Bornholms Tidende d. 25. juni 1956.

Det er det mystiske i ilden, der fanger de fleste mennesker.

Forfatteren Henning Ipsen ved sankthansfesten i Hasle.

Den lille ”komité” der arrangerer Sct. Hans aften i Hasle måtte alliere sig med DBJ for at det 8 mands orkester, der skulle underholde folk i lørdags ikke skulle få ødelagt sine instrumenter. Orkesteret tog plads i den store, nye garage på Krummevej, og begge portene blev slået op, så folk, der samlede sig foran garagen kunne høre det udmærkede program, der blev spillet. Da denne koncert var forbi, fulgte de mange mennesker med det store fakkeltog ud til Fælleden, hvor der var lagt et større bål til rette.

Da midsommervisen var sunget, stod den unge forfatter, Henning Ipsen, på talerstolen: Sct. Hans og bål hører sammen. På samme måde som jul og juletræer. Det ved selv børn. Selvfølgelig er der også en forklaring på det, som der er en forklaring på alt i denne verden.

Men der er ingen forklaring på, at vi alle sammen slutter sammen om det bål år efter år. Hvorfor går vi så til Sct. Hans bål og står og halvfryser, eller steges af ilden, hvis vi kommer for nær? Det er fordi vi godt kan lide at se ild! Ja, ingen af os kan vel si fri, for en vis glæde ved at se på ilden, og gnister der springer højt op under sommerhimlen.

Men det er ikke bare det direkte, at vi kan lide at se ild. For der er også mystik i ilden, der er noget, vi ikke kan forklare. Det er ikke blot farverne, men det uhåndgribelige, det mystiske, som fanger de fleste mennesker. Det kan godt være, at det er en ganske barnlig lyst, men lad os ikke skamme os over vor barnlighed!

Der er mere mellem himmel og jord.

Lige siden oldtiden har der været brændt bål. I begyndelsen var det af nødvendighed. Senere blev det hellige handlinger. I aften står vi her jo ikke ligefrem for at fejre Odin og Thor. Nej, vi står her for at fejre solen, betingelsen for alt liv på jorden. Vi ved jo særlig godt i Danmark, som er hjemsøgt af så meget gråvejr, hvor meget, det betyder for vores humør, når solen endelig bryder igennem.

Det er glædeligt at se, at man nu samler hele byen om denne store lysets fest. Hele arrangementet er smukkere, men ét er fælles: Også nu sidder der en heks i toppen af bålet. I dag går vi vel ikke rundt og er bange for hekse. Men alligevel er de fleste tilbøjelige til at mene, at der er mere mellem himmel og jord, end man sådan kan forklare.

Hvis vi virkelig kan befri byen for ondskab ved at sende dens heks af sted til ”Blåkujla” eller Bloksbjerg, så lad os bare endnu engang brænde hende. Så er der måske en chance for fred i byen en lang tid fremover. Måske helt til næste år, hvor vi sender en ny heks af sted.

Talen blev hilst med et langvarigt bifald, og derefter sang Haslekoret nogle sange. Men endnu inden de var færdige, begyndte folk at vandre hjem til deres lune stuer, da regnen så småt begyndte at falde.

Hasle Turistforenings Sankthans bog.

Sankthansaften 1956 holdes den årlige bålfest på Hasle Fælled, der nu af Hasle Turistforening er opkaldt efter sit gamle navn, fremtidigt her i protokollen vil blive kaldet ”Hasle Frihed”. Festen formede sig efter den stolte tradition med musik, fakkeltog, kor – og fællessang.

Båltalen holdtes af forfatter Henning Ipsen.

Der var stor tilslutning, vejret var nogenlunde godt.

Det økonomiske klaredes af Hasle Turistforening.

Efter festen sammenkomst på ”Den gamle Thestue”.