Knud GunnarThorup Soltau skrev denne artikel i Jul på Bornholm 1959.

Fra Rolighedsgade i Rønne til Vestergade i Hasle.

 Mindet lader som ingenting – er dog et lønligt kildespring.

Disse dejlige ord står på Fraterbrønden i Sorø. Når man er nået støvets år, toner disse linier i ens sind, og man lader tankerne flyve tilbage til barndommens gyldne dage til de stier, hvor man sprang så barneglad omkring.

Mit fødested er dog ikke Bornholm, men Hillerød, hvorfra jeg ingen erindringer har; men min gode hukommelse kan føre mig tilbage til min 4 års fødselsdag i Rønne; på den blev hele søskendeflokken fotograferet hos fotograf Yhr. Det billede sætter jeg stor pris på og glæder mig over at se på det hver dag, når jeg går forbi det. Jeg sidder foran på en skammel med min bulne tommelfinger stukket ned i mit pæne fløjlsbælte.

Vi var 10 søskende trip trap efter hinanden, og om søndagen hændte det tit, at vi tog på skovtur hele familien med de mindste i en legevogn sammen med fouragen. Jeg traskede altid langt bagefter familieflokken og sang af fuld hals. Jeg syntes, at træerne var så himmelstræbende høje; der var meget højt til loftet, og stemmen kunne rigtig gjalde i den grønne koncertsal. Her kan jeg mindes en situation, der står lyslevende for mig den dag i dag. Det var ude i Nordskoven mellem Hvideodde og ”Villa Nova”, at en fin og statelig herre med en lille, blegfed dreng på min alder kom hen til mig fra en sidevej. Det var sikkert far og søn, der i hånden havde en lille, elegant spadserestok, hvor håndtaget var et løvehoved af ægte sølv. ”Den skal du ha’”, sagde faderen, ”fordi du synger så glad og fornøjet!” – Den spadserestok hørte i mange år til mine kæreste klenodier, men ak, den forsvandt – ingen ved hvorhen.

Som ungt menneske var jeg sammen med Poul og Walther Kopp medlem af en sangforening, som den musikalske og dygtige lærer Ryssel ledede på en meget tiltalende og fornøjelig måde i kommuneskolens lokaler i Hasle. Her sang vi af hjertens lyst. Walther Kopp havde en herlig tenorstemme, så han og jeg klarede tenoren sammen i mandskoret; han fik senere sin stemme uddannet og sang et parti i ”Evangeliemanden” sammen med kammersanger Vilh. Herold på ”Det ny Teater”.

Ved 250 årsdagen for bornholmernes befrielse fra svenskeåget 1908 var sangforeningen med i festlighederne både ved gudstjenesten og ved afsløringen af mindestenen på Hasle torv. Jeg er endnu i besiddelse af en mindemedalje fra den gang, hvor man ser en arm række efter den danske kongekrone; men ud fra himlens skyer kommer en hånd med et sværd, der hugger den arm over, der vil røve kronen, og rundt om dette billede står: soli deo gloria – Gud alene æren. Den pyntede vi sangere os med i dannebrogsfarvet bånd under festlighederne.

Jeg nåede aldrig at få min stemme uddannet for mine forældre, og der var såmænd desværre heller ikke råd til det i den store børneflok; men min kære, omsorgsfulde mor tænkte vel også på min fremtid. Brødrene Kopp var en ret lang periode på besøg hos deres svoger, provst Lichtenberg, der for resten konfirmerede mig i Ruts kirke april 1904.

