Bornholmeren d. 24.12.1964.

Forfatter Henning Ipsen fortæller om TV-spillet ”Regnvejr og ingen penge”.

Et kæmpeslid gik forud for beretningen om en dansk arbejderfamilies vilkår her på Bornholm i årene lige efter krigen.

Det er en særlig glæde at høre af menige læsere og læse hos overordnede kritikere (uden at jeg af den grund vover at kalde dem halv-sadister) hvordan begivenheder og scenerier i nærværende forfatters bøger var set. En speciel fryd fordi – hårdt presset må jeg hellere tilstå, selv om det er ilde hørt i en verden der stadig klarere går over til billeder, filmen, fjernsynet, tegneserien, fotobogen – fordi jeg altså hører til anakronismerne: de auditive, som i overordentlig grad må digte på lyd, ord, dialog, mere end på visuelle foreteelser. Man er i defensiven som auditiv, vores betydeligste yngre filminstruktør har også bekendt, at han ikke var visuelt begavet.

Derfor måtte det – trods en smule fortid som dramatiker – blive en overraskelse at en to mands komité tog turen for at overtale mig til at skrive fjernsynsspil, en hel serie på fire stykker. Det lyder for resten af mere, hvis man siger Suite, Carl Nielsen komponerede jo ikke en Lille serie for strygere, men en suite. Endnu bedre blev det i senere presseomtale, hvor forfatteren kunne læse, at han ligefrem havde skrevet en TV-tetralogi. Da så hans børn med en vis respekt på ham: Novra far, at du kan stave til det ord! Han nænnede ikke at afsløre, at det heller ikke var ham, der havde fundet på det.

Nu er der det særlige ved fjernsyn, at en mand/dame kan skrive bøger i stakkevis, men det er dog intet mod en enkelt optræden på skærmen.

Til sagen – som om jeg et sekund havde afveget fra den; alle sager består, i modsætning til politikers og juristers blinde forsøg på at stoppe den fulde sammenhæng ind i kancellisætninger, som end ikke skatteinspektører begriber, også af en mængde tilsyneladende udenomssnak. Enhver aktforfatter burde være i besiddelse af en humoristisk sans, som altid var rede til at læse teksten med en anden betoning, andre pauser, derved ville senere fejltolkninger kunne undgås, jeg husker f.eks. – NEJ, til sagen:

Fjernsynsteater er noget meget spændende, ikke blot i sig selv, men også ved de efterfølgende måneders reaktioner i avisernes læserbreve, hvor selvbestaltede kritikere, skuespillere, instruktører og programfolk får læst teksten, der er langt stærkere og mere injurierende end digterens.

Men fjersynsteater er ikke særlig kompliceret, så længe det foregår ved et skrivebord (bortset fra de sædvanlige rod af blyanter, clips, børnetegninger, regninger, lapper med udkast til ganske andre ting, huskesedler og piber). Det hele er så simpelt som at holde sig til en – i dette tilfælde – auditiv persons visioner eller præcisere til alfabetets bogstaver, som sættes sammen til ord på papir.

Udviklingen gennem 19 år.

Min opgave bestod i at skrive fire stykker om en dansk arbejderfamilie i årene efter krigen, hvor den sociale og økonomiske udvikling også i nogen grad er kommet os jævne folk til gode – i en sådan grad, at min kone i dette øjeblik er på vej med vores privatbane (altså ikke vores private, men forstå mig ret) ud i det efterårskolde land, fordi den mindste af de guld næbbede små aldrig havde prøvet at køre med toget. Ganske vist arbejder mange for den mindsteløn, som ikke gør modtageren til millionær, desuden er der dette med den højere skole, som er blevet demokratiseret og gratis, hvad den bare ikke er, det koster alle dage penge at forsyne indtægtsløse børn med tøj, til de er 18-19 år. Der er en forsvindende lille procentdel arbejderbørn i gymnasierne, hvilket har flere årsager. Mange er endnu fremmede for det akademiske liv, der er fordomme på begge sider, nylig hørte jeg om en gymnasielærer, der påstod, at man nu alligevel kunne se forskel på akademikerne og de andre. Elever fra et gymnasiefremmed miljø kommer i konflikt til begge sider, både familien og skolen, en konflikt der består i mange livet ud.

Det var også sagen, men det var en meget lille del af den, noget som først ville blive aktuelt hen mod slutningen af historien, men ikke uvæsentligt. Der foreligger næsten ingen litteratur om denne konflikt, som stort set kun er blevet undersøgt af et par engelske sociologer.

