Mindeord ved Henning Ipsens død.

Bornholms Tidende d. 27.marts 1984.

Henning Ipsen død på Bornholm.

Hjertelige sommerhilsener fra Kleven, skrev Henning Ipsen en dag sidste sommer. Han var hjemme i Hasle, fødebyen, og dér befandt han sig altid godt. Underligt nok var det netop under et ophold i sommerlejligheden hos forældrene i Hasle, at døden indhentede ham så tidligt, kun 53 år gammel. Han var på Bornholm for at skrive, som altid i gang med noget nyt. Hans kone, Britta Linell, var netop rejst til Californien for at besøge en af parrets tre døtre, og så kunne han passende gøre et større arbejde færdigt på Bornholm. I går formiddags drak han som sædvanlig te hos forældrene og gik bagefter over gården til sommerlejligheden, da han faldt om og var død. Slidt op.

Calle, som vennerne skulle kalde ham, havde det at skrive som livsform. Han arbejdede så at sige altid, for tingene skulle ud, når de meldte sig, og hvad der er godt, skal der som bekendt slides med, før det står der og blinker på papiret, for han ville dybden og skyede øjebliks-popularitetens ærinde.

Han hørte til de sky. Bundet i det nære, men det er jo heraf, det store kun kan gro. I de sidste år hørte man ikke meget til ham. Der kom en bog en gang om året fra kælderen i Kerteminde – ja, sommetider halvanden – og han var meget flittig, men han deltog ikke i debatten i radio, TV eller presse eller rendte klikers ærinde, og det skal man nu engang, hvis man vil sælge bøger på det lille, danske parnas.

Men at så meget i dansk litteratur i dag er ude i det, man kan kalde kvantiteten, er naturligvis ikke ensbetydende med, at man er en god forfatter. Herhjemme synes det at have meget at gøre med at gøre med at råbe op, og dem måtte Henning Ipsen nok se sig mere og mere distanceret af. han kunne have siddet og skrevet kvindepolitiske romaner på den bastante måde, der er på mode, men han skyede pamflettens form og foretrak at være konsekvent og sige tingene ud gennem en godt fortalt historie. Det er den facon, der i længden rækker længst, men medierne kan ikke bruge den. Dér drejer det sig om blod. Menneskekød. Og som Tom Kristensen sagde: Uden myte går det ikke.

Men han var den redelige og reelle. Holdt man fast ved ham, stod han frem som en af de sjældne skrivere, en god forfatter, kernefuld og med en fin smag for mennesker og for livet, så poetisk det kan være, så grufuldt. Hans styrke lå først og fremmest i den poetiske, lunerige og afdækkende hverdagsskildring. Det umyndiggjorte, misforståede nutidsmenneske skildrede han med varm, hjertelig forståelse, men navnlig kunne man holde af ham for noget særligt udtalt i hans forfatterskab, nemlig den dybe, psykologiske sans for kvindesindet. Dette var nok den røde tråd i hans forfatterskab.

Blandt de 35 – 40 bøger, først og fremmest romaner, han har fået ud siden debuten i 1956 er der syv, der særligt huskes: Ulla, min Ulla fra 1961, Hr. Gærliks korte Besøg fra 1969 og den dybt ironiske trilogi om David Bismer og hans familie, 1974 – 77. selv ville han nok have medtaget Orinoco fra 1965, men den lykkedes det ham ikke helt at udvikle. Derimod vendte han tilbage til temaet sidste år med bogen Omvejen, hvor han gik meget tæt på personen Lau Funch, og den bog lykkedes. Bagefter skrev i et brev: Jeg er om ikke ond så meget bidsk men vistnok mest mod min egen aldersklasse.

Og det var ret. Han rettede blikket indad mod sig selv – skrev rent ud og blev en virkelighedsnær fabulant med dybe og nær munterhed. Optaget af livet og kærligheden og altid bearbejdende sig selv mod det frisind, der var en del af hans livsstil, men mærkeligt nok også altid uforglemmende sin fortid og hans – og forældrenes – kamp for det daglige brød dengang, han fandt ud af, at han skulle være student og skolelærer. Evigt gnavede den sociale indignations orm i hans hjerte, og det var måske en hæmsko for den endnu friere skriveudfoldelse, som hans talent ellers stort strakte til.

