78 år og ked af at være arbejdsløs.

Et skibsforlis og en redningsmedalje, en bornholmer og hans slægt har dannet grundlaget for denne beretning. Slægten er Reker, der bl.a. kendes via den navnkundige overbetjent Reker i Rønne gennem en menneskealder. Hans søn er Vilhelm August Lund Reker, Falkoner Allé 52, Frederiksberg.

Trods sin høje alder, 78 år, er Reker en høj, slank, adræt og aktiv, åndsfrisk person, hvis arbejde bl.a. har været at finde ud af ophavet til en redningsmedalje, som er kommet i hans besiddelse. Den stammer fra hans morfar, fisker Andreas Lund, Pedersker, der den 8. december 1895 som besætningsmedlem på S/S ”Tortuna” var med til at redde mandskabet fra skibet ”Invicible” i Nordsøen. Den 7.maj 1981 sendte Vilhelm Reker et brev til Bornholmeren og udbad sig oplysning og en hjælpende hånd i forbindelse med et skibsforlis i 1895, som formentlig kunne være sket ved Bornholm.

Familien.

Vilhelm August Lund Reker, 78 år, er søn af den kendte nu afdøde overbetjent Heinrich Peter Reker, hvis far stammede fra Tyskland, derfor det tyske Heinrich. Mellemnavnet Lund stammer fra hans mor. H. P. Reker rejste til Hasle, hvor han kom til at arbejde på Hasle Klinker og Chamottefabrik. Der ville man have haft ham som bestyrer, men det afslog han. I stedet for rejste han til Amerika, hvor han kom ind i et jernbaneselskab og bosatte sig i Sakremento i Californien.

”Det var så meningen, at overbetjent H. Reker, altså min far, der kom i lære hos brødrene Anker i Hasle, som er en gren af vor familie, skulle rejse til Amerika, når han var udlært. Men han blev soldat, forlovet og gift og kom derfor aldrig af sted. Han havde en søster, som stadig lever og bor der, og som min kone og jeg har besøgt. Min far så hende aldrig, og hun kom heller ikke tilbage til Bornholm. Hun hedder Karoline Kristine May Reker, gift MacMilliam. Hun er født den 4. april 1894. min far var født i 1877”.

Overbetjentens søn.

”Min far blev ansat i politietaten 1903 og var der, til han blev pensioneret i 1943.  – Ja, far var streng, og det var ikke altid nemt at være overbetjentens søn. Men efterhånden opdagede vi, at han var helt rigtig. Min far var gift to gange. Jeg er den yngste af første ægteskab. Der var Heinrich, Jens, Karl, Hans Peter og mig. I andet ægteskab er der Knud og Else. Hun er gift med en driftsbestyrer i postkørslen i København.

I lære som købmand.

Jeg gik i skole i Rønne, først på Østre skole, og derefter fortsatte jeg i den gamle skole på Store Torv, hvor jeg kom til at gå 1½ år i syvende klasse. Efter konfirmationen kom jeg i lære hos købmand Exteen, der havde kolonial, kul – og foderstofforretning. Det var i 1917. det var en meget interessant tid, for da kom bønderne kørende med deres hestekøretøjer. De skulle først på slagteriet med deres svin, så kom de ind i butikken og afleverede store kurve med æg og med en lang ordreseddel. Exteen hørte med til de rigtige gamle købmandsforretninger foruden Ole Peter Rasch og Schack. Der var jeg i lære i fire år, og blev der som kommis i et halvt år. Derpå kom jeg på handelsskole i ét år.

Den første kommisplads.

I 1921 havde jeg gennemgået læretid og handelsskole, og min første kommisplads var hos købmand Bech i Allinge Kolonial – og Foderstofforretning. Der var jeg i 11 måneder, så kom jeg til Rønne Brugsforening som førstekommis hos daværende bestyrer Sørensen. Men der var jeg ikke ret længe. Så blev jeg regnskabsfører på Blanch Hotel, og efter at have arbejdet her nogen tid, blev jeg ansat hos grosserer C. A. Stender i Rønne. Det var i 1928”.

Pennevenner.

• Hvad var årsagen til, at du rejste til Amerika?

”Anledningen var den, at der var 32 amerikanere på besøg på Bornholm. Det var spejdere, som var hentet hertil af ”Sven-Spejder”, eller dr. Sven V. Knudsen, som var gift med min kones søster. Penneven-korrespondancen oprettedes i februar 1926 af dr. Sven V. Knudsen og præsenteredes først i ungdomsmagasinet ”The Open Roed for Boys” i USA under navnet ”My Friend Abroad, the Directory of Boys and, Girls of all Nations”, d.v.s. Ungdommens Verdensvejviser.

