Havneanlægget
Da et tysk selskab havde købt kulværket og gjorde storartede anlæg, forlangte man, at Hasle skulle udvide og uddybe havnen til 12 fods dybde, da man ellers ville anlægge en jernbane til Rønne og lade al trafik gå derover. De beregnede at selskabet, når anlæggene i værket blev færdige, ville det holde flere skibe i stadig fart og at der kunne skaffes bolværksplads til 6 skibe.
Byrådet var i stor forlegenhed, da et større havneanlæg kostede mange penge og pengene havedes ikke. På den anden side gik det ikke an at sige nej og lade trafikken gå over Rønne; thi derved fik Rønne fordelen og Hasle tabet, idet værket ville trække mange fattige arbejdere hertil, som i tiden ville falde fattigvæsenet til byrde. Efter en del mundtlige forhandlinger fik byrådet et brev fra selskabets direktører, hvori fremsattes deres fordringer og tilbud. Dette brev fremlagdes i et ekstramøde d. 22. Januar 1874, i hvilket Borgmester Boesen var hindret i at deltage, da han var syg og sengeliggende, hvorfor jeg måtte lede mødet. Der fordredes, at vestre mole skulle være færdig til 1.Juli 1874, at havnen skulle være 13 fod dyb, samt mange flere frikuler og nedsættelse af havnepengene. Som vederlag lovedes et tilskud på 17000 rdl. Vi gjorde vore antegnelser til fordringerne, af hvilke flere indrømmedes og andre fordredes modificerede, og sendte dette til direktøren. Derefter bestemtes et møde til 24. Januar 1874 – altså 2 dage senere – hvor direktørerne Rubech og Edelstein skulle møde personligt og underhandle med byrådet. Borgmesteren var fremdeles syg og jeg måtte igen lede mødet. Her enedes vi om følgende poster:
- Vestre mole skulle til 1. Juli 1874 være for så vidt færdig, at der kunne foretages ind- og udskibning og i øvrigt fuldføres så hurtigt som muligt.
- Nordre mole skulle være færdig, ligesom hele havnen til 1.Otober 1875 og selskabet skulle dertil betale 17000 rdl. med 1/3 1.Marts 1874, 1/3 når halvdelen var færdig og resten når havnen var færdig.
- Havnens dybde være 12 fod. Fremdeles betingedes nogle pladser og nedsættelse af havnepengene, hvorhos en mulkt af 300 rdl. daglig, hvis havnen ikke blev færdig i rette tid, for så vidt naturbegivenheder ikke forårsagede forsinkelsen.
Overenskomsten sluttedes under forbehold af tilsynsrådets approbation for selskabets – og ministeriets for vort vedkommende. Dog således at vi først skulle underskrive den renskrevne overenskomst om eftermiddagen kl. 4, efter at vi havde konfereret med borgmesteren.
Jeg gik fra mødet ned til borgmesteren, som billigede, hvad vi havde indgået på. Jeg bad om, at man ved trommeslag ville samle borgerskabet på rådstuen for at forelægge borgerne sagen, da det endnu ikke var for sent at trække sig tilbage.
Borgerne mødte fuldtallig, da de vidste, hvorom det drejede sig. Jeg forklarede dem da, hvordan sagerne stod og oplæste kontrakten og spurgte om deres mening og om vi skulle gå ind på dette. Efter nogen tale frem og tilbage bad jeg dem, der stemte for gå til den ene side og dem der stemte imod til den anden side af salen. Kun købmand Munch og et par personer, der var afhængig af ham, stemte imod. Købmand Bærildsen stillede sig midt imellem. På mit spørgsmål om han stemte imod, svarede han nej, men han havde betænkeligheder, da han ikke troede, det kunne udføres, hvad vi havde påtaget os. Mængden derimod vedtog med begejstring overenskomsten. – Derefter underskrev vi kontrakten.