Men undersøgelsen af, hvad der var sket i årene fra 1945, var såre simpel. Jeg havde en begyndelsesdato, 5. maj, og da historien ønskedes udspillet på bornholmsk klippe, måtte et bombardement med dets konsekvenser indgå. Det hele var blot at læse nogle årgange af aviser igennem – hvilket er mægtig sjovt, fordi man falder over en masse andet stof – ”Hvem hvad hvor” for 19 år, Året i billeder, modejournaler, statistik, schlagerlister fra ønskekoncerter o.l. (mange af os husker et år, en sommer, på en bestemt popmelodi) og derpå sætte sig roligt ned og overveje, hvad der påvirker en families liv udefra og indefra. Storpolitik? Nye biler? Edderkop sager? Rationering? Naturligvis, og jeg opdagede, at vi havde rationering meget længere efter krigen, end jeg huskede. I 499 var den endnu langt fra afviklet. Arbejdskampe rammer måske hårdere, end der bagefter er dækning for, specielt på Bornholm, som hver gang afskæres fra det øvrige land, når sø trafikken går i stå. Enkelte udenrigspolitiske begivenheder rammer enkeltfamilien hårdt, andre overses næsten, fordi bikinien netop går sin sejrsgang ved den franske riviera, samtidig med at Rita Hayworth gifter sig med en fyrste, hvilket også rager den jævne mand. Men først og sidst påvirkes familiens liv internt, fødsel, død, forelskelse, konfirmation, ønsket om bedre arbejde, ny knallert, børn flytter hjemmefra, går i skole, kommer i lære, forelsker sig, arvediskussioner bliver til krig om bagateller osv.

Familien blev til for mine ører, historien blev en historie, det var som sagt meget simpelt, skønt det er bagvendt at skrive resumé af en historie, som ikke er skrevet. For en prosaist er det adskilligt nemmere at skrive historien først og derpå resumere, men det lykkedes. Første udkast til fire spil fyldte ca. 10 maskinskrevne sider. 2½ til hvert.

Konsulenter og fagfolk.

Det er først på dette tidspunkt, at fjernsynsspil bliver en kompliceret affære. Konsulenter havde gode forslag, indvendinger og spørgsmål, som krævede modspørgsmål. Så snart næste omgang gik i maskinen – fyldigere prosaudkast – var der alle telefonopringninger til et menneske, som aldrig selv tager telefonen: Er du sikker på, at folk ikke tjente mere i 1949? Var biler så dyre i 56? Hvad kostede smørret i 45? Hvis du fastholder den lille scene på side 78, vil det koste ca. 50.000 ekstra for et minut på skærmen? Hvor i alverden vil du få fat på en hestetrukken ligvogn? Osv. Forfatteren prøvede at glemme, at der var noget, som hed penge. Ved arbejdsbordet ødslede han med de dyrebare licenspenge, der for længst er blevet et argument i diskussionen om fjernsynets udsendelser. Han ødslede, lige til forhandlingerne blev endnu mere afgørende, end de hele tiden havde været. Så åd han et par kulisser i sig, men ikke ligvognen! Den måtte ud af stalden endnu en gang.

Det kan ikke skjules længere: disse spil må være det, som hedder folkelige, tror jeg, uden helt at vide, hvad begrebet dækker. Udtrykket er gjort så umuligt, at man ikke kan sige folkelig uden at tilføje: i en god forstand. Men hvis et spil, der handler om folk, er folkeligt, så er denne serie, suite, tetralogi folkelig. Men det var fra starten ideen at undgå den folkekomedie, som vi kender fra biograferne – i farver. Der er ingen, der får hinanden i enden; da bedste dør, arver ingen en købmandsgård og uddannelsen betalt plus et slot med rivieraen, som hun hele tiden havde holdt hemmeligt; intet ordnes med et sidste pennestrøg, så de elskende kan stille op på geled med myrter og slør; der er ingen onde skurke med sortsnuskede kinder og flakkende øjne og korngyldent hår. Der er en flok mennesker, som skal leve videre i den verden, vi nu engang er sat til at leve i. der sker ikke andre mirakler end de små daglige, som er nok så værd at håbe på. Alt dette må nødvendigvis også præge rollebesætningen.

Men først kom endnu flere loyale forslag fra fagfolk, som kan fjernsynsteknikken. Jeg læste endnu en stak bøger med dagsrapporter fra årene, som gik, kontrollerede konkrete oplysninger. Men familien Sonne var blevet nære af mig, ikke nogen skematisk pristalsfamilie – de havde for resten også for mange børn – det var min subjektive beretning om en familie, ikke en statistisk årbog.