Sven-Spejder havde sit hovedkontor i Boston. Siden 1937 blev hovedkontoret forlagt til København, hvor alle pennevenne-navnene samledes fra alverdens egne og atter blev fordelt til landene deriblandt Danmark. Sven-Spejder tog således amerikanske unge mennesker til Danmark og for øvrigt andre steder i Europa i privat indkvartering. Sammen med daværende kantor Ebbe Juul Nielsen, og en mand ved navn Lauridsen, der var ansat på amtstuen, tog vi ansvaret for indkvarteringen af 32 unge amerikanere.

Amerika-rejsen.

Da vi havde afviklet dette besøg, kom der pludselig en dag et brev fra ”Sven-Spejder”, der spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til Amerika, og hvis jeg bekræftede det, da snarest gøre papirerne i stand til afrejse. Jeg forklarede min chef, C.A. Stender, problemet, og han viste sig vældig imødekommende. Jeg fik lov at rejse og var så væk i ét år. jeg rejste med de gamle Amerika-både, ”Hellig Olav” eller ”United State”. Afrejsen foregik fra Oslo via Halifax, Lyon til New York. Den varede 11 døgn. Det var i 1928.

Lærer statistik.

Jeg kom så til ”Sven-Spejder”s kontor i Boston. Her havde han korrespondance med hele verden. Jeg blev bl.a. sat til at udfærdige en statistik over, hvor mange der havde skrevet med de forskellige i de forskellige lande. Der lærte jeg statistik, skal jeg love for! Fra ”Sven-Spejder” fik jeg ansættelse i 2½ måned i et stort købmandsfirma, S. S. Pears Company, i Boston. Det handlede med kolonial, frugt og meget andet. Det var en meget stor forretning. Det havde ikke mindre end 60 varevogne, der blev kørt og læssede med varer ud til kunderne hver morgen. I firmaet var de ca. 100 ansatte, som ikke bestilte andet end at telefonere til kunderne og optage bestillinger. Det var meget interessant at opleve, da jeg jo selv var udlært i den branche.

Spiller fodbold.

I Boston uddannede jeg mig bl.a. ved at gå på aftenskole 3 aftener om ugen. Jeg havde også den fornøjelse at spille flere fodboldkampe derovre. Jeg startede som 10-årig i Viking. Jeg sluttede på 1. holdet, hvor jeg spillede i 7 år. Jeg var bl.a. målmand flere gange.

Tilbage til Danmark.

I 1929 rejste jeg tilbage til København, hvor jeg i den første tid boede i Sven Knudsens lejlighed på Strandvejen. Den stod tom, efter at han selv var rejst tilbage til Boston.

Selvstændig købmand

Efter at have arbejdet nogen tid for Sven Knudsen, søgte jeg en ledig plads som kommis og fik ansættelse hos købmand Karl Knudsen, der havde en række forretninger i København, bl.a. på Nørrebrogade, Amagerbrogade og Hellerup. Men så besluttede jeg, at jeg ville være selvstændig. Jeg købte en forretning i Prinsessegade på Christianshavn. Den havde jeg i 16 år, i mellemtiden var jeg i 1930 blevet gift med min kone, Astrid. Men jeg tør nok antyde, at det, at drive forretning under krigen var meget tvivlsomt, men vi klarede den med de varer, vi kunne få.

Bliver igen lønarbejder

Efter 16 år i forretningen på Christianshavn solgte jeg den og begyndte på papir en gros, men det havde sine store vanskeligheder, for man kunne bare ikke få noget papir at sælge. Jeg måtte derfor afhænde den og var nu så heldig at få plads på UG-fabrikken, der fabrikerede sennep, mayonnaise, salater, syltede agurker og asier m. v. her var jeg i 19 år og 2 måneder.

I mellemtiden havde jeg passeret de 67 og faldt derfor for aldersgrænsen, men dermed opgav jeg ikke at arbejde. Jeg fik en anden plads på Nørrebrogade. Her handlede man med kirchstænger og persienner. Her blev jeg i 10 år, og den 1. juli 1980 blev jeg sagt op på grund af alder”.

Det er nu svært!

• Hvad får du så dit otium til at gå med?

”Det er skam svært, når man har arbejdet fra tidlig barnsben, at få tiden til at gå. Husk på, vi måtte tidligt hjælpe til derhjemme. Det første arbejde, jeg havde, var at pudse cykler for bogholder Holm i Ny Østergade. Jeg fik 5 øre for hver cykel. Så kom jeg til gartner Frederiksen, dernæst til Rønne Apotek, hvor jeg var i 4 år, derfra til bankdirektør Rasmussen i Handelsbanken i Rønne, hvor jeg var et år, indtil jeg kom i lære. Her måtte jeg om morgenen før skoletid hente kul op fra kælderen og derefter til bageren og hente morgenbrød, så i skole og efter skoletid hjalp jeg igen med at gå byærinder med pengebreve til posthuset”.

