Bornholms Tidendes kronik d. 27.12.1958.
At skrive om Bornholm.
Af Henning Ipsen.
Der er efterhånden skrevet meget om på bornholmsk miljø, både i poetisk form og i saglige, topografiske dokumenter. Man skulle tro, at det sidste gav det mest dækkende billede, men gør det det? De bliver så realistiske, at selv realiteterne forsvinder. Man kan ikke med køligt overlæg gengive et landskab, en by, en lokalitet så billedet bliver ægte, fordi så mange andre omgivende ting er med til at give stedet karakter: solen, temperaturen, den aldeles udefinerlige stemning. Et hus er ikke blot, som nøgterne sjæle mener, en firkantet kasse med skråt tag. Betragt det hus i forskellige belysninger, skiftende vejrlig og opdag, at det er et nyt hus hver gang. Det er aldrig nogensinde blot en kasse; den er blot udgangsformen. Den gode kunstner kan vise os dette. Der eksisterer en lang række vidunderlige billeder af Oluf Høsts gård Bognemark; har man stiftet bekendtskab med disse hovedværker i dansk kunst, taler man ikke en gang til om nogen kasse.
Skal man have fat i de mest rammende beskrivelser af Bornholm, skal man ikke læse topografi, man skal gå til digterne.
Bedst kendt er Martin Andersen Nexø, hvis bøger er læst og stadig læses hele verden over. Jeg skal ikke her komme ind på nogen vurdering af, i hvor høj grad hans bornholmske beskrivelser er dækkende, men at de rummer den ægte stemning, at de giver fornemmelse af det specifikt bornholmske er vist hævet over al tvivl, hvad man vil kunne overbevise sig om i hans barndomserindringer.
Men andre har skrevet romaner, digte, noveller herfra, en af de mærkeligt og uforståeligt oversete er Bent Nielsen, der skrev den fremragende roman, Ildvinter, om begivenhederne i 1658. i en kronikserie skrev kontorchef Mørk Hansen i 1948 her i bladet om bogens historiske forudsætninger, men der er al mulig grund til fremdeles at gøre opmærksom på Ildvinter, for den kunne godt stå som udtryk for noget af det bedste, ikke bornholmsk, men i dansk romankunst i vor tid. Bortset fra sine kunstneriske kvaliteter har den i denne forbindelse den yderligere interesse, at det bornholmske landskab er en aktiv del af handlingen, på stærkt suggestiv og medrivende vis.
Ligeså er der vel grund til at pege på professor Vilhelm Grønbechs roman fra Variager, denne fortryllende bog om almuesind, også fordi den rummer stemningen fra den bornholmske by, ingen bestemt. – Derudover har flere af hjemstavnsforfatterne givet udmærkede og værdifulde bidrag, f.eks. Otto J. Lund og C. J. E. Aakerlund. Muligvis er deres portrætter præciserer, men for de andre tre her nævnte gælder det, at deres bøger er nået ud til et større publikum, ikke blot til bornholmere, som må formodes at kende lokaliteterne i forvejen, men til et helt dansk, endog et internationalt publikum. De, som skriver for den indfødte læserkreds, måske endog frivilligt giver fortællingen den begrænsning i udbredelse, at den skrives på dialekt, udsættes utvivlsomt i højere grad for kritik, dersom deres miljøbeskrivelse ikke passer til punkt og prikke. Derfor behøver det jo ikke at være nogen fristelse for den forfatter, som når videre ud, at han sjusker.
Carl Aakerlund , foto Bornholmske Billeder.
Tager man bøger fra andre egne af landet, vil man i Hans Kirks Fiskerne finde en meget nøjagtig beskrivelse af Gjøl og finde alt som beskrevet.
De fleste skriver om deres hjemegn, fordi erindringerne fra barneårene står stærkest i sindet, fordi de føler tryghed ved at vende tilbage til barndommens miljø, til den rodfæstede følelse, som kan mistes ved bortrejsen.
Martin A. Hansen vender gang på gang tilbage til sin hjemegn Stevns, han var meget trofast. Selv når han i Løgneren beskriver en ø – og tilmed på bogen har tegnet et kort over den – vil man se, at det er landskabet omkring hans fødeby.
Men egnsportrættet er ikke det egentlige. Digteren benytter den egn, som han kender godt, føler fortrolighed for, drømmer om, længes tilbage mod, som støttepunkt. Han sætter personer og handling i det landskab, som er hans. Og derfor hverken skal eller kan man begynde at kritisere hans ”unøjagtigheder”. Den pige man elskede i sin ungdoms uskyld, og som man drømmer om til sine dages ende, husker man ikke nøjagtigt. Men man husker alt det ved hende, som var væsentligt, hendes poesi, hendes nærhed. Man kunne naturligvis tage et fotografi af hende frem, men det bringer hende ikke tilbage, det er koldt, fladt og uden betydning.
Jeg har selv i mange af mine ting benyttet Bornholm som udgangspunkt, i virkeligheden i så høj grad, at redaktører studser, når de ser noget med et andet miljø fra min hånd: Skriver De også om andet end Bornholm? Men jeg har aldrig stræbt efter at skrive om min ø, så det kunne sættes ind i Traps Danmark. Jeg har givet personerne et landskab, hvor de følte sig hjemme, hvor de var rodfæstede. Jeg har skrevet om den bornholmske natur som en uomgængelig forudsætning for menneskene, deres væsen og karakter. Man kunne ikke tegne en sjællandsk natur og påstå, at i den ville menneskene blive nøjagtig som bornholmerne. Naturen former os i høj grad.
