Klømpinj: Et mistet smykke.

 Klømpinj ved Hasle var en meget smuk klippeblok. Den lå på skellet mellem Hasle bys jorder og den tidligere Klemensker strandmark. Klømpinj er på dansk knolden eller klumpen. Klømpinj er afledt af knold eller klump, og det bornholmske ”klømp” er udledt af det danske ord klimp, hvorom Det Danske Sprog noterer varianter som klemp og klæmp. Der henvises til Feilbergs klymp eller klømp, der i flertal på bornholmsk hedder klømper eller klømpe, der betyder klump(s), især om jord, sne eller ler – eller knold. Heraf kendes sammenskrivninger som hårde ler – og jordklimper, sneklimpe og muldjords-klimpen. I ovennævnte tilfælde er navnet et navneord, men der findes også den verbale form: klympede og navneordet klympinj (klømpinj).

Bornholmske Stednavne har registreret klømpinj som et naturnavn i Hasle sogn. Videre oplyses, at klimp betyder på bornholmsk klymp, klømp: en betegnelse for en klump eller knold; substantivet klump udtales på bornholmsk klomp. Man henviser til, at klåmp i ældre udtale benævnes som klømp (se B.S., side 41, under naturnavne for Hasle).

Klømpinj er i Bornholmske Stednavnes register henført under Klumpehald: Klømpinj, som er en nu bortsprængt, hushøj istidsblok, liggende på stranden ved Hasle badehotel. Klømpana: Herom henviser B.S., side 298, Rø sogn til klømpana, lijla klømp å stora klømp, som er to klippeknolde ved kysten. Bornholmsk Ordbog har ikke opført ”klømp eller Klømpinj”, men derimod verbet klompa: klåmpa, klompar, hvilket vil sige klumpe sig, eller danne sig til klumper.

P.Møller har udsagnsordet klompar, f.eks. grødinj klåmpada, eller dær e (navneordet) klåmpa i melgrødinj, samt vendingen grødinj er klåmpuer (klåmpu, – er, -t, hvor klåmpu er et tillægsord. I den strukturallingvistiske analyse af Rønne-målet ses umiddelbart ikke nogle af de omtalte ord eller udtryk at være behandlet. Da de ovennævnte forfattere, Espersen og Møller, ikke har analyseret eller i øvrigt har registreret ordet klømp eller klømpinj som selvstændige ord, må dets virkelige ophav stamme fra et omdannet dansk med de afledninger det i øvrigt har til oldnordisk og gammeldansk. Hvor benævnelsen ”Klømpinj” stammer fra, kendes ikke. Om ordet Klømpinj (Klømpana, Klømp) skal i øvrigt forsøges at supplere op med følgende henvisninger: a) Dagbogsforfatteren, Hasle-fiskeren Hans Peter Mørk, nævner gang på gang i sine skibsberetninger ordet Klømpinj. b) Forfatteren, arkitekt Thorsen, skriver i en kronik fra juni 1921 om stendannelsen syd for Hasle. C) Hjemstavnsbladet ”Klippeøen” bringer i oktobernummeret 1966 en notits om stedet, og d) forfatteren C.J.E. Aakerlund benytter ordet Klømp som en personificering af manden i sin historiske fortælling om ”Da kloga Trina kurerede Jens Klømp”.

I Hans Mørks dagbogsoptegnelser, der går tilbage til november 1846, finder man i hans sirlige notat. Den 7.10 1877 strandede barkskibet ”Doris-Gerdes” på Klømpinj syd for Hasle. Den 19.4.1879 løb briggen ”Karoline Katrine” på grund samme sted. Natten mellem 18. og 19. maj 1886 strandede skonnertbrig ”Fanny” på Klømpinj.

Kort sagt! Denne sten eller stenklump, stenknold, har været et såre farligt sted at komme i nærheden af. Da betegnelsen af stedet ”Klømpinj” har været et ganske almindeligt lokalnavn i 1846, vil det sige, at navnet længe før den tid har fundet sin oprindelse i det bornholmske sprog. Denne rammende benævnelse må blandt andet siges at være dialektens slagfærdige navn på noget stedbestemt i naturen.

Den mest interessante og fyldestgørende redegørelse om Klømpinj findes i en kronik af arkitekt K. Thorsen af 15. juni 1921. Thorsen har haft en personlig samtale med daværende 75-årige pædagog, cand. polit. E. A. Kofoed, der oplyser. I stranden syd for Hasle lå endnu for en menneskealder siden en stor sten, som kaldtes ”Klømpinj”. den var omtrent kugleformet, 3-4 meter i gennemsnit og havde jernets blåbrune farve. Den beherskede ganske landskabet, som den lå der ved den hvide strandbred, lige i kanten af havet. Når vi unge fra Brogård og Risegård i sommertiden søgte til havet, styrede vi vor kurs mod den gamle skanse ”Klømbeskansen” lige bag strandbrinken. Herfra så man lidt til venstre den mørke sten ”Klømpinj” rejste sig som en havgud, der bragte budskab fra de våde veje.

