Forfatteren Henning Ipsen, Haslefødt, men nu bosat på Fyn, har sammen med de svenske fotograf Sune Jonsson på Fremad Forlag udsendt bogen ”Bornholm og bornholmere”, hvorfra der her bringes nogle billeder og Henning Ipsens kapitel om ”Bornholmeren”.

Fotograf Sune Jonsson og Henning Ipsen

Taler bornholmsk i søvne, samt ofte nok lydløst når hjernen kræver en sag gennemdrøftet uden tilhørere. Føler tilhørsforholdet stærkest når vandet koger under klipperne, eller havet står ind over stenene neden for de bratte slåenbakker. Bliver deliristisk og lad – ude af stand til at foretage fornuftigere sager end at lade stå til (hvilket er ufornuftigt og godt) – mellem lyng, ene og klippeknolde ved Gamledam, allerhelst hvis havet stik mod de geografiske regler skulle lade sig høre højt op i landet. Føler mig hjemme når gamle mænd med knæ krumme af de stejle bakker vandrer over havnen med blikket mod horisonten, eller når en af disse piger med brede asiatiske kindben træskoklaprer til garnbredslerne. Aner fællesskabet blandt en ø’s mylder af individualister. Genfinder den mistede barndoms hede og evige sol skolder på ryg og bryst ved lugten af vild peberrod og syre – som kunne spises, i entusiastiske perioder endog på brødet til aften – genopleve pubertetens mystik og halvt forløste undren i den krydret duftende skov af umiskendeligt erotiske bjergfyr. Trækker vejret dybt i den ozonmættede luft under den høje himmels stærke lys, og får sammenhængen klargjort i Oluf Høsts billeder.

Kantstenshugger, foto Sune Jonsson, fra bogen Bornholm og bornholmere.

Men er stadig taknemlig for det danske skriftsprog, (trodsgeodæternes voldtægt mod vore stednavne) fordi bornholmsk er for blufærdigt til ganske at vedkende sig poesien i lugte, lyde, visioner. Og fordi bornholmsk er fortvivlende svært at læse og skrive. Men glæder mig uhæmmet over det bornholmske talesprogs rigdom af synonymer (før det nu helt udvandes af rønnefint), og blander dem gladelig i min hverdags nødvendige forsøg på rigsdansk – hvad hedder for eksempel en bjæla på dansk? ”Lille irriterende bjæffende køter”. Bjæla er dækkende, i endnu levende folkesprog er der overensstemmelse mellem form og indhold.

Med andre ord: Jeg vedkender mig Bornholm som udgangspunkt og glæde, jeg er hjemme i det bornholmske land, lykkeligt hjemme uden spørgsmål om hvorfor. Men stik imod overtroen gør kærlighed ikke blind, ellers er det i hvert fald en umoden kærlighed.

Trods dårlige erfaringer må jeg gå til biddet. Det er ikke blot i gamle geografibøger og blandt racefanatikere, at de diskriminerende påstande om ”folkekarakter” (finnerne med kniven i ærmet, de stive svenskere, italienernes venlige upålidelighed osv.) holdes i live ved mund – til – øre – metoden. Den slags trives også – mindre farligt men lige så uholdbart – på lokalt plan.

Danmark virker selvsagt langt større hvis vi kan bilde os og andre ind, at der skulle være afgørende forskel på folkesjælen i de diminutive landsdele, således at fynboer er glade og overfladiske, jyder sindige og udspekulerede. (Det har altid undret mig at Lillebæltsbroen skulle udgøre en sådan barriere at folk i Strib er overfladiske og de i Snoghøj handelstalenter).

Efter den recept kan bornholmeren naturligvis også gøres til et skudsikkert begreb. Offentligt vil jeg ikke vove at sige at det er en kvalitet i sig selv at være bornholmer, men det er erfaringsmæssigt en udsat position at være det. I mit eksil tvinges jeg tit ud i motiveringer af nysgerrige folk, som vil vide om min næste bog også bliver noget med Bornholm og hvorfor det. Det er naturligvis umuligt at forklare andre hele den sag, de ville alligevel ikke til bund fatte rækkevidden og lykken.

Hvorfor man stadig vender tilbage, stadig skriver om øen, stadig hænger ved og kulegraver mulighederne? Jamen Bornholm er ikke blot stedet hvor verdens samlede befolkning kan stå ( en teori som har forledt turistfolk til at gøre deres yderste for at gennemføre eksperimentet) – Bornholm er også verdens centrum, så sandt som verdens navle og lykke er der hvor du selv er. Bornholm er et sted der ligger meget fjernt fra de andre danske øer, selv om den ikke befinder sig ved Göteborg med sørgerand om, som på landkortene. Bornholm ligger så dybt inde i Østeuropa, at den kommer på den forkerte side af bombelinjen under og efter krige, og sammen med Grønland isoleres effektivt under storstrejker. Dette styrker jo nok de individualistiske holdninger så meget, at folk kan have ret:  Det at være bornholmer er noget særligt.

I en bornholmsk avisoverskrift stod: Bornholms befolkning vokser tretten gange langsommere end Danmarks. Der skelnes således klart mellem to lande. Men heri indgår en ambivalens, et paradoks som jeg ikke vedkender mig.