I en radionovelle, Sensommernat (siden trykt i novellesamlingen De tavse huse), havde jeg henlagt handlingen til nogle lyngbakker med en dam. Tæt ved dammen lå der et hus, et lavt, hvidkalket hus af den slags, som er så almindelige her på øen, at de for mig står som indbegrebet af alt bornholmsk. Jeg havde beskrevet veje op til huset, stemningen: ” …atter en aften – fuld af lys, grønt og blåt lys, der svøbte klipper og lyng i bløde forklædninger. Vejen op mellem de stive buske snoede sig som en hugorm gennem lyngen….”. Jeg har skrevet om mandens arbejde deroppe: ”Han hakkede og brød lyngen, den hårde jordskorpe blev brækket op i stenhårde flager. Men imellem de stride lyngtotter ragede klippen frem, selve urfjeldet, som gav drønende lyd, når han ramte med jernet. Der fløj gnister, som var det forbandelser udstødt af den fattige, hårde jord. Efter års krumbøjet slid lå der marker om huset, men kun til de tre sider, på den fjerde faldt klippen brat og nøgen ned mod dammen, der pludseligt og uden overgang var smeltet ned mellem de grå klipper”.
Otto Lund
Og der er folk, som har spurgt mig, hvor det var, om det var Gamledam, hvor Otto J. Lund boede, om manden måske var Lund osv.. Nej, det er det ikke. Det er mit billede af Bornholm. Jeg bestræbte mig på at finde ned til alle de ting, der for mig er fødeøen, der hvor jeg har min rod, det som er min kærlighed til øen. Sådan huskede jeg det, mens jeg gik på københavnske gader, sådan elsker jeg øen. Hvilken glæde ville mine læsere eller lyttere have af et nok så ”nøjagtigt” billede af vejen op til Gamledam? Det drejer sig om at give den stemning, som er afgørende for historien, nødvendig for tilegnelsen.
Overfor min sidste bog, romanen, “Det Herrens år”, har nogle været forvirrede med hensyn til lokaliteterne. Der er anmeldere, som taler om ”en lille landsby oppe ved Hammershus”, hvorfor ved jeg ikke, og man gætter på, hvor byen mon ligger. Det er jo ligegyldigt. Jeg har selv undgået at nævne eksisterende stednavne, fordi det ikke er afgørende. Skal man endelig finde den by, jeg har benyttet som udgangspunkt for den opdigtede Kleven, bliver det min fødeby, Hasle. Det er dens stejle gader, jeg tænkte på, bakkerne nord for byen, ude ved Brobækken, spiller en rolle. Og den mærkelige høje horisont, som jeg husker fra min barndom, når man gik på en bakke, var det, som om man fik den i panden.
Men det er ikke det Hasle, man ser i dag. Bogen foregår – i det ydre – for godt to hundrede år siden (noget andet er, at det inderste indhold lige så vel kunne foregå i dag), og min eneste kilde med hensyn til de lokale forhold er nogle få linjer hos Rasmus Pedersen Ravn om kirken i Hasle, hvoraf det fremgår, at der engang havde været et rundt tårn på den.. Derimod har jeg sat et orgelværk ind i den, hvad jeg ikke aner, om der var. Min anden kilde er et gammelt stik af Hasle (hænger det på Bornholms museum, mon?), det viste, at der udenfor byen lå et vagthus, som jeg i min historie har gjort til toldbod. Det så spændende og rart ud, syntes jeg, og jeg kunne ikke slippe det igen. Jeg har ladet byen have øens største havn, det er naturligvis ”ukorrekt”, hvis man skulle læse min bog som en historie – eller geografibog, men det er dog en roman.
Lige så lidt som det har interesseret mig at skrive om nogen bestemt by, har det historiske i romanen fuldkommen præcision. Bagsideteksten siger, at den foregår under Den store nordiske krig. Inde i bogen står det ikke, stadig fordi den skulle kunne tolkes nutidigt aktuelt, det har ikke været mit mål at lave historiemaleri. Der er adskillige unøjagtigheder: pesten kom ikke til Bornholm i 1714, som i romanen, men vistnok i 1711. jeg aner ikke, om der blev udkommanderet særlig mange bornholmere i denne krig, måske slet ingen? Hans Brix har bebrejdet mig, at jeg ikke skriver, at de også åd høns. Det er for mig ingen nødvendig forudsætning, om mennesker mætter deres sult med fjerkræ eller kvæg, men det er vigtigt, at mennesker sulter.
I en teaterforestilling forekommer det mig at være personerne, ikke kulisserne, der er væsentligst. Det kulisseløse teater er interessant, det lægger hele vægten på mennesket. I min bog er det ikke enkeltpersoner så meget som flokken, der godt kan betragtes som menneskeheden. Denne lille bornholmske del af verdens befolkning er det udsnit, som kan betragtes alment. Fordi det der sker med mennesker, det som overgår mennesker, er det samme nu og til alle tider. Historien gentager sig, vilkårene er de samme for enhver generation. I virkeligheden kunne denne historie læses i bibelen, i en del af Jobs bog. Der skrives ikke en roman, ikke en novelle, som ikke allerede tidligere er skrevet. Derfor behøver de nye ikke at være skrevet forgæves; de kan åbne forståelsen for de gamle ting. Ingen forfatter sidder jo og skriver af, henvisningen til Jobs bog er sådan set ikke min, jeg har ikke benyttet den som kilde, det var dr. phil. Jens Kruuse, der gjorde opmærksom på det i sin kyniske anmeldelse. den bornholmske stemning gjorde dog historien mere nærværende for mig end den gamle beretning, som foregår så langt herfra i tid og rum.
Bornholm betyder stadig ståstedet, grobunden for mig. Jeg fødtes og voksede der, nu gror mine længsler, min drøm der, gror som mennesker, personer i livets evige spil. Og da kan det ikke ændre noget, om man får placeret et hus mere eller mindre i Storegade.
Henning Ipsen.