Ved afsløringen af mindestenen den 30. juli 1929

Hans Christian Siersted kom til verden i Åkirkeby i dag for 114 år siden (det er en lille regneopgave, jeg giver forsamlingen, da det er en lærers minde vi fejrer). Bornholmer i 1.ste led blev han bornholmer af 1. ste grad, knyttet fast til øen ligesom andre af sin slægt; Faderen var før ham lærer herovre.

Hvorledes Siersted blev den mand, han blev, det ved ikke jeg; om medfødte gaver gjorde det, om gammeldags og altid retvendt opdragelse med pligt og kærlighed i midten, om lyst til at nemme, til at vokse og til at bruge sig, … vi har lov at tænke os, at det virkede alt sammen. Og så dukker han frem som lærer i Hasle den 9. Marts 1840, knap 25 år gammel, med skole og bolig tæt ved kirken i en gammel købmandsgård, indviet til sit undervisningsbrug i 1824.

Hasle Skole

En lærer med liv og sjæl, altså virkelig en lærer; thi offentlige prøver gør det visselig ikke alene, kun ånd og vilje, kun  sjæl føder liv. Streng var den viljestærke mand og ingen remsepeter; børnene skulde høre efter, deres små hjerner havde selv at arbejde med. Han nøjedes ikke, som dengang almindeligt, med Danmarkshistorien efter den lille udgave, nøjedes ikke med Danmarks historie, men gav dem rids af hele verdens. Et svært læs trak han som enelærer; efter 10 års forløb var børnetallet steget til 80, i 1853 opførtes en ny skolebygning, og Siersted fik en andenlærer til medhjælper i resten af sin embedstid, – den varede over 46 år, til 1. oktober 1886.

Årgang efter årgang kom byens børn ham mellem hænder og formedes deraf. Mere og mere indlevede han sig med byen; han kendte jo efterhånden hver og en og de ham. Han kendte dem således, som man kender dem, hvis vel man vil. Han holdt af byen, så ingen født Haslebo har kunnet gøre det varmere. Og byen gjorde gengæld; den så, at her var en kraft, som hvilede på rette grundvold, og den gengældte hans kærlighed ved at sætte ham i arbejde; Siersted har sikkert ikke kunnet ønske sig noget bedre udtryk for byens genkærlighed. Hvor der var et tillidshverv, der kom også han. I 1861 blev han valgt ind i Hasle borgerrepræsentation, sad som dennes formandved repræsentationens ophævelse i 1868, var derefter medlem af det omformede kommunestyre, byrådet, til 1897. I 36 år havde han altså med sin bys sager at gøre, – atter her med liv og sjæl, var medlem af så at sige alle byrådsudvalgene, gennem mange år formand for nogle af de vigtigste. Lad det også her være nævnt, at han i seksåret 1868-74 var medlem af Bornholms amtsråd.

Går vi lidt i enkeltheder, så træffer vi allerede i 40’ erne den unge Siersted i gang som formand for det nystiftede Kulværks-interessentskab, – hvorfra han trak sig tilbage i 1847 -, og som virkende for et Glasværk syd for Hasle; det fik dog kun en stakket levetid. I 1886 møder os sygekassen i Hasle, stiftet af Siersted, som var dens formand og kasserer i mer end en menneskealder. Betydelig del havde han i det arbejde, der blev gjort for at gennemføre udvidelsen af byens havn, færdedes på havnen tidlig og silde, og i forbindelse med denne korte, vist altfor korte bemærkning om Siersteds forholdtil hans bys havn er det naturligt at minde om, at han var med til at bringe Det østbornholmske Dampskibsselskab i stand. Det var i 1876, Kapt. O.E. Sonne og nogle andre nexøborgere havde allerede en gang forgæves forhandlet med Hasle, men en tid efter må man have fået øjnene op for fordelen ved en dampskibsforbindelse, og med Siersted som ordfører tilbød hasleboerne at skaffe en betydelig del aktier tegnede, når Hasle måtte blive endestation for anløbsstederne på Bornholm. ”Vi greb til med begge hænder”, skrev Sonne i sine erindringer.

Og endnu bredere kan det siges, at Siersteds virke ikke standsede ved bygrænsen. Han var sandeligt en alsidigt optaget og oplyst mand og forholdt ikke andre sine tanker og sin viden, men lod dem komme til orde gennem en mængde artikler i Bornholms Avis om både samfundsøkonomiske og historisk kulturelle emner. Han havde her gode aner i sin egen slægt, – hustruen Laurentia Margrethe Rømer, 1818-1880, var datter af Major i Bornholms Milits Chr. Rømer, medlem af stænderforsamlingen i Roskilde, broder til almindingens genskaber og gift med en købmandsdatter fra Hasle, Gertrud Aabye. Også Siersteds moder var en Rømer. Det er en stor arbejdsmark, vi allerede har set udover for læreren og kommunalmanden Hans Christian Siersted. Men der er et agerfelt endnu, vel endda det , som først og fremmest må komme på tale, når talen er om Siersted: Anlægget af den skov, vi står i her. Den betragtes almindeligst som kronen på hans mangfoldige og dog samlede livsgerning, bærer da nu sine kroner til hans ære.

Det var i 1887, at nogle Hasleborgere indgav et andragende til deres byråd og deri henledte rådets opmærksomhed på det heldige i erhvervelsen af en lystskov. Rådet nedsatte et udvalg til ”at tage under overvejelse, på hvilken måde og for hvilken bekostning en lystskov eller et stykke jord til beplantning kunne fås, samt hvorledes midlerne til bestridelse af udgifterne kunne skaffes til veje”.Siersted blev valgt til formand i udvalget, hvis øvrige medlemmer var købmand Gønbech og Skipper Munch. Efter langvarige forhandlinger med interessentskabet Hasle Kul- og Teglværk, der ejede Klemensker strandmark, lykkedes det endeligt i 1891 at få en overenskomst i stand, hvorved byen fik et grundstykke på ca. 103 tdl. For 10.000 kr. og de derpå stående huse for 2000 kr.

