Sandløkkegade i Hasle – barndommens gade.

Min barndomsgade adskilte sig ikke væsentligt fra de andre gader i byen, den gang jeg gik i skole og blev konfirmeret i byens hyggelige kirke.

Barndomsgaden hed Sandløkkegade. Her lå to rækker huse med en hyggelig have bagtil. I den række, hvor mine forældre boede – den nordlige- havde vi et lille trefagshus, hvor efter sigende byens borgmester i sin tid havde haft sin bopæl. Det var et af de få huse i gaden, der havde have ud til gaden. Det var gulkalket med tjæret, høj fodmur. En smuk sammensætning i forårsbilledet. Fra den østlige ende af gaden var der på den nordlige side fire sammenbyggede huse. Mellem vort hus og det efterfølgende i rækken var der et træstakit på en 6-7 meters længde og heri en lågeindgang. Vores trefagshus havde en lille veranda med indgang fra gavlen. Når vi en enkelt gang sneg os ud på loftet, var det, som om vi var placeret på toppen af Eiffeltårnet. Heroppe fra var verden nu anderledes! Det var sjældent, at denne indgang blev brugt, for den førte ind til stadsstuen, hvor klaveret stod og de polstrede, grønklædte klunkemøbler var placerede. Det var en helligdom, og derfor måtte vi næsten aldrig komme herind.

Nyferniseret.

Her var altid nyferniseret, for vinduerne var der hjemmehæklede gardiner, og døren herind til altid lukket. I stadsstuen kom kun far og mor, og det var gerne, når blomsterne skulle vandes – for i vindueskarmen stod der tæt pakket med stærktlugtende, mangefarvede pelargonier – eller når far skulle hente et eller andet værdipapir i chatollet. Lugten fra mors mange pelargonier var tit så ram, at vinduerne dagligt måtte lukkes på klem for at give adgang for lidt frisk luft. Så havde vi en temmelig stor, aflang dagligstue med et vindue ud til haven. I stuen stod et firkantet stort fyrretræsbord og seks stole omkring. I det ene hjørne stod en sort, velpudset kakkelovn, hvorunder husets hvide hankat havde sin plads. På væggene hængte en del af fars maritime malerpartier. Far elskede havet og den bornholmske kyst, og de blev altid malet, når far fik tid til at dyrke sin hobby. I tilslutningen til dagligstuen førte en dør ind til et aflangt værelse, hvor far og mor havde deres soverum. For enden af dette værelse, der vendte ud mod gaden, var et eet-fags vindue, hvorunder stod en barneseng. Fra dette vindue havde man en vidunderlig udsigt. Herfra kunne man se Pilegårdskoven. Så var der en lille udbygning vinkelret på huset, hvor der først var en lille entre, der næsten var fyldt op med vore træsko og overtøj, derefter kom køkkenet med gruekedlen og et lille beskedent spisekammer, der fik lys fra et lille vindue i taget. Fra den lille entre i udbygningen gik man ud i haven, men i denne udbygning var der indrettet toilet, dernæst et rum til brændsel, redskaber eller lignende, men det var også indrettet som svinesti. Over den var der bygget et halvtag, hvor hønsene havde deres plads. Derfra førte gennem en lille dør i væggen en mange-trinet trappe ned til hønsegården, hvor der stod en hyld, der i sommertiden gav skygge for næsten hele hønsegården. Den virkede skøn og indtagende, når den blomstrede, og mor var glad for de mange klasser af bær, som vi på sommeren brugte til hyldebærsuppe.

Udhuset.

Udhuset var fladtaget, beklædt med pap, og heroppe plejede vi drenge at kravle op og nyde sommervejret. Så havde vi en efter forholdene temmelig stor have, hvor der til nordsiden var et meterhøjt tremmet stakit, der dannede afgrænsningen til brødrene Ankers mark, der hvert år skiftede med kartofler, korn og kløver og græs. Som afgrænsning til naboen mod vest var et flere meter højt tæt træværk. Her boede et ældre ægtepar, en pensioneret gårdmand, der havde ejet en større gård på Rutskerkanten. Dette ægtepar var altid onde på os drenge, der vel nok også ind imellem har lavet utilladelige spillopper. I haven stod et stort kirsebærtræ og et par forvredne, kræftsyge æbletræer, der mig bekendt aldrig bar spiseværdig frugt. Ud til gaden var der busketter af forskellige sirbuske. Stedet var idyllisk og provinsagtigt charmerende. En smal trappe førte op til det åbne loft. Efterhånden blev det indrettet med soveværelser for os børn. Der var ikke elektrisk lys dengang, og derfor, når vi i vintertiden skulle i seng med en opvarmet dyne under armen eller et par kakkelovnslunede mursten indviklet i uldne tøjstykker, fulgte altid mor med os op og holdt petroleumslampen, til vi var kommet ordentlig i seng.

