2. Afsnit – Til jeg blev lærer i Hasle

 

Som bemærket ønskede mine forældre ikke, at jeg skulle være sømand, og da jeg havde overordentlig læselyst og slugte så mange bøger jeg kunne overkomme og derhos havde en meget god hukommelse, så havde jeg derved erhvervet mig en del kundskaber fremfor mange af mine kammerater. Ordsproget siger: ”Blandt lutter blinde er den enøjede den bedste.” Dette kunne måske anvendes på mig. Som anført var jeg den flinkeste af konfirmanderne, og bønderne anså mig derfor for at være vel skikket til lærer for deres børn. Dengang var kun skole i få sogne, det var derfor skik at bondefamilier, der havde mange børn, fik et menneske i huset til at undervise børnene i de tarveligste skolefag i et par uger om vinteren. Jeg tog da fat på denne gerning og var ude hos forskellige bønder i vintrene 1829-31 i Aaker, Pedersker og Poulsker sogne; men dette kunne ikke blive til noget, dels fordi det kun var en kort tid af året og dels fordi betalingen var såre ringe, nemlig mellem 3 skilling og 1 rdl. ugentlig. Der måtte altså tages en beslutning om til hvilken livsstilling, jeg skulle uddannes.

Fra skolekommissionen i Poulsker sogn – eller egentlig fra nogle af dens medlemmer – var rettet en opfordring til min fader om at indgive et andragende om at få mig antagen som omgangslærer i sognet, da man ønskede at fa en omgangsskole oprettet. Ansøgning blev indgiven og gunstig modtaget, men desuagtet trak sagen i langdrag, da sognepræsten, Hr. Møller[1], havde den beklagelige svaghed at ynde stærke drikke og således uskikket til at foretage noget, når skolekommissionen kom sammen. Jeg var imidlertid hjemme og deltog i de der forekommende beskæftigelser, navnlig beskæftigede jeg mig en del med bogbinderi og papirarbejder. Men da jeg ikke havde lært professionen kunde jeg naturligvis ikke gøre arbejdet så smukt, som den der har lært det ordentligt.

Da det med omgangsskolen i Poulsker trak ud i det uendelige tabte vi tålmodigheden, og det bestemtes at jeg skulle lære et håndværk. Jeg valgte da snedkerprofessionen – det eneste jeg kunne bekvemme mig til – og fader talte da med en snedker, der skulle tage mig i lære. Dog førend han ville antage mig, skulle jeg møde hos ham for at prøves i at skære med langsav, for at se om jeg havde anlæg. Prøven faldt gunstigt ud, og det blev bestemt, at jeg skulle møde på en bestemt dag for at begynde som lærling.

Men ganske uventet kom brev fra skolekommissionen i Poulsker om at nu skulle sagen der afgøres og jeg anmodedes om at møde hos skolekommissionen i præstegården i Poulsker netop samme dag, som jeg skulle møde hos snedkermesteren. Mine forældre og jeg så deri et fingerpeg af skæbnen og håndværket blev opgivet. Jeg mødte naturligvis på bestemt tid i Poulsker præstegård, hvor skolekommissionens medlemmer var samlet, men præsten var i den grad beruset at intet kunne foretages. Et af medlemmerne  – Major H.M.Koefoed – som senere var rigsdagsmand, forsøgte flere gange at indlede en forhandling, men det kunne ikke blive til noget. Efter 2 á 3 timers forløb hævedes mødet uden resultat og man sagde til mig, at der snart skulle blive et nyt møde, hvor jeg skulle blive antagen som omgangslærer. Imidlertid blev pastor Møller syg og døde. Sagen var vel ikke dermed ganske opgivet, men den var udsat på ubestemt tid.

I mellemtiden flyttede mine forældre til Pedersker – efteråret 1832 – hvor fader var kaldet til skolelærer og kirkesanger. Der var vel bygget et skolelokale på degnegården, men embedet var ikke reguleret og indtægten bestod – foruden offer og aksidenter – af hvad degnegårdens avling kunne indbringe. Her var således beskæftigelse nok for mig, da her var et jordareal på mellem 50 og 60 tdr.land, hvoraf dog en stor del var sandjord af dårlig beskaffenhed.

