Bornholms Tidende d. 12.september 1968.
Af Gunnar Fogh.
Min far er ikke BARE murer.
Forfatteren Henning Ipsen har mange nyheder på programmet – Her fortæller han om nogle af dem og om forholdet til hjemmet med baggrund i en Andersen-Nexø – udsendelse i TV.
Henning Ipsen, den bornholmske forfatter i Kerteminde, har afsluttet arbejdet med et nyt TV – spil ”Charles”, der kommer til efteråret under instruktion af Palle Skibelund og med den unge, talentfulde Claus Nissen i hovedrollen.
Henning Ipsen – familien har installeret sig i et moderne et – plans hus nær skov og strand. Under et halvtag holder en station car og børnene Ane (14), Malene (11), og Pernille (6) er ved at overtale far til at anskaffe sig også en motorbåd.
Baglæns konstruktion.
”Charles” er en komedie i én akt, men det var ”Regnvejr og ingen penge” også. Rettere sagt: Det var det sidste af de fire afsnit, men så fandt fjernsynet, efter at det var indspillet ud af, at det ville have flere. Jeg måtte lave tre afsnit til, siger han. Det var meget vanskeligt pludseligt at skulle konstruere sig frem baglæns.
”Regnvejr og ingen penge” blev i høj grad et bestillingsarbejde, hvad ”Charles” foreløbig ikke er. Det handler om en ung mand. Moderen er meget romantisk, kan lide bryllupsklokkerne ringer, og hun vil gerne have Charles gift. Faderen vil også gerne se ham forankret i ægteskabets havn.
Stakkels Cha´les.
Han synes ikke rigtig Charles er noget mandfolk. Sidste sommer rendte han rundt med en ung mand på stranden, så ”man kan jo aldrig vide, vel?” Faderen er blevet forskrækket og presser på. Stakkels Charles, der er ved at falde over sine egne ben, når han ser en pige, gør sig de hæderligste anstrengelser for at opnå kontakt.
Der findes endnu uskyldige og blufærdige mennesker, som har svært ved at begå sig, og Charles er en af den slags.
Når jeg har valgt Claus Nissen til hovedrollen, er det, fordi han af udseende ligner Charles, og jeg tror, han er den rette til at agere ham.
Hvor har De fået inspirationen fra? – Det er ikke selvportræt, for jeg blev tidligt gift.
Hvis sygekasseloven svigter.
Jeg har yderligere afleveret et TV- spil der hedder ”Krematoriet” fortæller Henning Ipsen. Det lyder hårdt, men handler om et seddelbrænderi, en destruktionsanstalt for pengesedler. Selve ideen har jeg hentet fra en svensk avis, hvor man i billeder og tekst gav en nøjagtig gennemgang af de svenske pengesedlers destruktion, og hvor en direktør meget gribende fortalte, om det sikre og usvigelige system.
I TV-spillet oplever man folk, der tæller penge, så fuldstændig vanvittigt, at det er blevet en religion for dem. De tæller, tæller, tæller … Selv efter arbejdstid pedalslagene på cyklen, når de trækker i WC – rullen – selv på det erotiske områder!
Men pludselig en dag forsvinder en styrtende masse penge, og så bliver der for alvor panik.
Udgangspunktet i det groteske er for mig de mange love og regler, vi til daglig er bundet af. vi har ikke fantasi til at forestille os, hvad der sker, hvis f.eks. sygekasseloven svigter. Hvad sker der så? Brænder hele møget sammen for os eller hva’? Hvis det viser sig, der er en lov med et hul i. det er det, jeg har prøvet at fantasere mig frem til af personlig nysgerrighed.
Hvem vil være Andersen Nexø?
Hvad beskæftiger De Dem med i øjeblikket? Efter forslag fra fjernsynet har jeg udarbejdet en synopsis på Martin Andersen Nexø, som næste år vil være fyldt 100 år, hvis han havde levet. Martin Andersen er vokset op til sit 3. år i en baggård på Christianshavn, nr. fire af elleve børn. Familien flyttede, da han var otte år til Bornholm, men boede forinden i Lægeboligerne. Det var i midten af 70’erne.
Jeg har kigget på lægeforeningshusene på Østerbro, men det kan ikke lade sig gøre at optage noget tidsbillede der, så det må jeg stryge. Derimod har jeg i sommer udset Balka og Galløkken ved Rønne hvor der er landskaber, han beskriver i sine ungdomserindringer. Filmen skal føres op til hans 18. år, og det bliver svært at finde de agerende. Dels skal det være drenge på 8 og 15 år og dels en ung skuespiller, der ligner de andre.
Andersen Nexø var i sine sidste leveår på kant med Danmark. Ja, det vil være forkert at fortie dette, og at han var kommunist. Til gengæld er det rimeligt at fejre ham, der blev en af vores store verdensberømte digtere. I sine erindringer, som jeg synes er noget af det bedste, han har skrevet, møder han så mange ting, som socialt sætter ham i gang.
Dels de ydre livsvilkår og dels bl.a. en tysk glarmestersvend, som han arbejdede sammen med på Bornholm og som snakkede socialisme. Og det forstod han ikke meget af. det kan man se, men det har startet ham. Andersen Nexø var skomagersvend, der kom på højskole, som også sætter sit præg på ham. Dels har opholdet på højskolen på Bornholm og senere på Askov sat noget i gang i ham. Og det mener jeg også bør antydes.
