Lidt om, hvordan man kommer til Bornholm,

om de indfødte, tungemålet, faunaen og geologien.

Man kommer til Bornholm med flyver eller skib – medmindre man er født der. Der kræves ikke pas for indrejse, ej heller fremmed valuta, selv om sproget er et andet. Bilister behøver hverken at medbringe carnet eller visum. Styreformen er demokratisk, guvernøren ifører sig fjerdusk ved højtidelige anledninger, og turisme er en af de førende næringsveje.

Det tager ca. en halv time at flyve til de pæne græsbaner syd for Rønne, til gengæld tager det dobbelt så lang tid fra Rådhuspladsen til Kastrup. Rutebåden bruger otte timer om turen, men reklamen lover, at ”De sover, mens De sejler”. I blæst gælder det nu kun for sovetryner. Hammervandet har en vis lighed med Biscayen, men den, som sover natten igennem i vindstyrke 9, udnævnes til søhelt, med ret til at bære samme. Her ses naturligvis bort fra disse irriterende karle, som fortæller, at alle de andre på skibet var søsyge – kun ikke de selv – de har simpelt hen stoppet sig med søsygepiller. Den slags tæller ikke.

Bornholm er en ø, den ligger ikke som på landkortet oppe ved Göteborg – det må frarådes at tage forbindelsen over Frederikshavn – men dybt inde i Baltikum, på højde med Sveriges sydøstlige hjørne, og det er jo meget fjernt fra hovedlandet. I geografibøgerne står at Bornholm er en horst, men der står så meget sludder. Det var muligvis denne germanske benævnelse som fik en mand til at lade cyklen blive hjemme da han tog til Bornholm. Han troede ikke det var muligt at køre i alle de klipper. Da han opdagede at der findes gode veje, tog han klog af skade cyklen med til den endnu mindre Christiansø året efter. Der kan man ikke cykle.

Nordens Capri.

For Mallorca erfarne danskere er Bornholm enten en besættelse eller et ”åh-ja-der-har-vi-desværre-aldrig-været”. Den kaldes Østersøens Perle, Nordens Capri og meget andet. Al panegyrik passer. Der findes ikke palmer, men morbær og figen blomstrer på de solvarme klipper, og solen skinner sommeren igennem. Undtagen når det regner. Inde midt i landet ligger Åkirkeby. Øen er ganske civiliseret, langtfra så vild som dette sludder om horst. Den indfødte befolkning liver ikke i reservater, men går løse rundt. Det er mange gange hævdet at hele jordens befolkning kunne stå på Bornholm, men ingen har gjort forsøget, så det er nok løgn. Hver juli har man dog en fornemmelse af at nogen eksperimenterer med i hvert fald halvdelen af jordens indbyggere.

Menneskene er venligsindede – sproget er ikke ment som en trussel – uden at man dog af den grund skal forære dem spejle, glasperler o. l. De kan ikke garanteres for de indfødtes venlighed under krig, strejker og anden force majeure, hvor denne ø som den eneste uvægerligt berøves kontakt med omverdenen. Da sker det, at de indfødte taler om at løsrive sig, selv om de ikke er så stridbare som i gamle dage, hvor ingen skipper tog flere bornholmere om bord på sit skib, end der var master. Så kunne man i nødsfald binde dem til hver sin.

Røgede Sild.

Øens befolkning lever i høj grad af fisk, ikke mindst røgede sild, derfor er det praktisk, at de fleste byer og fiskerlejer ligger ved kysten. Men inde midt i landet ligger Åkirkeby. Bortset fra bombardementerne af Rønne og Nexø to dage efter kapitulationen i 1945 – de to byer blev ruinhobe, mens radioen forkyndte: ”Hele landet fester i dag” – har der kun været krig én gang i nyere tid. Det var i Gudhjem. Der skulle bygges en kystvej nordpå, men herimod protesterede en del naturvenner, som tilfældigvis havde sommerhuse i nærheden af den projekterede vej. Byen med det fredelige navn deltes i to lejre. Krigen er for længst endt med anlæggelsen af en smuk vej højt over havet, med vid udsigt over Salenebugten og det kuperede nordland. En række broer på høje, slanke piller fører over de dybe kløfter, som skærer sig ind i land. Jeg krydsede en af dem, mens der endnu kun var en planke over – der er langt ned til bunden af klippespalten!

Den eneste krig som virkelig tæller på Bornholm er svenskekrigen i 1658, da de svigefulde danske afstod øen til Sverige. Men samme år løsrev bornholmerne sig, skød kommandanten og gik over isen til København for at melde sig hos Tredje Frederik på et tidspunkt, da han var ved at gøre alvor af sit løfte om at dø i sin rede.