Nok nævnes Bornholm som en realitet ved siden af (eller imod) Danmark, men skam få den oprørske person, som i spøg fører tanken videre. Eksempel: Engang lod jeg – for at forklare den lejlighedsvise stejlhed og bitterhed hos os, når klippeøen får lov at sejle sin egen sø – et par ironiske ord falde i et interview om, at de havde været geografisk og sprogligt naturligt om Bornholm enten havde hørt sammen med Sydsverige, eller været selvstændig, at den stund øen alligevel har været udlejet eller afstået tidligere, afskrevet under befrielsesrus og strejker i vor tid. Men naturligvis burde jeg have vist at man ikke ustraffet ironiserer mod nationalisme. Alvorsmænd af vidt forskelligt køn lod mig i læserbreve og avisartikler (afsendt fra København, udlandsdanskere er langt mere danske end de hjemmeværende) forstå, at det for det første ikke var noget at spøge med, for det andet at jeg burde udstødes af kongerigets lyksaligheder, når jeg kunne demonstrere oprørstendenser af den art. Direkte adspurgt om jeg mon havde glemt 1658    (det år Bornholm blev afstået til Sverige sammen med Skåne, Halland og Blekinge): Nej, nej, hvordan skulle det lade sig gøre? Dette hellige tal findes indridset i hver bornholmers hjerte (inklusive mit), og dér vil man finde det efter vor død.

Sildekoner, foto Sune Jonsson, fra bogen Bornholm og bornholmere.

Det der undrede mig var, at bornholmskfødte i en sådan grad kunne miste den ironi og selvironi, som trives så rigt på en ø, hvor man hellere flækker en arm på langs end bruger store ord om sig selv og sit. Her har vi måske noget, som kunne kalkes et fællestræk: Ironien, underdrivelsen. Går en mand på enden og kurer en halv kilometer hen ad en islagt vej, siger han: Det er ligesom lidt halvglat i dag.

Derfor skulle det ikke forbavse mig om en af de mest ondskabsfulde historier om bornholmere var fabrikeret netop af en bornholmer. Den er ganske kort: To mænd står og taler sammen i Københavns Havnegade; en bornholmer kommer hen til dem og spørger mistænksomt: Taler DE ondt om bornholmerne? Næ, overhovedet ikke. Da siger bornholmeren truende: De taler måske slet ikke om bornholmere?

Vist er den ond, men det er vist typisk for os og vore aviser, at vi med stor fryd giver os i lag med netop emnet at være bornholmer. Der findes næppe nogen anden landsdel som så indgående beskæftige, sig med sig selv, som vi gør i bøger, artikler teksthæfter, fotobøger osv.

Om ikke andet tvinges man af sproglige årsager til aldrig at glemme, hvor man har sin rod. Enhver bornholmer som lever i det fremmede – f.eks. i Danmark – har talrige gange oplevet at folk, efter et øjeblik at have lyttet til en, såre intelligent spørger: Er De ikke bornholmer?  Det er godt hørt når jeg taler mit smukke, stødløse dansk, som mine børn bruger til at forlyste gæster med, blot ved at bede mig tale om møller Møller. Man bekræfter den spørgendes formodning, ikke længere intetanende, for man har oplevet det så mange gange. Derpå siger den begavede enten reservesvensker, surrogatsvensker eller hvad hans fantasi nu kan frembringe. Hans øjne viger ikke fra en, de følger spændt hver ansigtstrækning for at se om man skulle blive rasende, således som fordomme påbyder. Jeg bliver personlig ikke. Desuden er jeg kvartsvensk, eller hvor meget det nu kan beløbe sig til, jeg er ikke stiv i disse raceudregninger som nazisterne havde rendyrket.

Strygekvartetten øver hos Henry Ipsen, foto Sune Jonsson, fra bogen Bornholm og bornholmere.

I dansksprogede aviser præsenteres jeg tit som ”den bornholmske forfatter”, en lignende skelnen tildeles ikke sjællandske eller nordjyske forfattere. Det er således sørget for at man aldrig glemmer sin lokalfarve. Hvad jeg af flere grunde heller ikke føler trang til.

At være dansk er i høj grad et sprogligt spørgsmål. Bortset fra klipper og hav (som jeg ikke har drømt om at se bort fra) er det også et spørgsmål om sprog at være bornholmer, og i den henseende er jeg fuldt så bornholmsk som mange af de fastboende, der i stadig højere grad overgår til et sprog, som befinder sig på gyngende grund mellem Rønne og København. Min kone griner stadig fordi jeg ikke nøjes med at tale bornholmsk i søvne, men gør det højt når vi står i Havnegade – nej, det var ikke mig der stillede mistænksomme spørgsmål! – og allerede tror mig næsten hjemme.

Jeg tvivler på at nogen kan konstruere bestemte formler for det at være bornholmer. Men ud over mit stødløse sprog har jeg en fast bornholmsk arv: Udmåling af vejlængder. Ikke blot må jeg sammenligne al afstand med turen Hasle – Rønne eller Hasle – Gudhjem, men såvel som jeg fra min cyklende barndom véd at der er langt til Nexø, er jeg fremdeles klar over at afstande på 35 km er forsvarlige ture. For deri indgår blæst, regn og isvintres snedriver. Danmark bliver et stort land, når man véd at der er langt til Nexø, menneskeheden et næsten uoverkommeligt foretagende (men livet er jo at forsøge det umulige) når der stadig er mange mennesker på Bornholm som man endnu ikke kender. Der er såmænd ingen grund til at ville stable jordens befolkning op på dette parallelogram i Østersøen, når der endnu er spændende oplevelser i vente blandt de folk som allerede er der. Desuden ville man ikke kunne se så meget som en lyngtot for alle de mennesker, og det var for alvor trist.

Henning Ipsen.