En Rask Pige.

”Ja, hvad jeg jer vil sige, at dengang jeg var Pige, da var der Piger til.”

Saadan sang Pigerne i min Ungdom, og selv om denne Sang nu er forstummet, saa er der ogsaa i vore Dage Piger, der ikke gaar af Vejen for Slid og Arbejde, selv om hænderne bliver lidt haarde og røde.

En af dem er Helene Andersen, ”Soldalen”, Olsker.

Helene Andersen er født paa Ellesminde i Vestermarie den 13. april 1903, som Datter af Ludvig Andersen, nuværende Ejer af Dalegaard i Olsker, hvis Navn er kendt af alle Bornholmere for den store Interesse, han har ydet Husmandssagen. Ogsaa paa mødrenes Side har Helene Andersen kun godt at slægte paa. Morbroderen, Peter Thorsen i Pedersker, er jo, vel ikke med Urette, blevet nævnt som Danmarks lærdeste Husmand. Alt fra Barndommen fik Helene lært ”å sjødda nâd”. Ved sin Virksomhed for Husmandssagen var Ludvig Andersen meget ofte borte fra Hjemmet, og da maatte Mutter og Børnene besørge Arbejdet. Da Helene var blevet konfirmeret, vilde hun, som andre unge, der er lidt Skub i, ud i Verden og se sig om og lære noget mere, end Kommuneskole og Hjem kunde yde.

Efter at hun havde lært Husholdning et Par steder, tog hun en Sommer på Fyns Husmandsskole. Dette Højskoleophold var af stor Betydning for den lærevillige Pige. Jacob Lange og Hustru sætter hun særlig højt. Efter endt Højskoleophold gennemgik hun et Kontrolkursus og virkede derefter i to Aar som Kontrolassistent paa Midtfyn. Det, der i særlig Grad havde hendes Interesse, var Botanik og alt, hvad der havde Tilknytning til Jordbrug, og hun drømte alt dengang om at blive selvejende Jordbruger; det strenge, legemlige Arbejde, som dette vilde kræve, afskrækkede ikke hende.

Nu flyttede hun hjem til Far og Mor, som nu boede paa Dalegaard i Olsker, og her tog hun fat som Gartner.

Nede Syd for Gaarden laa en sumpet Eng; den afdrænede hun og paaførte den et godt Lag Madjord og tog saa fat med at saa og plante. Det blev hovedsagelig Udplantningsplanter, hun avlede i de første Aar.

Trugtavl var dog det, der i særlig Grad interesserede den unge Gartnerinde, og hun anlagde saa en Frugtplantage paa to Td. Land. Men Helene syntes dog, at det var alt for lidt at virke med. Nu havde Ludvig Andersen erhvervet sig en Ejendom, der laa paa Grænsen mellem Olsker og Rutsker, som han solgte til Datteren. Ejendommen har da det særprægede bornholmske Navn ”Gnienja”. Navnet, som neppe kan skrives og kun vanskelig udtales, er opstaaet som en Folkevittighed og gaar et Par Hundrede Aar tilbage i Tiden. Der tjente da paa Skovgaard ”enj Drænj”, som forelskede sig i Datteren paa Gaarden, og hun delte hans Følelser. Da de saa skulde giftes, kneb det jo med Penge til at købe Ejendom for; men den gamle Skovgaardsbonde vidste Raad og sagde: ”Ja, så kommer jâ vel te å gni enj Bedda Jor frå te dom.” Det var saa denne udtalelse, der gav Ejendommen dens Navn.

Her var nok for Helene Andersen at rive i. Ejendommen var, set med en Kunstners Øjne, noget af det smukkeste, man kunde tænke sig, som den ligger i en dyb Dal og med Skrænterne bevokset med lyse Birketræer og mørke Enebærbuske mellem de graa Klipper. Men den praktiske Jordbruger ser jo anderledes paa Tingene end Kunstneren, og som landbrugsejendom stod den meget tilbage at ønske. Den havde de sidste ti Aar skiftet ejere fem Gange og var derfor i meget slet Kultur. Her var 20 Td. Land Jord i alt, deraf 12 Td. Land under Plov og Resten Skov, Klipper og Lyng. Jorden var af meget forskellig Bonitet, tre, fire Td. Land ret god Muldjord, et Par Td. Land Grus og Resten det, vi paa Bornholmsk kalder Borkjeler med Fladklipper og store Sten.