Savner arbejdet

• Du savner stadigvæk noget at arbejde med, selv om du er højt oppe i 70’erne?

”Ja, det gør jeg, selv om jeg bliver 79 til august i år. Jeg havde såmænd tænkt på, da jeg holdt op, at jeg ville prøve at søge et halvdagsjob, men det blev ikke til noget. Nu hjælper jeg til herhjemme. Da konen gik på arbejde – hun er for nylig blevet pensioneret – gik jeg i byen og handlede ind, jeg støvsugede, tørrede støv af og pudsede vinduer. Nu laver jeg ikke ret meget. Det er i grunden mærkeligt, når man hele sit liv har været vant at være optaget af arbejde. Men det kan jeg vel også takke mit gode helbred for. Jeg har jo aldrig været syg. Jeg var i sin tid den ældste fodboldspiller i AB, da jeg holdt op. Bortset fra et par brækkede ribben, har jeg aldrig været plaget af sygdom. Jeg spillede turneringsfodbold i 22 år”.

Ægteskabelig kontinuitet

I ægteskabet er der tre børn, datteren Birgitte, der er svømme- og gymnastiklærer, en arv, hun har fra moderen, der bl.a. er uddannet som svømme – og gymnastiklærer. Hun har undervist på Rønne Badeanstalt, nu er hun bosiddende i Saxkøbing. Sønnen Svend er eksportchef i GYRA, der forhandler landbrugsmaskiner, og den yngste Ebbe, der er bosiddende i Nordfort i staten New York, er præsident for et norsk elektronikfirma, Ringmaster, i Oslo.

Medaljen

Denne medalje stammer fra England, siger Vilhelm Reker, og fremviser stolt klenodiet, der er af bronze. Min morfar var med til at redde søfolk på det skib, der hed ”Invincible” han sejlede selv med S/S ”Tortuna” af Leith. Redningsfolkene fik udleveret medaljen den 1. juni 1896. Redningsdåden skete den 8.december 1895 i Nordsøen. Og som der står i brevet, at det var med fare for deres eget liv, at de reddede disse søfolk fra ”Invincible”.

• Hvem fik de medaljen udleveret af?

”Af den engelske stat”. Motivet er på den ene side ”The Board og Trade (Large) Medal for Saving Life at Sea, Observa. Victoria issue (the ”Humanity” Medal”. Den anden side viser de skibsbrudne, bl.a. en kvinde med barn, og i det fjerne nærmer redningsbåden sig.

Opklaringen af gåden bag medaljen

Kristine Lund, født 17-12-1875,død 1907, har haft den. Det var hendes mand, der havde fået den. På et eller andet tidspunkt er medaljen havnet i mit hjem i Ny Østergade 10 i Rønne. Jeg vil formode, at min broder Heinrich har fået den, efter at min far var død, og så har min broder Jens haft den, til han døde den 5. januar 1981. Af hans kone har jeg fået medaljen, for hun var ikke interesseret i at beholde den. Så er det, at jeg begynder at spekulere på, hvor den hører hjemme, og regner så selvfølgelig med, at det er fra et skibsforlis, der er sket ved Bornholm, netop fordi redningsmanden var fisker i Pedersker. Jeg rettede derfor henvendelse til Bornholmeren, og jeg har været på Frederiksberg Bibliotek, Universitets-biblioteket, Søfartsbiblioteket og den amerikanske ambassade. Til sidst kom jeg til den konklusion, at det måske var et amerikansk skib. Derpå henvendte jeg mig i den engelske ambassade.

Korrespondancen

Her oplyser man i et brev af 19. januar 1982, at man ikke kan finde ud af det, men man ville forsøge igen, og om jeg ville kontakte ambassaden på ny. For kort tid siden – brevet er dateret den 11. marts 1982 – fik jeg et brev, der løste gåden. Det er bare pragtfuldt. Man fortæller nu baggrunden for episoden, og fra The Departement of Trade in London oplyser man, hvad der er sket.

”Med fare for deres eget liv redder de besætningen fra ”Invicible”, og for den af 19. januar 1982, at man bedrift er, mister Lund for medalje samt et pund sterling. Det blev afleveret til ham den 1. juni 1896”.

Skibet er sandsynligvis registreret et eller andet sted, men nu ved jeg jo, hvad der er sket, siger Reker glædestrålende og lader denne medalje – den største fortjeneste, der kan overgå et menneske – hvile i sin højre hånd. Øjnene udstråler varme og glæde – for nu er gåden løst.

Denne artikel skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren lørdag den 3. juli 1982.