“Forr i Tider” udkom i 1944.

Arne Madsen, Karlebo, udgav et hæfte på Bornholms Tidendes forlag i 1974. Hvor han skriver om Forr i tider: Arier udå Otto J. Lund. Omslaustajninj udå Oluf Høst. Gornitzkas forlag. Allinge. MCMXLIIII.152 sider.

Indledning ved H. Sonne Kofoed. Bogen omfatter 15 mindre fortællinger, der er skrevet dels ud fra, hvad han har hørt andre fortælle, dels hvad han selv har opdigtet. Fælles for disse lune og ærlige, folkelige fortællinger er udtrykt med et citat fra bogen: “Ded passer va minj fâr bruggar å saj, a der finjes nâd got hos ajle menjesker, når enj bâre kanj få’d fram”

Bogen kom på et tidspunkt under krigen, hvor der var vanskeligheder med at skaffe papir og “bornholmske” typer. Oluf Høst’s forsidetegning viser Otto J. Lund siddende på savbukken foran huset.

“Forr i tider” – Forord ved H. Sonne Kofoed, København, november 1944.

Jeg traf første gang Otto J. Lund i 1942 og fik straks et stærkt indtryk af, at han er en mand med høje idealer. Ikke mindst Bornholmskens sag ligger ham på sinde. Enhver, der kender blot en lille smule til dette spørgsmål, vil vide, at Lund i en årrække både med mund og pen har kæmpet for bevarelsen af vort kære, bornholmske modersmål. Først sent, 42 år gammel, begyndte han at skrive. Hans første bog kom i 1930. Siden er det gået slag i slag, og “Forr i tider” er Lunds opus 6. Han har i denne bog samlet en række “Ârier”, der tidligere har været trykt i forskellige blade, idet han syntes, det kunne være morsomt at få dem samlet på et sted, og det skal han ha’så evig ret i.

Lund fylder til næste år 60. Han er altså ingen årsunge, men lad os håbe, han må beholde sin arbejdsevne endnu i mange år, så at han fortsat kan berige den bornholmske litteratur med både digte og “Ârier”. Måtte “Forr i tider” finde mange og interesserede læsere! Det har bogen ærligt fortjent!.

Bogen indeholder følgende ârier: Enj Hæjluer Jylaawtan – Kjærlihed på Lanned – Bâra enj Skreddara – Då bien svarmde – Et kontrâdit øfrøl – Starka Annars – Ræua-Lârs – Då lokkan kom te Norregår – Enj Drajnijssvensk – Kvinjfolk e treska – Vorharres Pær – Tellefon – Ver Aspinjabro – Ola Peter fortæller. – En lannaplaua – Då Stina skujle te val – Ola Peters frajeri – Ola Peter som slajtara – Et svinahæjl – Klaus Madsen å munkenj.

En af historierne er:

Ola Peter som Slajtara

Daa jâ va kommijn jem fraa Kjænesten, tâw jâ maj ejn Plâs på ejn temmeli stor Gaar i Klæmmenskersen som Hâuddræjn. Der va jâ så et helt Aar å hadded såmæjn ættelæje helt rârt, men nu syjntes jâ, de kojne varra ârtit å præwa nâd ajned, æjn å ble ver me å kjæna Bønner. Jâ hadde ju daa vad uda å kjænt, fraa jâ va ejn Bælli på tijle-tâl Aar.

Jâ hadde hørt, a der va ejn Slajtara i Røsen, som søjte ejn Dræjn te Hælmøssa. Jâ hadde ju nok hørt, a di Røbona va nonna ojnelia Pyza, der va nogged gammeldâs å ajena, men jâ tæjnte, a de gjikj vel nok me ded. Nok e ded, ejn Sønda, jâ hadde Lâw, tâw jâ mina Søndasklær paa, å så trawada jâ te Røsen, for å fæsta maj hos dæjna Slajtarejn, kajntro.

Hældier va jâ å trafjijn jemma, dæjna Slajtarejn, å så tebø jâ maj som Dræjn hos ijn te Hælmøssa. Hâjn sâ, a de va ju majed præjtit, for ejn Dræjn skojle hâjn ju hâ saj. Å så gâ hâjn maj en long Forklârijn om, voddan de hadde saj. Forra hadde hâjn mæn brøgt å hat ejn Hallstøddijn på fjâurtan-fæmtan Aar te å passa Krajturn å seddannâd, for der va ju Awl te et Pâr Øj å fijle-sajs Kjør, demmeså. Naar hajn nu skojle hâ ejn vâwsijn, Kar te Dræjn i Vijnter, kom de saj aa, a Konn sko’le  hâ ejn lijdijn, for æjla hadde hon for de mæsta jolped-ijn me Slajtnijnen. Men nu, de va seddan fat me Konn, kojne hon ju ijkje ded i Vijnter, for de kojne ju snârt gå ud âwer dæjn lijla, som gjærna kojne faa bodde Slaw å Lyde. Ejn hadde ju hørt så galed forr. Di hadde to Bælla i Forvæjn, men di va snårt læzegamla, sa detta hersens ble ju senejn Ættebrabbes.

