Politibetjent i København om dagen, komponist og forfatter om aftenen.

36-årig bornholmer, der har skrevet trebinds romancyklus, 10 hørespil, skuespil, noveller og vers samt komponeret tonedigt og et utal af melodier.

Han har skrevet en trebinds roman-cyklus, en halv snes hørespil, et utal af noveller og kan med samme virtuositet, som professor Labri i sin tid fremtryllede hvide kaniner, ryste vers ud af ærmet. Desuden har han skrevet komedier og sat melodier til en række kendte danske forfatteres digte lige fra Johannes V. Jensen  til vor hjemlige Otto Lund, foruden at han er ved at lægge sidste hånd på en tonedigtning, det vil tage flere timer at mucisere, selv har det taget ham en snes år at komponere det.

Jeg er som den evige vandrer, der dvæler i drømmenes land, på ukendte stier og veje har jeg ofte min enegang. Eyvind L. Lind.

Manden med denne vitale energi er den kun 36-årige københavnske politibetjent Eyvind L. Lind, født på Bornholm, i hvis hjem i Fiskedamsgade på Østerbro vi befinder os.

Lind er lige inde at sige godnat til familiens yngste, der allerede har vist sig i døråbningen for nysgerrigt at få et glimt at se af den fremmede mand. Barnet er bestemt blevet fjernet af moderen, af hvem jeg kun har set en hånd og hørt en formanende røst. I bogskabet står festligt indbundet husherrens åndsprodukter, og på gulvet ved flyglet ligger opstablet i en anseelig højde egne nodeværker. Jeg har nænsomt fået hans bøger stukket i hånden. Endnu er det alt sammen i kladde, og man kan se, at arbejderne er udført i lynende fart, men engang, håber man vil de være at finde på tryk.

Stor kunstner gået tabt i far.

På væggene er Bornholm talrigt repræsenteret i oliefarver. Selv maler Eyvind L. Lind ikke. De er udført af faderen, Anders Lind, der bor i en lejlighed oven over sønnen, og om hvem denne siger:  Der er gået en stor kunstner tabt i far. Bedstefar var avlsbruger i Østermarie, hvor jeg er opfødt. Senere flyttede vi til Sandløkkegade i Hasle og senere igen til Rønne. I 1937 forlod vi øen. Far havde evner på musikkens område, men i hans hjem forstod man ikke at værdsætte dem. Både far og mor er meget musikalske. Det dannede grundlaget for familielivet i vort hjem og bevirkede, at vi kom sammen med mange mennesker. Far fik ikke nogen god skoleuddannelse, men han har evnen til at tilegne sig viden. Far er et naturtalent. De skulle også se billeder, han har malet; ikke dem. Der hænger her på væggen, men oppe hos ham selv. De er inspirerende, særpræget, og hvis han var blevet skolet, tror jeg, at han var blevet et stort talent. Men skæbnen har været hård mod ham. Trange kår trak ham tilbage til virkeligheden. Far er malersvend, vi er seks børn, og ofte måtte mor hjælpe til med at sy, når far var arbejdsløs, det var først, da vi flyttede til København, at vi fik det bedre. For tidligt blev vi børn sat ind i den realisme, som børn ikke har godt at vide noget om. Trods alt må jeg sige, at både far og mor havde evne til at holde sammen på det hele og dække vor fattigdom udadtil.

Også min mors slægt havde et kunstnerisk islæt. Min onkel, Thorvald Lund, begyndte som stenhugger i Allinge, men flyttede til København, fik beskæftigelse hos kgl. Pianobygger Hornung & Møller og senere hos dansk generalkonsul i Stockholm, C.A. Claudius, der ved rige gaver bidrog til grundlæggelsen af Musikhistorisk Museum i København. Thorvald Lund passede mæcenens samlinger med nænsom hånd. Her var han kommet på sin rette hylde og skabte en lut, det ældgamle strengeinstrument af orientalsk oprindelse. Det var et kosteligt klenodie med stærk hvælvet lydkasse, der i 30’erne fik guldmedalje i Barcelona. Onkel var på det tidspunkt syg, og han fik et hjerteslag og døde af ophidselse og glæde over den anerkendelse, han fik tilkendt.

