Kulværket

 

Som bekendt er der, i fløtsdannelsen, som har dannet sig udenfor urbjerget på Bornholm, kulfløtser af større eller mindre mægtighed. de mægtigste og mest bygværdige er på Klemensker Strandmark ved Hasle. De er flere gange undersøgte lige fra Chr. IV’s dage, og flere gange er der gjort betydelige forsøg på at trænge dybt ned, da man dengang troede, at der finde kullag som de engelske. Men disse forsøg har ikke ledet til tilfredsstillende resultater, da kullene i dybden ikke er bedre end de nær overfladen. de kan bruges i husholdningerne, men duer ikke til fabriksbrug, da de ikke har den kraft, som er nødvendig og udvikler en mængde aske, som hæmmer trækket. Til husholdningsbrug er de derimod søgte, da de ikke sværter som de engelske og derhos holder ilden omtrent som tørv. De egner sig ikke til udførsel, da de let smuldrer og forvitrer i luften.

Strandmarken tilhørte staten, men arbejdere kunne af amtmanden få udvisninger på mindre strækninger, hvor de kunne grave ned og bryde kullene.

På den tid jeg kom til Hasle, var der 3 små interessentskaber, som hver havde sin udvisning på en del af Strandmarken. De arbejdede selv og tog de kul, der lå nærmest overfladen og lettest tilgængelige og havde derfor en meget god fortjeneste, især om vinteren, da afsætningen var bedst. Flere af disse arbejdere blev derfor velhavende folk.

Nu dannede der sig et nyt interessentskab, bestående af 10 borgere i Hasle og ansøgte om, at få den hele strækning til afbenyttelse, som ikke nu var udvist.

Det blev dem betydet, at de kunne få hele strækningen til ejendom på visse nærmere betingelser, nemlig ved at træffe overenskomst med de bestående interessentskaber, så de dannede et; at der anskaffedes en dampmaskine, at kulbrydningen dreves på en hensigtsmæssig måde, at der oprettedes en ordentlig interessentskabskontrakt, der skulle approberes og at rentekammeret kunne føre kontrol med det hele og navnlig med kulbrydningens hensigtsmæssige drift. Til anskaffelse til dampmaskine, som rentekammeret ville foranstalte bestilt, kunne fås et lån af etatsrådinde Koefoeds legat; ”Til nyttig anvendelse på Bornholm, især stenkuls tilvejebringelse og skovplantning.” på 12-15000 rdl. mod behørig sikkerhed.

De gamle interessentskaber satte sig med hænder og fødder imod at lade de nye interessenter komme ind og dele med dem. Imidlertid lykkedes det daværende amtmand Krabbe, som interesserede sig meget for sagen, at tilvejebringe et forlig mellem de stridende parter. Dette var i hovedsagen således: de nye interessenter skulle betale til de gamle for at få andel i deres redskaber, pumpemøller og forarbejder 2500 rdl. og deres andel af Strandmarken skulle regnes til 2/9 af det hele, således at hver af disse interessenter fik 1/45 af det hele. De øvrige 7/9 skulle deles mellem de andre, således at hvert interessentskab fik sin andel, som i øvrigt var af forskellig størrelse og endelig var der personer, der havde parter i alle interessentskaberne. Nu blev derfor spørgsmålet:

Hvor stor part har hver enkelt interessent i det hele?

I hele interessentskabet var få – jeg fejler ikke meget om jeg siger ingen – der kunne skrive et ordentligt brev og endnu mindre kunne udregne partforholdet. Man henvendte sig derfor til mig og bad mig foretage denne regning. Jeg gjorde det med største nøjagtighed, men det indviklede ved disse partsforhold vil kendes deraf, at den generalnævner, der kunne bruges, var 52.920, og at man fik parter f.eks. 827/5292, de mindste parter var 2/315. Der var dengang omkring 30 interessenter.

Disse store brøker var ingenlunde heldige og hvis jeg dengang havde haft mere praktisk erfaring, havde det været en let sag at få det anderledes. Når jeg f.eks. havde sagt til ham med 827/5292, nøjagtig udregnet er det således, men De ser selv, at brøken er til at løbe vild i, det er en smule over 1/7, men er det ikke bedst at regne 1/7 og så kaste brøken bort. Dengang var det gået meget let, men da jeg forsøgte det nogle år senere, kunne det ikke gennemføres; thi når blot en person var stridig,  kunne det ikke sættes igennem.

Der blev nu mange skriverier og man ønskede at få mig med i interessentskabet, derfor købte jeg 1/72 af en arbejder – Næstved – i 1842 og betalte derfor 320 rdl.. Det var dengang ikke nogen dårlig handel, thi af denne 1/72 havde jeg i 1843 en indtægt af 42 rdl. 3? og 3?, men det tabte sig meget betydeligt senere. Da jeg var blevet interessent, fik jeg fuldt op med skriverier og det vanskeligste arbejde var udarbejdelsen af interessentskabskontrakten. Jeg gjorde den kort og sendte udkastet til rentekammeret og fik den tilbage med nogle få ændringer, hvorefter den blev underskrevet og tinglæst og var da lov.

