gavlen og det lidt tilbagetrukne barndomshjem står stadig der som en varig erindring. Her havde vi travlt op mod julen med at ”lave roser”, klistre julekurve, gemme vore sparsomme julegaver til hinanden til den højtidelige stund: Juleaften. Som børn anede vi intet om, hvad ejendommen på hjørnet havde været skueplads for. Det er først nu 75 år efter, – eller rettere, billedet og notitsen i herværende blad, der er årsag til, at episoden genopfriskes.