En søndag eftermiddag cyklede jeg en tur langs kysten til Jons Kapel. Vejret var herligt, og Østersøen lå blank som en blikplade, så stille var det. Jeg hoppede ned ad de mange trappetrin (376 — jeg har da engang taget dem i trav op), og snart stod jeg oppe på en klippe med ryggen til fjeldvæggen. Jeg begyndte – betaget af den vidunderlig skønne natur – at synge ”Hvor Nilen vander ægypternes jord”. Jeg kunne kun det første vers udenad. Jeg var blot lige begyndt, da en herre kom til syne nede ved havstokken og kom hoppende fra sten til sten op imod mig, idet han råbte op til mig: ”Bliv bare ved, unge mand!” – Han kom op til mig og sang med, og jeg skal love for, at da vi kom til den sidste linie i verset: ”Jeg tror, der er skønnest i Danmark”, så havde kammersangeren listet mig helt op på det høje C. – Jeg anede nu ikke, hvem den herre var; men det viste sig, at det var Vilhelm Herold; for da vi havde sunget verset færdigt, sagde han nemlig venligt: ”Det var da en dejlig sangstemme, De har, pas på den. Nu kan De sige, at De har sunget sammen med kammersanger Vilhelm Herold”.

Han stak mig oven i købet en daler og kravlede ned til en herre, der viste sig at være bassangeren Helge Nissen; for jeg så dem senere ved hotellet, hvor jeg, da jeg nu havde penge på lommen, drak min søndagseftermiddagskaffe.

I begyndelsen af 1890erne kom vi fra Hillerød til Rønne med den lille ”66-båd” ”Hejmdal”, som blev ført af kaptajn Mortensen. Mor har fortalt mig, at jeg red ”Ride, ride ranke” på kaptajnens knæ. Og tænk, hvor forunderligt ens livsvej kan sno sig, at kaptajnens søn, toldforvalter Alfred Hovald Mortensen, blev min svigerfar; hans hobby var maleriet, som han dyrkede med stor dygtighed. Han malede i sin tid hele ”66-flåden” og Mons Christiansens flåde, som vist nok hænger på Bornholms Museum. Kunsthandler Skånstrøm i Bredgade i København var han i flere år leverandør til og ligeledes til en kunsthandler i Stockholm. Hans signatur var altid A. M., og hans smukke marine- og landskabsbilleder pryder væggene i vort hjem.

Som dreng stod jeg ved siden af Mons Christiansen på stranden ved Gundbergs have, hvor et af hans skibe var strandet; han stod længe i dybsindige tanker og stirrede vedholdende ud til skibet, og det forekom mig, at den gamle mand græd – men hvad, gamle øjne er tit fugtige.

Min hustrus farfar, kaptajn Mortensen, af en gammel bornholmerslægt, blev, da han gik i land, dampskibsekspeditør i Rønne, bistået af sin ugifte datter Juliane Mortensen. DE boede på hjørnet af Snellemark og Grønnegade, min hustrus oldefar Hovald Holm, født 1804 og død 1896 og gift med Ane Chatrine Holm, født Riis, fra Riisegård, født den 12. januar 1816 og død den 2.august 1867, købte denne hjørneejendom 1830. Hovald Holm var søn af smedemester Lars Holm. Af Hovald Holm og Ane Chatrine har vi 2 smukke kulkridtstegninger hængende i vor stue signeret af A. Ipsen. – Hvem er han? – Ane Chatrine er ifært sin smukke, bornholmske nationaldragt.

Jeg ser i ”Jul på Bornholm” 1958, at smed Hovald Holm omtales pag. 20 af P. Hjorth som en dygtig og selvbevidst håndværker. Ja, i familien fortælles yderligere, at han i sine velmagtsdage var en kvik og livlig danser. Da Frederik den Syvende og grevinde Danner besøgte Bornholm 1853, dansede Holm med grevinden på et bal i borgerforeningen i Rønne. Grevinden var ikke kendt med de bornholmske folkedanse, men Holm var mester til at føre an i dansen; han råbte højlydt, så det rungede i salen og til majestætens tydelige fryd: ”Denne vej, Deres Nåde!” – Det var et udråb, der blev meget brugt i Rønne lange tider efter kongebesøget.