Men det skete da engang i 90’erne i forrige århundrede, at jeg efter flere års fraværelse atter kom til denne egn og vandrede den kendte vej mod havet – hvor stor var min forundring. Den mægtige sten var forsvunden. Man ville næppe tro, det var den samme egn. Jeg kan sige, det var min oprigtige sorg, man så landskabet berøvet dette mærke, dette vartegn. Det er næsten ikke til at beskrive, hvilken forringelse det var for omgivelserne, og hvilket savn, man måtte føle.

Hvorledes havde dette kunnet ske? Havde man uden videre uden om myndighederne røvet strandens stolte prydelse? Hvortil er de sprængte klippestykker anvendt? Videre fortælles: – Desværre viser det sig at være Hasle byråd og en entreprenør Johansen, der i 1883 blev enige om at sprænge den store sten i stykker til brosten, som blev anvendt til Vestergades brolægning, et arbejde, der var mindre påkrævet. Netop i denne den nordlige del af gaden var så godt som ingen trafik, om end byfogedkontoret en tid lå her, hvilket skulle have været den egentlige grund til dette kvarters oppudsning.

Efter hvad fabrikant Julius Anker velvilligst har meddelt mig (Thorsen), var mange Hasle-borgere dybt indignerede om Klømpinj’s skæbne, men sagen var ikke almindelig kendt, før det var for sent at skride ind. Endnu hævder den mægtige sten sit minde ved stranden, idet lokaliteten stadig kaldes ”Klømpen”, men som dens skæbne blev en brostensgade, burde nutidens byråd i Hasle til minde om stenens størrelse have døbt det brolagte gadestykke ”Klømpensgade”. Det var som sagt i 1921, og man turde stadig gøre opmærksom på, at såfremt Hasle byråd en dag skulle stå i bekneb for at skulle navngive en gade, så er der her et smukt, gammelt, borrinjholmsk navn, nemlig Klømpagada.   

For så vidt arkitekt K. Thorsens referat efter en nu afdød Hasle-bo’s hjemstavnskærlige meninger om ”et mistet smykke”, skal redegørelsen suppleres op med et notat fra hjemstavnsorganet ”Klippeøen”, oktober 1966, hvori det hedder: Klømpinj ved Hasle var en meget smukt formet klippeblok ved skellet mellem Hasle bys jorder og den tidligere Klemensker strandmark. Den blev bortsprængt for adskillige år siden. Efter sagnet var den slynget af en jættekvinde fra Sverige mod en kirke på Bornholm, vistnok Knuds kirke. Ordet klømp betyder: knold o.l.

Naturnavnet Klømp findes også i ded borrinjholmska overført til en personbetegnelse. I historiske blade af forfatteren C.J.E. Aakerlund en af hovedpersonerne i hans fortæjlninj omm ”Då klåga Trina korerde Jins Klømp”. Fortællingen indeholder noget om bornholmsk kvaksalveri og overtro i gamle dage, men forfatteren har ikke nogen positiv oplysning med hensyn til navnet ”Klømp”s oprindelse, eller hvorfra det stammer, ud over at Jins Klømp var en slider, og indtil for nogen tid siden havde heldet fulgt ham på hans jordiske vandring fra – som fattig vogterdreng til aftægtsmand på den gård, han ganske vist havde giftet sig til for omtrent et halvt hundrede år siden, men ved sit og sin kones arbejde havde formået at drive den frem til en af sognets bedste.

Jens Klømps personlighed har som sådan ikke nogen relation til stednavnsbegrebet ”Klømpinj”, men er blot begrebet af kaldenavnet Klømp, dækkende en bestemt person. Notat: Klømbeskansen. Ejendommelig nok er dette stednavn ikke registreret i Bornholms Stednavne. Det særegne navn Klømbe, kan umiddelbart være en stavefejl, enten af overbringeren, cand. polit. Kofoed, eller af formidleren K. Thorsen. det skulle være noget malplaceret at kalde skansen for klømbe, når den ligger i umiddelbar nærhed af det lokale navn Klømp. Stedbestemmelsen klømbeskansen burde vel nok rettelig være Klømpaskansan.

Skitser fra den bornholmske hverdag: KLØMPINJ: ET MISTET SMYKKE er skrevet af Eyvind L. Lind og stod i Bornholmeren den 15. november 1984.