Mit første digt stod i Bornholmeren.

Jeg er født i Østerlars. Min far var malermester. Jeg var ikke ret gammel, da vi flyttede til Rønne, hvor vi boede i en periode, indtil vi flyttede til Hasle. Og der gik jeg i skole og blev konfirmeret fra skolen dér. Vi havde tre skolelærere. Der var overlærer Larsen. Der var Stibolt. Og der var lærer Jørgensen. De er døde og borte alle tre. Hvis jeg skal give en karakteristik af mine lærere og skolegangen, kan jeg oplyse, at vi gik i skole fra klokken otte om morgenen og til klokken tre-fire om eftermiddagen hver dag – også om lørdagen. De mindste klasser eller de mindre klasser havde lærer Jørgensen, som var både regnelærer og gymnastiklærer. Han var nok den mand, som var den bedste pædagog. Jeg kan fortælle sådant et træk fra hans undervisning. Når han startede sine timer f. eks. i regning, gik han ind i klassen. Vi rejste os op. Og så satte vi os. Og der var ro i klassen. Der var ingen diskussion om det! Så gik han op til tavlen. Der skrev han regnestykkerne op. Så sagde han: Den første, der er færdig med de stykker, og de er rigtige, får en 25 øre. Så gik han ned og satte sig i sin stol midt i klassen. Der sad han så og overvågede, hvas der foregik. Der var ikke en lyd i klassen om noget som helst. Og ville man spørge om noget, så gik man hen til ham, og der blev altid givet grundigt besked på de spørgsmål, han fik forelagt. Hvorledes lærte han os så at regne? Jo, lærer Jørgensen brugte anskuelsesundervisningen. Han havde bundtet en hel masse tændstikker. Der lå nogle med ti i hver og andre med tyve osv. Når han så kom ind og skulle lære os at regne, sagde han: Her har vi én og lægger vi én til, er der to. Sådan blev han ved, til der var ti.  Og så tog han et bundt med ti tændstikker og lagde op ved et andet bundt med ti, så var der tyve. Jo, jeg syntes, at det var en god måde at lære at regne på. Han havde altid god tid til at tale med os. Men der var disciplin i klassen og fred og ro til arbejdet. Han forlangte, at vi skulle sidde ordentlig på skolebænken. Vi sad to og to. Og der var foran på bordet en rille. Den kunne vi holde i. Det kunne han ikke fordrage. Hvis han opdagede, at vi gjorde det alligevel, gav det en ordentlig én over nakken. I almindelighed tugtede han os ikke – vi holdt meget af ham. Han gav os også store oplevelser i gymnastiktimen. Han var et friluftsmenneske og han elskede at være med os i skolegården om sommeren og om foråret. Der spillede han langblod med os. Han smed jakken og spillede med og morede sig storartet. Eleverne var så glade for at have ham til gymnastik, at vi rendte ned ad gaden for at hente ham på Herolds Hotel, hvor han spiste. Gymnastiktimen var altid klokken to. Han var nok streng – men han forstod at give os gnisten, så stoffet, vi skulle tilegne os, blev levende for os.

Hvor længe gik du i skolen?

Jeg gik ud med 7. klasse. Jeg vil gerne fortælle lidt mere om lærer Jørgensen, for han har altid gjort et mægtigt indtryk på mig. Når han købte tøj, fortalte han os, at det der, det er altså tyske varer, og det der, er en engelsk vare. Man kan købe én engelsk vare for to tyske varer – men det engelske varer dobbelt så længe. Det skal I tænke på. Kvalitet skal man altid tænke på. Han var decideret national. Og det prægede ham. Da vi gik i skole, var det kotume, at vi altid begyndte om morgenen med at bede Fadervor. Og så kunne vi gå i gang.