Jeg husker, at vi boede i Rolighedsgade ved siden af murermester og bygmester Louvs oplagsplads, og p den anden side af os boede skuespiller Rauv’s familie. Hele Rolighedsgade fra museet og ned til Nørregade var min lille verden; men en dag var jeg kommet helt hen til slagtermester Holmved St. Torv uden for gæstgivergården ”Fremtiden”, og her blev jeg kørt ned af et hestekøretøj. Jeg mindes endnu tydeligt, hvordan jeg lå og så op i bugen på de to heste! Det var i sandhed et Guds under, at ikke ét eneste hesteben rørte mig, ej heller et vognhjul. På vor væg hænger en gammel regning fra 1832 fra dette hjørne med udsigt over hele torvet. Denne dramatiske episode i mit liv rinder mig i hu, hver gang jeg ser på denne regning. Efter den forskrækkelse rejste jeg mig og løb hjem, alt hvad remmer og tøj kunne holde, da en politibetjent ville have fat i mig. Han hedfor resten, den lille, tykke mand, Andersen; for ham stiftede jeg nærmere bekendtskab med, da vi senere var flyttet fra Rolighedsgade ned på den søndre side af Kirkepladsen i en hjørneejendom, og på det andet hjørne lå der en symaskineforretning, som blev ledet af en hr. Clemmensen. På det modsatte hjørne lå ”Hotel Bornholm” med sine store træer på fortovet.

Oppe på den gamle kirkegård på sydsiden af kirken mellem nogle gamle gravstene plejede vi børn at lege; men det var forbudt. Politibetjent Andersen må have haft sin bopæl der i nærheden; for når han kom forbi, hvad han hver dag gjorde på en bestemt tid, skulle det nok passe, at vi unger var på forbudte veje, og s var han efter os. Ham havde vi drenge stor respekt for, når han viste sig i farvandet. Men en aften i tusmørket gik det dog galt; for jeg løb lige i armene på den venlige, gamle pastor Christensen, der lignede en rigtig julenisse med sit lange, hvide skæg og milde øjne. Han greb mig, og så kom byfoged Olivarius til med sin stok. Jeg troede, min sidste stund var kommet. Jeg vrælede i angst; min store stemme kunne høres viden om i kvarteret; men de to bedsteborgere har sikkert moret sig; for mens mit hoved sad fast mellem præstens ben, kunne jeg dårligt mærke stokkeslagene, der sikkert er blevet ført med følsom nænsomhed.

På havnen havde vi også lyst til at se os om. Det var nok galionsfiguren på skibsbygmester Becks port, der havde en vis tiltrækningskraft på os. Far havde på det strengeste forbudt os at komme på havnen. Han havde endda aftalt med overlods Holm, at hvis han fra lodshuset fik øje på os, skulle han fange os og dyppe os i havnen ved at holde os i anklerne. Se, den omgang skulle vi ikke prøve mere end én gang.

Vi nåede aldrig længere end til bræddestablerne nede bag Havnebakken ved badeanstalten; men ved den søndre bådehavn kom vi tit, og her skete det en dag, at en dreng plumpede i vandet. Faderen kom så for at høre, hvorledes det var gået til, og jeg var som sædvanlig meget meddelsom og viste, hvorledes drengens vandgang var foregået med det komiske resultat, at jeg selv drattede ”i baljen”. Den, der morede sig bedst, var fisker Thomas Hansen, der fik mig på det tørre igen; han boede lige under Havnebakken.

Ved siden af os i samme hjørneejendom boede musikdirektør Madsen, der bl.a. spillede til baller på ”Dannebrog”, hvorfor han selvfølgelig først kom hjem på de små timer, og når vi børn om morgenen kom ned i gården til huset med et hjerte i døren – tableau – så sad hr. Madsen der med høj silkehat på snur og var faldet i søvn!  – Nu var gode råd dyre, for hvad skulle vi børn stille op mod en så intim situation; men vor mor hjalp os, for vi slog pænt på tromme. Det fik vi altid at høre, når han hos vor store søster Ellen Margrethe ved vor køkkendør havde forvisset sig om, at vor trætte mor tog sin hårdt tiltrængte middagssøvn; for så drønede det på den anden side af væggen oppe på kvisten med både den store og den lille tromme, triangel og bækken, så det kunne høres viden om. Hans mor var altid sengeliggende nede i stuen og havde i flere år ligget lam og uvirksom.

