I Klippeøen december 1958, skrev Henning Ipsen.

Barndommens Magi.

Den unge Carlo Ipsen

Hjemme i byen var der en gammel mand som havde kræfter langt ud over det naturlige. Det kunne man ikke se på ham, han var bare en tyk og godmodig mand som var hyggelig at møde på gaden fordi han altid hilste. En med efternavn og et par ord i al fredsommelighed. Jeg ved ikke om han havde overskæg, men på det billede jeg har af ham inde i hovedet bærer han som så mange af de gamle fiskere et stridt, gråt overskæg. Han gik altid i mørkeblåt tøj, det vi børn syntes var sort, men det var der heller ikke noget magisk ved. Rigtige troldmænd har ganske vist ofte sort tøj, kappe og spids hue, men sådan var hans tøj slet ikke. Det var bare tykke sorte holmensbukser og en fiskertrøje med knopper hen over brystet. Der var gummi under hans træsko så han gik meget blødere end murerne der trampede hårdt med deres jyske, men det var heller ikke mystisk.

Næ, det var noget helt andet. Første gang jeg stiftede bekendtskab med det, var nogen tid efter at jeg var begyndt i skole.

Der var en vældig sød pige i klassen ved navn Nina. Hun var i virkeligheden et lille mirakel med brune øjne og bløde kinder og tykt hår som man havde lyst at ruske i. dertil var hun særdeles let til bens og oven i købet begavet, hun hørte til den udvalgte skare der havde læst deres Ole Bole, inden de begyndte i skolen, og hun kunne svare på alt hvad hun blev spurgt om. Med alle disse indlysende fortrin havde hun naturligvis en særstilling i alles øjne.

Men en dag skete der det meget mere end beklagelige, at hele klassens Nina fik vorter, ganske almindelige menneskelige vorter. Vi har alle svært ved at fatte at de personer vi beundrer skulle kunne rammes af de menneskelige mangler som vi selv plages af, er der f.eks. nogen af os som forestiller os Marilyn Monroe med snue? Og Nina indtog en langt finere plads i min drengebevidsthed end selv Marilyn nogensinde vil få.

I begyndelsen var vorterne dog så små at man næppe bemærkede dem, men efterhånden voksede og voksede de så meget at vi ganske undgik at se på hendes hånd. Hun sørgede selv for at gemme den så godt som muligt, men eftersom piger dengang ikke havde lommer eller lange bukser, lykkedes det hende ikke altid. Vi turde ligefrem ikke rigtig se på hende; havde det været sidekammeraten der havde vorter havde det været naturligt og forklarligt, for han var jo bare Holger eller Knud Jørgen, men Nina! Det forekom os at være urent med vorter på hendes hånd, det stak dybere end til dette at hånden blev skæmmet. Det hang nok sammen med en eller anden synd, en hemmelig dødssynd, som man helst ikke skulle spørge efter. Vi havde bibelhistorie og det optog os meget stærkt, især den ubegribelige side som hed synd og skyldfølelse, og som nok kunne fylde én med undren.

Lidt efter lidt antog vorterne i fantasien et helt overjordisk omfang, og Nina kunne ikke længere være for et almindeligt menneske at regne. Isaskar betroede mig at man helst ikke skulle se på vorterne, for så kunne man selv blive smittet, og under alle omstændigheder måtte man ikke røre ved dem. Vorteblod var nok det uhyggeligste i hele verden.( Naturligvis hed han ikke Isaskar, det var et navn han havde fået af religionsfrøkenen. Vi var tolv drenge i klassen og var blevet døbt på ny som Jakobs tolv sønner. Jeg bar det ildelugtende navn Naftalin).

En skønne dag blev der hvisket i gården om at Nina havde besluttet sig for den eneste virkelige kur, som til gengæld også var beheftet med så megen mystik og underfundige snarer at man næsten ikke turde nævne det. Hun skulle til den store tykke mand i det sorte tøj med sine vorter. Jeg naive fæ vidste ikke hvad hun skulle hos ham, og de andre rystede blot hemmelighedsfuldt på hovedet, men de ville ikke ud med sproget. En dødlignende mystik havde lejret sig om vor lille klasse. Vi kunne hverken læse eller skrive, uden at der skete ulykker med blæk og bogstaver.

Hun skal have skrevet for vorterne hos ham, hviskede Isaskar til mig, mens han så sig om til alle sider.

Skrevet for vorterne? Sagde jeg.

Sssj, sagde han blot.

Jeg havde det elendigt den dag, jeg havde på fornemmelsen at jeg var vidende om noget meget uhyggeligt, at vi ville miste Nina, og der gik vi og turde ikke tale om det. Jeg sagde ikke et ord om det derhjemme, jeg vovede ganske simpelt ikke, og jeg havde nervøs mavepine hele dagen.

Næste morgen var Nina alligevel i skole, hun var endnu blandt de levende. Men der var kommet noget sært over hende, noget uforklarligt der satte hende langt over vores alt for normale tilstand. Og jeg så at hendes vorter var blevet sorte, de bar dødens tegn, og det var underlige tegn som nok ikke kom fra nogen god kant, selv om det jo anede mig at det var den gamle der havde frembragt dem. Uden om vorterne var bundet en tynd sytråd på hver.

Min kontaktmand med det overnaturlige, Isaskar, fortalte at Nina ikke måtte fjerne sytrådene før ved næste nymåne. Ingen af os havde begreb om hvad nymåne var, men mystisk var det.

I løbet af nogen tid forsvandt vorterne. Det var ubegribeligt, og Nina vendte tilbage til de levendes land igen.

Det skete senere at andre fik vorter på hænderne, de gik også til den gamle og fik skrevet for dem, og hver gang hjalp det. Vi var med tiden ikke så angst for det han gjorde, og det gik jo godt. Men mystikken hævedes ikke. Der blev ved med at hænge noget frygteligt ved den fredelige gamle mand. Sommetider tilbød han én en pære fra sin have, men da skyndte man sig bort, det skulle man ikke tage imod, for man kunne dog ikke vide….

Jeg mødte Nina forleden, hun så ud som dengang, lige mirakuløs, men uden en vorte. Jeg tænkte på den gamle troldmand, men Nina så ud til for længst at have glemt ham og hans besværgelser som dog ellers gjorde hende til et menneske igen.