En dag var manuskriptet – til min undren – klart, nu behørigt forsynet med replikker og regibemærkninger, forslag til bevægelser under dialogen, angivelser af hvad der skulle laves i studie og hvad i fri luft, og dette medfører teknisk to optagelsesmetoder: i studiet med fjernsynets elektronkamera. Endvidere angivelse af lyd, personernes klædedragt (her kom modejournalerne og avisfotografierne), bilers og knallerters udseende netop i det pågældende år, ændringerne i familiens lejlighed: fornyelser, tapet, gardiner, ny radio, nyt betræk, samt en liste over de skiftende dekorationer.

Småting naturligvis. Et manuskript på 300 sider med en rolleliste af Oskar Davidsens længde, som nok kunne forskrække sagtmodige folk, men man hærdes af forhandlinger.

Så gik nogen tid, halvandet år nærmere bestemt, fordi Radiohuset var for lille til at klare 4 – 5 måneders studiearbejde og dekorationer af denne størrelse. Til min glæde vedtog Radiorådet at bygge et nyt fjernsynshus, og jeg skal da gerne takke det ofte kritiserede råd for, at det ville ofre så meget på mine stykker. En gang imellem telefonerede nogen og sagde, at nu var det lige op over, men et par dage efter var det knap så op over, for ikke at sige, at det var helt nede. Hvis forfattere ikke på forhånd har gode nerver, er de nødt til at anskaffe det. Jeg glemte kort sagt, at jeg nogensinde havde skrevet fire fjernsynsspil.

Så tog det hele fart.

En dag blev jeg mindet om, at det havde jeg vistnok alligevel, for instruktøren – en dynamisk Gabriel Axel – erklærede at han var på vej med flyveren, eller på vej til flyveren, og en time efter var han der.

Foreløbige spekulationer var bagateller mod det, sagen nu krævede af seriøse forhandlinger gennem uger. For hvem skulle bl.a. spille hvem?  Hvem passer til det menneske, hvem kan frigøres fra teatertjeneste i så lang tid, hvem kan se 20 år yngre og ældre ud (man kan ikke sminke så meget til en realistisk rolle i fjernsyn som på teater), men også: skal skuespillerne primært være den stjerne alle kender og elsker eller først og sidst anonymt blive personen? I nogle tilfælde var sagen naturligvis klar, bestemte roller kunne simpelt hen kun spilles af den ene. Skuespillerforbundet har en lang medlemsliste med navne, nogle bærer samme navn. Man læste og læste, navne summede, spurgte nogen på gaden, om man kendte et bestemt menneske, svarede man: Kan han spille Bedste?

Så væltede regissører, arkitekt, konsulent og mange andre ind. – teksten blev gennemgået endnu et par hundrede gange. En fotograf talte om optik, så jeg var sikker på, han var gået forkert. Kostumetjenesten ringede om sutsko, stortrøjer og halstørklæder, sminkedamer talte om frisurer og bakkenbarter, rekvisitionstjenesten var tyst i gang med at skaffe alt fra gamle motorcykler med originale nummerplader til ligvogne og kageruller. Instruktøren ringede daglig, vi forhandlede om subtile sager, f.eks. om Jens Østerholm skulle bære korte eller lange underbukser i 1945, da familien blev evakueret fra byen? Vi rejste også en del, kikkede på huse og landeveje, overvejede om vi kunne filme under TV- antennerne, og vi fandt det hus, vi ville lade familien bo i.

En skønne dag rejste vi endog til Bornholm for at filme udescener, medbringende en mængde teknikere foruden skuespillerne og et hav af børn, bl.a. 3 hold tvillinger – eftersom børn overraskende nok bliver ældre med årene, og stykkerne spændte over et tidsrum af 19 år. Statister blev udkommanderet af velforberedte regissører, og pludselig stod en lille by på den anden ende og blev evakueret endnu en gang. Mange havde også været med i 1945. forfatteren stod sammen med andre og holdt lange strimler aluminiumsfolie op som refleksskærme, der ikke måtte rasle af hensyn til lyden, men da ligvognen kom ud at trille på brosten igen, gik forfatteren med, iført bowler og konfirmationstøj.

Og det er beretningen om den mindst komplicerede del af arbejdet med fjernsynsspil. Studiearbejdet er noget ganske andet langt flere teknikere er impliceret, hvor kulisser ustandselig gås efter, og lydfolk hænger som akrobater for at få mikrofoner fri af lyset, og hvor film skal spilles over på billedbånd og lydeffekter kobles til af helt andre folk, mens nogle klipper fra kamera til kamera og en uvant forfatter ruller med øjnene for at følge billedet på de mange skærme i kontrolrummet. Men når jeg i ledige stunder bander over fjernsynet, vil jeg også huske det fantastiske samarbejde og den energi, folkene bag og på billedet udviser.

