Denne artikel er skrevet af Werner Hansen og stod i Bornholmeren d. 26.01.1980.

 Bornholms første bil kom for 75 år siden.

Voldsom modstand fra landboernes side med det ildsprudlende uhyre.

Mere end andre ser de gamle bornholmere skeptisk og mistroisk til ethvert nyt opdukkende fremskridt. Dette har naturligvis sin grund i øens fjerne og afsondrede beliggenhed, og den i ældre tider over al måde elendige forbindelse med omverdenen. På mange områder og på mange ting spores dette endnu.

 

Sådan skrev ”Nationaltidende” for 75 år siden. Årsagen var, at rygterne om bornholmernes hårdnakkede modstand mod at indføre bilkørsel på Bornholm var nået hovedstaden. Den første bil nåede øen den 2.januar 1905, altså for 75 år siden og var faktisk ikke en bil, men et automobil. Aviserne skrev også i den første tid om ”bilet”, men efterhånden blev bilen fælleskøn, og ”automo” blev udeladt.

Modstand var der, og ikke så mærkeligt. Bornholmerne havde gjort bekendtskab med motorcykler. Det var læger og dyrlæger, der bevægede sig omkring på øen på disse ildsprudende uhyrer, og hestene og kuske var rædselsslagne. Og så gav amtsrådet endog tilladelse til, at læger og dyrlæger måtte benytte motorcyklerne ved nattetid, ganske vist kun, når de var ude i praksis. Hvordan skulle det så gå, hvis firhjulede køretøjer uden heste for blev sluppet løs. Det var der mange forudsigelser om.

 

Bilkørsel et dødfødt begreb.

I et af de mange læserbreve trøster underskriveren sig med, at han ikke er bange for, at vort høje amtsråd vil bevilge nat kørsel med disse gloende tøf tøffer, thi det ville være det samme som at forbyde al anden færdsel med heste og vogn.

Om dagen kan kørslen med dem vel ikke forbydes, men sæt i alle tilfælde så strenge regler, at vi er sikrede erstatning for havari.

Og indsenderen slutter: Nå, jeg tror ikke, at disse urostiftere skulle kunne tjene til smørelsen her på Bornholm, og jeg håber, at hele denne automobilkommers er dødfødt, og at vi fremdeles må have vor lille ø i fred for slige påhitsomheder.

En anden indsender skildrer automobilerne som uhyrer, hvis blotte navn kan få enhver kusk til at ryste på bukken. Landsmænd, vågn op, tag til genmæle, lad os da ikke finde os i, også at få disse uhyrer at slås med på vore smalle landeveje. Tænk Eder at møde sådant et hvæsende uhyre, der ganske sikkert vil optage de fleste landevejes halve bredde. Om dagen ville vi nødig møde dem, og om natten kommer de brusende os i møde med et stort blændende lys og et infernalsk spektakel. Hvorledes vil det gå os landmænd? At råbe hjælper intet, og se os kan automobilføreren ikke, før det er for sent og vi rimeligvis ligger i grøften.

 

Mange ulykker imødesås.

Men bilerne var i det hele taget ganske overflødige, og de kunne ikke klare sig i konkurrencen med hest og vogn. Således hedder det i næste læserbrev: Der er enkelte mejerimedlemmer, som tror, at vi kan få kul, salt med mere ti mejerierne og smørret transporteret fra mejerierne med automobil billigere end nu med vogn. Dette tror jeg er en stor fejltagelse. Ikke hellere vil vi f vore svin kørt til slagteriet eller vore g til dampskibet billigere, end vi får dem befordrede nu. Hvortil er der så trang til automobiler?

Vi kan dog ikke undvære vore heste, når vi skal drive vore ejendomme. Og der kan være stor sandsynlighed for, at en del varelæs vil komme til at ligge i grøften, så transportspandene slås itu og mælken løber bort eller æggene bliver masede. Dog værst bliver det med svinevognene, når disse vælter i grøften, for så løber svinene hver sine veje ad skovene til, og så bliver det en prægtig sport for jægerne, men ingen fordel for ejerne. Thi jeg kan ikke tro, at amtsrådet går ind på den store bekostning at tildække den ene vejgrøft og planerer vejen, og det er jo en bekendt sag, at de bornholmske heste, som ikke er vant til spektakler er meget bange, og mange bliver i slige tilfælde rasende vilde og lader sig ikke styre selv af dygtige kuske. selv gamle, magre krikker kan blive rent tossede.

Og hvorfor skal vi være et af de første steder, der anlægges automobilruter? Lad os først få lidt mere erfaring fra andre steder, hvor der er bredere veje, og hvor børnesygdommene er overstået.

 

Bange for eksplosion.