I januar 1833 kom en dag en ubekendt mand ridende og bragte min fader et brev, som fader læste og straks satte sig til at besvare. Da manden havde fået svaret og var borte, fik jeg først at vide, at brevet angik mig. Det var fra sognepræst Steenberg[2] i Olsker, der tilbød mig at blive omgangslærer i Olsker sogn, hvor den hidtilværende omgangslærer skulle flytte, og hvor man ønskede jeg ufortrødent ville komme hen for at træffe den fornødne aftale. Nogle dage senere rejste jeg derfor til Olsker og det blev bestemt, at jeg skulle overtage posten fra d. 1.Feb.1833 og ikke alene bestyre omgangsskolen men også kirkesangerforretningerne. Dette sidste var jeg bange for, men præsten mente det kunne gå på den måde , at jeg fik en mand til foreløbig at hjælpe mig med sangen i kirken og lovede at skaffe mig en sådan medhjælper. Lønnen ville nok være omtrent 46 rdl. årligt foruden fri station.

I Olsker var en gammel degn – Skov – der var ca. 80 år gl. og embedet kunne ikke ordnes før efter hans død, hverken her eller i Allinge, da han var kaldet til degn begge steder. Der var ingen skole i sognet, men sognet var fordelt i 4 distrikter og fiskerlejet Tein i 1 distrikt. Undervisningen vekslede ugevis mellem distrikterne og mødestedet vekslede ligeledes ugevis mellem distriktets bønder. Jeg læste dagligt 6 timer på stedet, hvor distriktets børn var, og om aftenen gik jeg til præstegården og læste 1 á 2 timer med præstens børn.- Den ene af mine elever i præstegården er nuværende overlæge Valdemar Steenberg ved Linds sygeanstalten på Bistrup ved Roskilde -.

Det var besværligt nok, især i vintertiden, dagligt at gå fra sognets yderste grænser til præstegården, men da jeg altid har været en rask fodgænger og har haft et udmærket helbred, gik det ret godt. Honoraret for denne besværlige Information var – 12 rdl. årlig. – eller 4 skilling daglig. I vore dage vil man vanskeligt kunne tænke sig, at man kunne byde et så ringe vederlag for en så besværlig tjeneste.

Det, der i begyndelsen voldte mig mest besvær, var kirkesangen, da man havde den gamle Kingos salmebog, hvor versemålet ikke passer til melodierne på mange steder, idet enkelte steder 2 stavelser skal tages på 1 node og andre steder i node holdes for 2 stavelser. I 1834 indførtes ”evangelisk kristelig salmebog”, og da gik det bedre og jeg behøvede ikke længere medhjælper i kirken.

Skolegerningen gik meget godt og det lykkedes mig at holde god orden, skønt jeg blandt mine elever havde nogle, der var næsten på samme alder som jeg – Ja, jeg havde endogså en, der var 3 år ældre end jeg, han var født d. 30. Juli 1812 og jeg er født 30. Juli 1815. Han var under fattigforsørgelse og meget forsømt, men det lykkedes mig at få ham til at lære sine ting således, at præsten, da han blev konfirmeret, udtalte sig rosende om mig, som havde bragt ham så vidt.

1835 den 21. Marts forlod jeg Olsker og flyttede til Allinge, hvor jeg af amtsdirektionen konstitueredes til lærer ved Borgerskolen der, hvilket skyldtes Steenberg, der var forflyttet til Rønne og var bleven provst. Han kendte mig fra Olsker og troede derfor, at jeg nok kunne magte den opgave. Det var ikke mig, der selv fattede ideen om at søge denne stilling, men jeg fik en opfordring fra provsten. Min broder blev min eftermand i Olsker, men jeg skulle vedblive at styre kirkesangen også i Olsker. Man havde nu det særsyn – som vil forekomme nutiden besynderlig – at et ungt ueksamineret menneske på 19 år var lærer ved en borgerskole og kirkesanger i 2 menigheder. Det er allerede bemærket, at den gamle degn Schou var kaldet til kirkesanger også i Allinge, derfor kunne embedet ikke endelig ordnes og bortgives førend hans død, men man havde der bygget en skole og tillagt denne særlige indtægter, men den bestyredes ved konstituerede lærere, sålænge Schou levede. Min formand var Esper Bohn, som senere, efter at have taget seminaristeksamen, fik embedet. Han opgav sin stilling der, da jeg flyttede derned, og flyttede til Rønne for at oprette en privatskole, men da dette ikke ville lykkes, rejste han over til Jonstrup Seminarium, hvor han efter et par års forløb fik seminaristeksamen. Da jeg også ønskede at tage seminaristeksamen, var det en stiltiende overenskomst mellem provsten – som særlig yndede Bohn – og mig, at jeg skulle blive i Allinge til Bohn var færdig på seminariet, og derpå begive mig til seminariet, så han igen kunne afløse mig i Allinge.