Så begjynjte hajn å snakka om, va jâ skojle sjødda, å de va ju mæn lawlit, der va å gjorra senejn Stâ. Jâ sko’le ju følla Øjen, naar der sko’le plaajes æjle harras. Bællana paste for de mæsta Krajturn, å Konn molkada, sa jâ behøvte bâra å mogga ojne dom Mârn å Awtan. Men så sko’le jâ jælpa-ijn i Slajteried, men de va ju mæst å gå å nuta igrân. De Grâned, der va å sjødda, va nâwe vært å næwna for ejn vâwsijn Kar; å Lâw kojne jâ faa mæst liså ota, de sko’le varra, bodde hællit å sognt. Kostejn va ju âw nâd ajned æjn på Bonagaarana, hajn gjore sæl aa dæjn goa Mâdejn, å derfor læwde di så å saja på Gjijlesmâd vær Dâ, me farst Kjydd te Midda å Kaffe å Veddebrø om Ættemiddajn.

”Du forstaar brâ nok å snakka for din sjøga Moer, du” tæjnte jâ, for jâ va ju ijkje dommara, æjn jâ forsto, a de va bâra for å pijna Løn ner, a hela dæjna Lajsan kom; men ves hajn trode, hajn sko’le narra maj te å gaa der å slæva hela Vijnterejn mæst for majen Tak, tâw hajn livæl fajl! – Tesist spore hân, va jâ hadde tæjnt, jâ sko’le hâ i Løn, å derte svârde jâ, a jâ hadde tænjt 35 Dâler. Daa hajn høre ded, slo hajn fraa saj bodde me Arma å Ben, de va så rent urimelit, syjntes hajn, de va mæst mera æjn ejn Hâuddræjn fijkj på di store Gaarana, å de mæsta, hajn hadde tæjnt saj å gje, va 25 Dâler. Konn gâ saj nu te å snakka me, hon syjntes âw, a de va så urimelia majed, å ætte va hon hadde hørt, sko’le Lønnerna varra gaana ner nu te Hælmøssa. Jâ svâre ijned te alt detta Snakked, men reste på å begjyjnte å leda ætte min Hâwa.

Daa hajn saa ded, sâ hajn, a jâ behøvte daajkje fæjas så, jâ hadde då vel Styjner te å sijnka igrân, så kojne vi ju snakka om-ed, å så gâ Moer nok ejn Bedda Ojnarna. Jâ sâ Tak å satte maj igjæn. Så gâ hajn saj ræjtit te å pruta å akedera, lisom naar hajn kjewte Krajtur, å Ænnajn paa-ed ble nu, a jâ fæste maj hos-ijn for 30 Dâler for Vinterejn.

Konn lawada nu Ojnarna te. Vi fijkje Swaatepølsa, å ded e Mad, dær altid hâr smâgt maj. Hajn kom âw me Sypaflaskan. Jâ fijkj to Sypa, å ded syjntes jâ va nok, men hajn kojne nu ijkje jælpa saj me minre æjn fira. Mæns vi nu sod å toggada, fortalde hajn så Pasâziker fraa sin Horratid, å ætte va hajn sâ, hadde hajn vaed ejn ræjtier Râzapâza å ejn fârlier Kar te å ântas me Pibla – å te å slos, å a de va sântalt, va hajn fortalde, svor hajn paa, sa de lyste ætte. Jâ syjntes æjla, a de ijkje va nâd å skræppa aa, men a seddant høres ila, især som nu, a Bællana sod å lydes ætte, va hajn fortalde. De e ijkje for å grota, men seddan nâd, som hajn skræpte aa, kojne jâ nu alri vad me te, sæl om jâ va lid vijnuer å vraulurijn å got kojne lawa lid Flabbatassastrajer, når jâ kojne se mit Ram.