I de ældre klasser havde vi overlærer Larsen. Det var sådan en rigtig lærertype med fipskæg. Han var også dygtig. Vi drenge kunne dog en gang imellem drille ikke så lidt. I skolegården stod der i et hjørne lige op til kirkegårdsmuren nogle skraldekasser med låg på. Vi havde strenge pålæg om ikke at færdes ved disse kasser. Skolegården var afmærket. Pigerne havde en part, som de kunne færdes på, og drengene havde deres. Drengene havde fundet ud af, at man kunne få ”hundepropper” til at eksplodere, når man slog låget på skraldespanden ned over dem. Det gjorde vi i en dag. Der blev megen opstandelse. Gårdvagten skulle finde synderen. Ingen ville naturligvis vedgå forseelsen – men gårdvagten – det var overlærer Larsen – havde alligevel set én af dem, der var med. Han blev taget med ind i klassen og her tog læreren et spanskrør frem bag tavlen – det var første gang at jeg så det. Og drengen fik et drag over nakken med spanskrøret. Så var det afgjort og ikke mere diskussion. Skoletiden, ja, den synes jeg var en god tid.

Lærte I noget?

Jeg synes, at vi lærte meget. Vi skulle kunne vore salmevers. Vi skulle kunne vore tabeller. Vi skulle også kunne regne og læse. Desuden havde vi jo geografi, botanik og naturhistorie. Jo, vi fik en grundig indføring ikke mindst i dansk og regning.

Og efter skolegangen?

Da blev jeg konfirmeret, kom jeg til Rønne. Der begyndte jeg at lære at spille. Og jeg kom med i et orkester. Jeg spillede klaver. Da har jeg været en femten – seksten år. Også i danseorkestre spillede jeg. Jeg kan da huske, at jeg har spillet i DsU’s gamle ungdomshjem, som lå nede ved byåen ved bryggeriet. Der var instrumentsliber Rasmussen leder af underholdningen, og han har tit bedt os om at spille til deres fester. Jeg kan huske, at jeg spillede meget sammen med én, der hed Rasmus Hansen. Han blæste trompet, og så var der én fra Rabekkeværket. Alt det her har været i begyndelsen af trediverne. Vi fik efterhånden dannet et helt orkester og fik fast engagement på Hotel Finnedalen. Jeg tror, at vi spillede for en løn på en krone i timen, måske halvanden. Og så fik vi bilen betalt. Det var såmænd en dejlig tid.

Kom du så ind som soldat?

Jeg begyndte i øvrigt at spille klaver allerede som 10-årig.jeg gik til musikundervisning hos fru Schmit – redaktør Schmits kone. Og der fik jeg en god uddannelse både teoretisk og rent musikalsk. Det kom mig til gode siden hen, da jeg begyndte at spille mere professionelt.

Efter at vi havde spillet på Finnedalen et stykke tid, kom jeg i ensemble med Galten og siden spillede jeg sammen med Hjorths orkester og med brødrene Lundt. Jeg spillede også til danseskole. Det var hos Asta Holm og hos fru Parner. Da hun kom til øen, stillede jeg på Dams Hotel – man var jo ivrig efter at få noget at lave – og spurgte, om hun ønskede akkompagnatør. Ja, hvad skal De have i gage, spurgte hun. Jeg sagde en pris og fik jobbet.

Så blev du soldat?

Ja, det var i 1937. jeg kom ind i maj måned og dermed faste tilknytning til Bornholm. Mine forældre flyttede over til København. Jeg havde en bror, som var ansat herovre, ligesom min søster. Og da min far fik godt arbejde herovre, flyttede familien hertil. Vi fik lejlighed i Willemoesgade og har siden boet her. Det var min bornholmske periode.

Fodtudse og siden i politiet.