Skolen i Allinge stillede jo langt større fordringer til mig end omgangsskolen i Olsker, men det lykkedes mig dog at bestride den både til borgernes og mine foresattes tilfredshed. Her fik jeg en særlig privat beskæftigelse. Min formand havde tidligere været skriver på Byskriverkontoret og derfor gav han sig af med at forfatte alle slags dokumenter. Da jeg nu blev hans eftermand, mente man, det var en selvfølge, at jeg også skulle forfatte dokumenter. For ikke at tabe i folks omdømme måtte jeg gøre ligesom han. Jeg skaffede mig formularer og skrev rask væk skøder, kontrakter, obligationer etc., men honoraret var meget ringe. Skolelønnen var 92 rdl., 2? 4?, mikkelspenge 3 rdl., 4? 8?, brændsel til skolens og eget brug 38 rdl. og for rengøring 5 rdl. fri bolig og halvdelen af offer og aksidenser ca. 50 rdl. for kirkesangen i Olsker havde jeg 20 rdl.. I alt ca. 220 rdl. For skriveriet vel omtrent 5-6 rdl.

Jeg fraflyttede Allinge 4. Juni 1837, var her således lidt over 2 år og 2 mdr., men opsamlede mig i denne tid en kapital af 300 rdl.. Medens jeg var her blev jeg forlovet med strandingskommissær Hiorts datter Emilie, som blev min hustru, da jeg senere blev  skolelærer i Hasle. Det, der henledte min opmærksomhed på hende fra første færd, var rygtet om, at hun blev slet behandlet af sin moder, hvilket i høj grad vakte min medfølelse for hende.

Da jeg havde bestemt at ville rejse over til seminariet, rejste jeg i sommeren 1836 over til Jonstrup og talte med forstanderen – konsistorialråd Wegener – og fik løfte om at blive optaget på seminariet næste år, på 1 år ligesom Bohn. Dengang var bornholmerne fri for at møde til prøveeksamen på grund af den besværlige rejse, man dengang havde herfra, da her slet ingen regelmæssig forbindelse var mellem Bornholm og København. Jeg måtte dengang vente i 8 dage på skipperens afrejse. Han var færdig til at sejle, når vinden var god, men han sejlede ikke uden medvind og hvis jeg ikke var tilstede, når vinden sprang om, sejlede han fra mig.

Ved min nærværelse i København ved denne lejlighed søgte, og fik jeg audiens hos Frederik d. 6. Årsagen hertil var, at jeg hjemme hos mine forældre, da jeg skulle rejse, sagde: ”Kan jeg ikke på anden måde komme frem, går jeg op til Kongen.” Min moder begyndte da at le og drille mig, sigende: ”Du, at gå til Kongen! Ja det har jeg tænkt, at du tør gå til Kongen, det har du ikke modet til osv.” Dette krænkede mig, navnlig at jeg skulle mangle mod. Jeg svarede derfor: ”Det skal jeg vise Eder, at jeg tør vove det.” Jeg gik da ned til Amalienborg en audiensdag og spurgte svejseren, hvor opgangen var og hvad jeg havde at gøre. Han spurgte om jeg havde noget skriftligt, hvortil jeg sagde nej. ”Det må De have”, sagde han. Jeg skyndte mig da hen og købte et ark papir og skrev en art ansøgning om hjælp til at tage seminaristeksamen. Jeg kom da op i forgemakket, hvor en kammerherre gik og holdt en gang åben til døren til audienssalen og råbte navnet på dem, der skulle ind. Da jeg så flere henvende sig til kammerherren og bede ham om at komme ind og jeg havde hørt, at de rejsende særligt kom i betragtning, henvendt jeg mig også til ham og sagde, jeg var fra Bornholm.

Den, der blev opråbt, stillede sig ved døren og såsnart døren åbnedes af den der var inde, skulle han træde ind. Jeg gik og tænkte over, hvad jeg skulle sige og følte ikke mindste frygt; men idet øjeblik kammerherren: ”Nu, De!”, og jeg trådte hen ved døren, for en gysen gennem mig og syntes håret rejste sig på mit hoved; men jeg fik ingen tid til betænkning, da min formand kom ud og jeg trådte ind til Kongen.