Det var ingen oase, Hasle nu havde fået, snarere en kameltom sandørken, hvor der end ikke groede lyng eller græs. Det er mig sagt, at kun nærmest byen sås nogle misrøgtede levninger af en fyrreplantage og i tilslutning dertil nogen granplantning. Andre efterladenskaber fra tidligere menneskevirksomhed – spor af kulbrydning, tomter af et maskinhus – fuldendte billedet af noget tilsyneladende trøstesløst.

Var der da mening  for Hasle i at skaffe sig en gæld på 12.000 kr. for at kunne kalde denne golde udmark sin? Der blev god mening deri, og der kunne straks ses at ville blive det. Lige i syd havde man jo sandflugtskoven ind mod Rønne, skabt et par menneskealdre tidligere så at sige af en mands vilje og nu ikke blot for værn for markerne østerpå, men i sig selv en pryd og en værdi. Altså, friskt mod og spaden i ! Det første træ, som plantedes, var en bøg, her hvor nu Siersted mindesten er sat.

Sjælen i det liv, som skulle fremstå af ødet, det var ham. Der blev ikke taget fat med jappet hast, men med klog tålmodighed, og adskillige år gik, inden tilplantningen fuldførtes, – om den for resten er sluttet? Mere flid gjorde man for at holde de årlige udgifter nede, gjorde det bl.a. ved at anlægge egen planteskole for den kommende Hasle Lystskov.

Men Siersted selv ilede, – den mand må have ilet altid for at nå, hvad han nåede, – ilede hver evige dag frem og tilbage mellem byen og den kære strandmark med sin taske, og  i tasken lå der, foruden måske livgivende smørrebrød, frø, han havde samlet, som han nu klængede og som i årenes løb blev den skov, vi ser, en værdi i penge, – lånet på 12.000 kr. var indfriet i 1921, nu er renten indgående, – en værdi ved den glæde, som skoven skaffer os, der bor på Bornholm, og mange, der om sommeren søger hvile herovre, tiltrukne bl.a. netop af denne skov.

Helliget var ham arbejdet herude, og selv efter at han i 1897 var udtrådt af byrådet, vedblev han efetr rådets anmodning at være formand i skovudvalget. Da han frasagde sig sit hverv, var han en mand på 85, men derfor standsede de daglige spadsereture til skoven ikke. Først i 1907 standsedes han selv af døden i sit 92. år.

Da Siersted udtrådte af skovudvalget, greb byrådet lejligheden til at bringe ham den gode borger ”en tak for deres mangeårige virksomhed i kommunens tjeneste og da navnlig for det store arbejde, De har udført som medlem af skovudvalget, hvorved De har sat Dem et varigt minde her i kommunen”.

En byfælle sagde engang til ham: ”De fortjener en buste, Siersted”. Han svarede: ”Utak er verdens løn, jeg arbejder for byens vel”. Det første mente han næppe så strengt, det andet var i sandhed sandhed. Sandt er det også, at selv sætter man sig minde, og Siersted satte sig sit – som skolemand, som rådsmand, som skovmand. Men for at fremmede kan vide det, for at efterslægten ikke skal glemme det, hvis navn, det er, som suser i træernes kroner her, har nutiden villet gentage hans samtids tak og fæstnet navnet på en sten. Man har gjort mig den ære at lade det være mig, som talte ved stenens afsløring i dag, skønt jeg aldrig har kendt Siersted og kun ved gode mænds hjælp har kunnet danne mig billedet af ham og forsøge at gengive træk deraf. Når taleren således blev bornhoms amtmand, Riget Danmarks udsending på stedet, tager jeg det som udtryk for denne tanke: andre Haslemænd, andre bornholmere på andre kanter af øen, andre danske ovre har øvet anden dåd; hver gang vi fejrer en af disse vor gode mænd, gør vi dt ikke blot med tak fra stedet, hvor dåden blev gjort til dets gavn, men med tak fra Danmark. Denne tak siger vi i dag til gamle lærer Siersted, hvis tilknytning til stedet var så stærk, at hans efterslægt, andensteds hjemhørende, stadig føler sig knyttet hertil.

Hasle Badehotel

Den 30.juli 1929 festede man i Hasle, hvor man i Lystskoven havde rejst et minde over den navnkundige lærer H. Chr. Siersted, der fik sat gang i beplantningen. – Billedet viser et udsnit af festdeltagerne, og selvom det, som mange gamle billeder, er bleget og uskarpt, kan man genkende mange af byens og egnens kendte borgere. Blandt deltagerne er f.eks. lærer Siersteds datter (første række t. v.) gift med den kendte grosserer Jul.Kopp, København, desuden fabrikant  Anker, Thorvald Kofoed, Jens Anker, amtmand Kofoed, Chr. Hansen, Lind,Ingemannsgård, cykelhandler Ipsen, dyrlæge Malling, Henrik Westh, bankdirektør Ebbesen, C.J.E. Aakerlund, isenkræmmer Kofoed, borgmester Johannes Hansen og avlsbrugerne Peter Olsen og Hans Andersen. Drengen midt i billedet er Erik Kopp, der førte forretningen i København videre. Familien har stadig Bolbrohus i Hasle

Nu lader vi dækket falde. På stenen står, at dette er førstelærer Siersted, mangeårigt byrådsmedlem H.C. Siersteds minde, dertil en tak for hans virke.

Hasle har hædret en af fredens helte. Hasle vil holde hædersmindet i hævd.