Tjæret fodmur.

Barndomsgaden var almindeligt belagt med løse skærver, og ud i vejkanten var der åbne rendestene, hvorover der indtil hvert hus var et bræt. Fortovet var brolagt med toppede sten, hvorimellem der groede græs, som vi børn skulle ligge på knæ og albuer og rense rent, når det groede for meget til. For at holde ukrudtet nede, hentede vi noget gulbrunt materiel på gasværket, som kom mellem de toppede fortovsstene. Det materiale skulle holde væksten i ave. Alle gadens huse var nydeligt gul – eller hvidkalkede med den typiske tjærede fodmur. Så snart forårssolen kastede sit lunefulde blink ind gennem vinduerne, kom stigerne frem, og man kappedes i gaden om at få husene gjort smukt i stand indvendig som udvendig. Vinduerne og stakittet fik en omgang sommergrøn maling, der passede ind i havepanoramaet. Ja, selv skorstenen fik en omgang lysegul kalk. Hver lørdag blev der gjort hovedrent. Vinduerne blev pudset i gamle aviser, fortovet fejet, rendestenen skyllet ren for snavs. Det var en renselsproces, der gjaldt alle i gaden, og inden lørdagsaftenen ved 18-tiden var alt nydeligt i orden. Søndagen kunne så gås i møde i al sin stilhed og hellighed.

Hjemmebag hos bageren.

Det var kotume, at der hver lørdag blev lagt et stort hvedebrød, der blev indleveret til bageren og igen hentet hen på eftermiddagen. Det var en oplevelse at hente dette store, velsmagende brød med sukat og rosiner i. det kostede vist nok ikke mange øre at få det bagt hos daværende bagermester Jespersen. På vejen hjem pillede vi gerne i skorpen og ofte spurgte mor, om der havde været mus i hvedebrødet, så smilede hun og vi andre følte os noget skamfulde over denne opdagelse, for det var jo os, der havde ladet os friste af dette vellugtende søndagsbrød. For det virkede dejligt – og det var det i sin helhed.

Kræmmerhus.

Søndag morgen, når familien var samlet til morgenmad, blev der skåret nogle store, tykke skiver. Vi nød det – for ofte var skiven belagt med et lag stegefedt med groft salt strøget oven på. Hver lørdag eftermiddag havde vi drenge turnus på at gå til købmand Grønbech og handle ind. Der var gerne en lang huskeseddel, og vi fik en stor kurv med til at have varerne i. ufatteligt var det, at et par forældre kunne skaffe så mange penge til indkøb af madvarer? Hos købmand Grønbech gik det hurtigt med at veje af og pakke ind, og når regningen var sammentalt og betalt, gik ekspedienten gerne hen til en af de store blikdåser medblandede bolsjer i. så tog han et eet punds lod og bankede på dåsen, så bolsjerne rystede løse, og med stor færdighed lavede han et kræmmerhus, som han fyldte og lagde ned i kurven sammen med de øvrige varer. Man må derfor forstå, at det var en eftertragtet tur at gå til købmanden og handle ind, for så faldt der altid lidt sukkergodt af. For der var såmænd ikke tale om, at der kunne afsættes en 5 eller 10 øre til den slags ”overdådigheder”, for regningen var stor nok i forvejen, og pengene var små.

Ingen trafik.