Hans egen opvækst.
de har selv haft lidt af en Andersen Nexø barndom? Jeg er jo født i et arbejderhjem i Hasle, hvor min far er murer. Hele min familie er arbejdere, og der rejste sig tidligt generationsmodsætninger, da jeg gik i statsskole, lærte at tænke, læse og beskæftige mig med problemer som ens hjem og ens omgivelser simpelthen ikke mødte.
Det giver en vis konflikt, forskel og økonomisk opofrelse. Det var simpelthen hårdt for mine forældre. Jeg kan huske, da jeg gik i gymnasiet, tjente min far kun 7.000 kroner om året, og der var ikke meget at give af. men min far og jeg har altid stået hinanden nær. Min far er musiker, organist og meget optaget af musik. Så han er, om jeg må sige det, ikke BARE murer. Han har andre ting i gang.
De forlod tidligt øen. – Jeg var kun 18, blev militærnægter i halvandet år og efter seminariet, hvor jeg traf min kone Britta Linell, der er børnebogsforfatter, blev jeg lærer i Herlev ved København og senere et år i Hundested. Jeg fik et tipslegat på 3.000 kroner og sagde min stilling op for at blive forfatter. På det tidspunkt havde jeg udgivet min første bog.
Uden sikkershedsnet.
Alle sagde: Du har vel taget orlov, du må sikre dig. Men det at lege med sikkerhedsnet, er ikke rigtig noget for mig. Jeg måtte prøve, om talentet var godt nok til at bære. Jeg hævede min pension på 600 kroner og flyttede med kone og to børn på 4 og 2 ind i et nyopført fodermesterhus på Fyn. For at klare den daglige økonomi skrev jeg efter fast aftale en månedlig kronik (i Berlinske Tidende), fik i løbet af det næste år skrevet min næste roman. Og begyndte at lave lidt oversættelser. I alt er kommet syv romaner og tre novellesamlinger.
Dem uden identitet.
Jeg har et stort romanprojekt i gang. En mand har vanskeligt ved at etablere sin egen oplevelsesverden. Han spørger alle ud om alt for ligesom andenhånds at skaffe sig et forhold til livet, han ikke selv kan etablere. Det lyder forfærdeligt abstrakt, men jeg har noteret så meget, at jeg kan se, det ikke bliver tørt. Det bliver en ganske underholdende bog, jeg historisk har skrevet tilbage i tiden, men jeg tror den er tidstypisk med disse identitetsløse folk, som kan et eller andet fag, men i realiteten ikke har etableret nogen forhold til det liv, de skal leve. I det øjeblik, de kommer hjem fra arbejde, er de tomme. Så er der ikke mere. Og hvad gør man så. Det er sådan set de mennesker, jeg vil prøve på at finde frem til.
En svipser.
Hvordan med radioteatret? – I oktober kommer ”Fort Joseph”. Det lyder mystisk, men foregår i en bjælkehytte på prærien, hvor en far, der hedder Joseph, holder sammen på stumperne. Det er blevet hans fort, hvor omverdenen lukkes ude. Der raser udenfor en krig, frem og tilbage, men han har lukket dørene. Man vil ikke se, hvad der foregår.
Jeg har også prøvet at lave et filmmanuskript, men der svipsede den totalt. Det indrømmer jeg blankt. Jeg fik statsstøtte, men afstod fra sidste halvdel. Manuskriptet er arkiveret i Statens Filmfond, og det bliver ikke taget frem igen.
Er det vanskeligt at få inspiration? – Nej, ikke spor! Det fik jeg allerede som barn ved at se billeder, men da jeg ikke kan tegne, måtte jeg prøve noget andet og begyndte at skrive.
Inspiration kommer, når man bestiller noget. Jeg sidder ikke så farlig mange timer ved skrivemaskinen, men har alligevel en arbejdsdag på 12 – 14 timer. Jeg læser meget, noterer i hånden, går ture ind imellem, har oversættelsesarbejder og er TV – anmelder. Først om aftenen, når der er blevet stille i huset, tager jeg for alvor fat.
Forholdet til Bornholm.
Kunne De tænke Dem at komme tilbage til Bornholm? – Det kan jeg næsten altid tænke mig, men jeg tvivler på, at jeg gør det, for jeg har det dejligt her midt i landet … Jeg vil hellere længes og tage derover en gang imellem.
Hvad er det, der afskrækker? – Forholdene er for små, og det er mere praktisk ved mine børns uddannelse, at vi bor her. Men jeg skal ikke nægte, at klippeøer binder kolossalt. Se bare på Laxness i Island og Heinesen på Færøerne.
Mange af mine bøger foregår på Bornholm. Står det ikke direkte så gør de det alligevel. Dels fordi erindringerne fra barndomsårene står mest intenst og dels fordi jeg altså længes efter øen med dens klipper, lyng, sand og hav.
Min bedstemor havde en meget livlig fantasi, og det er vel hende, jeg har arvet mest efter. De andre er håndværkere. De forstår ikke min ubundne tilværelse. Dog skaffede jeg mig i sommer lidt respekt, da jeg benyttede 14 dage af ferien til koncentreret og omgivet af stabler af opslagsbøger fra svensk for Gyldendal, at oversætte Jörn Donner.
Gunnar Fogh.