Min værnepligt aftjente jeg i Holbæk ved fodfolket – altså rigtig fodtudse. Da jeg var færdig med det, gik jeg en tid og havde ikke rigtigt noget at lave. Jeg ekspederede i en forretning i et par år og benyttede i øvrigt tiden til at blive uddannet som stenografilærer og læste sprog på aftenskolen. Desuden lærte jeg maskinskrivning og fik eksamen som stenografilærer. Så kom krigen i 1939. jeg spekulerede, hvad man skulle tage fat på. Det var også svære tider beskæftigelsesmæssigt den gang – men så søgte politiet ekstra mandskab i 1942. jeg sendte en ansøgning ind og fik job i reservepolitiet, som ekstrastyrken blev kaldt. Da var jeg flyttet tibage til København fra Holbæk. Jeg var heldig og fik lov til at fortsætte. For der var jo mange af dem, der kom ind, som ikke kunne fortsætte. Jeg startede på station 7, Østerbro politistation, og derfra kom jeg til færdselsafdelingen, hvor jeg blev uddannet som køresagkyndig. Jeg fik min eksamen i 1957 og har siden eksamineret ved køreprøverne. Jeg har haft en dejlig tid også dér. Mine overordnede har været glimrende og jeg har haft gode arbejdsfæller.

Da tyskerne tog politiet.

Hvordan oplevede du besættelsen?

Ejendommeligt nok – du kan se, at jeg har fødselsdag den 18. september – og den 19. blev politiet taget. Jeg møder til formiddagstjeneste den 19. og skal faktisk have tjeneste inde på stationen fra kl. 10 til klokken 12. det er egentlig et mærkeligt spil i hele livet, kan man godt sige, at der ved mønstringen om morgenen sker det, at den kollega, som skulle have stået i krydset ved Trianglen, var blevet sygemeldt. Stationslederen siger: Lind vil De tage den post i stedet for. Der sker altså det, at jeg i stedet for at være inde på stationen fra kl. 10 til 12, får udevagt. Jeg var altså væk, da tyskerne kører op og besætter stationen. Da klokken er et kvarter i elleve, kommer der en kollega, som har posten ude ved Ryvangen, hvor alle SSerne lå, og siger så til mig: Jeg tror, at der skal ske noget i dag, for det hele er i oprør derude. Nå, ja, det sagde vi jo så tit, ikke. Og kollegaen kørte ind til stationen. Kort efter kommer der fire vogne bemandet med tyske SS — ere, der hængte ud over vognens sider med håndgranater i hænderne, men så sker der det, at en linje 6 og en linje 14 passerer på én gang og spærrer for SS-kortegen. Soldaterne blev rasende og truede alle – men knuden løstes og vognene rullede videre. Pludselig tuder sirenen 12 og en ny vogn med soldater kommer farende og kører ned forbi biografen og ind i Odensegade. Jeg siger til mig: Nu sker der noget. Siden fik jeg at vide, at den mand, som havde fortalt mig, st der var noget i gære, blev den første, som mødte tyskerne. De skød på ham og ramte ham i armen. Der bliver tilkaldt en ambulance. Og den sårede blev kørt til lazarettet på Nylandsvej og derfra blev han overført til Shellhuset. Da han havde siddet der i fire til fem dage, kommer selveste Boevensipen, lukker døren op og siger: Ja, jeg skal blot meddele Dem, at De godt kan gå. Og da min kollega blev spurgt om, hvad de kunne gøre for ham svarede han noget forbløffet: Jeg vil gerne køres tilbage til stationen, for jeg har min mappe stående der. Boevensipen sagde: Der står en vogn parat og jeg skal selv køre dem derud! Og min kollega blev kørt til stationen, hvor han tog sin taske, der stod, hvor han havde sat den, i kælderen og så forsvinder han ud i gadens mylder. Vi har så tit talt om dette her bagefter. Hvor var jeg en idiot, siger min kollega. Det har nok været tanken, at jeg skulle køres ud og skydes ned – men, der er sikkert sket det, at i tyskernes registrering har været mangler. Der var nemlig tre til foruden min kollega, som fik lov til at gå. De har simpelt hen ikke været skrevet op. For ikke at få vrøvl med højere myndigheder har tyskerne simpelt hen sagt: Vi må have dem væk, fordi de vidste ikke, hvor de skulle opføre dem på listerne.

Hvad skete der med dig selv?