Kongen kom fra den modsatte side af værelset raskt imod mig og dansede foran mig seende mig stift i øjnene. Jeg havde hørt, at man skulle se ham stift i øjnene og det gjorde jeg. Jeg bukkede dybt 2 á 3 gange og var lidt forlegen. ”Hvorfra er Du?”, spurgte Kongen. Nu fik jeg munden på gang og sagde: ”Jeg er fra Bornholm, er en fattig skolelærers søn og ønsker at blive uddannet til seminarist og vil derfor bede Deres Majestæt om at gratiale”. ”Vi har ingen gratialekasse for Bornholm”, svarede Kongen. Jeg sagde nu nogle ord, som jeg ikke erindrer, hvorpå han spurgte mig om jeg havde noget skriftligt. Jeg leverede ham da det, jeg havde skrevet. Derpå sagde han: ” farvel ”, og jeg bukkede og gik. Under hele audiensen så han mig stift i øjnene og jeg så ligeså stift på ham. Medens jeg talte med Kongen følte jeg ikke mindste frygt eller forlegenhed. Da jeg kom til udgangsdøren i forgemakket, kom allerede den person ud, som kom ind efter mig og kammerherren råbte: ” Audiensen er forbi.”, hvorpå resten af de audienssøgende måtte gå og deres tal var temmelig stort. Naturligvis hørte jeg aldrig senere noget om gratiale, men dette var ingen skuffelse for mig.

Jeg forlod Allinge uden sorg og rejste over til seminariet, men kom 8 dage for tidligt og måtte derfor i denne tid logere mig ind hos en familie i nærheden.

Endskønt forstanderen havde lovet mig at komme i 3. klasse ligesom Bohn, bestemte han nu at jeg skulle i 2. klasse og således blive i 2 år og dette skete uden at jeg blev underkastet nogen examination. Jeg gjorde indsigelse, men det hjalp ikke.

Den første læretime jeg deltog i var pædagogik. Forstanderen holdt et foredrag vel på ½ time, standsede og sagde: ”Nu kan Siersted gentage, hvad der er talt om.” Jeg havde hørt efter med opmærksomhed og klarede mig – efter omstændighederne – nogenlunde godt. Et par af de andre elever kom derefter op men klarede den ikke bedre end jeg. Han fortsatte nu i nogen tid foredraget og derefter kom jeg op 2. gang.

Da vi kom ud fra læretimen, omringedes jeg af mine kammerater, som spurgte, om jeg havde noget uvenskab med forstanderen? Det var nemlig noget aldeles uhørt, at en nyoptaget elev kom op de første dage og jeg havde endog været oppe to gange i første time. Jeg vidste naturligvis ingen grund. De følgende 6-8 dage var jeg oppe i hver time, hvilket havde tilfølge, at jeg måtte anstrenge mig for at slippe godt fra det. Efter den tid behandledes jeg som de andre.

Lidt efter lidt gik det op for mig, hvad årsagen var til forstanderens påfaldende opførsel. Det havde nemlig lykkedes Bohn at indsmigre sig hos forstanderen, navnlig ved at påtage sig den mindre hæderlige rolle at spille angiver og spion overfor kammeraterne i anledning af nogle uordener, der forefaldt ved en festlig lejlighed.(bliver omtalt senere). Han blev derfor ilde lidt og gik under benævnelsen af den bornholmske ræv. I begyndelsen mente man at jeg, som bornholmer, havde samme karakter som Bohn; men da man erfarede at dette ikke var tilfældet, fortalte man mig, at Bohn tidligere havde fortalt dem, at der kom en landsmand efter ham på seminariet og at han var overmåde dum og uvidende. Det er rimeligt at han har fortalt ligedant for forstanderen, og at dette, i forbindelse med at jeg ikke havde været til prøveeksamen, var årsag til forstanderens usædvanlige fremgangsmåde med mig.