Henning Ipsen var en øbo blandt Danmarks forfattere. Livet igennem skrev han om Hasle, men han måtte gøre det fra Kerteminde, for sådan er det. Sandheden står klarere, når skuepladsen er på afstand, men for hans vedkommende dog ikke taget mere alvorligt, end at han skrev meget i Hasle, når han var der på ferie, ikke mindst den lange sommerferie. Der var altid distinkte bornholmske motiver i hans bøger, ikke anvendt som lokalkolorit, men anskuet universelt. Hjemmet var Kerteminde, men hjertet lå altid i Hasle, Kleven som han kaldte den by i sine bøger, uden at man dog skal se Hasle i alt, hvad han skrev.

Sommetider skrev han også artikelstof fra Bornholm, og her var han en god essayist, en god journalist. Det kom så flot frem i En bog om Bornholm fra 1982, hvor han skildrer livet på øen, via samtaler med nogle mennesker. Meget fint gav han via fortællingen om dem et karakteristisk portræt af sin ø og det liv, dens mennesker lever.

Han skrev også engang for radioen og TV og var fast anmelder i Morgenavisen Jyllands – Posten i næsten 25 år, men tillige en fremragende oversætter af f.eks. engelsk dramatik og svensk skønlitteratur.

Bøggild.

 

***************************************************************************************************

 

Bornholms Tidende d. 29.marts 1984.

I dagbladet Politiken skriver forlagsboghandler Helga W. Lindhardt disse mindeord om forfatteren Henning Ipsen, der døde forleden.

Han var gjort af ét stykke. For en gangs skyld var der overensstemmelse mellem manden og forfatteren. Ærlig, underfundig, tolerant, menneskeklog, skarpsynet, humoristisk, varme i litteraturen som i livet. Og først og fremmest nænsom i omgang med mennesker og med sproget. Ikke mindst denne sidste egenskab gjorde ham til den fremragende oversætter han også var. Han evnede som ingen anden at genskabe en svensk eller norsk originaltekst, så den lød som var den ”født” på dansk og dog på forunderlig vis beholdt sit oprindelige præg. Nogle af Nordens største forfattere, blandt dem svenskeren Ivar Lo-Johansson, Sven Delblanc og Kerstin Ekman fik i ham en uerstattelig tolker.

Men det var ikke blot som oversætter han var den store formidler. Som boganmelder i Jyllands-Posten tog han kyndigt mål af andres værker og vurderede hver bog på dens egne præmisser og ikke på en opfattelse af, hvordan forfatteren efter hans mening burde have skrevet den. Også heri var han en ener, en skarpsindig, begejstret læser, der forstod at give sin begejstring videre.

Personligt var Henning Ipsen beskeden indtil det selvudslettende. Han figurerede ikke i medierne. Det var sjældent hans bøger fik anmeldelser på udgivelsesdagen eller megen spalteplads.

Det siger intet om deres bonitet. Man kunne fristes til at sige tværtimod. Hans forfatterskab vil blive stående, vil blive læst når andres, mere medierigtige, er glemt.

Og de, der har kendt mennesket Henning Ipsen, vil aldrig glemme ham.

Helga W. Lindhardt.

**************************************************************************************************

 

En digter, der var sine ord værd – Henning Ipsen død.

Dette var overskriften til Hans Andersens nekrolog 27.03.1984 i Jyllands-Posten.

Det hed videre i nekrologen: Det var, som den røde glød i et billede af Høst svandt bort, da meddelelsen om, at forfatteren Henning Ipsen pludselig var død, nåede frem. Han blev kun 53 år.

Henning Ipsen havde netop sammen med sin hustru lagt sidste hånd på en oversættelse af en svensk roman (Kerstin Ekman: En by af lys), og Britta Ipsen var rejst til Californien på besøg hos en af deres tre døtre, mens Henning Ipsen blev i Hasle, i sommerlejligheden i baghuset hos sine forældre. De havde drukket formiddags the sammen, og da Henning Ipsen gik over gården, faldt han død om.