Barndomsgaden havde sin charme. Man hørte hinanden til, selv om man ikke almindeligvis stod og underholdt hinanden sådan midt på dagen, for hver især passede sit. Først hen under aftenstide var der lejlighed til en sludder, og så stillede man sig såmænd midt ude på kørebanen og drøftede forskellige ting. Der var jo heller ingen trafik, der kunne gøre bybilledet levende, bortset fra en bastardhund eller en nysgerrig korthalet kat. Man stod og røg på sin pibe, man talte om dagens begivenheder, og når mørket faldt forstummende ind, forsvandt man hver for sig forsigtigt ind til sig selv. Så var der fred og ro. Og man frygtede ikke omgivelserne. Mange steder låste man ikke en gang efter sig, men lod gadedøren stod åben, så hvem som helst kunne komme ind. Således erindrer jeg endnu gamle madam Hansen, der boede på det østlige hjørne. Hun havde været enke i mange år. hun boede her alene med sin store, gråstribede hankat ”Grab”, derfor det meste lå på det øverste trin af loftstrappen og stirrede ligegyldigt på dem, der i ny og næ kom på besøg. Gamle madam Hansen kunne ikke selv komme op ad trappen, så loftet lå bare øde hen, men alligevel var lemmen åben, så hendes kælne ”Grab” kunne tage sin daglige runde heroppe. Gamle madam Hansen havde aldrig låset. Hvem som helst kunne ved dag eller nat gå ind til hende. Hun havde sin seng, der var forsynet med det uundværlige reb til at løfte sig op i, stående på en sådan måde, at hun fra sit sengeleje kunne se, når den store låge, der førte ind til hendes gårdsplads, blev åbnet. Når hun hørte klinken gå, så vidste hun, at der kom fremmede – men de var få, og hun gik der alene og trissede tålmodigt rundt. Tit var hun hende ved vinduerne og kiggede melankolsk og sjæledybt ud i horisonten. Hun ventede på sin eneste søn, der boede i Amerika, og som havde lovet hende at komme hjem og besøge hende. Han nåede aldrig at komme hjem til sin ventende mor. Jeg så tit hendes fugtede øjne, når hun talte om sin søn og viste mig billedet af ham. Men så vristede hun sig ud af sine indestængte visioner og hentede tvebakkerne ned fra en dåse på hylden ved kakkelovnen. Så lavede hun en kop kaffe, hvor jeg fik lidt på underkoppen. Så blødte hun sin hårde tvebak. Og vi hyggede os. Hun aldrende! Jeg har senere forstået hendes længsel efter noget kært! Hun var ensom!

Købmandens jordlod.

Modsat hende lå der en firkantet jordlod, som var anlagt som urtehave. Den ejede en daværende købmand der havde en velrenommeret forretning på Storegade. Dette stykke jord puslede han meget om. Det var derfor meget morsomt i forårstiden at se ham komme spadserende efterfulgt af hans hushjælp, der kørte trillebøren med de forskellige rekvisitter. Havelodden blev gravet, revet, så blev der sat kartofler, lagt løg, skalotter, sået persille og så videre og hver aften efter forretnings lukketid kom han med sin vandkande og fugtede sine madurter. Meget nænsomt, meget påpasseligt og nydeligt, for han forstod virkelig at holde sin jordlod i orden. Derfor stod han ganske målløs, da han en dag kom op til sin elskede have, der lignede ragnarok. Rundt om jordlodden var der et meterhøjt hegn af hønsetråd. Der var opsat for at holde hundene borte og ikke animere utidige naboer til at skyde genvej gennem hans have. Men så skete det forfærdelige en dag. Købmanden havde en eftermiddag gjort sin have nydeligt i stand. Bag Brdr. Anker var der en stor græsmark, og her havde en vognmand i byen sin dejlige belgiere gående på græs. Efter arbejdstids ophør plejede drengene at ride hestene til stranden, det vil sige yderhavnen. Det var nogle vidunderlige, velpassede og velnærede dyr. Foderstanden var god, og de havde fyrighed og kræfter. De holdt af denne tur til vandet, og det tør nok siges, at det buldrede noget i byens gader, når de unge virile karle kom ridende på disse sprælske dyr, ofte en 6-8 stykker. Så skete det uheldige, at et par af disse bæster var kommet ud på egen hånd, velsagtens løbet fra de unge mennesker, der gerne red på en af dem og havde en ledsagerhest ved siden af. Hestene var kendt i byen, og derfor gik det i galop gennem byen ud til græsmarken. De for igennem Sandløkkegaden og drejede så pludselig ind over købmandens have, væltede hegnet og trampede den bløde jord op, som det hele lignede Jerusalems ødelæggelse. Vi, der boede lige overfor, så da købmanden kom og besigtigede hærværket. Nåh, hegnet blev rettet, haven gjort i stand og så har sandsynligvis vognmanden og købmanden i fordragelighed afgjort det uheldige forårsridt.

Luksusfornøjelser.