Ja, jeg stod jo på Trianglen. Og vi havde ordre til, når der var luftalarm, at vi skulle åbne for beskyttelsesrummet under biografen på Trianglen. Mange strømmede til og en dame bliver dårlig, så jeg løb til for at hjælpe. Pludselig kommer der en mand hen til mig og siger: Kom med mig. Og vi gik op på fjerde sal over biografen. Der stod en venlig mand, som sagde: Kom indenfor. Jeg har en kittel her, De kan få på. Jeg prøvede at ringe til stationen. Ingen svarede. Heller ikke Politigården. Så var jeg klar over, at der var sket noget alvorligt.

Jeg kørte så hjem og fik noget andet tøj på. Og jeg kom til at bo hos noget familie. Der opholdt jeg mig til krigen var forbi. Jeg kom med i frihedsbevægelsen – men det var jo et mærkeligt træf, at jeg ikke røg med til Tyskland den 19. september. Det var skæbnen, som spillede ind.

På ny kontakt med Bornholm.

Og efter krigen?

Ja, vi lå allerede i beredskab, før krigen sluttede – men da befrielsen kom den 5. maj, gik vi jo igen i tjeneste og selv var jeg en overgang stationeret på Opfostringshuset, men efterhånden som vi fik renset ud på vore egne stationer, vendte vi tilbage til en mere normal tilværelse.

Kontakten med Bornholm, holdt du den ved lige?

Jeg kom med i Bornholms hjemstavnsforening. Den blev dannet i 1942 og allerede få år efter var jeg med. Det bevirkede, at jeg kom til at arbejde med det bornholmske sprog, skrev teaterstykker og revyer. Det var daværende Valdemar Mogensen, som var formand, og han spurgte ofte, om jeg ikke ville hjælpe dem – senere blev det Henry Nielsen, hovedkasserer hos malerne, jeg arbejdede meget sammen med. Henry Nielsen var en meget initiativrig mand, der på en fortræffelig måde førte arbejdet videre efter Valdemar Mogensen, som for øvrigt i mange år havde været formand for fællesorganisationen i Rønne. Efter Henry Nielsens tilskyndelse skrev jeg ikke så lidt i bornholmsk mundart. Det gav mig inspiration til mit første bornholmske skuespil.

Mit første digt.

For resten er det helt interessant, at det første digt, jeg fik offentligtgjort, stod i Bornholmeren! Jeg var ikke mere end 14 år. Jeg har været temmelig dristig. Det var et juledigt, og jeg gik ind på bladet, talte med redaktøren. Det må have været den senere borgmester N.C. Nielsen. Ja, jeg skal kigge på det, sagde han. Jeg gik og ventede spændt. Og så stod det pludselig trykt i julenumret. Jeg tror, at det var i 1930. da jeg opsøgte redaktøren for at sige ham tak, spurgte han: Hvad skal du ha’ for det? Jeg vidste ikke, hvad man fik for sådan noget, men da redaktøren spurgte igen, sagde jeg 10 kroner. Det var nok mange penge den gang – men redaktøren fandt nok, at det var i orden. Han sagde: Dem kan du gå ind til kassen og få. Det var det første forsøg. Og jeg har skrevet en ny julesang. Den må bladet få, hvis I vil optrykke den. Og denne gang er det med noder til! Siden fik jeg jo mere med bladet at gøre. Jeg skrev om hjemstavnsforeningen og fik derved jævnlig kontakt med redaktionen. Ja, det var for resten i din redaktørtid, at Arne Madsen ikke længere havde tid til at skrive, fordi han skulle til at afslutte sine studier til præst. Han havde været lærer i Knudsker. Det var 14. november 1954, at de første notitser var i bladet.

Det har været min hobby at skrive – ja, det er stadig tilfældet. Jeg syntes, at jeg har haft megen fornøjelse af det. Forhåbentlig har læserne også haft det! Og ikke nok med, at det har været en fornøjelse for mig. Skriveriet har også givet mig kontakt til det, der er foregået.

Du fik også familiær kontakt ti Bornholm?

