3. Afsnit – Mit ophold i Hasle

 

Under 9. marts 1840 blev jeg udnævnt til skolelærer og kirkesanger i Hasle, men fik først underretning i slutningen af måneden ved følgende brev fra biskoppen:

” At Hans Majestæt Kongen under 9nde dennes allernådigst har beskikket Dem til skolelærer og kirkesanger i Hasle på Bornholm, har jeg herved den fornøjelse at tilmelde Dem. Når De tilstiller mig Deres kaldsbrev, der ligger til indløsning hos kancelliets kasserer for 14 rdl. 3? vil kollatsen blive Dem udleveret fra mit kontor, hvorefter Deres indsættelse i embedet kan finde sted. Vedlagte skema bliver af Dem at udfylde og derefter at indsende til den kgl. direktion for den almindelige pensionskasse. I øvrigt tilønskes Dem al lykke og velsignelse i det embede, som nu er blevet Dem betroet.”

Kjøbenhavn den 19. Marts 1840                                                                         Mynster

 

Min broder var den gang på seminariet og jeg skyndte mig at sende de fornødne penge til ham for at han kunne løse kaldsbrevet og få kollatsen, der er dateret d. 14. April 1840. Jeg flyttede nu til Hasle, hvor jeg første gang forrettede kirketjenesten palmesøndag 1840 og begyndte i skolen dagen efter.

Da jeg ikke var gift, indlogerede jeg mig i byen hos en gammel degneenke, madam Hartz, men jeg gjorde ufortøvet de fornødne forberedelser til at holde bryllup med min forlovede, da vi havde været forlovede i 3-4 år. Vi havde bryllup i Allinge 29. April 1840. Min hustru Emilie Hjort var født 9/9-1812.

Min svigerfar – strandingskommissær J. Hjort – var en retskaffen og brav mand, men min svigermor kan jeg ikke rose. Hun formelig hadede denne datter og krænkede hende på mange måder. Dette gjorde, at jeg fremskyndede brylluppet for at fri min brud fra dette hjem. for at drille hende, plejede hun at true med at hun ingen medgift skulle få. Jeg beroligede min forlovede ved at sige, at jeg ikke havde ventet nogen, men at jeg heller ikke behøvede nogen, da jeg nu havde embede, og mine forældre var velhavende.

Et betegnende træk af hendes karakter er følgende: Dagen efter brylluppet kom min kones onkel – Kaptajn Grønbech – på rejsen fra Messina til Petersborg med sydfrugter, ud for Allinge. Min kones bror, F. Hjort, var styrmand med ham. Min far, svigerfar, min kone og jeg tog i en båd ud til fartøjet. da vi skulle i land lod han os få en kasse med mange appelsiner, for at vi i land kunne dele og med den bemærkning, at brudefolkene især skulle have deres andel. Vi fik 3-4 stk., resten tog svigermor og vi så ikke videre til dem. Hun havde tidligere truet med et ringere udstyr og hun holdt ord.

Jeg tog min kone med til Hasle og der levede vi fornøjede, men det varede længe inden vi tog i besøg til Allinge. Min svigerfader kom ofte til os, da han hyppig havde ærinder på byfogedkontoret, og vi omgikkes på den venskabe-ligste måde. Da man stadig bad os komme og besøge i Allinge, idet det begyndte at vække opsigt hos slægtninge, at vi ikke kom, så tog vi derned og da vidste svigermor ikke den venlighed hun ville vise og behandlede os så forekom-mende, som det var hende muligt. Ikke desto mindre havde min kone mere tillid til mine end til sine forældre.

