Den glemte skole – pogeskolen.

Der er nogen, der har sagt, når jeg fortalte et enkelt træk fra pogeskolen: ”Skriv det ned, det kan få historisk betydning.” Der er mange, der taler ondt om den; derfor vil jeg i al beskedenhed og i taknemmelighed mod de tre personer, som havde den ene pogeskole, skrive om en lille pige, som elskede den.

I 1898 var der tre pogeskoler i Hasle. Først Ane-skolen. Den havde hjemme på Legatgården. Der stavede de så højt, at man med lethed kunne høre det ude på gaden. De stavede ikke med bogstaver, men i stavelser. Det lød: za – za, ka – ka, ri – ri, as – as: Zakarias.

Og så var der frk. Skov’s skole. Den lå næsten der, hvor biblioteket nu ligger. Endelig var der Karna Hansen skolen, hvor vi gik. Hvert år var pogeskolerne til prøve på Borgerskolen, hvor præsten og et medlem af skolekommissionen var til stede. Frk. Skovs elever kunne bibelhistorie, salmevers og andre vers, sagt med høj røst og i et forrygende tempo, som forbavsede alle. Der var ingen tvivl: De var de dygtigste!

Mine forældre valgte Karna Hansens skole. Det var nærmest et familieforetagende, der bestod af far, mor og datter. De havde solgt den yndigste gård og købt et hus i udkanten af byen, hvor sydmuren stødte op til en tømmerplads, hvorfra den skiltes ved en lang gang med et plankeværk. Nogle gange var der en høj stabel tømmer på pladsen, andre gange en mindre. Fortovet førte forbi pladsen, møllen og et par huse og endte pludselig i en eng, som hørte til et brænderi. Uden om engen løb en bæk med det klareste vand. Når bækken var tør, brugte vi den som legeplads, ellers havde vi tømmerpladsen som legeplads.

Om morgenen, når der var gjort rent, trak faderen bordet ud så langt, som det kunne blive, og satte to lange bænke ind, én på hver side af bordet. De almindelige stole var flyttet ind i soveværelset, som var skilt fra skolestuen ved et forhæng. For enden af sofaen sad fru Hansen, parat til at skrive for. I køkkengangen hængte børnene deres overtøj og skiftede sko. Da min søster kom i pogeskolen, følte jeg mig ene og forladt af hele verden; jeg havde kun én tanke: Jeg ville med! Jeg lagde en plan og indviede vor unge pige i den. Hun hjalp mig altid så godt med stavning. Vi skulle finde et svært ord, som jeg skulle lære udenad, og vi fandt ordet ”hundehvalp”. Vi blev ved og ved; også når jeg var alene, øvede jeg mig.

Visitten.

I vor lille stue tog det store taffelformede klaver og bogskabet den største plads. Bogskabet var aflåst af hensyn til min søster, der var en læsehest. Al jordens glæde syntes at komme mig i møde, da døren til stuen gik op. Jo, jo, det var damerne fra pogeskolen. Der blev dækket kaffebord; men jeg skulle ikke med. Det var mig, de skulle tale om. Det lykkedes mig dog at opsnappe enkelte ord: hun er for lille, kun fire år. Hun kan ikke sidde stille så længe. Da der var taget af bordet, regnede jeg ud, hvordan jeg kunne gøre mig bemærket. Jeg stillede en skammel hen foran vasken og begyndte opvasken, men lagde ikke mærke til, at man skal stå på midten for at holde balancen. Jeg trådte til siden, knaldede koppen i bordet, og så var alt tabt, mente jeg og tudede sanseløst. Men det endte med, at jeg sad på skødet af fru Hansen, og så lysnede det. Jeg slog armene om halsen på hende og kyssede hende. Nu var alt forandret! Før blev jeg betegnet som for lille; men nu fortalte mor, at jeg var igennem ABC’en, og jeg fik lov til at stave til ”hundehvalp”. Og nu skulle jeg have lov til at prøve.

Forberedelse.