En skønne dag kommer spillene i luften, og da har forfatteren for længst glemt alt om det, han skrev år tilbage. Men han vil måske endnu en gang opleve, at han for 78. gang er debutant – for man debuterer hver gang, man skifter genre fra roman til novelle til børnebog. På forhånd afvist: jeg har tidligere haft et spil i fjernsyn. Det eneste, som skræmmer mig nu, er faktisk, at jeg har accepteret en ny bestilling på et fjernsynsspil. HJÆLP!

Henning Ipsen.

 

****************************************************************************************************

Link til Bonanza / DR

01.10 1964

 

For mange tilskuere til filmoptagelserne.

Bornholmsk statisk følte sig underlig til mode.

Rønne,torsdag: Det var med enestående tålmodighed, at skuespillere og teknikkere i går i Hasle gik igang med de første udendørs optagelser til “Regnvejr og ingen penge”. Ustandselig måtte optagelserne udskydes, fordi en del ting ikke var, som de skulle. Det var ikke rent teknisk, der var noget galt, men som naturligt var, havde en stor skare nysgerrige taget opstilling rundt omkring på Torvet og i gaden, der fører op til Kirken, hvor ligvognen skulle passere. Og et nemt arbejde var det ikke at få alle disse tilskuere væk fra “skudlinjen”. At skolen tilmed midt i det hele holdt frikvarter, som en stor del af eleverne benyttede til at gå ned at “se på”, gjorde det ikke lettere, men ved politiets hjælp gik det hele dog, som det skulle. Trafikken skulle under optagelserne også standses, men det klarede politiet også.

Et “toiletskilt” måtte dækkes med grene, og en Coca-cola reklame foran grønthandleren måtte helt tages ned, for at filmen ikke skulle røbe, at det ikke var i 1945 optagelserne skete.

På bukken af rustvognen sad landmand Karsten Hulgaard, Rutsker. Han var blevet anmodet om at være kusk og samtidig stille to sorte heste til rådighed. – Det er første gang, jeg er “bedemand”, og jeg vil ikke nægte, at jeg føler mig en smule underlig til mode ved det, sagde Karsten Hulgaard.

bolt.

Henning Ipsen præsenterer hidtil største bedrift for TV.

Den bornholmske forfatter og dramatiker har skrevet en serie på fire store TV-spil med emne her fra Bornholm.

Når Henning Ipsen, ung dansk dramatiker fra Hasle, om kort tid sætter det sidste punktum i sin TV-spil-serie ”Regnvejr og ingen penge”, har han præsenteret den hidtil største forfatterbedrift for Fjernsynsteatret herhjemme.

”Regnvejr og ingen penge” består af fire spil på hver 50 minutters varighed.

Sådan er det altid, når fattigfolk skal noget – enten bliver det regnvejr, eller de har ingen penge, siger et bornholmsk mundheld, som danner grundtemaet i TV-spillene, der handler om Henning Ipsens egen beskedne barndom her på Bornholm. TV – teatrets chef, Erik Aalbæk Jensen, og hans stab fandt Henning Ipsens første spil, grundlaget for samtlige fire TV – stykker, så godt, at man opfordrede ham til at lade det danne udgangspunkt for ”Regnvejr og ingen penge”.

Og det varede heller ikke længe, før han indså, at Tv – eksperterne havde ret. Han gravede i forhistorien og fandt, at man burde begynde med Bornholm under krigens afslutning, og efterhånden modnedes planen så vidt, at han gjorde det allerede indsendte spil til seriens nr. 4 og sidst og skrev tre spil om tiden fra 1945 og til vore dage, som det sidste foregår i.

Bornholm gennem 18 år.

”Regnvejr og ingen penge” er dokumentarhistorie i dramatiseret form. Den skildrer en families skæbne, fra de tyske besættelsestropper trak sig tilbage efter det russiske bombardement, og Bornholm en lang tid var isoleret fra omverdenen, da russerne holdt øen besat. Hos en arbejderfamilie fødes det femte barn, og faderen har nok med at bjerge til dagen og vejen så meget mere, som hans svigermor også bor hos dem. Han er en fattig mand, der skal ernære otte mennesker.