Der skulle være en bestyrelse, bestående af en formand og 3 bestyrere. Jeg blev naturligvis valgt til formand og jeg fik nok at bestille i min fritid. Da jeg nu havde så meget at gøre for værket og kun ejede 1/72, mente jeg set var rigtigt at købe en større part. Jeg købte derfor i 1844 så meget til, at jeg fik 1/24 i værket. Denne 1/24 havde i alt kostet 1470 rdl. Jeg solgte min andel i 1854 for 1500 rdl. og var den sidste interessent, der kom skadesløs fra kulværket. Regner jeg renten for den kapital, der stod i min part, og udbyttet af parten, så havde jeg et rentetab af omtrent 150 rdl. på hele tiden, men indirekte indvandtes dette ved, at jeg som formand havde en løn af 100 rdl. årligt. Det var vel kun lidt i forhold til mit arbejde, men det var en god hjælp til mine små indtægter.

Professor Forckhammer, som af regeringen var bestemt til at have noget tilsyn med kulbrydningen, bestilte en dampmaskine af 20 HK til os i Flensborg hos firmaet Dittman & Jensen, hvilken vi fragtede et fartøj til at hente og firmaet sendte sin værkfører – Lambrecht – med for at sætte den op. Maskinen kom hertil i 1843 og det var den første dampmaskine på Bornholm.

Imidlertid begyndte arbejderne ved hovedskaktens nedsænkning, og her indtraf mange vanskeligheder. Vi havde træpumper, men disse sprængtes hvert øjeblik af den store kraft med hvilken dampmaskinen virkede og efter at vi havde anvendt mange penge på anskaffelse af træpumper, måtte vi gå til anskaffelse af jernpumper, hvilket vi straks burde have gjort, men som vi havde undladt for bekostningens skyld.

Under 9. Juli 1844 indgik vi kontrakt med Lambrecht om at træde i værkets tjeneste, som maskinmester. Han var en dygtig maskinmester, men meget ødsel og ville helst styre det hele, og kom derfor snart i et spændt forhold til de praktiske bestyrere af kulbrydningen. Jeg søgte at mægle parterne imellem og det lykkedes nogle gange, men da hans overgreb blev for store, kunne jeg ikke give ham medhold. Han rejste således til Flensborg uden at sige andet til bestyrelsen end: ”Jeg mutz reise.” Da han kom tilbage gav han os en regning – om jeg mindes ret – på 150 rdl. i rejseomkostninger. Denne ville vi ikke betale, da han rejste i sine egne private anliggender. Medens han var borte vedtog en generalforsamling snarest mulig at rejse en pumpemølle til at arbejde i forening med maskinen, når det var blæst. Jeg var i begyndelsen imod dette, fordi Lambrecht var borte, men blev overstemt. Da han kom hjem erklærede han, at han ikke ville have den der og at den skulle bort. Jeg forestillede ham, at interessentskabet jo havde ret til at opstille så mange møller, som det ville og at han, som ikke betalte noget dertil, var aldeles uberettiget til at fordre den fjernet og – at den derfor ville blive stående.

Under 15. Marts 1845 fik vi da en begæring fra ham om at fratræde fra vor tjeneste, fordi vi ikke ville betale de førnævnte rejsepenge og borttage møllen. Vi bevilgede hans afskedsbegæring. Han kom nu til Sorthat kulværk og havde hele bestyrelsen af arbejderne i værket, men det gik omsider galt der, og jordarbejderne revnede sammen, idet han af ukyndighed havde anlagt en skakt for nær Blykobbeåen, som omsider brød ind og ødelagde anlægget.

Nu begyndte partistridigheder, som vi tidligere ikke havde kendt, idet Lambrecht, som ikke havde nogen ansættelse, gerne ville hertil igen. Men de, som kendte ham, modsatte sig. Det gik endog så vidt, at der fandtes interessenter f.eks. Peter Lind, der opfordrede arbejderne til at gøre strejke og et par gange fulgtes de ad til byen; men var moderate nok til blot at sende en deputation af 4 mand op til mig. Det lykkedes mig at tale dem til rette, uden at give efter for deres fordringer. Dette gjordes for at berede bestyrelsen ubehageligheder, og da enhver ting, der foregik tilskreves formanden, hvad enten han var skyldig eller uskyldig, så blev formandsposten snart meget ubehagelig. Dette bevægede mig til at nedlægge posten som formand.