Da jeg aldrig havde haft noget uvenskab med Bohn, og vi altid viste en venskabelig opførsel mod hverandre, søgte jeg efter hvad hans bevæggrunde kunne være til denne adfærd og fandt da at de lå nær ved. Skoleholderembedet i Allinge kunne ikke endelig besættes, førend den 80-90 årige Schou døde, men blev jeg færdig på seminariet på 1 år og førend embedet blev endelig bortgivet, kunne jeg blive ham en farlig medbejler, da vi begge havde været konstituerede der og begge havde familieforbindelser i byen. Han var vel 1 år ældre seminarist, men så havde han ikke karakter for kirkesang, hvilket jeg ville få. Blev jeg derimod 2 år kunne den gamle være død og det hele være afgjort, inden jeg var færdig. Imidlertid levede Schou adskillige år efter, at jeg var blevet ansat i Hasle.

Straks var jeg ærgerlig over at skulle blive i 2 år, men jeg blev snart glad derover, da jeg indså, at jeg ganske anderledes kunne sætte mig ind i alt på 2 år end på 1 og gå derfra med bedre vidnesbyrd.

Da vinteren kom, og man skulle læse på læsestuerne, hvor klassen var samlet, var der kun dårlig ro, da der var flere personer, der holdt mere af at passiare end læse. Jeg, med 3 kammerater, lejede derfor et værelse i et nabohus for at kunne læse i ro. Nu begyndte forstanderen – Wegener – at holde foredrag 1 time hver eftermiddag over det gamle testamentes historie og indflettede en del verdenshistorie og beklagede at seminaristerne ikke lærte verdenshistorie. Jeg har altid sværmet for historie og tilfældigt læst Josefus og kendte meget godt, det han talte om, så jeg, efter timens slutning, ofte kunne fortælle mine stuekammerater fortsættelse af, hvad forstanderen havde fortalt.

En dag sagde derfor en af dem – Christian Hansen – ”Du handler som en nar, hvorfor svarer du ikke og lader forstanderen vide, at du kender historien. Det er godt nok at vi ved det, men han ved det ikke, og så gavner det ikke dig.” Jeg erkendte rigtigheden af hans bemærkning og besluttede ved første givne lejlighed at benytte den. Nogle dage senere kom forstanderen igen med sine beklagelser over, at vi ikke lærte verdenshistorien osv. I foredragets løb sagde han: Således var der en konge, der lod de overvundne konger trække sin vogn. Han standsede tog sig til hovedet og sagde:” Ham kan jeg nu i øjeblikket ikke huske, hvad han hed.” Jeg svarede da højt ”Sesotris”. Han skød brillerne op på panden og så på mig. Han gjorde ingen bemærkning, men begyndte at spørge mig i historien i alle retninger og jeg blev ham ikke svar skyldig. Endelig spurgte han: Hvad hed Alexander den Stores hest? På svaret Busephalus spurgte han: Hvorfor hed den således? Her måtte jeg give tabt og erklære, det vidste jeg ikke. Han forklarede da, at Bus på græsk var en okse og ?Kephale et hoved og at denne hest havde som begyndelse til horn i panden og deraf navnet. Nu spurgte han ikke mere, men fra den dag stof jeg højt som historiker både hos ham og mine kammerater.

Da jeg kom ud fra timen, måtte jeg ud i den friske luft og løb helt ned til Måløv og mindes ikke jeg har følt større glæde, end jeg følte den gang.

Forstanderen fik nu en del ubehageligheder, der havde hans afsked til følge. I klasse med Bohn var en Bärthelsen, der havde været skriver i kancelliet og blev begunstiget af den myndige Minister Stemann, han overså de andre seminarister og sluttede sig til Bohn og en mulat – de Silva – fra Vestindien (Nogle sagde en naturlig søn af Generalguvernør von Scholten.) han havde penge, hvilket de andre manglede; han var i øvrigt en meget godmodig person.

Ved en festlig lejlighed – seminariets stiftelsesdag – hvor man blev beværtet med æbleskiver og punch, ville Bärthelsen ikke deltage med seminaristerne i lystigheden og viste i det hele ringeagt mod dem. Disse blev forbitrede og vedtog at ville hævne sig. Næste morgen da B. kom ned på sovesalen tog den øverste i 3. klasse – Berhard Jørgensen – B. om livet og kastede sig på ryggen over en seng, holdende B. fast op til sig, derpå passerede alle seminaristerne forbi og enhver gav B. et slag på bagdelen. Aldrig så snart var B. fri før han ilede til forstanderen og fordrede de skyldige alvorligt straffede, da han i modsat fald ville klage til Stemann. Nu kunde forstanderen vel have jaget Jørgensen bort, men han havde ikke slaget B. og alle de andre sagde, de var lige skyldige. Der var desuden den ubehagelige omstændighed, at Jørgensen var sat på seminariet af Frederik VI. Han tog sig af drengen, fordi han i dennes barndom engang var kommet til at ride over ham. Forstanderen holdt formaningstaler og forhør, men kunne ikke få andet ud end at de alle var lige skyldige, og vis alle seminaristerne bort, kunne ikke gå an.