Ja, jeg giftede mig for 29 år siden med smedemester Dichs datter i Klemensker, Åse. Det var i en periode, hvor jeg om sommeren gjorde tjeneste som afløser i Allinge-Sandvig, fordi der ikke var tilstrækkeligt med betjente på Bornholm til at dække turistsæsonen. Det har været i begyndelsen af halvtredserne og i slutningen af fyrrerne. Men lad os vende tilbage til skriveriet. Mit første arbejde var ”Fiskarahorrijn”. I forvejen havde jeg dog skrevet ”Decembernat” til en julefest i hjemstavnsforeningen. Det gav blod på tanden og jeg begyndte på ”Fiskarahorrijn”. Det havde i grunden en mærkelig skæbne, fordi det blev grundlagt under krigen, da jeg fik ideen til det. Jeg sendte det til nu afdøde Strangegård som havde det liggende i flere år, forinden det kom frem. Det var Ellen Jørgensen, som også skrev bornholmske stykker, der sagde til mig, at nu burde det frem til opførelse. Og det kom det så. Jeg har været meget glad for, at Bornholmeren har bragt flere af mine stykker frem til offentligheden. Bornholms radio har også udsendt dem. Jeg kan ikke klage på manglende interesse.

Et nyt stykke på vej.

Der er nu et nyt stykke på vej. Det er Rutsker aktørerne, som vil opføre ”Gjæstebod”. Komedien blev skrevet med henblik på opførelse til Rønne købstads 650 års jubilæum. Der kom imidlertid forhindringer i vejen – men nu kommer det altså. Stykket er bygget over en national handling med Frederik den Syvende og grevinde Danner som centrale skikkelser. Der indledes med en festpolenaise – tilegnet Rønne by. Der bliver premiere den 20. januar i Rutsker forsamlingshus. Det er jeg meget spændt på. Og jeg håber, at mit tidsbillede vil blive vel modtaget. Man møder både herskabsfolk, borger og bønder i komedien, som også har en kærlighedshistorie indflettet. Desværre kan der ikke i første omgang blive ledsaget af den musik, jeg har komponeret. Et hørespil ligger hos Bornholms radio. Det er ”Enj Oppviglara” – et hørespil om, at man ikke skal give sig ud for mere, end man er.

En musikalsk familie.

Musikken har spillet en stor rolle for dig?

Det har den. Og jeg kunne godt i sin tid have tænkt mig at gå videre ad den vej – men sådan gik det altså ikke. Jeg har dog skrevet ikke så lidt musik. Dels til sange og komedier. Noget af det blev spillet i forbindelse med Jubilæumskoncerten i Rønne den 30. juni af Stockholms Filharmoniske Brassensemble. Ved den lejlighed blev pastor Viggo Nielsens salme, hvortil jeg har skrevet musikken, også sunget.

Du har været meget aktiv også som komponist?

Ja, jeg har brugt noget af min fritid til formålet – mere er der ikke at sige om det. Mange af ideerne til det, jeg har skrevet både som prosa og som vers, er ofte kommet, når jeg har siddet og fantaseret ved klaveret. Og hvad er det så, at jeg særligt har været grebet af. Ja, det er jo hjemstavnen. Hvad man oplevede i barneårene. Der sker en modning i sindet efterhånden, og så får man lyst til at skrive om oplevelserne og miljøet fra den tid. Jeg har forsøgt at give et billede af det Bornholm, som jeg oplevede i min barndom.

Og den musikalske interesse er gået videre i slægten?

Ja, begge vore sønner er udøvende musikere. Den ene spiller i Stockholms filharmoniske orkester og den anden i Radio-symfoniorkestret. Også vor svigerdatter dyrker musikken som erhverv. Hun har for resten lige sejret i en konkurrence her i København og får ansættelse, så man kan roligt sige, at musikinteressen går videre gennem slægten.

Skrevet af Hans Larsen-Bjerre.  Artiklen stod i Bornholmeren den 6. januar 1979.