Da vi va farruer me Ojnarnan, begjyjnted å sjymma, sa jâ sâ Tak for Ojnarnan å Farvel på ejn Gong å nørlada så aa a Klemmenskersen te. Sijn gjijk jâ å va farruer å forhawa, a jâ hadde fæst maj hos dæjna Slajtarejn, for jâ høre ju så majed om-ijn, som ente va aa de goa. Hajn hadde vad et ræjtit Stommene mod di Kjænestefolken, hajn hadde hat, di kojne nâwe se-ijn te Maade, å de va nok hæjler ente frit for, a hajn moflada dom igrân ejn yjnka Gong. Kjælijnen va ævent ” Måga te Braaga”, hon gjijkj å gnawada âwer dom altid å ojnde dom nâwe Føen. Derfor va der mæn sjæjlan nâjn Horra, der ble Tiden ud. De, jâ syjntes varst om va, a hajn hadde senna naalia Øj. Naar hajn kom te Tors om Laurdana, drok hajn saj emmer fojler, å så hanlada hajn Øj. Derfor hadde hajnmæst senna Skâla, som va bodde stæwa å galna. Jâ hâr nu altid synts, a de va ârtit å hâ senna Øj, som ejn kojne faa fram, udan ejn behøvte å hømla paa å slaa.

Nâ, jâ tæjnte nu livel, a de sko’le varra majed, om ejn ijkje sko’le kojna hojla-ed ud me-ijn ejn Vijnter. Slaa præwde hâjn nâwe paa, naar hajn fost forsto, hajn hadde ejn ræjtier Kar for saj, å om hajn æjn svor å farrades, så va jâ ju blejn temmeli vân te ded i Kjænesten. Sko’le hajn ble alfor opstranâsier, sko’le jâ nok fortælla-ijn, vor ”David kjevte Øled”; å jâ va hæjler inte bonge for å tâ for maj, om de gjores Behâw.

Daa så, a Hælmøssa kom, gjikj jâ ju i Plâs. Dæjn fosta Dâjn va der ijned ivæjn, di va mi’la bæjge to, som bâra derte. Men Dâjnætte hadde hajn nok faaed dæjn anra sian udfor. Hajn râwte på maj, daa Klåkkan nâwe va fæm, å de syjntes nu jâ, va rojneli tilia, sa jâ gâ maj lid goe Styjner. Men daa jâ så kom ud i Lâen, gjijk hajn der å syzlada, å hajn lâw maj strajs vedda, a hajn va vân te, a Dræjnana kom strajs, naar hâjn râwte, å sin hadde di å spo dom hela Dâjn. Jâ tajde bâra å paste mit Arbaj å lâw-ijn gaa der å mâla Dæwlagryn, for trættes me-ijn kjere jâ maj ijned om. Nâ, jâ fijkj ju snârt aasyzlad, for der va ente ajned æjn å mogga å så skrava Øjen igrân, sa de va snârt sjøtt. Konn molkada, for ded va ju ente Karaarbaj dæjn Gongejn, dæmmeså. Sæl gâ hajn Koskræppana igrân å æda, å derme hadde vi aasyzlad å gjikj ijn å fijkj Mârnmaal.

Sijn sko’le vi så te å begjyjna me Slajtnijnen. Vi sko’le dæjn Dâjn slajta en So, en Ko å ejn Kall, så der va ju nok å nørla me dæjn Dâjn. Soen sko’le fost te-ed, å jâ ble satter te å varma Skaa’levanned, å ded gjikj majed got. Daa jâ nu fijkj Vanned varmt nok, sko’le vi hâ fat i dæjna Soen. Hajn gjikj ijn i Boen te-na å lâ Tryjnebaaned på-na, å så drev vi-na ijn i Slajteried. Detta her gjikj ejnhellu brâ, for hon strittada ente imod å lo te å varra majed megjorli, men nu sko’le vi hâ-na op på Slajtarastokkejn, å de ble et mera naggt Arbaj, æjn hajn hadde tæjnt saj. Daa vi hadde faaed-na hen te Stokkejn, gâ han maj en long Forklârijn om, voddan jâ nu sko’le bæra maj ad. Naar hajn tâw-na om Hâud å Ørn, sko’le jâ tâ-na om Bâghâzana,å så bâra op i et Snoptag, men jâ hadde så å passa paa å faa-na drajad om på Ryjgjejn, så hon ente kojne faa fat me Hâzana å reza saj. Så sko’le hon bijnes, å naar jâ hadde aasjøtt me ded, sko’le hajn snârt faa-na dânkad. Jâ hadda ju jolped te me å slajta Svijn forra, vor jâ kjænte, å de så galed majed storre å fedara Krajtur æjn dæjna.