Som der ses af biskoppens brev, fulgte at skema med til udfyldning for enkekassen. Efter nogen tid tog jeg det med til Rønne og spurgte provsten, hvordan jeg havde at forholde mig dermed. Når De vil gifte Dem – sagde han – så skal De udfylde og indsende det. Gifte mig!, sagde jeg. Jeg er gift. Hvem har viet Dem?, udråbte han. Jeg svarede Mossin. Han tog nu Møllers håndbog for præster og læste op, at ingen præst, under en mulkt af 100 rdl., måtte vie en af Kongen ansat embedsmand førend denne havde sat i enkekassen. Han sagde nu i en spøgende tone: ”Nu kan jo De og præsten hver betale halvdelen”, men føjede til, ”Gå ned til pastor Mossin og sig ham dette. Jeg sagde det naturligvis til Mossin, som blev rød i hovedet og fik sin Møllers håndbog frem og så , at det var rigtigt. Jeg sagde nu, at jeg ikke havde udfyldt skemaet, og at jeg derpå blot ville bemærke, at jeg var gift, uden at sige når, og derpå sende det. Jeg skulle sikre min eventuelle enke 50 rdl. i pension og kunne betale den derfor bestemte sum på en gang eller i årlige afdrag i 6 eller 12 år. Jeg valgte 12 år og afdraget var omtrent 13-14 rdl. årligt. Det trak i langdrag, også til dels fordi her næsten ingen postforbindelse var. Den endelige police blev først udstedt 30/1 1841, men min kone var allerede død 10/1 1841, altså 20 dage tidligere. Jeg ansøgte om at blive fri for at betale noget, da min kone var død, inden sagen var endelig ordnet, men fik til svar: ”At det stred mod denne kasses fundationer. Og jeg måtte betale de følgende 12 år. Min kone og jeg levede lykkelige og tilfredse. Indtægterne var vel små, men ved en sparsommelig husholdning kunne vi ikke alene klare udgifterne, men ved årsregnskabet ved nytår viste det sig, at vi havde et forholdsvis godt overskud. Nu traf det sig, den 9/1 1841, at der foranstaltedes en kanefart fra Hasle til Kjærgården i Ruthsker, og vi var anmodede om at tage med. Min kone var vel frugtsommelig, men ventede ikke sin nedkomst så snart. Jordemoderen – Madam Ipsen – stod i spidsen for kanefarten, hvorfor vi spurgte hende, om der kunne være fare for min kone at følge med. Hun svarede nej! Vi kørte da og alt gik godt op, men da vi kørte hjem, følte min kone sig utilpas. Da vi kom til byen om aftenen, spurgte jeg hende, om vi skulle køre hjem eller følge med de andre kaner til balsalen – der skulle nemlig være bal om aftenen – hun mente, det var det samme. Imidlertid valgte vi dog at køre hjem, hvor jeg hurtigt hjalp hende i seng. da hun blev dårligere, sendte jeg bud til ballet, dels til jordemoder, dels til doktoren, da de begge var der. De kom og der anvendtes nogle midler, men det blev det samme. De kom flere gange og så til hende. Hun faldt da hen – som jeg mente – i en besvimelse og jeg sad ængstelig og holdt hendes hånd, da de andre gik, og mente, at hun, når hun vågnede var rask. Jeg sad vel således over en time. Nu kom Madam Ipsen igen og jeg sagde: ”Når hun nu vågner, antager jeg at hun er rask” Hun svarede med gråd: ”Desværre hun vågner ikke mere.” Nu først fik jeg at vide, hun var død, noget jeg tidligere ikke tænkte mig muligheden af. Det indtryk dette gjorde på mig kan lettere tænkes end beskrives.

Jeg kunne i begyndelsen aldeles ikke gøre mig fortrolig med tanken, om at hun var rigtigt død, men troede, at der var en mulighed for at hun kunne komme til live igen. Hun blev lagt ud i skolestuen, som dengang var der, hvor andenlærerens bolig nu er. Jeg havde derfor lys stående ved min side om natten og stod hyppigt op og gik ned til liget for at se om der var foregået nogen forandring. En nat jeg havde været der ude og gik ind og lagde mig, faldt jeg i søvn og drømte, at jeg var derude og at hun var ved at live op. Jeg syntes, at jeg da kildrede hende under fodsålerne for yderligere at vække hende og sagde: ”Hvorfor har du forladt mig.” Jeg turde ikke tale om død for ej at forskrække hende. Hun svarede: ”Min fader dér har befalet mig det, da jeg ellers kom til at lide nød og elendighed her.” (Jeg syntes, der stod et gipsbillede af Gud, som hun henviste til.) Jeg spurgte, om jeg da ikke kunne følge med hende. Hun svarede: ”Du skal først oplære disse.” Jeg syntes da, at der stod 2 børn ved siden af mig. Nu sagde hun, at hun ikke kunne blive længere. Jeg sagde: ”Du må dog bede farvel med mig.” Det sagde hun ja til og tog en kærlig afsked med mig. Derpå faldt hun tilbage i sin forrige tilstand og værelset fyldtes med mange mennesker, som jeg ikke kendte. Klokken slog i det samme og jeg vågnede og sprang ud af sengen og ilede ud til hende – men her var alt, som da jeg sidst var derude.

Denne drøm var så levende, at jeg troede: Hvis der kan være samkvem mellem den dødes ånd og den efterlevende, så havde hendes ånd haft samkvem med min ånd den gang. Følgen var, at jeg fra det øjeblik følte en ganske anderledes trøst og beroligelse end tidligere, og det virkede langt anderledes end mine venners trøstetaler.