Hos hende sad jeg tit og sang, hvad der sikkert har glædet hende i hendes ensomhed. Hun havde efter sigende været en svensk sangerinde. Hendes bolsjer smagte herligt og var vel et trækplaster for mig i den alder. Madsen var meget musikalsk og havde været organist ved Rønne kirke. Det fortaltes, at da kaptajn Thorsen i ”66-selskabet” havde bryllup, så modulerede Madsen så skjult på orgelet, da brudeparret forlod kirken: ”Kan du ej lade hønen gå” – at kun de indviede kunne kende melodien, og Madsen vandt væddemålet. – Mens præsten var på prædikestolen, forlod Madsen orgelbænken for at få en øl: men han skulle nok sørge for at være på pletten, når præsten var færdig; men en skønne dag fik han sin afsked.

Min skoletid begyndte i Rønne, og den tid er min livligste, dog ikke den livsaligste. Langt ude på St. Torvegade til venstre lå en lille købmandsforretning, hvis indehaver hed Næstved. Fruen holdt i sin stue bag butikken en pogeskole under meget stramme tøjler. Jeg ser hende endnu for mit indre syn ved kakkelovnen med sin uundværlige bog og kæp i hånden, og hver gang den sprøde butiksklokke lød, sprang hun ind i butikken og lod os børn passe os selv. Frikvarteret tilbragte vi i gården mellem tom emballage, kasser og tønder, og ude på havbakkerne, hvor senere Rønne gasværk blev bygget.

Men her ude på bakken havde købmand Næstved sine geder gående i tøjr; men vi drenge blev virkelig beordret til at flytte disse dyr, og det turde vi selvfølgelig ikke. En dag gik det også galt. Min broder Aksel Johannes, der har antaget vor mors pigenavn Thorup og er arkitekt i Oslo siden 1914 og norsk statsborger, skulle altså flytte en ged, og det nægtede han af frygt for dyret.

Næstved blev rasende vred, og i sin hidsighed smed han ”Mr. Pjop” op i en stor tom tønde, som de nok samlede regnvand i.” Mr. Pjop” er et kælenavn, nickname, som vi alle i søskendeflokken var behæftet med. Jeg vil nøjes med at nævne dette ene – jeg havde også mit. Mr. Pjops fulde navn var ”Pjop i Ali”, men jeg begriber ikke, hvor det stammer fra.

Da jeg så min brorforsvinde i tønden, og der blev endda lagt et låg over, kan det vel nok være, at jeg tog benene på nakken – take to me heels – og pilede hjemefter. Moder fulgte med mig derud. På den lange tur tænkte jeg blot på dette ene: ”Bare vi kommer tids nok til at redde Pjop!”

vi blev straks flyttet til en anden skole, der lå ganske nær vort hjem bag ved ”Hotel Bornholm” hos en frk. Andersen, der boede her sammen med sin gamle mor. Det var helt andre skoleforhold. Her sad jeg ved siden af en dreng fra Robbedale. Hans far kom kørende med ham hver dag, og jeg beundrede drengens store tykke halstørklæde, som han aldrig lod sig skille fra selv i den ophedede skolestue. Frk. Andersen var en herlig lærerinde for os små og var så sød og rar imod os. Jeg tror, at hun vistnok senere blev ansat som forskolelærerinde i Nyker sogn; men jeg er ikke sikker på det. Hun havde virkelig det rette pædagogiske håndelag til småbørnsundervisning, og vi var meget glade for hende.

