Den 7.juni 1986 skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren.

Skitser fra det bornholmske sommerland:

Solnedgang ved Gines Minde.

Vi sad ved middagsbordet og i den efterfølgende stund, inden opvasken, drøftede vi minderige steder på Bornholm. Vor søn og amerikanskfødte svigerdatter var på ferie, og de gemte netop på en hemmelighed, som de ville overraske os med. Det var en af disse vidunderlige bornholmske sommeraftener, og vor svigerdatter foreslog efter opvasken, at vi skulle køre en tur nord på til Gines Minde. Der var noget, hun skulle indvie os i, men det skulle som sagt være en overraskelse. Nogle aftener forinden havde hun og vor søn kørt denne tur, og der var noget, der havde fascineret dem. Det var ved Gines Minde, og man skulle være der på et bestemt klokkeslæt for at møde overraskelsen. Hun passede uret, og vi kørte fra Klemensker mod Hasle og derefter videre nord på.

Nordvang.

Da vi drejede fra Haslevejen til venstre for at fortsætte ad den dejlige, brede vej, som er anlagt langs stranden gennem Bæla, Helligpeder og Teglkås, kunne jeg fortælle, at den første ejendom på højre hånd i min barndom hed ”Præssan”(Pressen). Navnet skyldtes, at der her tidligere var tøjpresse og farveri. Nu hedder stedet ”Nordvang”. Da ”Præssan” i  min drengetid var nabo til fars ejendom ”Lindely”, hvor der nu er gartneri, byttede man aviser. Indehaveren hed den gang Jensen, og på et tidspunkt chokeredes hele Hasle – samfundet ved, at Jensen sporløst var forsvundet. En eftersøgning gav ikke noget resultat. Det, jeg særlig erindrer fra det sted, var, at byttede farfar avisen, og når jeg kom på ferie, var det min opgave at sørge for det, indtil en dag, det pludselig blev afbrudt. Med skepsis tog jeg avisen og løb de få hundrede meter til gården, hvor man havde en stor gulligfarvet hund. Jeg gik undersøgende og nølende ind på gårdspladsen i håb om at hunden, en tæve, var borte. I stedet blev jeg modtaget af nogle, kåde, kælne hvalpe.

Men knapt nok havde jeg begyndt at klappe dem, før moderen kom springende imod mig og sprang op ad mig. Jeg skreg i vilden sky, hvilket resulterede i, at fru Jensen kom farende ud for at se, hvad der skete. Efter at jeg havde fortalt farmor denne episode, bestemte hun, at for eftertiden skulle de voksne bytte avisen og ikke lille mig – og jeg var lykkelig.

De gamle skanser.

Vi gjorde holdt umiddelbart i svinget, inden vi nåede helt ned til kyststrækningen. Her sirlede stadigvæk Ravnebækkens klukkende vand. Herfra kunne jeg fremdrage et minde om, da vi søskende byggede vandmøller af strandsiv og legede her. Lidt efter kom vi frem til den første skanse, hvor et skilt informerede, og fredsstenen efterhånden på grund af naturbeplantning næsten ikke var til at finde. Disse skanser som er 4 – 500 år gamle, blev af os børn, når vi havde været ude og bade i Knuds Havn, benyttet som et yndet sted til at ligge og tørre os på. I stormvejr plejede vi – ligesom hanen på møddingen – at stille os på skansens bakkekam og råbe og synge ud mod de larmende bølger, der ligegyldigt slog ind mod den stenede strandbred, hvor rullestenene fik deres egen rytme og monotone melodi. Vi truede advarende mod bølgerne, der brusende afleverede en bræmme af piskeflødelignende fluidum mellem de saltvands – afvaskede stene.

Idyl.

Vi fortsatte langsomt vor kørsel, og undervejs fik jeg lejlighed til at kigge på bakkeskråningen på min højre side, der nu var overgroet af den grønne pest. Herfra havde jeg mange minder. I min farfars tid holdt fårene væksten i ave. Nu lignede stedet en vildmark. På bakkekammen stod stadig de vindhærgede, rygbøjede enebærbuske. Kunne de tale, ville de kunne fortælle mindst en hundredårig historie. Bag disse havde jeg som dreng ligget i læ og studeret havet og sejlskibene. Her fødtes fremtidsdrømme, for det evigt, urolige hav hvisker altid visioner ind i øret.

Vi nåede hurtigt de to idylliske fiskerlejer Helligpeder og Teglkås, hvor husfacaderne ligger så tæt over for hinanden, at man i bil med forsigtighed må smyge sig igennem. Men her er pynteligt, yndefuldt, charmerende og attraktivt. Her ligger lilleputbyen med træskure og stejlepladserne som i min barndoms dage.

Det er simpelthen idyl, når solen sætter fokus på verdens underskønne fiskermiljø. Men pludselig kan vi ikke komme længere. En bastant stenafspærring hindrer videre bilende trafik at komme længere.

For Gina Kure har oprettet noget så moderne som en gågade.

Gines Minde.

Der var blid aftenstilhed over havbakkerne og havet. Fremme mod nord kunne vi se Gina Kures hus, nu Gines Minde. Her boede i tidernes morgen en fiskerkone, Gina Kure, hvor fiskerne og ungkarle holdt for at få et slag kort og en sludder, når vejrguderne var i dårligt humør.

Gina var kendt som en mandhaftig dame, der havde prøvet lidt af hvert – også når det drejede sig om vraggods. En gang, siges der, var der drevet en tønde rom i land uden for hendes bopæl, og da hun forsøgte at gemme den, inden andre fik fat i den, sagde hun meget lunt: ”Tjiva stjæla frå tjiva, så tjiva skjlle græda auerèd” (tyve stjæler fra tyve, så tyve måtte græde over det).

Gines Minde blev senere købt af Clemmensen, og tilbage består stadig mindet om en sagnværdig fiskerpige.

Solnedgang.

Vi oplevede en stille, sjælfuld solnedgang ved Gines Minde. Vi blev overbevist om, at på denne skønne plet gemmes uudslukkelige drømmevisioner, hvis naturskuespil skal tages på kornet, hvis storheden skal erfares. For forestillingen er seriøs, dekorerende, mangefarvet, visionær og overraskende. Ikke underligt, at en amerikansk feriegæst, udrustet med moderne foto – medier, begejstret udbrød, da solen rødglødende forsvandt i horisonten: ”Så skøn må da indgangen til paradiset være!”

Min svigerdatter nikkede medrivende: – Derfor synes jeg, at I også skulle opleve åbenbaringen!

Dermed var hemmeligheden røbet, og vi kørte alle oplivede hjem. Vi var i hvert fald enige, at Bornholm ikke mangler emner for turisterne. Vi skal bare selv informere dem, og gøre det rigtigt.