Hâuse de paa Aared drâr,
Dâna ble saa korta.
Sneenj me sit Lâgen hâr
sjylt de stygja svorta.
Jylaautan! Jyladâ!
Bællaiven sjena glâ,
Kjærkeklokker kjimar.

Jylatræd staar pent aa râgt
me Lyz aa Korra granja.
Bællana nok alt hâr smâgt
et Pâr Kâgemanja.
Hawranæj te lidinj Faul,
Vyst aa Pyz faar dovvel Saul.
for nu ed Jyl for aijle.

Moer deler Gaver ud,
hâr begje Hænner fuijla.
En Trompet, som e te Knud,
en Dokka te sin “Snoijla”.
Lid te vær hon livel hâr
Vânta au te Bæstefâr;
injenj hon forgjædder.

Biblinj târ fraa Hylnj ner
Fâr, aa Blân hanj vænner,
saa tyst i Stauan der nu bler,
di smaa hâr foijlad Hænner.
Saa læser hanj di gamle Orn
om hanj, som fatti kom te Jorn
i Jylanattens Tima.

Jylasalmer tonar lyt
aa rent fraa aijle Munja.
Alt va der va ont aa stygjt
maa nu helt forsvinja.
Fred paa Jor aa Fred i Sinj
rinjar Jylaklokkan inj
te vær, som Ored troer.

Otto J. Lund.
Nordbornholm fredag den 18.december 1931.