Da jeg var 10 år 1899 – altså for 60 år siden – flyttede vi til Hasle en kold og fugtig forårsdag, og nu begyndte et helt nyt kapitel for os. Mine to brødre var færdige med deres skolegang på statsskolen ved deres konfirmation i Rønne, og Hans Volmer, der nu er passeret de 75 år, tog efter udstået læretid hos Brødrene Anker til U.S.A., hvor han fuldendte sin uddannelse som amerikansk maskiningeniør. Nu har han i sommer solgt sin maskinfabrik og lever i bedste velgående og glæder sig over sin fem gifte børn i gode, høje stillinger i militæret og i forretningsverdenen. De tre og en svigersøn deltog med hæder i den anden verdenskrig og er højt dekorerede, de to mod japanerne i Stillehavet og de to andre over Normandiet til Paris og over Rhinen. Den yngste søn var som løjtnant med i Korea.

Min næstældste bror Svend Aage gik samme vej som sin ældre bror, men kom tilbage til Danmark g var ved sin død 1947 maskinchef på Dalum papirfabrik. Også Gudmund tog til U.S.A. efter at have fået samme uddannelse som sine to ældre brødre og døde i Brooklyn 1951. Aksel Johannes kom i lære som tømrer hos Jørgen Peter Christensen, der havde værksted ved siden af overlærer Larsens bolig; han hed i folkemunde ”Jørn Peter” og byggede den nye præstegård, byfogedboligen på havnebakken og toldkammeret o.s.v. Han var virkelig en flittig mand. Aksel, eller som han tidligere blev nævnt ”Mr.Pjop” er arkitekt i Oslo.

Far og mor sagde: ”Lær et håndværk, så sulter I aldrig1” Alle seks drenge gjorde det og gik videre i deres uddannelse; dog brød to af og tog lærereksamen. Den yngste, Ejgil, gik samme vej som vor far og blev cand. pharm. Fabrikant Julius Anker sagde engang til far, efter at han havde haft fire af hans drenge i lære: ”Har De ikke flere; for jeg kan godt bruge dem?”

Ejnar er overlærer i Ringsted, og undertegnede var førstelærer p Magleby centralskole på. Borre p ”Høje Møn” ved den vidunderlig skønne Møns Klint. Her havde jeg min lykkelige manddomsgerning i 36 år og var samtidig i 26 år kordegn i Magleby kirke, hvor jeg til fulde fik anvendelse for min sangstemme; jeg var den degn, der sang højest på Møn, da Magleby kirke er den højstbeliggende. – Nu er jeg pensioneret.

Under mit ophold på Neksø seminarium havde jeg flere muntre oplevelser. Lærer cand. phil. Falbe-Hansen var byens forlystelsesråd i sang og skuespil – og han var god. Engang opførte de Gustav Esmanns ”Den kære familie”. Købmand H.V. Munk spillede den svenske friherre von Claes; sproget var glimrende; men han havde ingen sangstemme til ”Brusanda Vals”, som han blev opfordret til at synge. På scenen stod et meget elendigt gammelt taffelformet klaver, hvor én af de gulne tangenter var afmærket til akkompagnatøren, Carlsen på hotel Neksø. Bag kulissen stod et godt klaver, hvor frk. Caspersen, senere gift med skoleinspektør Andersen i Allinge, og jeg optrådte i det skjulte, mens de to herrer inde på scenen lavede det pudsigste minespil. Jo, det lod sig virkelig opføre, og mon nogen nede i salen opdagede nummeret? Men H. V. Munks søn sagde dog en dag, vi passerede hinanden på gaden: ”Se, far, der kommer fars stemme”.

Engang skulle redaktør Nielsen Hauge, senere handelsminister, holde foredrag med lysbilleder; men det sidste svigtede. Det var på Holms hotel, og de sendte bud efter mig og Kristian Uldal Rasmussen, senere skoleinspektør i Espergærde, som måtte akkompagnere mig på et orgelharmonium, der nok har lydt ”godt”, især da jeg også sang ”De ti små niggerboys” – uha, men seminaristerne var trofaste og forstående forklappere på balkonen.