1658 er ristet i hver bornholmers hjerte. Vil nogen glæde ham, så sig det stille. Mindesmærker vidner om dette år, især i hovedmændenes hjemby, Hasle. – Et gammelt bornholmsk ord siger da også, at man skal vogte sig for smådramme, klatgæld og haslebo.

Reserve – svensker.

Sproget afviger en del fra turisternes, men det er ikke en dialekt, det er det gamle østdanske, som f. eks. dronning Margrethe talte det. Dristige søfarere, som trodser Hammervandet, vil opdage, at dette sprog allerede begynder ved båden i Havnegade. Det påstår min kone i hvert fald (jeg hører til dem, som ikke kom med fly eller båd).

Af erfaring ved jeg, at alle, som har haft det vanheld at blive født uden for Bornholm (og det er jo nogle stykker), synes det er deres livs vits at kalde en bornholmer reservesvensker. Men bornholmerne er besindige folk, som gerne under andre en tåbelig spøg. I sæsonen forstås ikke blot dansk, men også english og deutsch – gå efter skiltene! – de indfødte er sprogbegavede mennesker, som har fostret en Madvig, en Vilhelm Grønbech. De er også musikalske, man behøver blot at nævne Herold og Erik Sjøberg. Det hænder såmænd også, at jeg nynner i badeværelset. Turister modtages med glæde, ingen ler af dem, når de standser ved en af lervarefabrikkerne og udbryder: der har vi det første rygeri! Ingen tager dem det ilde op, at de tror, man ryger sild – lugten af fede sild til røgning er fremragende, blot ikke for piberygere. Piben smager, som om man gik med en røget sild nede i halsen. Fiskerne bærer ikke kindskæg, det er kun noget, Jørgen Clevin tror, når han laver børnegas på Bornholm. De går heller ikke med folkedragt.

En hed sommerdag kan man dog studere det brogede folkeliv på Danmarks stejleste hovedgade, Brøddegade i Gudhjem (som det er forbudt at cykle nedad) – der promenerer tætte stimer i hawaiskjorter og bare lår, bermudashorts, elegante stråhatte, med vimpelforsynede stokke, med skødeløst elegante halsklude og i fuldendte kunstnerkostumer. Det er en lige så betagende oplevelse som at mase sig gennem Rue Mouffetard i Paris. Transistoren spiller, og solbriller luftes.

Der er blot ingen indfødte i disse masser, det er alle sammen turister.

Tilflytterne.

Blandt de fastboende skelnes skarpt mellem indfødte og tilflyttere, de såkaldte førde. Bornholmerne har altid været frimænd, der var aldrig herregårde, og de anderledes talende var embedsmænd, ofte af den brandskattende type. Foruden afståelse til Sverige var øen lejet ud til lübeckerne. Denne germanisering var ved at gentage sig i begyndelsen af århundredet, da tyskerne opkøbte hoteller og stenværker, byggede flere lagkagehoteller nær de helsegivende radiumkilder ved Allinge – Sandvig og var ved at eje hele nordlandet. Som modvægt stiftedes Nationalforeningen Bornholm, der arbejdede for at købe jord og virksomheder tilbage – denne idé overlades gratis til vestjyderne – og det lykkedes. Men hotellerne står der endnu. Åh ja.

Svaneke er den smukkeste af byerne, med sin blanding af småborgerhuse og patricierejendomme fra skippertiden, mest overrumplende er dog Gudhjem med sin stejle beliggenhed op ad klippen, fra 0 – 75 meter o. h. i løbet af ingen tid. Selv om besøgende slæber tonsvis af sten med hjem i kufferterne, og stenværkerne bruger masser af dynamit, er der stadig klipper på Bornholm. Stejle, utilnærmelige, både bestigning af dem og styrtende fra dem overlades til turisterne, de indfødte foretrækker strådøden.

På den sydlige del af øen er Jordens udviklingshistorie, efter den urtid hvorfra granitten stammer, repræsenteret. I geologien hedder det ”en boring i Bornholms undergrund”. Ved Læså kan man vandre fra de tidligste epoker og fremover, skifer, kalk, kridt, grønsand osv. For hvert skridt når man et par millioner år frem. Hvis det kan interessere nogen. Ved Hasle gravede man kul allerede på Chr. IV`s tid, og siden under 2. verdenskrig, stenkul vel at mærke. Det er vel en stenø.