Nu fremtrådte Bohn og forfattede en skrivelse, som han ville overtale de mest uerfarne til at underskrive, hvori de erklærede ikke at have deltaget i komplottet osv., men hovedmanden erfarede dette og fik anslaget forhindret, men derved pådrog Bohn sig almindelig uvilje. Imidlertid blev der foreløbig stilstand. Jørgensen, som havde glimrende evner, var en doven og dårlig person; han blev på seminariet, men fik ved afgangseksamen en dårlig karakter for opførsel på sin dimissionsattest.

Jørgensen blev ærgerlig herover og forsøgte at hævne sig. Det havde altid været brug at tage enkelte af de flinkeste elever i 3. klasse til hjælpere i regning i 1. klasse. For dette blev i gamle dage betalt 20 rdl., men nu var i mange år ikke betalt noget. Jørgensen havde været regnelærer og forespurgte i kancelliet, om der blev betalt honorar for dette og fik svar, at der fremdeles endnu årlig betaltes honorar. Disse penge havde altså forstanderen i mange år stukket i sin egen lomme. Jørgensen fordrede nu sit honorar som regnelærer og fik det også udbetalt. Men sagen rygtedes og der kom nu fordringer fra de skolelærere, der havde været regnelærere i meget stor mængde.

Forstanderen betalte ud sålænge han kunne, men til sidst kunne han ikke skaffe flere penge, og da der truedes med flere klager, blev sagen meget alvorlig. Imidlertid blev han syg og søgte afsked. Jørgensen fortrød senere, at han havde bragt ulykke over familien og ville gerne se at hjælpe familien. Hvad han gjorde, ved jeg egentlig ikke, men han sagde selv, at han ville tilbagekalde noget og hellere selv på tage sig nogen skyld for at hjælpe Wegener ud af forlegenheden. Hvad han skrev, ved jeg ikke; men jeg så ham skrive og han sagde selv, at han nu havde hjulpet familien. Forstanderens sygdom var måske noget der grænsede til sindssygdom.

Andenlærer – Professor Jensen – blev nu konstitueret forstander og kandidat Johan Wegener – forstanderens brodersøn- konstitueredes til lærer i onkelens sygdom. Han var en dygtig historiker og hos ham stod jeg mig særdeles godt. Da så forstanderen – konsistorialråd E. Wegener – fik afsked, blev Jensen forstander og kandidat Poulsen blev andenlærer.

Ved eksamen og opløftningen i 3. klasse gav mine karakterer mig plads nr. 5, hvorimod jeg i 2. klasse havde nr.13. Jeg blev derhos tillige opsynsmand, en både behagelig og ubehagelig stilling. Ubehagelig fordi han – opsynsmanden – skulle påtale og anmelde enhver uorden. Da det var strengt forbudt at ryge tobak på lære- og læsestuer, og mange seminarister ikke ville lade dette være, kom man let i uenighed med sine kammerater. Jeg slap dog nogenlunde heldigt derfra og jeg mindes kun en eneste gang at have anmeldt en sådan uorden. Alle eleverne, med undtagelse af opsynsmanden, havde besluttet at ryge cigarer en aften på læsestuerne, hvor en opsynsmand skulle være hver aften.

Da jeg kom ind på min stue, dampede alle af deres cigarer og bød mig også en cigar. Jeg forestillede dem, at det stred mod reglementet og at de jo ligeså godt som jeg vidste, at det var min pligt at anmelde det for forstanderen, hvis de ikke holdt op. De svarede, at de røg cigarer, og de mente, at forbudet kun gjaldt tobakspiber. Jeg gik da ind på de andre læsestuer, og der var ligedant som i min. Jeg enedes da med de andre opsynsmænd om, at vi næste morgen fulgtes ad til forstanderen for at anmelde dette. Da forstanderen kom ind på læsestuen, holdt han en kort formaningstale og gjorde opmærksom på, at cigarer også var tobak, og at forbudet også gjaldt disse.