Spil nr. 2 foregår i 1949, nr. 3 i 1956, da Bornholm igen var isoleret som følge af den langvarige havnearbejderstrejke, og det sidste spil foregår i 1963, da den søn, som blev født i 1945, bliver student.

Samarbejde med konsulent.

Det har været et voldsomt slid, siger forfatteren til ”Berlinske Aftenavis”. Derfor har man ikke hørt meget fra mig i vinter. Stoffet optog mig helt. Selvfølgelig er mangt og meget selvoplevet, men jeg skylder at sige, at jeg har modtaget umådelig mange råd og forslag, megen inspiration fra Palle Kjærulff-Schmidt, som er konsulent ved TV – teatret og som har samarbejdet intimt med mig. Han har de erfaringer fra teater og TV, som jeg ikke kan have, og da vi yderligere en gang tidligere har samarbejdet, nemlig ved enakteren ”Første halvleg”, som først Studenterscenen, derefter TV – teatret, opførte, fandt vi hurtigt hinanden i det arbejde, som altså nu slutter ved spil nr. 4.

Social udvikling.

Mangt og meget er selvoplevet, siger De?

Ja, svarer Henning Ipsen, min far er murerarbejdsmand i Åkirkeby, men vi var kun to søskende, og jeg selv har knoklet rundt på øen som episoder, der forekommer, men det arbejdsmand og oplevet nogle af de væsentligste har for mig været at skildre den sociale udvikling, som også er sket på Bornholm. Fra engang at måtte slås for brødet, gælder det i dag om at få overskud til rejser, luksus, villaer og alt det, som resten af landet begærer.

Skal det opføres på bornholmsk?

Det var på tale, men vi måtte opgive det af to grunde. For det første har vi ikke skuespillere nok, der taler sproget, og man kan ikke påtvinge skuespillere fra andre landsdele at tale det, dernæst ville resten af Danmark med garanti ikke forstå et muk. Derfor vil det blive spillet på rigsdansk – desværre.

En af grundene til, at man var glad for serien, er, at der spilles på den bornholmske natur. Vi skal i sommer optage en hel del ude billeder fra kendte og ukendte steder derovre, som flettes ind i handlingen.

Henning Carlsen instruktør.

Har man tænkt på, hvem der skal spille med?

Endnu ikke. Først må vi have en instruktør, og jeg håber, at Henning Carlsen indvilliger. Han er jo rutineret som dokumentarfilmmand, og det er hans erfaringer, der er brug for her.

Henning Ipsen har netop været i den italienske riviera by Diano Marina, for ”at børnene skulle se deres far igen og være sammen med ham”, og snart kommer han til København for at tage del i forarbejderne til optagelserne.

Det er meningen, at ”Regnvejr og ingen penge” skal opføres fire på hinanden følgende søndage i november.

 

Billeder fra optagelserne på Sildetorvet i Hasle.

Berlinske Tidende den 16.maj 1965.

Af Kjeld Rask Therkilsen.

Før nogen eller noget har fået succes, sker der intet.

Foran fire spændende danske Tv – spil fortæller forfatteren Henning Ipsen om, hvad der ligger bag, og om, hvilke kunster denne borgerlige bornholmer ellers dyrker i Kerteminde.

Han siger minsandten – skønt med en vis forsigtig alvor – at Bornholm nok rettelig burde være svensk. Nemmere og naturligere ville det være. Samtidig siger han, at undersøgelser har vist, at Bornholm sagtens kan løsrive sig og klare sig. Skønt det er sagt delvis for skæmt, er der perspektiver i slige udtalelser fra en bornholmer, der bor frelst og sikkert i Kerteminde, gift med en Kerteminde-pige og omgivet af tre ægte Kerteminde-børn.

Solen varmede ned over Kerteminde, glimtede i vandet, fik det til at springe af grønt fra de stynede popler og til at dufte af vår fra mulden. Sådan rigtig fynsk var det. I den lune borgerlighed hos Henning Ipsen snakkede vi om vejen og livet og målet. Han er 35, tidligere lærer, nu forfatter, som med en stor produktion bag sig har vundet interesse.

Meget få herhjemme har afstedkommet ordentlige TV – spil. Meget få synes at beskæftige sig med den spændende genre med de mange udtryksmuligheder – eller sidder der nogle i løn og nørkler fjernsynsspil, som de ikke rigtig kan få hul på.

Tiden vil vise det. Henning Ipsen har i hvert fald skrevet ikke et, men hele fire TV – spil, som vi hver søndag fra 23. maj skal se på skærmen. Disse spil, der hænger sammen på mange måder, kommer i juni i bogform på forlaget Fremad. Først se, siden læse. Sagerne kommer op sidenhen på Nordvision i Sverige og Norge. Fir spillet hedder ”Regnvejr og ingen penge”.