Vi var os fuldkommen bevidste, at det var et overmåde voveligt foretagende, vi havde gået ind på, men mente vi ikke kunne forsvare at skyde det fra os. Vi måtte ufortøvet gøre forberedelser til arbejdet og skaffe materialer, men vi måtte jo ikke begynde på havnearbejdet, førend vi fik ministeriets tilladelse. En ansøgning desangående ville vel næppe blive nægtet, men det ville tage lang tid, inden den kunne komme igennem alle de forskellige kontorer. Derfor bestemtes at jeg, ufortøvet, skulle rejse til København og tale med vedkommende i ministerierne, forelægge dem sagen og spørge om vi måtte begynde arbejdet, inden vor ansøgning blev bevilget. Dette tillod man os. Det var imidlertid nær ved, at ansøgningen var blevet afslået, da fjendtlig indflydelse fra vore naboer – Rønne – havde gjort sig gældende; men heldigvis havde kulværksselskabet også indflydelsesrige folk i København, som bevirkede at ansøgningen blev bevilget. I Rønne var allerede rygter udbredte om, at havnebygningen var nægtet og at byrådsmedlemmerne kom til at betale de gjorte omkostninger af egen lomme. Fremdeles havde man travlt i Rønne med Hasle. Man mente, det var givet, at byen, der jo skulle garantere lånene til havnen, ufejlbarlig måtte gå fallit. Man brød sit hoved med, hvad der ville ske ved en sådan fallit; thi det ville dog være tvivlsomt, om kreditor kunne tage borgernes private ejendom osv.
Ved min nærværelse i København var jeg oppe i Landmandbanken og talte om at få lån til havnebygningen. Jeg talte om kulværksselskabet og om deres plan med den større trafik, som ville skaffe havnen betydelige indtægter osv. Jeg mærkede på direktøren, at han ikke havde nogen tillid til selskabet, skønt han ikke udtalte det, hvorfor jeg sagde: ”Men selv om selskabet ikke giver det mindste, så kan byen bygge og betale havnen med lethed, da vi ikke har nogen gæld.” direktøren svarede, at der heller ikke var noget i vejen for et lån, men han ville skrive til mig, når jeg kom hjem og opgive de nærmere betingelser. – Og han holdt sit ord. –
Førend kontrakten blev sluttet var der i længere tid tale om havnebygning og planer i den anledning. Således skaffede selskabet en plan fra en ingeniør i Husum?, efter hvilken havnen ville koste 115.000 preussiske thaler eller omtrent 310.000 kr. Denne plan var allerede færdig i Juni 1873, men den forkastedes, dels var den for dyr og dels var den uhensigtsmæssig. Den passede for Slesvigs vestkyst, men ikke for Bornholms. Der var beregnet, at molerne skulle bygges af nedrammede pæle, som jo ikke her kan drives i grunden, der er alt for hård og pælene skulle beklædes med jern til beskyttelse mod pæleorm – som ikke findes her. Da selskabet ville have en betydelig indflydelse på havnebygningen for dets tilskud, så bad vi det henvende sig til havneingeniører, som selskabet bedre kendte end vi og derefter forelægge os tegninger og overslag.
Derefter kom em plan med overslag og tegning fra ingeniør Ib Windfeld Hansen, hvor bekostningen var anslået til 60.664 rdl; den var gennemset og billiget af ingeniørkaptajn Nyholm. Denne plan antog vi og antog W.Hansen til at have overopsyn med arbejdet. Planer og alt havdes på redehånd, da vi underskrev kontrakten med selskabet. Nu – midt i vinteren – gjaldt det at forberede arbejdet til med kraft at begynde, når vejret tillod det. Vi kunne ikke få det bortakkorderet uden at betale betydeligt mere end overslaget og derfor besluttede byrådet selv at tage arbejdet i sin hånd og lade arbejdet udføre ved lejede folk.
Byrådet kunne ikke samles for hver gang opsynsmanden ved arbejdet og dettes leder – skibstømrer Hansen fra Rønne – forlangte noget. derfor blev Hans Peter Ancher og jeg bestemt til at handle på byrådets vegne og vedkommende havde da blot at henvende sig til os. Vi samlede så mange stenhuggere, vi kunne overkomme og sendte dem op at kløve sten, hvor sådan fandtes. Ejerne overlod os gerne denne, men betingede sig en vis betaling for hvert læs, de kørte til havnen. På Klingegård? lå flere tusinde læs småsten, der var opbrudt af jorden, den fik vi for at køre den bort. Vi satte os i forbindelse med en tømmerhandler i Sverige og fragtede fartøjer efter tømmer og således gik alt hurtigt; men desværre var bygmester Hansen ikke som burde. Han var temmelig efterladen og sen. Vi havde mange ubehageligheder med arbejderne og stenkløverne, så Ancher og jeg undertiden havde stor møje med at tilvejebringe materialerne, men det lykkedes dog for os. Molerne kunne fås færdige i rette tid og vi sluttede akkord med firmaet Hans & Jørgen Larsen i København om havnens uddybning, så vi mente, alt nu var i orden.