Fru Rigmor Smidt i Rønne gav mig gennem streng læretid på seks år det musikalske grundlag, især på det klassiske felt. Allerede som 16-17 årig begyndte jeg på en tonedigtning, ”Stormvejrsnætter”, som jeg nu skal til at renskrive. ”Stormvejrsnætter” varierer over temaer lige fra symfoni, polonaise til vals og er skrevet efter forstudier af Haydn, Mozart, Beethoven, Weber og Chopin. ”Stormvejrsnætter” er en musikalsk udtryksform for mine barndomsoplevelser og en hyldest til Bornholm.

Oplever klippeøen i tonernes verden.

Far har det ofte med at gå ned til Langelinie og drømme tilbage. Så gør han i tankerne turen, nærmer sig den hjemlige kyst, ser i skimmingen en stribe land med højder og dalstrøg. Senere bliver det synligt for øjet: marker, skove, kirker, møller. Og så stiger Rønne frem som et bånd af huse og haver langs kystbakker – med kastellets tykke tårn, kirkens slanke spir, skibsmaster og høje pakhuse.

Jeg oplever klippeøen i tonernes verden. I evig uro kommer havet larmende, sydende og buldrende ind mod de sære kløfter og revner i den hårde granitskal og krystalliseres til hvidt skum, der for en kort stund på forårsdage lægger sig som en tågedannelse ind over land. De store, hvide svaner, vildgæssene og edderfugle trækker atter mod nord. I stedet kommer sangfugle med nattergalen blandt dem. Vintergæk og krokus afløses, når varmen kommer, af kaprifolier der hænger i tætte klynger fra stammerne langs stierne og udsender en bedøvende duft efter nyligt overståede regnbyger. Jeg hopper som en bjergged gennem det tætte løvværk på steder, hvor klippen står svimlende dyb og lodret i sit fald langs den splintrede og forvitrede vestkyst. Det er ligesom skoven med forkærlighed følger kysten, klæder den nøgne klippe, lægger en krans af grønt om øens barske pande. Jeg lytter til bækkens lyd mod lejets stene blandet med vindens hvisken i træernes løv og den frydelige fuglesang. Også lyngens susen om efteråret og dønningernes nynnen mod strandens stenblokke har sin charme.

Søen, der lokker og kalder.

Har De lyst til at høre? Eyvind L. Lind sætter sig hen til flyglet. Hans fyldige korpus synes næsten at knuse den spinkle bænk. Et par akkorder bliver slået an. Så begynder de kraftige hænder med en egen følsomhed nænsomt at krybe hen over de sorte og hvide tangenter, mens rummet fyldes med tonevæld. Først en sonate, fyldig og brusende. Man ser stranden ved Teglkås og Helligpeder. Et storslået syn. Snævre slugte med stejlt styrt mod havet, som med drøn bryder den hårde kyst. Det væld, der er kommet frem fra jordens dybder over tusinder af år. Fejende polonæser. Fiskerlejet, hvor garnene bødes og grejerne gøres parat. Så valsen, selskabsdansen udtrykt i hjemkomsten, hvor konerne står forventningsfulde og modtager deres mænd. Sildeskæl glimrer i dagslys som perlemor, men i månelys kan havet få helt sølvskær på grund af de store stimer. De fintmaskede garn bugner under vægten af den tunge, urolige masse, som er hentet op af Østersøens vande. Snakken går ved landingen. Der er hårdt brug for kontanter. Vårsild betyder en kort tids velstand, hvorunder de økonomiske forpligtelser udlignes. Så mærkes atter gennem musikken havets pulsslag, den bjergtagende sø, der tryllebinder, lokker og kalder.

Mere mellem himmel og hav.

Lind slutter af og siger: Havet har en underlig magt over os bornholmere. Jeg elskede at sidde på de snævre klipper. Da jeg var 6 – 7 år gammel, var jeg en dag derude sammen med en kammerat. Det var tåget, vi hørte en damper tude. Så lød et forfærdeligt spektakel. I samme sekund lettede tågen og næsten for foden af os stod et stort, tysk krigsskib på grund. Det var et chokerende indtryk at se og opleve havets magt. I det hele taget mener jeg, der er mere mellem himmel og hav, end vi tror. Bornholm har sin sagnhelt Bonavedde, der klarer mellemværende mellem øboerne og de ofte pirrelige og drilagtige troldfolk. Selv om vi ikke tror på havfruer, så holdes legenden om de underjordiske stadig ved lige. Og hvem tror ikke på forvarsler. Jeg har selv oplevet et. En søster var 12 år gammel, da hun blev alvorligt syg af akut lungebetændelse. Tre dage før hun døde, 11. november, så jeg, der var i konfirmationsalderen, et lys vippe i haven bag huset. Jeg sagde til min mor: Så du det? Lad det blot stå, svarede hun roligt. Næste aften så en ældre søster lyset, og om søndagen, som min søster døde, viste lyset sig udenfor gårdsvinduet for mor. Under krigen, da jeg var kommet i politiets tjeneste, boede jeg i et langstrakt værelse mod gården heroppe hos mine forældre. Flere aftener, når jeg havde slukket lyset og var kommet i seng, viste et stort, gult ansigt med langt krøllet hår sig for mig og forsvandt ind i væggen. – Måske har det været nerverne, som slog klik på grund af alt, hvad man oplevede om dagen.