Bilen havde dog også tilhængere, og redaktøren af Bornholms Social – Demokrat var en af dem. Han slog koldt vand i blodet på skeptikerne, og han skrev blandt andet: Men dersom nogen tror, at denne frygt, selv om den er ret begrundet, kan hindre automobilkørslen, så vil tiden hurtigt bringe dem ud af denne vildfarelse.

Fotograf Zoltau Sivertsen fra Hasle havde købt bilen for 6.000 kroner. Han havde stort besvær med at få den til øen, fordi den tilsyneladende ikke kunne komme om bord i Bornholmer – damperne. Men efter at den energiske fotograf selv rejste til København for at ordne paragrafferne, lykkedes det, og den 20. januar ankom dampskibet ”Hammershus” til Hasle med køretøjet, der måtte hejses i land.

Sivertsen havde lært at køre i forvejen, forsøgte kort efter at køre op ad Havnebakken, mens folk flygtede. Frygten for, at bæstet ville eksplodere, var stor.

Bilen var ikke meget for at køre opad, og efterhånden tog nogle behjertede mænd mod til sig og hjalp den op over bakken. Vort blad konstaterede, at det drejede sig om en anselig omnibus, der ruller frem uden at gøre halvt så megen støj som en almindelig landbefordring.

På Sjælland er der, s vidt vi ved, ikke sket nogen som helst ulykke med automobil, og vi tror heller ikke, at der er nogen fare her.

Første tur endte i grøften.

Prøveturen gik fra Hasle til Brogårdsstenen, hvor bilen endte i vejgrøften. Den kom dog hurtigt på ret køl igen, og derefter skulle hr. Sivertsen være klar til sin rutekørsel, hvor billetprisen var fastsat til 50 øre pr. mil.

Men først skulle bilen præsenteres. I Allinge blev den modtaget af en større skare borgere og borgerinder i alle aldre. Derefter gik turen til Svaneke. Pressen og direktøren for Discontobanken samt et bestyrelsesmedlem i dampskibsselskabet fik bildåben på en tur fra Rønne til Åkirkeby. Der startedes fra Dams Hotel, og i løbet af 35 minutter var Åkirkebys torv nået. De gode borgere i Åkirkeby fik desværre ikke megen glæde af synet, for turen gik straks tilbage til Rønne. Mens der var 2-300 mennesker i Rønne ved starten, var kun få mødt op ved hjemkomsten. Ingen havde vel regnet med den enorme fart.

Turen forløb i øvrigt uden ringeste uheld. I reportagen fra turen hedder det, at bilvognen er elegant udstyret, og man sidder overmåde behageligt i den. Der mærkedes ikke særlig stærkt rysten, skønt vejene nu er hårde. Enkelte køretøjer passeredes, og det var øjensynligt, at kuskene var mere ængstelige end hestene.

Det var vort indtryk, at hestene meget let bliver fortrolige med bilen, men det gælder om, at kuskene viser koldblodighed og ikke lader sig skræmme.

 

Jernbane måske bedre løsning.

Kontrakten om postbefordring var undertegnet, men før man kunne gå i gang med den regelmæssige rutekørsel, skulle der tegnes en aktiekapital på 50.000 kroner, og amtsrådet skulle give tilladelse til at køre om natten.

Oven på hver enkelt præstationskørsel afholdtes der et møde i den pågældende by. Fra Allinge meldes om en forsamling på 100 personer, hvoraf de fleste var fjendtligt stemt.

Ved mødet i Rønne tog forsamlingen det hele fra den gemytlige side. Her holdt driftsbestyreren for Dansk Automobilselskab, hr. Fuglsang, en lang tale, og enkelte deltagere tog bilen i forsvar.

Den 2. februar dukkede et nyt moment op i sagen. Spørgsmålet om en jernbane fra Rønne til Nordlandet blev rejst. Bilfjenderne tog imod forslaget med kyshånd. Og den 9. februar holdt sognerådsforeningen et møde, hvor man enstemmigt opfordrede amtsrådet til at nægte tilladelse til automobilkørsel på Bornholm om natten. På mødet redegjorde ingeniør Fagerlund for planerne om en jernbane mellem Rønne og Allinge, samt en bane fra Hasle over Klemensker og Gudhjem til Svaneke.

Det ville føre for vidt at fortsætte historien om hr. Sivertsens automobil. Vi vil i stedet henvise læserne til at følge den videre udvikling i ”De gamle årgange” på bagsiden af dette blad. Vi skal blot fastslå, at det var en bil, der var beregnet til rutekørsel, der var tale om. Den første ”selvejer” dukkede først o den 19. oktober 1906. Den blev indkøbt af kaptajn Johan E. Kofoed.