Feriedagbog 1976 fra Bornholm.
Af Henning Ipsen.
Mandag:
Det er jo det samme hver gang man som østeuropæer skal hjem til fødelandet (tag endelig ikke fejl af at Bornholm er et land, sproget ikke en dialekt, men det gamle østdansk som ikke er afledt af skånsk, tværtimod!): for at komme dertil må man med tre færger.
Jeg kan godt lide færger, for min skyld skal de ikke ofre en krone af skattepengene på en Storebæltsbro, færgen er en prægtig chance for at slappe af og strække benene. Men det er ligesom i overkanten med hele tre færger for at komme hjem, og Bornholm er hjem uanset hvor længe man bor i det der på vort sprog kaldes ”ovre”.
En varm sommerdag kan færgen fra Ystad til Rønne føles drøj. To en halv time. Man kan selvfølgelig spise en del af tiden – hvad skal man ellers tage sig til, når de andre ikke gider spille det eneste kortspil jeg kan?
Ankommer sent om aftenen og mister derved det allerbedste: sommerlyset over markerne mellem Rønne og Hasle, det land, der hæver sig så højt og stort.
Tirsdag:
Vågner med havets kogen mod stenene nede i stranden. Et hav der bare fortsætte udad i det uendelige. Noget af det sværeste for mig at vænne mig til ved tilværelsen på Fyn var, at der altid var land at se på den anden side vandet. Sådan noget lilleputroderi når mam er vokset op et sted, hvor hav var hav uden afgrænsning.
Ferie (selv om jeg skriver hver dag). Mange har vel prøvet at have et barn der skulle til eksamen, men i år har vi haft to døtre til eksamen. Det er noget der kræver sin mand og kone. Alle tre unger er både hensynsfulde og loyale, men selvfølgelig kommer der nerver på når både Ane og Malene skal have læsero (en på universitetet, en til studentereksamen – bevar mig vel, er man så gammel?). man går åndeligt på listesko, bringer ikke kontroversielle emner på bane – hvorfor udfordre nogen som i forvejen er rigeligt tirret af eksamensterror?
Onsdag:
Sidste år malede vi hele hytten fra øverst til nederst. Og jeg der er murersøn med flere generationer af murere bag mig, er mildt sagt ikke nogen ørn til at kravle på høje stiger. Hvordan overlevede jeg egentlig den tid, hvor jeg som murerarbejdsmand skulle rende op ad uendelige løbebroer til taget på frysehuset i Rønne med mursten under armen?
Min højdeskræk bevirkede, at vor mor måtte tage gavlspidserne, stående på en stige i den huggende blæst snoede hun sig mellem elektriske ledninger og malede. Jeg svedte vist mest. I år skal vi ikke male. Men så ligger der hundredesytten andre ting og venter.
Torsdag:
Skulle gøre dagens gode gerning – flytte en havestol nærmere til det bord som står midt på græsset efter Frederik Olsen, dvs. en hvidmalet plade på et afsavet kirsebærtræ – og hvad skete der? Sådan går det altid når jeg tager hænderne op af lommen: jeg fik fat om en humlebi, disse summende fredelige kampvogne, og så stak bæstet!
Der fik jeg udryddet den myte at humlebier ikke stikker. I løbet af ingen tid svulmede pegefingeren – den ene af mine to skrivefingre – op til uhyrlige dimensioner. Pernille spørger hyppigt: Hvordan går det med fingeren? Og jeg nyder selvfølgelig at både hun og de andre er så deltagende over for deres gamle fars velbefindende.
Men jeg har også opdaget hvor meget brug man faktisk har for en pegefinger, ikke bare ved skrivemaskinen og pibestopningen, men til de latterligste småting som at dreje nøglen om i døren.
Fredag:
Jeg skriver også i ferierne, er så meget håndværkersøn at jeg må føle jeg gør noget nyttigt. Kan ikke lide at gå i seng uden at have udrettet noget.
Men jeg får mere tid til at læse, finder alle de tykke svende frem. Britta og ungerne er overbevist om, at jeg keder mig til døde, siden jeg med selvmordspilotens beslutsomhed tager de fede bind om den spanske borgerkrig, nazismens historie, Ulysses osv. frem. I virkeligheden gør jeg det fordi ferien er den tid på året hvor jeg har åndedræt til så store sager. Det kræver koncentration at læse (måtte alle vi forældre med skolebørn huske det hver dag).
Lørdag:
Selv i ferier er der noget særligt ved lørdagen og søndagen. Vandre stille hen i Brugsen i mylderet af turister, hjælpe til med madlavningen (opvasken har vi delt op hver dag) og føle, at man har fri. Selv om det er ferie. Det er akkurat som folkepensionister der kører søndagstur, selv om de lige så godt kunne gøre det en anden dag. Det gør de bare ikke, for det har de aldrig kunnet før.
Der er en stor kryds- og – tværs som jeg elsker, men den dumme finger kan næsten ikke holde på blyanten.
Søndag:
Wayne er kommet den lange vej fra Californien til Hasle. Han taler dansk og forstår endog min fars og mors bornholmsk. Sidste gang kom han via flere stop i Canada og Tyskland fordi det var billigst (ikke alle amerikanere er millionærer). Han var undervejs i to døgn og kunne ikke se ud af øjnene, da vi stod parat med røget bornholmsk laks. Denne gang har han nøjedes med en direkte flyrejse til Amsterdam og derefter tog til Danmark.
Godt at se ham igen, og tungt at vide, at Ane nu rejser med ham tilbage for at blive derovre. Heldigvis er en flytning til USA i dag ikke en definitiv afsked som i gamle dage. Men alligevel: der er længere end til Nexø.
Vel er Gudhjem smuk, Svaneke en perle, Allinge et forunderligt sted – men vi i Hasle har Tassavejen, den der ene af alle er snelagt, når resten af landet er snefrit ( hør bare vejrberetningerne). Og vi skal på vor sædvanlige aftentur til Hælligpær, sidde på stenene og se solen gå ned. Der er smukt og stille, havet koger og min finger summer tyk som en humlebi.
Dette skrev Henning Ipsen i Klippeøen i julen 1976.