Indrehavnen blev afdæmmet og tørlagt og udgravet til den bestemte dybde, men da entreprenørerne så, de havde gjort en dårlig akkord og ville få betydelige tab ved uddybningen af yderhavnen, hævede de arbejdet under et intetsigende påskud og efter nogen forhandling førte det til en proces, hvor Larsen fordrede omtrent 50.000 kr. som erstatning for vort kontraktbrud, som han sagde. Vi fordrede, at han skulle gøre arbejdet færdigt efter kontrakten og derfor have resten af den akkorderede sum eller også betale os omtrent 50.000 kr., for at vi kunne gøre arbejdet selv. Dommen faldt, at vi skulle betale ham 144 kr. pga. han havde udført en del mere arbejde ved kajmurene end Windfeld Hansen havde beregnet i overslaget. Det beløb sig til flere tusinde, men så skulle han igen betale os en sum i erstatning, så differensen blev de anførte 144 kr.
Processen varede et par år og vi enedes om på begge sider, at lade os nøje med dommen, men vor sagfører gav os en regning på næsten 3000 kr.
Det værste for os med standsningen af arbejdet var at havnen ikke blev færdig og kulværksselskabet kunne fordre mulkt. Men i kulinteressentskabets kasse var svindsot og de havde ikke betalt mere end halvdelen af deres bidrag, endskønt de for længe siden skulle have betalt 2/3. Vi enedes da med dem om at eftergive summen 17.000 kr. – som vi alligevel ikke kunne få, da værket var pantsat over sin værdi – og selskabet på sin side skulle opgive en hel del betingede rettigheder, således en plads på 800 al2, som vi skulle udfylde og anlægge på østre side af yderhavnen, samt lade sig nøje med et smalt sejlløb gennem yderhavnen på 12 fods dybde i stedet for det betingede af 200 fod brede.
I begyndelsen var det vanskeligt at skaffe penge til arbejderne, førend vi fik lånene ordnede. Der kunne vel fås lån i sparekassen, men der fordredes solid kaution. Da få af byrådsmedlemmerne havde, så de kunne præstere det der fordredes, måtte jeg gøre et midlertidigt lån i sparekassen og pantsætte en del for lånet. Dette betaltes, da vi fra Landmandsbanken fik et lån på 100.000 kr. Vi havde endvidere en gæld af omtrent 10.000 kr. til forskellige. Dels for at få denne betalt og dels for at anskaffe en muddermaskine blev Ancher og jeg sendt som deputation med ansøgning om et rentefrit lån på 25.000 kr. af statskassen. Vi talte med finansministeren, indenrigsministeren, forskellige kontorchefer og flere rigsdagsmænd. Navnlig kom jeg meget godt ud af det med Berg og Thomas Nielsen af Venstre, som jeg hilste på som kolleger, for ikke at tale om Dam, som var min ungdomsven. Af Højre talte jeg med Lars Dinesen, som jeg kendte personligt. Vi fik da også 25.000 kr, rentefri i 15 år.
Havnen kostede – med runde tal – til udgangen af 1875, da den var i det væsentlige færdig – 136.500 kr. Senere har man uddybet en del og styrket molerne, som var for svage, skønt de byggedes meget stærkere end planen.
At havnebygningen havde en betydelig indflydelse på skatterne er en selv følge og et par år måtte byen tilskyde 7000 kr. årlig til havnen, som igen gjorde at Hasle havde den lidet misundelsesværdige ære at være den by, hvor der betaltes den højeste skatteprocent i Danmark, nemlig mellem 9 og 10 %. Imidlertid bar befolkningen denne skattebyrde med forholdsvis stor rolighed. Kun de 2 største skatteydere, købmændene Munch og Bærildsen flyttede fra byen – hovedsagelig af frygt for de store skatter – men de fortrød visselig senere, da det snart viste sig, at den nye havns indtægter steg i den grad at havnen selv magelig kunne bære sine udgifter. Det vil ses af nedenstående havneregnskab for 1886:
Indtægt
Havne og bropenge, pladsleje osv. 10.861,36 kr.
Renter af kassebeholdningen 298,19 –
=11159,55 kr.
Udgift
Renter 4.643,99 kr.
Afdrag på gælden 1.936,01 –
Lønninger 497,78 –
Vedligeholdelse af havn og redskab 1.103,21 –
=8.180,99 kr.
Overskud 2.978,56 kr.
Nye arbejder, anskaffelser og oprensning androg en sum af 3067,24 kr., der jo må regnes til ekstraudgifter, som ikke kommer igen hvert år, men selv om disse regnes med til årets ordinære udgift, giver det kun et underskud af 88,68 kr. og om dette tages fra afdraget på gælden på 1936,06 bliver dog en fremgang af 1847,33 kr.