Hvorfra kommer titlen?

Det er et gammelt bornholmsk mundheld – sådan er det altid, når fattigfolk skal more sig – enten er det regnvejr, eller også er der ingen penge.

Men fjernsynsspillet går ikke på fattigfolk?

Det handler jo om en arbejderfamilie på mindsteløn – jo, det handler om fattigfolk – Da jeg undersøgte forholdene, blev jeg overrasket over at se, hvor lidt småfolkene i virkeligheden tjente i årene efter krigen.

Men de fire spil er mere lagt an på familien?

Det er de i høj grad, men ikke på en social situation som sådan – især moderen betragter sig mere over for livet, end over for den sociale situation som taber.

Udtrykket taber angiver allerede noget socialt?

Den virkelige klassedeling, den sociale inddeling, kommer nedefra ikke oppefra.

Familielivet i gammel forstand er ved at gå i opløsning?

Fjernsynet har nok korporligt samlet familien, men ikke åndeligt. Mine TV – spil begynder i 1945, da denne opløsning ikke rigtig var begyndt. Og det har holdt mere ved på Bornholm – der er ikke den mulighed for at stikke af og komme bort fra splittelsen.

Skal spillerne angribe noget?

Nej, og de skal heller ikke nå til nogen konklusion af noget – de er et forsøg på at nå til en realisme, som er dokumenterende.

Som dokumenterer hvad?

At mennesker, der under indflydelse af ydre og sociale vilkår alligevel i højere grad lever efter egne love – almindelige menneskelige vilkår. Holder man fast ved det, så er det et angreb på den socialrealisme, som påstår, at gode ydre vilkår giver større menneskelig lykke.

Det latente angreb har dog et konkret sigte. Den isolation, der foregår på Bornholm.

Er det nu galt, lokalpatriot –

Er det ikke ret ubehageligt at få bombet et par byer.

Skal vi nu tyve år efter til at anbringe skyld og ansvar igen.

Det har aldrig rigtig været sagt tydeligt – man har bare smånusset med det – nå, for mit vedkommende har jeg bare villet fastholde en situation, en holdning.

Oversete kunstnere.

Kan man se bort fra seernes reaktion, når man skriver sådan noget?

Det er totalt umuligt at beskæftige sig med det – begyndte jeg at spekulere på det, var jeg allerede ovre i det glade popperi, for så ville jeg på et eller andet tidspunkt snobbe nedad – jeg har ikke tænkt et øjeblik på det.

Med TV – spil, romaner, noveller, film er Henning Ipsen oppe i tiden.

Der er intet, jeg hader mere end begrebet ”oppe i tiden” i forbindelse med kunst. Der findes store og vidunderlige kunstnere, som i årevis bliver overset, fordi de ikke er oppe i tiden, eller fordi de ikke er vrede mænd – men bare folk, der simpelt hen laver deres kunst. I Sverige er der et eksempel i Tage Orell, en af deres største romanforfattere, som i 30 år ikke har været kendt ud over en ganske lille kreds – og der er Villy Kyrklund, der for den unge forfattergeneration virkelig svæver over vandene – men som uden for kunstnerkredse er komplet ukendt – nå, det er nok også upopulært at skrive poetisk om menneskets vilkår i en slags forfinet orientalsk form.

Herhjemme?

En mand, der af hovedstadskritikken er blevet holdt udenfor, er Knuth Becker – måske vores største romanforfatter – romanerne om Kai Gøtsche er meget betydningsfulde – og det er noget, der stadig er i gang.

Til gengæld har vi i sandhed nogle, der ikke glemmes.

Rifbjerg og flere andre har dog ved deres råben-op skabt vej for andre – der sker nemlig ikke noget, medmindre nogle har en vis succes – der kommer mange gode film i Polen, men de kommer, fordi der er klima for dem, og fordi nogle af dem har fået succes.

God provinsiel kunst.

Der er masser af ismer og ismeisme – ismer, retninger, der afløser hinanden – svenskerne er skrappe med bestandige manifester, skæren tænder, stil – kampe og epigoneri ud over alle måder.

Vi har trods alt ikke meget af det herhjemme – det eneste forsøg på nogen – isme er Vagn Steen – folkene. De har fremlagt et program- og det er det eneste punkt, på hvilken de er i familie med svenskerne. Jeg kan forstå, at det stadig er nødvendigt at udforske sproget – men at sidde og lege med ord og lave logogriffer – derved kan man unddrage sig alt. Den store danske ordbog har masser af ord, som endnu slet ikke er udnyttet.