Hvad de andre beboere i gaden hed, erindrer jeg desværre ikke, men det var i det store og hele mennesker, der havde nok i deres egne gøremål. Jeg husker dog, at der midt i gaden boede en musiklærerinde. Uden for hendes vinduer stod vi drenge tit og lyttede til hendes elevers hjælpeløse spil. Man hørte ofte, at Beethovens Menuet i G-dur blev mishandlet, ofte med en disharmoni, når man glemte at huske kryds for f-et, ligesom anden satsen kunne virke usammenhængende og snublende. Men bare det at høre klaverspil i den stille gade, ja, det var faktisk kun de velhavende, der kunne tillade sig at lade deres børn uddanne i den slags luksusfornøjelser. Men vi andre – der ikke var så forvænte kunne så til gengæld glæde os over de sprøde, sprukne toner, der den dag i dag står som et tilbagevendende erindringsbillede.

Gartner- hjælp.

Hvad brugte vi så den lange sommerferie til? Jo, byens gartner kunne anvende os. Hos ham var vi næsten hele sommeren beskæftiget med forskellige nyttige ting, blandt andet plukkede vi og solgte jordbær for ham. Det skete gerne på den måde, at han anmodede os om at hjælpe ham. Og det var sandelig et indbringende tidsfordriv. Sådan da! Først plukkede vi bærrene i små kurve, der blev vejede, og de blev så igen sat i nogle større kurve, og så gik vi fra dør til dør og tilbød friske varer. Hvor meget vi fik pr. solgt pund, kan jeg ikke huske, men det var nu ikke mange øre. Meget påfaldende var den måde, han fulgte os, når vi stod der med bagdelen i vejret og fyldte den ene kurv efter den anden. Vi måtte helst ikke spise af bærrene, men når vi så et dejligt, stort, rødt jordbær, så bukkede vi os ekstra dybt ned i rækken, og så gled det hurtigt ned. Om han opdagede det, skalvære usagt – men lidt spild skulle der jo være. Under vores vandring fra dør til dør kunne vi jo nemt smage på alle de vidunderlige bær, men vi var faktisk bundhæderlige, hvilket også viste sig, for gartneren havde ingen reklamationer. Men der skulle alligevel bankes på mange steder. Men frugten var ren og frisk, og vi havde mange kunder.

Frygtede for spildt mælk.

Selv om der nok var en mælkemand i byen, så købte vi for det meste den daglige mælk hos Brdr. Anker. De havde et lille landbrug ved siden af maskinfabrikken. Jeg ser endnu gamle madam Anker færdes mellem de mange kar og bakker. Og hun var ikke karrig, når vi kom og købte mælk. Der var rigeligt mål. Hvad mælken kostede pr. pot, kan jeg ikke huske, men det var nu ikke de helt store beløb. Vi hentede mælken i en mælkespand med en solid hank i, og hvor ofte har vi ikke fået skæld ud, når mor fra vinduet har stået og set på os, når vi svingede rundt med spanden med mælken i. heldigvis skete der aldrig noget, men hanken på spanden kunne ligeså godt være knækket – og så var mælken og spanden havnet i den anden gadeside. Og det var selvfølgelig det, man frygtede.

Forskel på hverdag og helligdag.

Barndomsgaden søndag formiddag var ugens allerhelligste. Da vandrede folk i deres pæneste søndagstøj til kirke. For den gang var der virkelig forskel på hverdag og helligdag. Vi børn kom tidligt op. Efter tur blev vi renvaskede i en balje, der havde plads midt i dagligstuen. Så blev der skrubbet og skuret. Vi blev derefter friserede og iklædt matrostøjet, og så blev vi sendt af sted i søndagsskole i nypudsede sko og pressede benklæder. Det hændte såmænd, at vi nåede en søndagsskole både formiddag og eftermiddag. Men det tog vi i hvert fald ikke skade af, og til at lave utyskestreger eller blive spaltede i sindet blev der heller ikke tid til. Vi havde det faktisk vidunderligt. Vi fik mad og drikke, og de måltider, der var råd til, vi var nøjsomme og ikke krævende. Vi lærte at folde vore hænder, og far og mor forstod at hygge sammen med os i deres knappe fritid. Sammenholdet og kampen for hverdagen var fælles sag. Begreber som stress, miljøforstyrrelser, voldshandlinger samt en hel del af de samfundsmæssige problemer, som vort nutidige samfund kæmper med, var ukendt, for arbejdets pligter og kampen for tilværelse var i sig selv tidsfordriv nok. Det lærte vi i hvert fald tidligt fra barnsben. Og det har man ikke taget skade af. Tværtimod! Man lærte at skønne på de få goder, der blev tilgodeset en, og det var ikke mange.

Dette skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren, den 5.januar 1980.