Imidlertid varede det meget længe, inden jeg kunne forvinde min sorg, men tiden læger jo de dybeste sår. Jeg gik nu alene i 4-5 år, men syntes jeg var for ung til min hele levetid at gå alene. Da jeg var 30 år, tænkte jeg med alvor på at gifte mig, da jeg mente, at jeg ikke burde opsætte det længere, hvis jeg i det hele taget ville gifte mig. Thi hvis jeg fik børn at forsørge, måtte det jo helst være medens jeg var i den alder, at der var sandsynlighed for at jeg kunne leve til, de blev voksne.

Der var damer nok at vælge imellem, men valget er meget vanskeligt, når man kommer i den alder, thi da kommer fornuften med på råd, hvilket som oftest ikke er tilfældet i alderen omkring 20 år. Endelig forlovede jeg mig 14-6-1846 med frk. Laurentia Margrethe Rømer, d.a. major Christian Rømer til Samsinggård i Klemensker og holdt bryllup med hende 02-10-1846. Med hende levede jeg et meget lykkeligt ægteskab til hendes død 01-05-1880, altså i 33 år og 7 mdr.

Vi havde 5 børn af hvilke 2 døtre døde, en i en alder af 8 dage og en i 20 års alderen. Min kone døde af lungesvindsot, hvorved kræfterne svandt uden at hun havde nogen videre smerte.

Min embedsgerning faldt mig ikke besværlig, skønt lærerne før 1848 arbejdede under langt uheldigere forhold end senere. Jeg skal her anføre de forskellige vidnesbyrd fra mine foresatte i min embedstid.

(Her er i håndskriftet anført 7 udtalelser fra biskopper og provster, som alle omtaler H.Chr.Siersteds skole og undervisning som forbilledlig og hans engagement og viden uden lige. -red)

Herefter:

Spørges hvorfor jeg har anført disse vidnesbyrd, som jo nu er ganske overflødige, da svares:

Hvis mine efterkommere, som jeg, har lyst til at kende deres forfædre, så kan dette måske blive læst af børnebørns børn osv. Jeg ved ikke i hvilke stillinger, de kan komme; det er muligt, de kan komme i stillinger og familieforbindelser, hvor der lades hånt om at de nedstammer fra en skolelærer osv. De vil heraf se, at de ikke behøve at skamme sig over denne stamfader, og at han har været en agtet mand.

Jeg har altid levet i god forståelse med mine præster og øvrige foresatte. Jeg har tjent under 9 præster nemlig: Steenberg og Mossin, da jeg var i Olsker og Allinge; Bolbroe, Adler, Ørsted, Ravn, Hertz, Brix og Thomsen i Hasle.

At jeg i skolen undertiden kunne have små ubehageligheder, kunne ikke undgås, men i det hele gik det overmåde godt. At jeg de sidste 26-27 år var medlem af byrådet, gjorde, at jeg ikke let kunne få stridigheder med dette, og da jeg nu i de sidste år havde været lærer for børnenes forældre og bedsteforældre, bidrog dette også sit til at alt gik roligt.

Embedsindtægten var såre ringe. Fra 1840-56 var den, foruden bolig, mellem 700 og 800 kr. årligt. Men da loven 08-03-1856 udkom blev den jo med et slag næsten fordoblet, nemlig til 15-1600 kr., dog havde man her – ifølge loven – afkortet 100 rdl. el. 200 kr. for kirkeindtægter i 10 år. Efter 1866 fik jeg disse med og havde således 17-1800 kr. årligt og da jeg nu også fik alderstillæg, kan jeg overhovedet regne min embedsindtægt, foruden fri bolig, til 2000 kr. årligt.

Børnetallet i skolen tog til, så det udgjorde næsten 200, hvilket var mere end en lærer kunne overkomme, og derfor vedtoges at bygge en ny skole og ansætte en andenlærer. Skolen blev indviet den 06-10-1853 af pastor Ørsted. Det var vanskeligt at få nogen lærer, da lønningerne til skoleembederne var såre ringe. Af den grund var stor mangel på seminarister, da få unge mennesker ville vælge denne livsstilling. Dette førte til loven af 08-03-1856, hvor lønningerne forbedredes og havde til følge, at tilgangen til seminarierne nu blev meget større.

I begyndelsen kunne vi ikke få nogen andenlærer, hvorfor pastor Ørsted daglig læste nogle timer i skolen. Senere fik jeg en tid et ungt menneske, der ville forberede sig til seminariet, til medhjælper, indtil embedet til sidst blev besat.