Teatret herhjemme.

Der er intet – og der kommer heller ikke noget, før et eller andet – en eller anden – får succes – først så vil man turde spille – og måske endda turde eksperimentere.

Hvordan kan man have et åndsliv i Kerteminde?

Hvordan kan man have det i København – hvad er man egentlig udenfor i Kerteminde – vi har de samme aviser, de samme tidsskrifter, samme radio, samme fjernsyn som alle andre steder.

Og teatret kan det være lige meget med.

Som forholdene er i øjeblikket – ja. Og biografer har vi i Odense.

Er De kommet fri af Bornholm?

Næ, tværtimod – jeg er tættere på end nogen sinde – men det gør ikke noget – megen afgørende kunst i dag er provinsiel i sit udspring – det gælder også den gode franske kunst. Den holder sig til en lille kreds af mennesker i en afgrænset lokalitet, ofte meget isoleret – Den gode kunst bliver bare gjort med meget stor intensitet. Den kunst, der vil være international, bliver ofte et slag i luften.

Vi laver ikke meget af den her på bjerget.

Nej, men den mand, der skriver stærkt ud fra det provinsielle, han kender, skriver også internationalt – hvis han da har talent. Per Olof sundman, der har sit miljø og sin verden i skovene i Jämtland, er nu pludselig blevet oversat til fransk. Han kan bruges, fordi hans kunst går på og handler om det universelt menneskelige – tag en dansk film som ”Ordet” – man tror, at spændingen mellem Indre Mission og grundtvigianismen er noget specielt dansk. Alligevel er filmen særdeles accepteret i Frankrig og andre steder – alene af den grund at det er en stor kunstner, der har lavet den.

Flittig mands TV – debut.

Henning Ipsen er en mager herre, en pæn yngre mand, en pæn borger. Sådan blev han karakteriseret her i avisen for seks år siden. Dengang klippede hans kone ham, og da stod der, at hun måtte øve sig lidt mere. Det må hun stadig, hvis det endnu er hende, der gør det. Ipsen er ikke noget frisørskilt. Men karakteristikken passer endnu – dog fornemmelig med et anstrøg af mere sikkerhed og – på grund af følelsen af at være accepteret – tilløb til en ret så behersket selvfølelse. Det krydrer samtalen, når man med eller uden vilje kommer til at puffe til den.

Henning Ipsen har nu bag sig fire romaner, to novellesamlinger, en børnebog og et utal af kronikker. Han har oversat Wesker og mange andre, er for tiden i gang med Osborne – og præsenterer altså nu sit TV – spil i fire afdelinger. Det er stadig med bornholmsk miljø og med bornholmsk tone. Spillet blev bestilt af Erik Aalbæk Jensen. Sært var det ikke, at man standsede ved superbornholmske Ipsen.

De fire dele foregår i den samme familie (med forøgelser) i henholdsvis 1945, 1949, 1956 og 1963. Hvert spil varer tre kvarter. I alt er der uden en masse børn, bl.a. tre sæt tvillinger, nemlig de samme i tre forskellige aldre. Hovedrollerne er besat med Jens Østerholm som faderen, Kirsten Søberg som moderen og Ellen Margrethe Stein som Bedste. I øvrigt er der Helle Hertz, Peter Steen, Lillian Tillegreen, Valdemar Marcuslund, Annemette Svendsen og Lene Vasegaard.

I disse historier er der megen direkte selvoplevelse. Henning Ipsen overværede både bombningen og evakueringen, og mange enkeltheder i tredje del er også forfatterens egne oplevelser. Han skriver stadig videre. Det er prosa og dramatik alt sammen.

Hvad med lyrikken?

Jeg har tidligere skrevet lyrik – det er også blevet trykt, men det er ikke noget videre – jeg tror ikke, det var fortættet nok – men jeg er i høj grad på vej over i dramatikken.

Dramatik, Tv og film.

Hvad ligger umiddelbart for?

Jeg skriver på en enakter til scenen, skønt jeg ved, at det er halsløs gerning, fordi ingen vil opføre enaktere i dag. Teatre er forretninger, og de skal have pengene hjem.

De kan få det opført på Det Kongelige sammen med tredje akt af ”Napoli”.

Det ville da være synd for mig.

Er så den enakter eksperimental -teater?