Starker va jâ ju å hæ’ler ijkje fjøntuer, så jâ sko’le nok tâ min Ænna, ves jâ vi’le, å a jâ hadde flabbatassastrajer for, de tæjnte hajn ju ijkje paa. Jâ fijkje fat om Bâghâzana, å hajn taw om Ørn å gâlde. Å så løtte vi, sa Iwen sto stiva i Hâud på vos. Vi fijkje âw Soen op på Kântejn å Stokkejn, men så slap jâ, å Soen ramlada ner å kom snârt på Ben igjæn. Slajtarejn tâw fat å sjæ’le å farras, ka’la å ligna, så de va fæzelit. Seddenejn Møjhojn, så hajn, sko’le hâ en ræjti âwer Rân, for ejn sko’le ju tro, a hajn sto å snev. Jâ sto ju nåsammer å tâw imod alt detta hersens, men jâ kojne ju nâwe lâ ble me å grina.

Men alt detta Spetakkeled nøttada ju ijned, saa vi måtte hâ fat idi-na igjæn, å så sko’le jâ nu ho’la fâst,sâ hajn. Daa vi så fijkj-na hen te Stokkejn igjæn, skræj hajn: ”Nu”. Å så løtte vi liså arrit vi kojne majta. Dæjna Gongejn fijkje vi-na livel op på Stokkejn, men jâ va ju så fortomlader aa alt detta Sjæ’led å Gâled, a jâ’kje sanste å draja-na om på Ryjgjejn, å dæmmeså satte hon Hâzana i å reste saj. Hajn gâlde, a jâ sko’le tâ-na om Bâghâzana å slaa-na omko’l, men daa va jâ så antererder, a jâ sanste ijnentijn, men grev fat i Rompan å hâlde lisaa arrit, jâ kojne. Soen skræj som om hon alt hadde Knivejn i Halsejn, Slajtarejn sjæ’lde å svor, sa de va styjt, men ho’la-na, ded va vi for smaa te; hon sprong ner aa Stokkejn å løv Slajtarejn på Ænajn, å ded va nok ijkje frit for, a hajn slo saj igrân dæjn samma Stâjn, for hajn vânades lid i Fostnijnen, ætte a hajn va kommijn på Ben igjæn. Men hadde hajn ijkje vaed galijn forra, ska jâ lâwe for, a hajn bled nu. Hajn hadde ejn Klawn i Honn, som hajn sto å høte me. Slaa, ded tore hajn ijkje, men så brøgte hajn Mojn istâjn for. Hajn gâlde å svor å râfte på dæjn svorta, sa de kojne høress âwer halla Soggen.tesist kojne hajn nâwe majta å farras mera, men hijnkada aahen te Dørn å sâ, a nu ville hajn gaa ijn å se å faa Konn ud å jælpa te, for sæl om hon nok va et Kvijnfolk, va hon ligot dovvel så vi’la som seddenet skobbatrâw som maj. Foræjn hajn tæpte Darn idi, bâ hajn så maj om å passa paa Soen, a hon ijkje sko’le løvva fraa vos.

Liså snârt jâ ble ena me Soen, drev jâ-na hen te Stokkejn, grev-na ojne Byggejn, å forræjn hon fijkj tæjnt paa å stritta imod, hadde jâ-na oppa på Stokkejn å Ben i Væred på-na så nydelit, sad, å daa kojne jâ ho’la-na ganske ena lisom ijnentijn. Slajtarejn hadde ju hørt Skræjed å kom farenes så hæzblæzenes for å se, va der sto paa. Daa hajn saa, jâ hadde Soen oppa på Stokkejn, nappada hajn ejn Klawn å sko’le bijna-na. Men så sâ jâ, a hajn kojne mæn ble væk me sijna Klawna, for naar jâ hadde løt-na op sæl, så sko’le jâ nok âw kojna ho’la-na, te hajn fijkje-na dânkad. Nu vaed hannem, der maatte ajta maj; hajn grev Knivejn å stok-na me de samma; å te ded Arbajed va hajn ejnhellu vi’la, dæjn Rozen maa jâ gje-ijn.

Men detta hersens tawnada nu ligot lid på-ijn, for ætte dæjn Dâjn gjik-ed helt got me vos, å jâ ble der te Valberdâ.hajn kojne nok bajna å farras ejn yjnka Gong; men ded va mæst me sijna ajena Bælla, for maj sâ han fåje aldri nâd Or te. Hajn forsto, a hajn hadde en ræjtier Kar for saj, demmeså.