Han havde slidt sig op – Som digter var han et af dansk litteraturs ypperligste navne, en virkelighedsnær fabulant, der skrev dybt og muntert om mennesker.

Henning Ipsen blev også i sine mere end 30 skønlitterære titler en forfatter af den danske socialrealisme. I hans forfatterskab renset for politisk og ideologisk programmering, men båret af fabulering, varme og åbenhed.

Han døde midt i sin modenhed, for døden kender ikke til mådehold.

*******************************************************************************************

 

 

 

Bornholms Tidende d. 21. april 1984.

Han var en skarp – men uformel og varm bror.

Journalist Arne Ipsen har sendt os disse mindeord om sin bror, forfatteren Henning Ipsen, der døde for nylig.

En bror som Henning Ipsen måtte uvægerligt inspirere til engagement i mere end blot det daglige arbejdes forpligtelser.

Lige nu er det bare svært at klare ret meget mere end den daglige rutine. For jeg kan endnu ikke fatte, at min bror ikke er mere.

Jeg havde lige været hjemme på Bornholm i nogle dage, og var vistnok den sidste, der fik en rigtig lang samtale med ham. Han var meget træt efter hårdt arbejde hele vinteren, men som sædvanlig snakkede han engageret med sit velkendte åbne væsen. Jeg fornemmede, at han stadig havde meget, han ville fortælle os gennem sit skriveri. Det var godt at tale med ham, men netop derfor blev det ekstra stærkt, at få den sørgelige meddelelse dagen efter jeg var rejst hjem til Sjælland.

Først går der en tid, hvor man er næsten lammet af sorg. Derefter begynder man så småt at tænke. Han gav os utrolig mange værdier – mindeordene trænger sig på og må fortælles.

Henning – døbt Carlo Henning, derfor: Calle mellem familie og venner – var min 11 år ældre bror. Om vi lignede hinanden? Mange har antydet stærke lighedspunkter, vores mor har dog talt om visse små nuanceforskelle i væsen, og hun må vel være det menneske, der véd det bedst.

I hvert fald fik vi ikke meget barndom sammen. Jeg begyndte i 1. klasse samme år som Calle blev student. I 1948. og dengang var studenterdagen en særlig begivenhed for et arbejderhjem, for hvem det var lykkedes økonomisk og på den måde, at hjælpe sønnen eller datteren frem til det store resultat. Min mor bad mig fri fra skole (indtil 1948 startede 1. klasserne 1. april), så vi kunne cykle til Rønne. Her tog vi opstilling ved Store Torv, og storebror vinkede glad til os fra den blomsterpyntede studentervogn.

I min tidligste barndom så jeg ikke så meget til den travle storebror. Han skulle jo passe sin statsskole – cyklede til og fra Rønne sammen med kammeraterne – og i fritiden var han lige meget læsehest og fodboldspiller. Han var også med til at starte en spejdertrop. Men jeg husker ham som en munter og meget snakkende bror. Og han var omsorgsfuld over for sin lillebror, det fornemmede jeg tidligt.

Lige efter krigen, da der kom både med bananer til Danmark, lykkedes det Calle at få fat på en enkelt banan i Rønne. Men det var ikke til ham selv, hans lillebror skulle for første gang have glæden af at nyde en lækker sydfrugt. Hele dagen gik Calle med bananen i jakkelommen og glædede sig til at møde sin lillebror. Derhjemme tog jeg et enkelt bid af den uvante mad og kylede bananen hen i det nærmeste hjørne af stuen. Jeg husker det ikke selv, det er blevet mig fortalt, og Calle sagde dengang: ”Du så ud som om du havde bidt i et stykke sæbe – men du var så lille dengang”.

