Skoleudvalget

Endskønt det synes mindre passende at en skolelærer bliver valgt ind i skoleudvalget, så blev jeg dog valgt og blev endogså formand i dette. Grunden hertil var måske den, at jeg altid havde vist mig nøjsom og aldrig stillet fordringer til byen. Jeg havde for egen regning anskaffet mange ting, som jeg kunne have fordret af byen. Dette var blevet klart for byrådet, da min medlærer stillede mange fordringer for sit vedkommende, som jeg ikke havde stillet for mit vedkommende.

Om min virksomhed i dette udvalg er ikke meget at sige, kun i det sidste år havde det nogen betydning, da skolens udvidelse fandt sted. Tidligere havde Hasle Skole hos autoriteterne stået højt og indtaget plads ved siden af de bedste almenskoler på øen. Men skolerne i Rønne, Nexø og Svaneke var i de sidste år betydelig udvidede og flere lærerkræfter og skolefag var kommet til; her derimod stod alt ved det gamle. dette syntes jeg var urigtigt, hvorfor jeg flere gange talte til byrådet – underhånden – om sagen, men den mødte ikke videre imødekommen. Nødvendigheden eller trangen viste sig ved, at der opstod flere af disse bekendte frøkenskoler, hvor der læres mindre grundigt, men hvor det hører til den gode tone at få børnene undervist, lige meget om der læres noget eller ikke.

Sålænge jeg var lærer i embedet kunne jeg ikke med kraft drive på sagen, da enkelte kunne være kortsynede nok til at mene, det skete af egen interesse; men da jeg havde taget den faste bestemmelse at ansøge om afsked, så udarbejdede jeg en plan til en udvidelse af skolen. Den gik ud på, at der skulle ansættes en lærerinde, at der skulle være 4 klasser i stedet for 3 og at der skulle læres tysk og engelsk samt tegning, hvilke 3 fag tidligere ikke havdes. Jeg forestillede byrådet, at denne forandring lettest kunne udføres ved min fratrædelse, når man alligevel skulle have en ny lærer og man da kunne betinge sig, at den der antoges skulle kunne undervise i de nyindførte fag. Nu mødte sagen ikke videre modstand og planen blev antaget med nogle uvæsentlige forandringer.

Nu gjaldt det at få lokalet tilbygget den gamle skole. Der var plads at bygge 10? til den nordre ende af bygningen, men så blev der ikke plads til beboelseslejlighed til lærerinden, hvis dette ikke kunne indrettes på loftet. Skoleudvalget fik da pålæg om at besørge tegning og overslag over en sådan tilbygning samt indretning af beboelseslejlighed for lærerinden på loftet. Men da udvalget havde tilvejebragt dette og fremlagde det i byrådet, kom man til det resultat, at det ville være heldigere, om man købte et stykke af haven, der stødte til den søndre ende af bygningen og fik 14?, så kunne i de 4? indrettes beboelse for lærerinden. Man fik da tillige større gymnastikplads og kunne bygge tidssvarende latriner. Skoleudvalget fik da igen pålæg om at forhøre, hvorvidt det ønskede stykke plads kunne fås til købs og til hvad pris og derefter skulle det igen besørge tegning og overslag over, hvad denne tilbygning mv. ville koste. Det blev, grund og inventarium medregnet, 3083 kr. Jeg mener dette overslag ikke blev overskredet.

Nu stod det vigtigste tilbage; nemlig at få bygningen opført, hvilket måtte ske i august måned, mens der var høstferie, da skoleundervisningen ellers måtte hæves, mens byggearbejdet varede. Borgmesteren er en brav mand, men meget langsom i sine forretninger og meget påseende med at alle formaliteter iagttages, hvilket gør forretningsgangen meget langsom. I Juni måned fik udvalget først pålæg om at slutte akkord og købe grunden, lade den opmåle af en landinspektør og forfatte konditioner til bortakkordering af byggearbejdet. – Brevet var af 12. Juni – . Jeg skrev konditionerne, som blev vedtaget, men nu skulle tegning, overslag og konditioner sendes til skoledirektionens og ministeriets approbation. Efter forretningsgangen ville disse sager umuligt kunne komme så tidligt tilbage, at bortakkorderingen kunne udsættes, til de kom, da dette næppe kunne ske før i slutningen af Juli og så kunne det hele blive udsat til næste år. Skoleudvalget besluttede da på egen hånd at opfordre byens håndværkere til, inden 20. Juli at indkomme med skriftlige tilbud om arbejdets overtagelse, idet vi forbeholdt os, at de måtte finde sig i de mulige forandringer, der ved ministeriets approbation påbødes.

Approbationen kom først til udvalget den 18. Juli, men da vi havde handlet som anført, havde vi allerede den 20. tre tilbud om arbejdets overtagelse og det overdrages mig personligt at levere dette til borgmesteren. Da jeg kom, sagde han, det var godt, nu skal vi se at få det bekendtgjort for at få tilbud. Da jeg viste ham, at vi allerede havde fået tilbud, studsede han, men fattede sig og tog det for gode varer, skønt han nok egentlig mente, udvalget havde handlet temmelig raskt og uden egentlig legal bemyndigelse. Nu blev holdt byrådsmøde og tilbuddene fremlagt og det laveste bud blev antaget. Bygningen opførtes og blev godkendt og alt var således i orden.

I vinteren 1887-88 faldt megen sne og her var usædvanligt høje snedriver i byen. Da sneen smeltede gav det meget vand, så mange kældre i byen fyldtes med vand.