Der blev købt en brun taske med hank, knyttet af sejlgarn. Der blev købt en skifertavle med ramme med hul i foroven, hvorigennem en snor med svamp i var anbragt. Dernæst en bibelhistorie, en ny ABC, en sangbog, et pennalhus medgrifler, en pose til listesko, en madkasse og en lille lineal. Mor tog mig ved hånden; vi gik lige ind i stuen på gården, hvor skolestuen var. Jeg havde aldrig set så mange børn på én gang. Der sad ganske rigtig min søster, og jeg begyndte i min forlegenhed at gnide mig op ad hende; men hvem skildrer min forbavselse, hun ville ikke kendes ved mig. Heldigvis fik jeg andet at tænke på; man tog mit overtøj, skiftede mine sko og gav mig en plads, der stod op ad sofaen, og jeg fik en hel side for i bibelhistorien. Det viste sig at være for meget. Næste dag kunne jeg kun seks linier. Fra nu af fik jeg kun seks linier til hver dag; sommetider blev jeg alligevel træt og lod mig halvvejs glide over i sofaen og sov et øjeblik. Der blev ikke lavet noget nummer af det. Alle vidste, at jeg kun var fire år. så rejste jeg mig og slog streger over hele tavlen, gik hen til fru Hansen i hjørnet, for at hun kunne lære mig at skrive smukke tal. Når tavlen var fuld, slettede vi det hele ud med svampen. Hr. Hansen passede tiden og ringede til frikvarter med en stor klokke. For anden gang kom jeg i knibe. Hver fredag afleverede vi vore grifler til hr. Hansen, som stod i kældernedgangen, idet vi løb forbi. Han spidsede dem så fine som nåle. Vi fik dem igen, når vi kom tilbage. Vi løb i en lang række ud af gården; én i hver række. Der var en fart over, som tiltalte mig. Jeg var sidst og havde ingen anelse om, at engen lå lidt lavere end fortovet, og at engen var omringet af en lille bæk. Alle sprang overbækken, kun jeg havnede i den med begge ben. To drenge tog affære, og med én på hver side gik det i strygende fart tilbage til skolen, hvor strømper og sko blev hængt til tørre i køkkenet. Jeg fik et par lange hvide bomuldsstrømper på. Der blev aldrig talt om det, og næste dag sprang jeg som de andre, og jeg havde fået to venner.

Dagens arbejde.

Efter morgensang blev vi hørt i bibelhistorie, derefter i læsning og regning og talskrivning og skønskrift. Noget geografi må vi også have haft, da børnene i stedet for ”o.k.” som bruges nu, sagde: ”Det er Puerteriko og Jamaika!” vi må nok have hørt om De vestindiske Øer. Efter frikvarteret fik vi nordisk gudelære fortalt eller læst op. Ved middagstid kunne der komme en dejlig duft fra køkkenet, og nogle var hurtige til at bede om at komme i gården, for de var sikre på at få en æbleskive. Alle blev hørt, alle fik lektie for. Børnene var alle ivrige. Vi havde det dejligt og morede os. Vi spildte ikke et øjeblik! I frikvarteret sejlede jeg i lang tid med pinde i bækken sammen med min ene ven. Pindene strandede ofte. Han satte dem i gang på den ene side, jeg på den anden. Hvis vi var heldige, kunne vi nå helt ned til eksercerpladsen, inden det ringede ind. Jeg var så optaget, at jeg slet ikke lagde mærke til de andre. Når engen var våd, flyttede vi til tømmerpladsen i frikvarteret. Nogle sjippede og havde for det meste tovet om livet. Der skulle sjippes 25 gange over tovet, også med armene over kors. Nogle piger sad på trappen og spillede terninger; fem fint udskårne i to forskellige spil; et, hvor man smed alle terninger ud på fladen, (de måtte helst ikke røre hinanden), greb den ene og kastede den op i vejret. Mens den anden var oppe i luften, greb man en anden og greb den fra luften i samme hånd, lagde den ene fra sig og greb de andre på samme måde. I næste omgang tog man to og to op, derefter tre og så fire, alt imens den ene var i luften. Så plukkede man én og én op og beholdt dem alle i hånden. Mens man kastede én lige op, lagde man hurtigt de fire ned og greb den ene fra luften. Der var mange regler. Gjorde man en fejl, var man færdig og måtte overlade pladsen til sin medspiller.

Pigerne kunne være helt fra sans og samling for at komme først til den glatteste trappesten. Pigerne holdt også af at spille bold skråt op ad en væg, og tællemålet var 25 uden fejl. Morsomt var det at svinge om stiveren fra telegrafpælen. Den var fæstet nede i bunden af tømmerpladsen. Det så godt ud; men det gjorde ondt i hånden, som man holdt sig fast i stiverten med. Vi har set Daimi gøre det i TV. Hun var meget dygtig til det!

Drengene havde deres egne lege: ”So i hul”, ”slå pind”. To af dem havde et langt tov, som de svingede for pigerne, der var meget dygtige til at springe ud og ind under tovet, mens det svingede. Vi havde én af de morsomste drenge i vor skole. Han var leder af en leg, der kaldtes ”Mads tabte piben”. Vi dannede en kreds og holdt hinanden i hånden. Mads stod udenfor. Han havde en kridtpibe, som han under mange krumspring tabte ind i kredsen, og sågjaldt det for os i kredsen om at holde fast og hindre ham i at få fat i piben igen. Det gjaldt for Mads at få os til at le og glemme at passe på piben. Han kunne få mange indfald, bl.a. anbragte han et lommespejl under jakken. Når han løftede jakken, skulle vi gætte, hvad det betød. Nogle gættede ”agterspejl” og glemte at holde ham ude, og så fik han fat i piben. Vi havde det dejligt i den pogeskole. Den eksisterede ikke længe. Hr. og fru Hansen døde, og frk. Karna Hansen giftede sig, da hun var 29 år.

Denne pogeskole lå i Storegade nr. 27.

Denne artikel er fra Jul på Bornholm 1978, er skrevet af fhv. overlærer Hedvig Thomsen.