Umiddelbart efter studentereksamen kom Calle på seminarium i Skårup på Sydfyn. For mig blev hans besøg hos os lidt i stil med en kær onkel, der kom hjem. Men jeg glædede mig fantastisk til hans ferier, og denne glæde holdt sig efter vi var blevet voksne. For øvrigt havde Calle ofte sommerferiejob. Han arbejdede enten hos vores bedstefar, som var murermester, (det var vores oldefar også, og vistnok hans far igen), eller han tog med far til Frydenlund Byggeforretning i Rønne.

Ganske vist satte aldersforskellen og vore geografiske placeringer grænser for møderne mellem os. Vi havde hver især stiftet hjem, havde vore venner og vore gøremål. Ofte talte min bror og jeg om, at vi egentlig burde ses lidt mere. Men det årlige, lange sommerophold i Hasle gav os anledning til at snakke meget sammen, særlig i de senere år.

Vi var fælles om kærligheden til vores barndomshjem og vor fødeø. Fandt hver især arbejdsudfordringer udenfor øen, men kunne også tale sammen om længsel. Calle lærte at tale rigsdansk, bedre end jeg nogen sinde lærer det. Men lige så snart han kom til Havnegade med den elskede damper, begyndte han at tale bornholmsk.

På vores forældres grund i Hasle fik Calle sit sommerhus. Her tilbragte han hele sommeren med sine kære piger. Hans kone, Britta, som også er min kones og min ven, og mine tre dejlige niecer. Senere begyndte der også at komme børnebørn til hytten. Her havde Calle det godt, men på nært hold af min bror om sommeren fornemmede jeg, hvor ensomt forfatteren må kæmpe. Han skrev og skrev, arbejdede altid, havde næsten aldrig tid til ture sammen med os andre, der bare ferierede. Ingen må nogen sinde tro, at Calle kom let til sine resultater, selv om han var udstyret med store evner.

I det lille hus har vi siddet i den bornholmske sommernat og snakket, diskuteret alt muligt ofte skarpt, som skribenter havde vi forskellig udtryksform, min er mere dokumentarisk og direkte end Calles digteriske. Men vi respekterede hinanden. Egentlig talte vi ikke meget sammen om litterære spørgsmål, og vi erkendte, at vi ikke orkede at læse alle hinandens småartikler eller anmeldelser. Men de større ting, vi havde begået, blev snakket igennem. De blev let revset, og der blev opmuntret.

Mange af de teorier, han havde fat på om sommeren, kunne jeg genkende i hans næste bog. Jeg synes, Calle var en både skarp og menneskekærlig forfatter, måske en af Danmarks mest konkret engagerede. Jeg kan bedst lide hans ”Skrænten ved havet” og ”Hr. Gærliks korte besøg”. Også ” En af dem”, der på en både følsom og forrygende måde handler om den anklagede, som ikke kun kan holde sig til rettens ordstyreragtige præmisser, men absolut må fortælle hele sin livshistorie som baggrund for sin handling. Jeg opfatter ikke bogen som et egentligt opgør med retssystemet, mere bredt som et udtryk for Calles dybe had mod formelle præmisser på bekostning af mennesketolerancen.

Calle blev gennemgående regnet for at være sky. ”Offentlighed” var ikke ham, og opstyltet tale undgik han. Men mange har oplevet, at han kunne snakke med alle slags mennesker. Om politik, om barnetroen, om biler, fodbold og meget mere. Ofte talte vi sammen om, at vi selvfølgelig ikke kunne forandre verden med vores skriveri. Da jeg engang fortalte ham, at en ensom mand havde sagt tak til mig på grund af en artikel, så sagde Calle: Jamen, er det ikke nok!

Selvfølgelig har jeg engang ligget lidt under for min ældre brors berømmelse, og jeg synes, han måske krævede mere af mig, end jeg følte, jeg kunne leve op til. Men Calle syntes, mennesker bør anstrenge sig yderst muligt og udnytte de evner, de nu engang har fået, og jeg glemmer aldrig hans bemærkning: ”Jeg tror et menneske kan blive lykkeligt, hvis det finder frem til at koncentrere sig om én ting!” Det med hans berømmelse har jeg nu for længst fået et afslappet forhold til. Vi har grinet befriet sammen og gennem inderlige samtaler har jeg fornemmet, at Calle (som overhovedet ikke spekulerede over berømmelse) havde forståelse for, hvor vanskeligt den slags kunne være for de yngre søskende.