En dag i April kom førstelærer Engell og meldte til skoleudvalget, at grundvandet brød op gennem gulvet i hans sovekammer og han bad om at udvalget ville tage lokalet i øjesyn. Jeg troede, det var overdrivelse, da jeg havde haft dette lokale til sovekammer i 46 år uden nogensinde at mærke til vand. Vi gik imidlertid derop og fandt, at vandet sprøjtede op, når vi trådte på gulvbrædderne. Vi antog øjeblikkeligt folk til at bryde gulvet op og traf anstalter til at aflede vandet og da han var berøvet sit sovekammer, måtte vi anskaffe ham en magasinovn til den første stue. (Kort forud havde han forlangt en sådan, men byrådet afslog forlangendet – nu, under disse forhold – godkendte byrådet, hvad vi havde gjort).

Da vandet havde forsat sig, bad jeg en snedker at lægge et nyt gulv, men pålagde ham at rette sig efter Engell, både hvad tiden angik og ellers så vidt muligt.

Snedkeren kom derefter med sin regning, som jeg skulle påtegne, for at den kunne blive anvist af Kasse- og regnskabsudvalget. Da denne var påtegnet, kom han med nok en regning på gulv i et kammer, hvilket Engell – uden at tale med skoleudvalget – havde beordret ham til at omlægge af nyt. Jeg svarede da, at jeg kun kunne antage det arbejde, jeg havde bestilt og påtegnede den anden regning, at arbejdet ikke var forlangt af skoleudvalget. Dette havde til følge, at borgmesteren ikke ville anvise dem. Engell ville ikke henvende sig til byrådet, som jeg gav anvisning på, men betalte det selv. Han blev nu vred på mig og viser ved enhver lejlighed, at han er fornærmet. – Dette gør såre lidet indtryk på mig, da hans venskab som fjendskab er mig aldeles ligegyldigt -. I byrådet har jeg fremsat ønske om at blive fritaget for at være medlem af skoleudvalg og kommission. Men de øvrige byrådsmedlemmer mener, at da jeg – bedre end de andre – kender skolelovene, må jeg vedblive disse bestillinger.

Skolekommissionen

Her har jeg ikke haft lejlighed til at udrette noget videre, end at jeg nogle gange har gjort opmærksom på, at denne kun har med undervisningsvæsenet og lærernes embedsførelse at gøre. Dette har enkelte gange været nødvendigt, da de øvrige medlemmer, navnlig sognepræsten, undertiden mente, at myndigheden strakte sig ligeså vidt nu for denne kommission som før lov af 26. Maj 1868.

Arbejdshuset

Etatsrådinde Koefoed havde i 1812 skænket 4500 rdl. til et arbejdshus i Hasle og dette skulle bestyres af byfogeden, præsten og forligelseskommissærerne. Byfogeden var formand, men han, ligesom præsten, bekymrede sig i reglen ikke meget om sagen, men overlod i reglen fuldmægtigen på byfogedkontoret og forligelseskommissærerne at styre forretningen, således at fuldmægtigen var den egentlige styrer.

Endskønt der havdes en årlig indtægt af over 600 kr., havde man i over 30 år ikke forøget kapitalformuen, skønt der kun indkøbtes nogen hør, som blev spundet af 8-10 gamle koner, hvis indtægt derved var meget ringe. Sålænge der bestod særlige forligelseskommissioner for byen, var der ikke videre at gøre, men da dette blev forandret og der kun blev én forligelseskommissær, blev det snarere værre end bedre, da forligelseskommissæren var en falleret købmand, der tillige var bestyrer for arbejdshuset.

Borgerrepræsentationen besluttede da at fremtvinge en forandring ved at få del i bestyrelsen. I den anledning indledte jeg – som borgerrepræsentanternes formand – brevveksling med autoriteterne. Efter indhentede oplysninger fra de andre arbejdshuse her og efter en del brevveksling bestemtes at fremtidigt skulle en af byrådets medlemmer tiltræde bestyrelsen. Det var en selvfølge, at jeg blev valgt til denne post, som jeg siden stadig er genvalgt til.

Vi begyndte med at indskrænke arbejdet lidt og oprettede et asyl, hvor vi antog en fattig enke, der hidtil havde ernæret sig ved at undervise små børn, til asylmoder og gav hende fri bolig og brændsel samt en liden løn. I begyndelsen gik det godt, men det varede kun nogle år, så blev asylet næsten ikke benyttet og børnetallet sank ned til et gennemsnit af 10-12? undtaget til julen, da der undertiden uddeltes gaver; thi da indmeldtes en hel mængde, som søgte asylet nogle uger.

Dette kunne ikke gå, hvorfor der foresloges at indrette det hele tiden til en stiftelse for ældre kvinder. Der indrettedes 10 beboelseslejligheder, og hver beboer fik foruden fri bolig og brændsel – i reglen 6 tdr. kul og ½ favn brænde in natura, samt fri læge og medicin, samt en lille pengegave om julen – hidtil 8 kr. – hvorved vedkommende lemmer befinder sig langt bedre end førhen. Pengebeholdningen er nu gjort frugtbringende og der er et årligt overskud. Borgmester Gregersen havde den plan, at man skulle opsamle en sum og da sælge de gamle bygninger og plads og derefter købe en billigere plads og opføre nye store bygninger. Vi andre er af en anden mening hvad salget angår, men har intet imod at opsamle kapital.

Imidlertid var bygningerne gamle og dårligt vedligeholdte og der er derfor de sidste år anvendt en del for at få bygningerne nogenlunde tidssvarende. Skorstenene er omsatte i stedet for de gamle åbne ildsteder er der anskaffet komfurer til hver beboelseslejlighed. I stedet for lergulve i den østre længe er lagt bræddegulv og isat nye vinduer, samt indrettet vaskehus. Hvert lem har sit aflukkede rum til brændsel. Tidligere uddeltes brændsel af bestyreren eller dennes pige og man klagede da over, at der vistes partiskhed.