Falbe-Hansen ledede også en sangforening, som maskinmester Eksteen, disponent Kronmann hos konsul Berg-Munk, cand.pharm. Holger Pyndt, senere apoteker i Nykøbing Falster – min kæreste ven gennem 50 år – og jeg sang med i , og vi blev meget anvendt i Neksø’s forlystelsesliv dengang.

Vor ældste søster Ellen Margrethe var ugift og døde i Næstved 1930.

Hedvig var kontorist på byfoged kontoret i Hasle og senere i Næstved, da far og mor flyttede dertil, og far var provisor på Løveapoteket, til han tog sin afsked 70 år gammel og nød en lykkelig og fredfyldt alderdom til sin død 1941, og vor mor døde 1926.-  Far udfyldte sine sidste 13 leveår med store stramajbroderier, som han havde over 100 stk. af, eller også var han på rundrejse til sine børn; men altid havde han sit broderi med, selv om bord på de engelske linere på vej til New York, hvor han hvert andet år besøgte Volmer og Gudmund; men synet af et mandfolk, der på promenadedækket fik tiden til at gå med stramajsyning, vakte alligevel opsigt og nysgerrighed blandt passagererne – navnlig de kvindelige.

Hedvig blev, mens hun arbejdede på politikontoret i Næstved, gift med politifuldmægtig Cai Herting, der nu er politimester i Thisted.

Edith er lærerinde og gift med førstelærer Sellebjerg, Brandstrup centralskole på Lolland.

Hvorfor nævner jeg alle mine søskende? Jo, fordi jeg mener, at der måske er nogle på vor alder i Hasle, der sikkert kan huske os og måske spørger: ”Hvad blev der af alle de Siverunger, og hvor er de henne?”

Vi var 7 drenge og 3 piger, altså lige så stor familie som Job i Det gamle Testamente.

Vi boede i Vestergade vis-á-vis Siersted store have med det høje brede stengærde.

Det var vort herlige og kærlige hjem, hvor en mors kærlighed og klippefaste Gudstro og en streng, men retfærdig far opdrog en børneflok i nøjsomhed og Gudsfrygt. Her var den gammeldags autoritet til huse med respekt for værdierne. Vi lærte, hvad pligt og ansvar betød, alle fik vi pligter at passe, og lydighed var et helligt bud. Når der blev kaldt på en, turde vi da ikke svare: ”Hvad er der? eller ”hvad skal jeg?” Næh, vi skulle nok sørge for sporenstregs at stille øjeblikkelig! –

Far havde altid arbejde til os, der skulle passes; ellers var der til os i en god mening, hvis det ikke var besørget: ”Vær så god, op i seng!”-

Og mor kunne så i smug bag fars ryg sende en rugbrødsskive af de tykkeste op til os med Ellen som trøsteren; for der var ikke tale om aftensmad, når vi dømtes til stuearrest.

Ved siden af vor have havde Jønsson og hans kone en stor ”løkke”, hvor disse to gamle flittige mennesker dyrkede et gartneri og passede en lille butik med glas, lerkar og porcelæn. De var svenskere. Hun sagde en dag til mig: ”Det er en streng far, du har, min horra”.-

Ved enden af vor have havde avlsbruger Olsen deres.

Sengetiderne blev strengt overholdt både sommer og vinter; for far og mor ville have aftenfred.

Når vi samledes ved måltiderne, skulle der partout herske ro og orden, hver p sin plads militærmæssigt; far øste op, delte omkring; aftensmaden som morgenmaden var smurt, og portionen skulle slå til; jeg kan ikke mindes, at nogen spurgte m at få mere; men ingen sultede; vi struttede af sundhed. Vi blev i sommertiden sendt ud med en sæk for at lukke syrer i grøftekanterne. Jeg har ingen steder i Danmark set så smukke botaniske grøftekanter i midsommertiden som på Bornholm, inden de slår dem.

Mor kogte denne syre til os i en ordentlig portion, som vi nød med største velbehag.