Oplevede et bombardement.

De skriver også?

Ja, under krigen skrev jeg ”Vibeke”, der er i tre bind. Jeg brugte en måned om hvert bind. Bøgerne fortæller om en ung seminarist, der på landet fatter kærlighed til en pige, der gengælder hans følelser, men hendes mor lægger hindringer i vejen. Hun vil have, at datteren skal giftes med en mand fra landet. Pigen bliver imidlertid viet til en læge, men forholdet opløses, da han glemmer livet om sig. Også seminaristen, der i mellemtiden er blevet en kendt forfatter, indgår ægteskab. Hustruen dør under et bombardement – det blev skrevet under bombardementet på Den franske pigeskole, som jeg selv overværede. Deres søn kommer efter en påkørsel på hospitalet, hvor ”pigen fra landet” er blevet sygeplejerske. Bogen slutter med en forening mellem de to ungdomskærester.

De har også skrevet skuespil?

”Fiskerhorrinj”, en fortælling om den rige gårdmandsdatter og den fattige fiskerdreng, der ikke må få hinanden, og om deres medsvorne: den gamle, kloge mand, der søger at glatte standsforskellen ud. Motivet er hentet fra Hasle-egnen, hvor jeg fik et godt indblik i fiskernes liv. Langfartskibenes tid er forbi, men også småskibene kan have deres charme. Der er nok at skrive om. Stå ved en bedding og overvære mændenes taktfaste råb: Åhiv – ohøj! Helt forjættende lyder det, og selv gråskæggede fiskere bliver som unge og lægger ryg til. Og se – langsomt hæver skibet sig op fra vandet. Der trækkes og hives i taljer, så det nye hampereb. Alle raske søfolk er med i arbejdet. Snart står fartøjet oppe på beddingen, og den begsorte tjære og skagenrøde mønje kommer i brug.

Skrev vers som 15-årig.

Jeg har også skrevet digte. Det første hed ”Efterår” og blev antaget af redaktør H. V. Salomonsen, da jeg kun var 15 år gammel. 17 år gammel fik jeg et juledigt i ”Bornholmeren”. Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig at blive litterær medarbejder på et blad, men det skulle gå anderledes. 1942 kom jeg ind i politiet, da der blev antaget så mange folk. Jeg blev ikke deporteret, men holdt mig skjult, idet jeg boede oven over en frikorpsmand og derved undgik razziaerne. Hvis jeg ikke efter fyraften kunne svinge mig op i fantasiens verden, ville jeg forsumpe på grund af kontor og brosten.

Har De fået noget antaget?

Enkelte noveller og digte, men ellers har jeg intet forsøg gjort på at få det trykt, jeg har skrevet. Dog har jeg skrevet en række hørespil. Et sendte jeg ind til statsradiofonien, men det var under krigen, og man turde ikke antage det, fordi det var situationspræget. Jeg skriver dog mest for at glæde mig selv. Om dagen er jeg politimand, om aftenen min egen herre, når jeg har passet mit familieliv. Der gærer altid noget i mig. Jeg studerer aviserne, klipper kronikker og katalogiserer dem, jeg læser mange bøger for at tilegne mig en større viden. Søren Kierkegaard siger: for at nå det opnåelige, skal man søge efter det uopnåelige.

Deres højeste ønske?

Er at få ”Stormvejrsnætter” udgivet. Jeg har skrevet musik til kendte bornholmske digtere og fået det trykt, bl.a. i ”Jul på Bornholm”, men allerhelst vil jeg se ”Stormvejrsnætter” udgivet. Tonedigtningen symboliserer i fiskernes kamp med elementerne mit eget liv. Vores allesammens liv: stræben efter en position i samfundet.

Artiklen er skrevet af Gunnar Fogh. Stod i Bornholmeren den 13. september 1952.