Der førtes naturligvis en hyppig brevveksling mellem mig og min forlovede i Allinge, hvor hun fortalte, hvad der foregik der. Således fik jeg underretning om at Bohn, eller rettere hans kone, udspredte rygter om, at jeg var en meget dårlig seminarist, og at jeg ville få meget dårlig eksamenskarakter, om jeg i det hele taget kunne få eksamen. Hun – min forlovede – troede det vel ikke, men det ærgrede hende og pådrog hende drillerier.

At jeg blev forbitret, er en selvfølge. Jeg gik da op til forstanderen og sagde, at jeg ønskede at få en ansættelse, såsnart jeg var færdig, og bad derfor om et vidnesbyrd fra seminariet, som jeg kunne vise frem på behørigt sted. Han gav mig da følgende attest:

” Iblandt seminariets nuværende elever er Christian Siersted, der til sommer skal dimitteres herfra, en af de bedste. Han har under sit ophold her bestandigt arbejdet med lyst og flid, og derfor også gjort heldig fremgang; ligeledes underviser han med liv, varme og grundighed i skolen. Hans sædelige forhold har stedse været så rosværdigt, at han ved seminarieårets begyndelse blev udnævnt til opsynsmand. Jeg tvivler derfor ikke på, at Siersted vil gå herfra med et i hver henseende anbefalende vidnesbyrd, og tager ikke i betænkning, allerede nu, efter hans anmodning, at anbefale ham til, der i sin tid kunne skaffe ham ansættelse.”                                Jonstrup d. 25. Novbr.1838                         J. Jensen (lærer)

 

Ligeledes fik jeg følgende anbefaling fra andenlærer:

” Seminarilærling H.C.Siersted, der er en af opsynsmændene, har i den tid, jeg har undervist her ved seminariet, stedse vist en udmærket flid og opførsel, der, i forening med naturlige anlæg, der især fremlyse ved en sund og klar tænkning og en, i forhold til hans stilling, ualmindelig interesse for og kundskab til fædrelandets historie, give det mest ubedragelige vidnesbyrd om, at han vil kunne blive en sjælden duelig skolelærer.”

Seminariet på Jonstrup den 25. Novbr. 1838                        Joh.Wegener (Cand.Theol.)

Originalerne sendte jeg til mine forældre og afskrifter til min forlovede; derved stoppedes munden på bagtalerne. Mine forældre glædede sig overordentligt over disse vidnesbyrd og fader tog dem med til Rønne og viste dem til provsten, der roste mig og lykønskede ham.

Nu nærmede hovedeksamen sig og undervisningen hørte op 3 á 4 uger forinden, så vi fik tid til at repetere, hvad der var gennemgået. Jeg havde vel flittigt læst hele tiden og var den eneste i klassen, der ikke havde forsømt en eneste læretime, da jeg slet ikke havde været syg. Flere havde været virkeligt syge; men mange havde flere gange været skulkesyge. I disse uger stod jeg op hver morgen kl. 3 og læste til kl.8 om aftenen. Noget kun den kunne som havde en så kraftig konstitution som jeg. Jeg måtte stadig gå for ikke at falde i døs, hvilket havde til følge, at jeg, flere måneder efter at det hele var overstået, var næsten følelsesløs i fodsålerne. Kun min kammerat – Lindahl – kunne gøre det samme som jeg.

Endelig oprandt eksamensdagene og jeg fik hovedkarateren: Meget duelig til at forestå et skolelærerembede og kan meget godt forstå kirkesang.

De specielle karakterer var:

 

Religionslære                           udm. godt	Historie                                          udm. godt
Bibelkundskab                         udm. godt	Geografi                                         udm. godt
Katekisation                             meget godt+	Tavleregning                                  meget godt+
Methodelære i almind.             udm. godt	Hovedregning                                meget godt+
Duelighed til undervisning      udm. godt	Koraler på violin                            godt
Læsning                                   meget godt	Sang                                               meget godt
Skrivning                                 meget godt	Gymnastik                                      meget godt
Dansk grammatik                    meget godt	Svømning                                       udm. godt
Dansk stil og retskrivning       meget godt

 

Desuden fik jeg følgende attest:

 

”De få måneder i hvilke jeg som andenlærer var ansat ved seminariet på Jonstrup, gav mig en god lejlighed til at blive bekendt med seminarieelevernes kundskaber, navnlig i historie. Således er det mig en fornøjelse at bevidne, at seminaristen Hr. Hans Christian Siersted, som i år er dimitteret fra dette seminarium, i henseende til historisk kundskab, der fortrinlig interesserer ham, udmærker sig fremfor de øvrige seminarister. Thi foruden det, at han er særdeles godt hjemme i Danmarks historie, har han også studeret den almindelige verdenshistorie, og lagt for dagen, at han har god indsigt i denne. Jeg tager derfor ikke i betænkning at anbefale Hr. Siersted som meget duelig til at give undervisning i historie.”

