Mit Levnedsløb

Af

Hans Christian Siersted

30/7 1815 – 14/3 1907

Afskrevet fra håndskrift af Jan Krarup 2004-2006

 

Forord

Det er min hensigt her at optegne de vigtigste begivenheder i mit liv, for så vidt jeg nu i mit 73. år (1887-red.) kan erindre dem. Men da det ikke er hensigten, at mine optegnelser skal offentliggøres, men blot tjene til at gøre mine efterkommere bekendt med dem, skriver jeg alt op således som det i virkeligheden er uden at lægge skjul på noget eller udsmykke tildragelserne, således som mange gør, hvis optegnelserne er bestemte til offentliggørelse.

Skulle nogen af mine efterkommere en gang finde sig foranlediget til at offentliggøre noget heraf, da må dette ske med varsomhed og med udeladelse af sådant, som ikke er egnet til offentliggørelse.

 

1. Afsnit – Min Ungdom

 

Jeg er født den 30. Juli 1815 i Aakirkeby og døbt 4. Oktober s. å. med navnet Hans Christian Siersted. Mine forældre var Christian Frederik Siersted og hustru Margrethe Rømer. (Deres stamtavle ses foran i håndskriftet) – Deraf ses at jeg på fædrene side i 6. led nedstammer fra Niels Larsen Siersted, der formodentlig er født i slutningen af det 16. årh. og på mødrene side i 10. led fra Mads Jensen Koefoed f. 1450. Så slægten har en betydelig ælde.

Min fader var, den gang jeg blev født, avlsbruger i Hasle og havde 2 heste. De første begivenheder, jeg kan erindre og som kan bestemt angives med dag og år, er en jomfru Juliane Jensens f. Rohmann død 19. Feb. 1818 – da jeg var 2 år og 6 mdr. 19 dage gl.- og min broders fødsel, da jeg var 3½ år gl. Dette anføres for at vise, at et barn kan huske begivenheder fra en meget ung alder.

Da min fader havde nydt en bedre skolegang, end den der dengang blev almuen til del og desuden var af en bedre familie, ønskede hans forældre, at han skulle opgive landvæsenet og søge at blive optagen på det i Nylarsker nylig oprettede skolelærer-seminarium. Dette blev besluttet dengang min broder blev døbt og jeg mindes tydeligt, da min fader kom hjem efter at have været på seminariet for at forhøre sig angående optagelsen.

Seminariet bestyredes af præsten i Nylarsker, der var eneste lærer. Den daværende præst hed Hjorth[1] og døde senere som præst i Aagerup på Sjælland. Efter ham kom pastor Grønbech[2]. Undervisningen var mangelfuld og stod langt tilbage for nutidens seminarier. Seminaristerne havde regning de dage, hvor præsten skulle til klubben i Rønne. Han gav dem Søndergårds regnebog, hvor facit stod ved opgaven, og så kunne de selv se til, hvordan de fik dette ud. Følgen blev, at regningen stod på svage fødder hos dem, der ikke havde nogle forkundskaber, således som min fader. Jeg har kendt en af disse seminarister, der ikke rigtig var hjemme i den lille multiplikationstabel, men måtte have denne ved siden af sig, da han senere blev lærer og skulde hjælpe børnene. Adskillige af seminaristerne stod tilbage for en flink skoledreng i ældste klasse i en borgerskole i vore dage.

Jeg har selv hørt en af disse seminarister henregne sælhunden til amfibierne, fordi den kunne færdes både i vandet og på landet. Ligeledes forklarede han børnene, at granitsten årligt voksede, idet der kom støv og jord på dem og dette hærdedes omsider til sten.

Den dårligste af seminaristerne var en ved navn Peder Clausen, der omsider blev degn i Rø sogn. Han var en ældre mand, da han kom på seminariet og kunne dengang ikke skrive. Han havde i lang tid til opgave hver dag at skrive og forevise sit navn. Han lærte naturligvis aldrig at skrive ordentligt , og da han blev degn i Rø sogn, kunne han ikke føre ministerialbøgerne, men her var en skikkelig gammel præst – Peder Rasmussen Hjorth[3] – som påtog sig et føre bøgerne for ham. Men uheldigvis var præsten meget magelig og forsømte ofte at føre sine egne bøger. Der indtraf derfor tilfælde, hvor børn, fødte i Rø sogn, der skulle konfirmeres i andre sogne, ikke fandtes i ministerial-bogen. Et sådan tilfælde indtraf, da jeg var omgangslærer i Olsker, og der var tale om at føre tingsvidne og få faddernes vidnesbyrd, men om dette blev udført ved jeg ikke. Clausens øvrige færdigheder stod i forhold til hans skrivefærdighed. Ved afgangseksamen fik han det spørgsmål i historie: ”Hvad ved De at fortælle om Chr. IV?” Han svarede: ”Han var en skikkelig og brav mand.” Han vidste ikke mere. Der spurgtes da: ”Hvad ved De da om Chr. II?” Svar: ”Han var også en skikkelig og brav mand.” Afgangseksamen holdtes i 1823 og derefter blev seminariet nedlagt.