Blive vist bort fra bordet regnedes som en stor tort. Mor sad ved bordenden og far ved langsiden med den mindste imellem sig. Når vi rejste os, kyssede vi mor og sagde tak for mad – far tog vi i hånden.

Når vi havde årsprøve på vor skole, købte vi i smug en lille pakke cigaretter med 5 stk., der hed ”Motor”, til fem øre! Men når vi kom hjem til spisetid, gemte vi tændstikker og cigaretter i grundmuren, listede op på vort værelse, børstede grundigt tænderne og åndede hinanden ind i ansigtet og hviskede: Kan du lugte noget?”

Hver dag samlede mor os til hus andagt, læste et stykke i Bibelen, bad en inderlig hjertevarm bøn, og far, når han var hjemme, sluttede med velsignelsen og Fader vor; men vi sang aldrig. Ak, hvor jeg endnu kan se min kære mors fugtige øjne, mens jeg sad der på stolen og sprællede med benene, der ikke kunne nå gulvet, og tænkte: ”Hvornår er vi mon færdige, for jeg skal ud at lege?”

Ja, sådanne tanker var jeg fyldt med. Men nu hvilken arv at få med sig ud i livet, det vanskelige liv;  for guld og grønne skove kunne vi ikke arve; men en guddommelig arvelod fik vi dog med på vor livsvej.

Når jeg nu ser tilbage og ser, hvorledes livet har formet sig for den store søskendeflok, er det forunderligt at erfare, at vor mors ihærdige, alvorlige og trosfyldte bønner sikkert ikke har været forgæves for en eneste af hendes børn. Mor må have været fyldt med en ægte Gudsfred, alt i Guds hænder, for sine børns ve og vel; for jeg tror ikke, at hun nogen sinde følte frygt og angst for sine børns færden eller tvivlede på, at hun skulle samles med sine børn engang bag det store forhæng.

Selv tror jeg på, at Vorherre har været vor barnepige og bevaret os. Jeg mindes den grufulde sørgelige badeulykke på Klympens ellers så herlige badestrand hin sommerdag, hvor byfoged Schøthe’s to døtre og en kusine til dem forsvandt i den frådende vestlige pålandsstorm. Den yngste datter stod nærmest land, da de dannede en ring med hverandre i hænderne, da de blev slået omkuld af en bølge og suget ud på dybet. Den lørdag formiddag blev Hasle by grebet af en dyb og ægtefølt sorg sammen med den stakkels hårdtramte byfogedfamilie. Der var en hel folkevandring til Klympen, og jeg mindes en ung kraftig mand med en line om livet svømmede ude i skumsprøjtet, mens tilskuerne spændt fulgte hans søgen; men det var forgæves.

Den yngste datter løb fortvivlet op i plantagen, hvor hun traf en ældre kone; men der var langt til byen over eksercerpladsen for at hente hjælp.

Næste lørdag morgen fandtes en af pigerne i Hasle yderhavn, og de to andre fandtes i klipperne uden for den vestre havnemole. Men da kirkeklokkerne ringede fra Hasle kirketårn til begravelsen – den nye kirkegård på eksercerpladsen var ikke anlagt dengang – var vi to drenge på en yderst farlig sejlads på Østersøen så langt ude til søs, at vi kunne se Hammershus ruiner og fyret på Hammerodden, en udsigt, som viser, hvor langt vi var ude. Det var en fladbundet pram, som vi selv havde lavet, men så utæt, at én øste, mens én roede.

Stille vejr var det så sandelig ikke; for der gik svære dønninger efter stormen. Vor tumleplads var Knuds havn. Her fiskede vi ål; her fandt vi ilanddrevne brædder, som båden f.eks. blev bygget af. Vinter og sommer tumlede vi os her. Ved eksercerpladsen strandede en stor tysk damper, ”August” af Bremen. Den blev ophugget af Brødrene Anker, og der lå i lange tider en dampkedel på stranden neden for eksercerpladsen; inde i den søgte vi en solskinsdag tilflugt, mens tøjet blev tørt; for vi var plumpet gennem havisen, hvor vi var forbudt at komme, så at komme hjem som en våd hund turde vi ikke. Når jeg nu tænker tilbage på vort drengeliv på stranden, er jeg klar over, at drenge kan ikke se faremomentet i deres færden.