Det er ikke i egentlig forstand et realistisk stykke – i en vis henseende er scenemønstret næsten en slags dans – det er nødvendigt – det er heller ikke nogen vaudeville, thi de bryder ikke ud i sang. Der er et slagsmål i den med så præcise trin, at det næsten er en ballet – det hele drejer sig om mennesker, der prøver på at leve deres eget liv, folk der sidder i et hus, om hvilket krigen har bølget frem og tilbage. At udtrykke det kræver en vis form og en vis stil – og det giver balletmønstret.

Hvad mere?

Jeg har fået bestilling på nok et TV – spil, som jeg har i hovedet – når et menneske er ude efter et andet menneske, så går bevægelsen, forfølgelsen, videre, men ikke i en kæde – her bliver det i små cirkler – det roterer. I fjernsynet kan man følge handlingen uden at bruge mange ord til forklaring af, hvordan det hele foregår, og hvorfor det fortsætter netop dér – jeg begriber ikke, at ikke flere skriver for fjernsynet.

Det er det med teknikken.

Jeg er auditivt, ikke visuelt indstillet – og jeg gør det alligevel – man skal dog ikke beskæftige sig med lyssætning og sådan noget.

Hvad gælder det virkelig om?

At skrive for skærmen.

Der var også noget med en film og Gabriel Axel.

Jeg har af filmfonden fået penge på grund af en synopsis til at skrive filmen – vi venter på afgørelsen fra filmselskab, som har fået den.

Hvad er det om?

Det er en historie om en ung mand og en revolver – en idé om, at en revolver laves til at skyde med. Dér begynder det – og historien udvikler sig – der kommer en masse nye momenter ind, og nu drejer det sig om mennesker.

Det er også realisme.

Tja – det er det – men hvad er realisme?

De sagde, at det var det med familien i fir spillet.

Jeg må i hvert fald lave filmen sådan, at meningen i hver sekvens er afgørende fremfor det kronologiske – den bog jeg har skrevet til i år.

Ny roman til høsten.

Hov, der var en bog til.

Ja, en roman, der starter på Bornholm og fortsætter i København. den hedder ”Orinoco”.

Orinoco flyder så vist i Venezuela og ikke på Bornholm.

Titlen har jeg fra første vers af Harry Martinsons ”Den döende matrosen” – jag hör Orinoco – bogen er om et ungt menneske, der pludselig føler nødvendigheden af virkelig at se de ting, der omgiver os – i stedet for som vi plejer at gå ud fra standardbilledet – ud fra det, vi ved tingene er.

Hvad ser han så?

At han må udvide horisonten – dråben er billedet på havet, men den er ikke havet – Han tvinges til at revidere de synspunkter, som det snævrere miljø gav ham, han tror, han kan gøre sig fri ved at lukke øjnene op, men han er smækfuld af fordomme.

Er dette en lærebog for lægmænd om at lukke øjnene op?

Det er også en glad roman – jeg har i den prøvet på at få den humor ind, som jeg altid har ønsket at få ind i bøgerne, jeg har skrevet.

Nå, DE har endelig også engang fået humoristlegatet.

Og jeg er glad for, at disse folk var så forudseende.

Men hvad skal det hele fortælle?

Bogen er fortalt i monologform, og jeg har ikke blandet mig i monologen – han har fået lov til at snakke, medens jeg skrev løs.

I en tid da alle eksperimenterer, hengiver Henning Ipsen sig ikke til eksperimenter.

Jo – her! Det er en helt ny Henning Ipsen, man vil få at se – jeg har nok hidtil bundet mig for fast til stoffet. Jeg er glad for, at jeg er nået frem til at skrive denne bog – og glad for, at jeg ikke har ødelagt den tidligere ved ikke at kunne skrive den. Jeg har været meget optaget af andres eksperimenter – men det at eksperimentere er jo ikke noget i sig selv, medmindre man har brug for det.

Og DE har ikke haft brug for det før?

Næ, åbenbart ikke, men denne bog er nok et eksperiment – der er anekdoter i den – uden for den egentlige bog, men de belyser afgørende punkter i den.

Så at sige triller på grundmelodien.

Det kan gerne udtrykkes sådan, om man vil.

Som man vil fornemme, bliver der bestilt noget i det forfatter -værksted.  Spændende bliver det at se, hvad instruktøren Gabriel Axel på søndag har fået ud af sit nære – og som det synes usædvanligt gode – samarbejde med bornholmer – Ipsen. Fjernsyn er noget særligt. Går det op eller ned – seere er det største, det mest uensartede og det mest uberegnelige publikum, en digter kan få. For slet ikke at tale om kritikken.

Ipsen er selv anmelder ved ”Jyllands – Posten” – også af fjernsyn.

Kjeld Rask Therkilsen.