Om Clausen fik nogen hovedkarakter er tvivlsomt, men da han havde spildt 3 år på seminariet, lod man ham få degnekaldet i Rø. Der var ingen skole og han skulle derfor blot, ligesom de gamle degne, til visse tider samle børnene hos bønderne, snart hist snart her i sognet og overhøre dem i reglen en dag om ugen dog ikke hele året rundt. Han var en skikkelig mand, og jeg kendte ham godt, da jeg var hans nabo, da jeg var omgangslærer i Olsker. Imidlertid var han lidt stolt af at have været på seminariet; thi da han hørte, jeg skulle til Olsker, sagde han: ”Det var dog mindre heldigt at tage sådan en ung dreng til lærer, det var dog ikke sådan, som med ham, der havde gået seminarieskolen igennem.

Det gik an til Steenberg blev provst, han kom i trediverne en gang ned til Rø for at holde visitats og gøre ende på Clausens degnevæsen. Han befalede nemlig Clausen at katekisere med børnene. Præsten rykkede i provsten og hviskede: ”Han kan ikke.” men provsten var ubønhørlig. Clausen rettede da et par intetsigende spørgsmål til børnene og kastede sig derpå på en stol og råbte: ”Jeg er så syg, så syg, jeg kan ikke mere.” ”Så kan jeg.”, sagde provsten og udførte katekisationen. Derefter fik Clausen sin afsked, jeg ved ikke på hvilke vilkår.

Min fader solgte sin ejendom i Aakirkeby og flyttede til Vestermarie  præstegård. Pastor Grønbech, som var præst i både Nylars og Vestermarie, boede i Nylars præstegård, hvorimod Vestermarie præstegård beboedes af præstens karl og pige, der besørgede gårdens drift, senere blev gården bortforpagtet. Præsten tilbød derfor mine forældre fri bolig i præstegårdens rummelige Våningshus mod at have lidt tilsyn med tjenestefolkene og forpagteren, samt haven, som præsten havde forbeholdt sig.

Fra mit 7. år og medens mine forældre boede på præstegården, var jeg hos min bedstefader – pensioneret forvalter Siersted  i Rønne – ; men da mine forældre i efteråret 1823 flyttede til Gudhjem fulgte jeg med dem. Faders hensigt var at oprette en privatskole der, da der ingen skole var i forvejen. Men en anden ledig seminarist fik nys om dette og skyndte sig at komme i forvejen og begynde en skole, inden fader kom derned. Følgen blev, at ingen af dem fik så mange elever, at det kunne blive til noget, hvorfor fader efter ¾ års forløb flyttede til Svaneke. Her var en ordentlig skole og skolelærer, så det var ikke meningen at oprette en privatskole der. Derimod oprettede han privatskole i fiskelejerne Aarsdale og Listed, hvor han skiftevis underviste ugevis og tillige havde han en tid aftenskole i Svaneke. Jeg fulgte ham daglig som lærling, men også som bihjælper for de små børn.

Endelig i efteråret 1828 fik min fader skoleholderembedet i Aakirkeby. Dette var forskelligt fra degneembedet, der ikke forpligtede degnen til skolehold. Skoleembedet havde sin faste indtægt fra kirken, nemlig 2 tdr. rug og 4 tdr. byg fra kirketienden, samt 29 rdl. i penge. Desuden fri bolig og brændsel samt 6 skilling(?red.) ugentlig af hvert skolesøgende barn. Den ugentlige indtægt var dog ikke ret stor, da skoleforsømmelser dengang var overmåde store. Følgen var at kundskaberne hos eleverne var ringe, men dette gjorde ikke noget, da den gamle præst Balle konfirmerede børnene hvadenten de kunne lidt eller intet. Der undervistes kun i Religion, Læsning, Skrivning og Regning. Historie, Geografi, Retskrivning, Skriftlæsning og Sang havdes ikke som skolefag.

Den 04-10-1829, altså 14-årsdagen for min dåb, blev jeg konfirmeret[4] og nu skulle jeg vælge en stilling. I mine drengeår havde jeg en ubetvingelig lyst til søvæsenet, og medens mine forældre boede ved søkysten, færdedes jeg ved søen så ofte lejlighed gaves. Jeg mente, det var givet, at jeg skulle være sømand, såmeget mere som en af min faders ungdomsvenner – konsul Michelsen – der dengang var fører af en vestindienfarer, et par år tidligere havde besøgt min fader og sagt, at han ville have mig med, når jeg blev konfirmeret.[5] Jeg glædede mig hjertelig til dette og alle de rædsomme fortællinger man fortalte mig for at skræmme mig fra sølivet snarere forøgede end formindskede min lyst.

Mine forældre modsatte sig med bestemthed mit ønske om at blive sømand, skønt jeg græd mine øjne røde af sorg derover.

Endskjønt jeg i kundskaber i flere retninger stod tilbage for en flink skoledreng i vore dage, var jeg dog langt forud for mine kammerater og ved konfirmationsforberedelsen, da vi mødte første gang, stillede præsten mig øverst med de ord: ”Kom du herhen, det er dig, jeg skal have de gode svar af.” Da vi mødte sidste gang og det skulle bestemmes, hvad plads vi skulle have i kirken ved konfirmationen blev jeg nr. 3, hvilket krænkede mig hårdt. Nr.1 blev en af de drenge, som noget nær var den dårligste, men det var en storbondes søn, og præsten stillede ikke efter kundskaber. Ikke desto mindre sagde præsten nogle dage senere, at jeg var den bedste konfirmand, han nogensinde havde haft.