Indtil sidste krig var Hammershus Nordeuropas største ruin, neden for borgen ligger løvehovederne, som nu mere ligner kameler. Ved Hammershus, Jons Kapel, Dueoddes melfine sandstrand, i Gudhjem og Sandkås kan man være sikker på at møde naboerne hjemmefra. Så behøver man ikke føle sig så ene blandt de indfødte, som kalder vild kørvel hunjatjajs, en due en däua og i modsætning til gode danskere har tre køn, altså i navneordene: enj horra (en dreng), en pibel (en pige – pige i huset hedder Paja) og et huz. Kofoed hedder for resten ikke Kofoed, men Koffed, uanset antallet af èer.

For Naturelskere.

Af ukendte årsager er det finest at feriere på østsiden af øen. Men afskrækkende nok findes der endnu steder på øen, hvor man ikke kan møde naboerne, så der kommer ingen. For sære snegle som foretrækker natur, stor og vild natur, uden transistorer, kan vi anbefale de telemarkslignende bakker ved fiskerlejet Vang. Selv om biler ikke virker udviklende for gangvorterne, er der også en sti op gennem Finnedalen til Hammershus, og den gamle rednings sti rundt Hammerknuden – blot man ikke farer vild. Det gjorde jeg en gang med hele familien. Vi endte – gennem tjørnekrat – ved en flagstang på det øverste punkt, i blind tillid til at den lille mand som hejser flaget må have en sti til den anden side. Men det viste sig at han må bruge helikopter. Vi firede os ned med sammenbundne lommetørklæder.

I Rutsker Højlyng kommer sjældent nogen. Små damme er kilet ned mellem klipperne, Olaf Ruse har malet dette karrige landskab, så han må have været der. Gemt af vejen ligger Svartingedalen, en stille tilgroet kløft uden ishuse. På klippesiden hviler Jættebold, den store sten jætten i Skåne kastede efter Ruts kirke for at knuse den. På vej til Dueodde, i Sømarken, kommer heller ingen, undtagen dr.phil. Ole Klindt – Jensen, som har afdækket flere lag oldtidsgrave.

Befolkningen dyrker den samme religion som i Danmark, man har desuden samtlige eksisterende sekter plus nogle lokale, alle byer har mange missionshuse. Rundkirkerne gider jeg ikke nævne, dem kan man ikke undgå at se.

Men en snurrig gammel gårdmand skabte det lokale tivoli og zoo i sin have, Brændegårdshaven ved Svaneke. Gårdmanden med det pæne navn Ipsen opfandt selv forlystelserne, ingen af dem er mekaniserede, men der er fri adgang til karrusel, svævebane, robåde, vandcykel osv., når man er kommet indenfor. Også til at låne tørt tøj når man er væltet med vandcyklen.

De vilde dyr.

Der findes mange vilde dyr, dog ikke muldvarpe, på denne sære ø, men fri mig for at begå dumheder. Jeg kom engang for skade, i poetisk henrykkelse, at skrive, at jeg som dreng lyttede til klokkefrøerne på stranden. Et eller andet unavngivet klokkefår belærte mig i et læserbrev om, at de var uddøde for længst, det jeg havde hørt var strandtudser. Geodætisk Institut, som ifølge Jørgen Frantz – Jacobsen gjorde hvad det kunne for at omdøbe de færøske lokaliteter, har opildnet af den atlantiske succes gjort ligeså på Bornholm. Derfor sker det at en indfødt måber, hvis turisten spørger om vej til Ny – kær, som hedder Nykker. Men han ler ikke. For han er blufærdig. Som Oluf Høst siger, er en grandseigneur utænkelig på Bornholm – man kan sige hvad man vil, men han er svær at få op i baronens seng.

I min geografibog står: inde midt i landet ligger Åkirkeby. A propos Åkirkeby, så udtales den med tryk på sidste stavelse. Som Storm P. sagde om barnevognen i regnvejret i Skåne…

Nej, holdt! Jeg skulle fortælle Dem om Bornholm. Den ligger i Østersøen. Man kommer dertil med flyver eller skib – med mindre man foretrækker vandcykel. Jeg må bedrøve turisterne med at det eneste sted de sædvanlige projektmagere ikke har planlagt at bygge en bro er til Bornholm. Men man kan køre gennem Skåne, så tager det kun 2 – 3 timer til Bornholm. Derved når man at vænne sig til sproget.

Denne artikel stod i Jyllands – Posten, fredag den 11. maj 1962, skrevet af Henning Ipsen.