                             Jonstrup den 28.Juni 1839                                        Poulsen,

sognepræst til Kornerup og Svogerslev i Sjællands stift.

 

Anm.: Mit ophold på seminariet kostede i alt 301 rdl. 1? og 7? Deraf udredede jeg af egne penge 156 rdl. 0? og 15? og fik af mine forældre resten – 145 rdl. 0? og 8?. Kontingentet for 2 år var 192 rdl. Til bøger, klæder og rejser (2 gange frem og tilbage mellem Bornholm og København) og lommepenge 109 rdl. 1? og 7? Linned og nogle få klædnings-stykker fik jeg af mine forældre.

 

Jeg rejste nu hjem til Bornholm og hjalp min fader i hans skole. Kort i forvejen havde min fader fået brev fra Nyker om, at man der ønskede en lærer til en interimistisk oprettet skole og at man ønskede, at jeg ville overtage denne post. Den gamle degn – Daniel Lyngberg – skulle ikke holde skole, men man havde i degnegården indrettet et værelse til skolelokale, hvorefter en lærer kunne antages, som skulle have kosten hos degnen og desuden en løn af 50 rdl. årligt af sognet. Jeg havde svaret, at jeg ville tale nærmere med vedkommende, når jeg kom hjem. Min fader og jeg kørte derfor en dag hen til Nyker og talte med sognepræsten Hr. Friis. Da denne havde gennemlæst min dimissionsattest og øvrige attester, sagde han med en meget vigtig mine: ”Ja, så kan der vel ikke være noget i vejen for, at De kan blive antagen.” Dette svar krænkede mig, da det forekom mig som om jeg nød en stor begunstigelse. Jeg svarede derfor, at jeg ville betænke mig på hvorvidt jeg ville modtage posten, da jeg fandt lønnen meget ringe. Jeg rejste hjem og kom ikke mere til Nyker..

Min faders skole søgte jeg at sætte i bedre stand, indførte flere nye fag, som man ikke tidligere havde haft der, og bidrog derved til at den længere kunne holde sig ved siden af de rundt omkring oprettede skoler under unge seminaristers ledelse.

I september fik jeg brev fra Provst Steenberg i Rønne om, at bestyre førstelærerembedet ved Rønne Borgerskole, indtil embedet blev besat; da kateketen var forflyttet og det ville vare nogen tid inden en ny kateket kunne blive udnævnt og komme hertil. Denne stilling modtog jeg med en løn af 20 rdl. månedligt foruden bolig og brændsel.

Her var jeg fra Sept. 1839 til April 1840.

Medens jeg var i Rønne, kom der en dag brev til Provsten fra Pastor Friis i Nyker, hvori han fordrede mig ”remitteret”, da jeg var antaget til lærer ved Nyker skole. Provsten lo over brevet, da han kendte sammenhængen, men bad mig svare og rådede mig at affatte svaret i forening med andenlærer Klöcker, for at jeg ikke skulle svare noget, der kunne give anledning til unødige skriverier.

Medens jeg var i Rønne, blev embederne i Rø sogn og i Hasle ledige. Provsten sagde, at her nu var 2 embeder ledige. Rø sogn skulle han bortgive og hvis jeg ville have det, skulle jeg få det. Hasle derimod skulle bortgives af Kongen og søges i kancelliet, så det kunne han således ikke love mig. Begge embeder var små, men jeg syntes egentlig bedst om Rø sogn, da jeg kendte flere af beboerne fra den tid, jeg var i Olsker. der var den almindelige løn af byg, samt offer og aksidentser anslået til 25 rdl. Hasle havde i penge 131 rdl. samt offer og aksidentser anslået til 50 rdl.

Jeg rejste til Rø, for at tale med præsten, navnlig for at forhøre om kirkeindtægterne ikke var større end opgivet. På mit spørgsmål svarede præsten: ”De er ikke så meget større, som det jeg bruger til tobak.” dette svar afgjorde min vaklen, og jeg besluttede at søge om Hasle.