Det varede ikke længe, før det blev rent galt og både den nye formand og flere af mine modstandere i forening med mine venner bad mig igen at overtage formandsposten, hvilket jeg da også gjorde. Lambrecht ønskede igen at komme i kulværkets tjeneste og hans venner søgte at hverve stemmer, men jeg og de andre, som havde arbejdet sammen med ham, kendte vel hans gode sider, men også skyggesiderne. Endelig gav vi efter under den betingelse, at der skulle oprettes en meget streng kontrakt og at enhver misligholdelse fra hans side, skulle have hans fjernelse til følge. Det, der bestemte os til at antage ham, var hans løfte om at istandsætte dampmaskinen, der var i en mindre god stand. Kontrakten var af 12. April 1851. Men Lambrecht var den samme, som han altid havde været. Da man trængte på, at han skulle opfylde sine forpligtelser, forlod han værket i forsommeren 1853, uden interessentskabets samtykke.

Det var lykkedes bestyrelsen at bringe værket i god stand, og der var udsigter til at det ville gå godt. Nu begyndte Lambrechts parti igen at virke for hans antagelse. Jeg erklærede da offentligt, at sålænge jeg ejede andel i værket, ville jeg aldrig mere stemme for hans antagelse, og det såkaldte sierstedske parti var af samme mening.

En dag kom da 4 af det lambrechtske parti ud til mig i kulværket og talen kom naturligvis på Lambrecht osv. Jeg gentog, hvad jeg havde sagt tidligere om hans antagelse og tilføjede, at de jo kunne afkøbe mig min part, så var de fri for min modstand. De spurgte om mit forlangende, og da de fandt det billigt, sluttede vi øjeblikkeligt handelen. Jeg havde købt for 1470 rdl. og solgte for 1500 rdl. Det var d. 14. August 1854.

Nu blev Lambrecht antagen og skulle styre det hele, også den praktiske kulbrydning. Lærer N. Petersen i Svaneke blev formand og interessentskabskontrakten blev forandret således, at der kun blev nogle få stemmer, idet flere af de små partsejere i forening kun skulle have 1 stemme. Følgen blev, at generalforsamlingen blev roligere, da alle, som ikke havde selvstændig stemmeret, blev hjemme.

Men med værket gik det galt. Mine gamle venner kom nu til mig og ville have mig til at hjælpe sig, men jeg sagde, jeg ikke var interesseret. Nu tilbød man mig at ville forære mig en ligeså stor part i værket, som den jeg havde solgt for 1500 rdl., når jeg igen ville indtræde, men jeg afslog det. Købmand Bohn i Svaneke, som havde købt en betydelig andel i værket og fordelt den, så den lød på hans døtres navn, fik uden at spørge mig, øvrigheden til at udnævne mig til værge for en af hans døtre, for at jeg på hendes vegne kunne møde i generalforsamlingerne. Jeg mødte nogle gange og det vigtigste, jeg udrettede, var, at jeg forhindrede et forslag af Lambrecht, der gik ud på at udskrive bidrag hos interessenterne til værkets drift.

Der var hidtil ikke udskrevet noget som helst bidrag af interessenterne, hverken til de første anlæg eller til driften, da værket var drevet således, at udgifterne udrededes af indtægterne og derhos var flere år endog udredet et lidet udbytte til interessenterne. Nu havde man drevet det dertil, at man hverken havde penge eller kredit.

Jeg gjorde gældende, at bestyreren kun havde at bestyre den ejendom interessenterne havde i værket, men at den private ejendom i deres hjem ikke kunne røres. Mine gamle venner og selv flere af min gamle modstandere sluttede sig til mig. – Forslaget faldt altså, selvom han havde fået prokurator Lund til at tale for forslaget.

En skønne dag, 18. Januar 1857, kom der ild i maskinbygningen, som brændte tilligemed dampmaskinen. Assurancen udbetaltes og en ny bygning opførtes og en maskine anskaffedes. Lambrecht påstod at kunne reparere den brændte maskine og anskaffede en del temmelig kostbare nye stykker, som skulle bruges. Men pludselig solgte han den gamle dampmaskine og de nye dele for en spotpris som gammelt jern.

Endelig i 1865 opgaves værket til skifterettens behandling og interessenterne fik ikke en øre for deres parter.

(Jeg har ofte haft lyst til at skrive kulværkets historie, men om jeg får tid og lyst til dette arbejde, kan jeg endnu ikke afgøre.)

Foruden kulværket har jeg deltaget i adskillige andre interessentskaber og aktieselskaber, hvor jeg tildels har bidraget til deres stiftelse, navnlig: Glasværket ved Hasle, Dampbrænderiet i Hasle, det Østbornholmske Dampskibs Aktieselskab og Forsamlingshuset i Hasle.

Fremdeles havde jeg andel i Spitsbergen-fareren ”Robbert”, men havde her intet med selskabets stiftelse at gøre.