 Helene tog nu fat med frisk Mod og mange Planter. Den første Plan var at anlægge en stor Frugtplantage, og i de to første Vintre plantede hun ganske ene ca. 2000 Frugttræer; senere har hun, Tid efter anden, plantet 1000 Frugttræer. Det er jo hovedsagelig Æbletræer, hun har plantet; hendes Frugtplantage nu er paa 6 Td. Land. Her var to, tre Td.Land Jord, hvor der var en Mængde Klipper; den vilde hun nu have renset.

 Hun lejede saa tre Stenarbejdere, der arbejdede her i tre, fire Maaneder med at sprænge Sten. Af denne Mængde Sten lod hun nu opføre en Kinesisk Mur i Lilleputformat. Muren, som der sikkert ikke findes Mage til i Danmark, er 1,20 m høj, 0,70 m bred og godt 200 m lang. Det gik dog Helene Andersen som det gik Kineserne: det lykkedes hende ikke at faa hele sit Rige indgærdet; men muligt det kommer; man kan vente meget af Helene. Nu trængte Bygningerne til en højst nødvendig Fornyelse, da en stor Del af dem var faldefærdige. Hun lod nu opføre baade Stuehus og Ladebygninger og nogle store Frugtkældere og oppe paa Skrænten et smukt Kaninhus, hvor flere Hundrede Kaniner nu fører en sorgfri Tilværelse. Endvidere ude ved Planteskolen en norsk Sæterhytte af Kampesten med Tag af Græstørv, og i Sommer er paabegyndt Opførelsen af en Rundkirke, som skal bruges til Materialskur.

Skoven har jo delt Skæbne med de fleste andre Skove og er blevet meget forhugget; men intet er saa galt, at det dog kan være godt for noget. Nu har Blaabærbuskene faaet Lys og Luft og bugner hver Sommer af de lækre små Bær, som er let sælgelige til en god Pris. Men Arbejdskraften er her, som saa mange andre Steder paa Landet, det store Problem, og det har ogsaa sat den raske Pige adskillige graa Haar i Hovedet. Arbejdet ved Gartneri og Frugtavl er jo tildels et Sæsonarbejde, og derfor er det meget vanskeligt at faa rettidig og god Arbejdskraft. Afsætningsforholdene kan ogsaa være besværlige nok. Hjemmesalget er jo kun ubetydeligt; men to, tre Gange om Ugen spænder Helene sit ”Rys” for Vognen og kører den 6 Kilometer lange Vej til Allinge med et drivende Læs Frugt og Grøntsager, der skal sælges; foruden Frugtplantagen har hun nu en halv Td. Land med Jordbær og ca. 4 Td. Land med forskellige Køkkenurter.

I de strenge Vintre i 1941, 42, 43, hvor Harer og Markmus var uvelkomne Gæster, fik Helene Andersens Frugtplantage et slemt Knæk, som den dog i de sidste to gode Aar tildels har forvundet. En Frugtavler fra Sydlandet, som aflægger Helene Andersens Frugtplantage et besøg, vil maaske rynke paa Næsen og mene, at den langtfra i Frodighed og Ydeevne kan staa Maal med hans egen.

Han kan daarlig tænke sig, hvor strenge Vilkaar Helene Andersen har haft at arbejde under, og glemmer, at ”Gold er den Jord, som Lyngen bær, Guldhøst ikke der vanker.”

Alle, der har set det store Arbejde her er blevet udført paa disse 8 Aar, kan lære af Helene Andersen aldrig at give op og aldrig at spare sig selv, og naar hun engang skal se tilbage paa sit Livsværk, kan hun med fuld Ret synge, som Pigerne sang i gamle Dage:

”Ja, dengang jeg var Pige, da var der Piger til.”

Fraa Jyl paa Bornholm 1945

Udaa Otto J. Lund.