Den 01-02-1883 var det 50 år siden, jeg kom i det offentlige skolevæsens tjeneste og jeg holdt mit jubilæum i al stilhed, kun at jeg hævede undervisningen i skolen den dag. det samlede byråd med borgmesteren og præsten i spidsen kom op og lykønskede mig. I øvrigt gik alt af i stilhed. Jeg fik senere at vide, at præsten havde indstillet mig til dekoration og at provst og amtmand havde anbefalet indstillingen, men det blev ikke til noget, hvilket – efter sigende – var fordi præsten fejlagtigt havde indstillet mig til ridder af Dannebrog. Imidlertid havde jeg nu nået den alder, at jeg kunne håbe at få afsked med pension uden at påberåbe mig svaghed. Men jeg ønskede at blive til 1886 efter at den nye reguleringssum for embedet var sat, da dette ville bevirke, at min pension blev større, da reguleringen var højere, jeg indgav da ansøgning om afsked til 01-10-1886. Under 21-07-1886 behagede det hs. Majestæt Kongen at bevilge min ansøgning om afsked til 01-10 og at udnævne mig til Dannebrogsmand, hvorfor provsten anmodede mig om at møde på rådstuen i Hasle den 02-08 for at overrække mig dekorationen.

Min eftermand var endnu ikke udnævnt 1.Okt, hvorfor jeg blev konstitueret i embedet til han kunne komme, hvilket varede til 12. Decbr. 1886. Den 1. Okt. var endnu ikke den nye reguleringssum approberet af ministeriet, hvorfor pensionen fastsattes efter reguleringen 1876 til 1256 kr. og 67 øre. Jeg skrev og bad om at få pension efter den nye regulering. Ministeriet mente, der var billighed deri og hentede amtsrådets erklæring, som gik ud på ikke at forhøje pensionen. Jeg indgav nu en motiveret ansøgning og anførte de grunde, jeg mente at have for, at det var lovens mening, at jeg skulle pensioneres efter den nye reguleringssum. Denne ansøgning bevilgedes og jeg fik nu en pension af 1404 kr. årligt.

Fra 1. Febr. 1833, da jeg indtrådte i det offentlige skolevæsens tjeneste, og til 12. Decbr. 1886, da jeg forlod det, forløb jo 53 år 10 mdr. og 12 dage. Men da jeg i mellemtiden var 2 år på seminariet var lærertiden 51½ år.

I min kopibog findes anført afskrifter af min brevveksling med autoriteterne, ansøgninger etc. embedet vedkommende og anføres derfor ikke her.

Min fratræden foregik i al stilhed og der blev ikke gjort noget ekstra fra byens side for at bevidne mig anerkendelse. At dette ikke skete, hidrørte måske for en del fra at man i begyndelsen af året gjorde et festmåltid for mig på rådhuset i anledning af at jeg i 25 år havde været medlem af byrådet.

Som bemærket fik jeg lykønskning den 1. Febr. 1883 i anledning af, at det var 50 år siden. jeg kom i det offentlige skolevæsens tjeneste. Ved den lejlighed udtalte jeg, at jeg havde i sinde at stifte et legat på 1000 kr., hvis renter skulle tilfalde min svigerinde, Caroline Rømer, sålænge hun levede og senere andre trængende i byen.

Jeg betalte virkelig min svigerinde renterne i nogle år, men da hendes forfatning forandredes, idet hun fik sit hus solgt og flyttede til sin søster i Rønne og stadig kunne sætte penge i sparekassen, trængte hun ikke længere. Jeg fik derimod tab hos Peder Clausen Høgs enke og kom derved selv i pengeforlegenhed. Derfor hørte jeg op med at betale et år. Min svoger kom nu ud, på hendes vegne, og krævede, hvilket jeg fandt lidt stødende. Jeg skrev hende til, at jeg vel forhen havde betalt, men det var frivilligt, da jo legatet først trådte i kraft efter min død, at hun vel skulle få pengene, men måtte give tid, da jeg for øjeblikket selv måtte låne penge i anledning af den uheldige affære, som hun kendte. Jeg fik igen svar. Brevvekslingen førtes i al venskabelighed. Da jeg senere talte med hende og lod hende forstå, at hun nu snart skulle få pengene, så fik jeg – nogle dage senere – brev fra hende, at hun ikke ønskede at modtage nogle penge og bad mig aldrig mere berøre den sag. Da hun nu ikke vil have noget, og jeg selv har børn, der nok kan trænge til, hvad jeg måtte efterlade mig, så er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg bør stifte noget legat; thi da byen ikke har gjort noget ekstra for mig ved min embedsfratrædelse, så behøver jeg heller ikke gøre noget ekstra for byen.

”Den ene høflighed er den anden værd.”