For Calle var en fin og god bror.

Jeg vil håbe, at mange, også folk, der arbejder professionelt med mennesker, gennem socialforsorg og lignende, fortsat vil læse Calles menneskekloge bøger.

For han har meget at give os – og eftertiden. Selv om skriverier måske ikke forandrer verden ret meget, så vil min brors bøger kunne medvirke til en uformel, humoristisk og menneskevenlig tankegang.

Arne Ipsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*************************************************************************************************

Bornholmeren d. 27. marts 1984.

Henning Ipsen død:

Hans livs kapitel fik Bornholm i første og sidste linje.

Forfatteren Henning Ipsen døde i går i sit barndomshjem i Hasle, 53 år og 48 uger efter, at han så dagens lys første gang samme sted.

Henning Ipsen var søn af ægteparret Sara og Henry Ipsen. Han blev født den 16. april 1930 i Hasle, hvor hans far var murer og organist. Hans slægt var murere syv generationer tilbage, men Hennings Ipsens talent stod mere til det boglige. Han kom på Rønne Statsskole, hvorfra han fik sin studentereksamen i 1948.

Han fortsatte herefter på seminariet i Skårup og blev uddannet som lærer i 1951. fem år senere, i 1956, debuterede han som forfatter med romanen ”De tavse huse”, og efter at han i 1958 havde skrevet endnu en roman, ”Det herrens år”, tog han springet fra lærerjobbet til fuldtids beskæftigelse som forfatter.

Det blev gennem årene til en meget lang række romaner, noveller, kronikker, radio – og tv -spil. Selv om han var flyttet bort fra sin fødeø og havde slået sig ned i Kerteminde, glemte han aldrig Bornholm, og øen kom til at spille en væsentlig rolle i hans forfatterskab, hvoraf kan nævnes ”Rødderne på Klippeøen” (1966), ”Bornholm og Bornholmere” (1967) og TV – spillet ”Regnvejr og ingen penge”, fra 1965, som samtidig blev hans største publikumssucces.

At nævne enkelte titler fra Henning Ipsens forfatterskab er imidlertid at lægge en urimelig begrænsning på denne myreflittige begavelse. Han var konstant i arbejde, og foruden sine egne arbejder har han stået for en lang række oversættelser, for eksempel af Arnold Wesker og af svensk litteratur – altid med en dybtfølt indlevelse og en fremragende fortolkning. Det er kun få dage siden, man på Rønne Teater kunne se Arnold Weskers stykke: De fire årstider – oversat af Henning Ipsen.

Ved siden af alt dette fik Henning Ipsen også tid til at fungere som TV – anmelder, boganmelder og kommentator ved Morgenavisen Jyllands – Posten.

Hans forfatterskab omfatter mere end 30 skønlitterære titler. Han hørte til kredsen af såkaldt traditionalistiske forfattere. Hans beskrivelser er en fortsættelse af den danske socialrealisme, og det er almindelige mennesker på godt og ondt, der går som den røde tråd gennem hans bøger, noveller og dramaer.

Han er blevet hædret af Statens Kunstfond med et tre – årigt arbejdslegat, foruden at han har modtaget Andersen – Nexø legatet, Humoristlegatet, Harald Kittelegatet og Årets Knud 1965 for TV – spil.

Døden indhentede ham midt i hans arbejde. Han var netop blevet færdig med en oversættelse af en svensk roman, og hans kone Britta, som han blev gift med i 1951, var rejst til Californien på besøg hos en af deres tre døtre. Henning Ipsen var blevet tilbage i sin sommerlejlighed i Hasle, som ligger i baghuset hos forældrene. På vej over gårdspladsen efter et tebesøg hos forældrene faldt Henning Ipsen død om, ramt af et hjerteslag midt i sin livsgerning. Men selv om han burde have haft mange aktive år endnu, efterlader han et livsværk af et omfang og en kvalitet, der ikke står tilbage for de største i dansk litteratur.

erl.