Dampbrænderiet

I 1852 kom en mand, Vevst Monsen Schou, der i flere år havde været på et brænderi på Christianshavn og havde meget gode vidnesbyrd herfra, til Hasle og ønskede at oprette et brænderi på aktier. Han henvendte sig til flere her, som var gunstigt stemt for foretagendet og kom også til mig, og der udstedtes en aktietegningsindbydelse. Nogle tegnede sig, men det gik langsomt og agent Munch, som jeg henvendte mig til, sagde: ”Et aktieselskab vil jeg ikke være med til, det går ikke, men lad os tage det selv.” Da aktietegningen ikke kunne blive til noget, sluttede vi et interessentskab, således at Munch og jeg skulle bære 8/9, 4 til hver, og Schou 1/9, hvorhos han skulle være bestyrer.

Værket anlagdes og begyndte sin virksomhed, men svarede ikke til de løfter, Schou havde givet mig, og næsten hver brænding gav 1/3 mindre end, han havde lovet. Følgen heraf var tab eller dog i det mindste ingen fordel. Det viste sig, at Schou vel var en duelig mand under kommando, men ikke duede selv til at bestyre et sådant foretagende.

Da vi var misfornøjede med dette ytrede han, at han, ved hjælp af sine venner på landet, let kunne få et aktieselskab i stand, når vi ville afstå ham vor andel for en moderat pris. Det gjorde vi og der fastsattes en frist inden hvilken han skulle løse os ud; men hvis han overskred denne, skulle han selv udtræde. Det var i 1854.

Det lykkedes for ham, men han gik ikke ganske redeligt frem, idet han ofte gjorde gældende, at nu gik værket godt, men at Munch og jeg nu ville sparke ham ud for selv at få hele fordelen, hvilket kunne forbygges, når han i rette tid fik det fornødne antal aktietegnede. Det virkede på mængden. Enkelte kom til mig og spurgte om hvordan værket hidtil var gået. Jeg fortalte den rene sandhed og at det var drevet med tab. I stedet for at afskrække, opmuntrede det kun til aktietegning idet vedkommende troede at Schous fremstilling om, at vi helt ville beholde det hele, var grundet. En bonde i Nyker kom til min bror for at høre hans råd om hvorvidt det var rigtigt at tegne aktier, da han jo fra mig måtte kende forholdene bedre. Han svarede, at han vel ikke rigtigt kendte sagen, men tilføjede som sin mening: ”At da både Munch og jeg var velhavende folk, var det ikke sandsynligt, at vi ville sælge til den opgivne pris, hvis der var nogen fordel ved foretagendet.” Bonden gik bort, men tegnede sig siden for 2 aktier.

Aktieselskabet blev stiftet og aktiebrevene udstedtes i januar 1855, men havde det gået dårligt, medens vi var ejere, så gik det nu meget dårligere og der var en almindelig misfornøjelse mellem de nye ejere. Engang, medens Schou var rejst til Kbh., udbrød der ild i værket, men denne blev hurtigt opdaget og slukket. En mand, der havde arbejdet i værket, blev fængslet og bekendte, at Schou havde overtalt ham til at stikke ild på osv. Manden hængte sig i arresten, og Schou blev fængslet og straffet. Efter nogen tid kom der igen ild, men denne gang var den så grundigt påsat, at det hele brændte ned.

Jeg siger med fuld føje, at ilden var påsat; thi da jeg kom til brandstedet, var i en halvtagsbygning byget (røget) op til østre brandgavl, brændt lidt, men af mangel på næring var den slukket, men ilden fra hovedbygningen kunne aldeles ikke stå i forbindelse med denne ild. Da jeg nogle timer efter brandens slukning gik op til stedet, gik jeg ind, hvor maskekarrene havde stået, og stak med min stok ned i de forbrændte sager, der for en stor del bestod af forskallet lyng, men under denne, på karrets bund, fandtes endog en smule uforbrændt sengehalm. Men lyng og halm havde jo, under almindelige forhold, ikke plads i maskekarrene. Ingen tvivlede om, at ilden var påsat.

Den nat ilden opkom var bestyreren – Kure? – til selskab oppe i Klemensker, han blev fængslet og holdt lang tid i arrest, men bekendte intet og det er muligt, han ikke rigtigt vidste, hvem gerningsmanden var. Han blev aldrig fundet. Man havde vel formodninger, men ingen vished. Den temmelig kostbare kobber svalemaskine fandtes der ikke spor af efter branden og man mente derfor, at brandstifteren havde taget den som betaling for sin ulejlighed.

For assurancesummen opførtes en ny bygning, men driften gik som forhen og aktionærerne søgte derfor at sælge, hvilket også lykkedes for enkelte. Sluttelig solgtes det hele under et. Imidlertid var her den omstændighed, at de havde vel deres aktiebreve, men skøde på grunden havde vi som først anlagde værket, hvorfor man ville have os til at udstede skøde. Det indvilgede vi i, nå man overgav os alle aktiebrevene, som vi kasserede. De nye ejere drev da værket med fordel og det er endnu i deres eje. Skøde udstedtes 1860.