Munkagårinj i Hâzle.

Den store handelsgård i Hasle, der nu udgør A /S Grønbech & Co., kaldtes forr i tider ”Munkagårinj”. Dette navn kan med rette henvise til en gennem en tidsperiode navnkundig købmandsslægt, idet handelsmandsfamilien Munch gennem flere hundrede år drev en respektabel og anerkendt forretning.

I det 18. århundrede, da Hasle endnu ingen skibshavn havde, var det Munkegårdens indehaver, der drev skibsfart over Rønne. I 1794 nævnes Jacob Munch fra Hasle som ejer af et i Rønne indregistreret skib. Tredjedelen af anparten i skibet ejedes af skipper Peder Marcher. Jacob Munch var Hasles store købmand, og hans gård og forretning mellem Storegade og Skidenstræde var allerede da en af de anseligste i byen. Således kan man blot nævne, af ejendommens brandforsikring i 1808 var på 1580 Rdlr.., – efter opgørelsen den 3. højeste i Hasle by. Der var kun byskiverens gård, der var assureret til 2100 Rdlr., og byfogedgården lå som nr. 2 med en brandassuranceforsikring lydende på 2000 Rdlr.

Jacob Munchs søn Peter Munch fortsatte med at føre forretningen videre og fastholdt samtidig de gode slægtstraditioner, som gennem generationer hørte handelsgården til. Den bar nemlig prædikatet ”kongelig Agent”, hvad der i høj grad borgede for kvaliteten.

Peter Munch blev gift med Johanne Becker, med hvem de havde sønnerne Jacob Peter Johannes Munch, f. 15/4 1834, og Lauritz Eggert Munch, født 20/2 1844.

Jacob Peter, der fik sin første uddannelse på Rønne lærde skole, hvor han var elev fra 1844-49, valgte handelsvejen og førte dermed forretningen videre. Han blev gift med Charlotte Margrethe Adler, datter af den excentriske Hasle-præst og filosof, magister Adler, han boede i ”Thomesagårinj”, der senere blev købt af købmand Thomsen. Denne ejendom havde sin beliggenhed syd for Hasle. Pastor Adler var en nær ven af kulværksejer Ludvig Grønbech, der var hans genbo. Han ejede gården på torvets sydligste side øst for Storegaden. Et karakteristisk træk i byens stille hverdagsliv fra de dage var blandt andet at de to herrer ofte i vogn fulgtes ad til kulgruberne, hvor der dengang tjentes gode penge. Efter sigende bestod forspandet af deres køretøj af fire heste iført sølvpetteret seletøj. Dette gav hurtig anledning til, at de to fint kørende standsherrer af Hasleboerne gav dem hver sit øgenavn. Ludvig Grønbech blev kaldt for ”Kullagrevanj”, og præsten fik et navn fra danmarkshistorien, nemlig ”Kort Adeler”

I relation til det småborgerlige påfund med kæle- og øgenavne skal nedenfor i denne forbindelse refereres en lille episode henførende til købmandsmagnaten Jacob Munch.

Det skal anføres, at sproget var mere frit og omgangen meget jovial. Man var så langt fra fornærmet over øgenavnets benyttelse i tiltaleformen, at man netop jonglerede med samme over for modparten, selv om ikke alle tilnavne var så fine som de to førnævnte.

En gammel havareret sømand i byen gik under øgenavnet ”Esper Pot” hvilket hentydede til størrelsen af den ”syp” han ”san pånå pælada i saj om danj”. Han trådte en dag ind i købmandsforretningen med sin ”lærka” for at få en ny forsyning, og Jacob Munch, der netop den dag var i forretningen, fik derfor lyst til at spille Esper Pot et uskyldigt nummer. Men Hasle-originalen Esper Pot var ikke mundlam, hvis nogen trådte ham for nær, og tit og ofte havde han en træffende replik på redehånd.

–          Nå, va ska du så ha på pottinj i da, Esper? Indledte Jacob Munch sin samtale med en fin hentydning til originalens øgenavn.

Rundt omkring i butikken var der mange mennesker, og såvel kunder som personale spidsede øren for at høre, hvordan dette møde skulle ende. – Ded kommer minj salika an på, va dær e på Munkinj, svarede Esper rammende.

Hans fortræffelige vits kan kun forstås ved erindringen om, at en af de store gammeldags lerdunke populært blev kaldt for ”enj Munk”

Jacob Munch tørrede sig afværgende om munden, hvorefter han stiltiende ekspederede Esper Pot.

I øvrigt var Jacob Munch den sidste af slægten i Hasle. I slutningen af 70-erne blev købmandsgården solgt til H. Grønbech, og Jacob Munch flyttede til København, hvor han en tid drev grosserervirksomhed og senere blev rodemester.

Denne artikel skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren den 20. august 1977.