I Vestergade mindes jeg den gamle trommeslager, den uniformklædte gamle veteran fra 3 års krigen. Han havde levet under fire danske konger, som jeg dengang syntes var rædsomt længe – men hvad, det har jeg jo selv i dag. Han boede i den yderste sydlige del af gaden på den vestre side ved en stor have. Han hentede sin tromme på rådhuset hos arrestforvarer Jørgensen, der senere flyttede over på den anden side af torvet og blev vært på ”Hotel Hasle”. Ved afhentningen af trommen fik den gamle Petersen altid en snaps – ja, altså ”én til hvert ben”, forlangte den gamle soldat, og så marcherede han med en militærisk stram holdning ud i byen for at bekendtgøre, at der var sild ved havnen og gulerødder på torvet.

Og så var der vore genboere, de to gamle fine mennesker, overlærer Siersted og søsteren fru Bolbro, der hver formiddag passerede vore vinduer på deres daglige spadseretur ud til skoven. Vi børn så med ærbødighed og høflighed op til disse to gamle mennesker, som vi virkelig syntes var ældgamle. Fru Bolbro holdt øje med os, mens vi legede; men Siersted travede blot videre i sin tunge gang og satte sin stok hårdt i gaden. Tit forsvandt vor bold over deres stengærde, som for øvrigt var min støtte, da jeg lærte at cykle; men når bolden forsvandt, måtte vi til frøken Julie, deres gamle trofaste pige, om vi måtte komme ind i havens vildnis og lede efter den, og tit hjalp hun os. Jeg mindes Siersteds 90 årsdag; da var hele familien samlet, bl.a. grosserer Julius Kopp og frue, som var en datter af Siersted, og hendes broder herredsfoged Siersted fra Herning og en del ungdom. Haven, denne pragtfulde store have – dog lidt forsømt – var smukt illumineret med mange kulørte lamper, som tog sig helt tivolisk ud. Vi kunne jo fra vor stue følge festen. – Jeg kan her tilføje, at jeg kom i lang tid over til Siersted for at læse avisen højt og klart for ham, mens fru Bolbro sad på sin sædvanlige plads ved vinduet med sit håndarbejde, som hun ikke fik gjort meget ved, mens jeg var i stuen. På hjørnet, ved syd enden af Siersteds have, boede købmand Petersen med sin lille butik; her stod hans selvlavede vejrmølle til brændesavning, og her havde vi adgang ned til Knuds havn gennem den dybe smalle smøge med en rendebæk ved den ene side, og til venstre her blev Hasle gasværk bygget. Senere flyttede Gundberg fra Gundbergs have ind på denne hjørneejendom med sin hustru.

Ved siden af Siersteds store indgangslåge løb en bæk, der dannede skellet til Hans Peter Mørks store løkke. Mørk var en gammel søens mand og en meget interessant skikkelse for os børn. Skulle vi f.eks. på skovtur til almindingen eller til Hammershus, sendte mor os hen til Mørk for at høre, hvad vejr vi kunne vente os, og det slog til, hvad han mente om vejret; han var virkelig, den gamle sømand, et meteorologisk vidunder for os børn, at han kunne have en sådan viden over vejret og bestemme, om vi kom af sted eller ej. Han havde sin daglige plads nede på en bænk nederst i løkken og sad og stirrede ud over havet. Han sagde en dag til mig: ”Kan du, min horra, lave et havebord til mig af en pot og en løgn?” Den gåde kunne jeg ikke knække; men en pot var jo fire pægle, og en løgn var en plade, så var jo bordet færdigt!

I en ferie, jeg gik hjemme med hænderne i lommen, kom far med et tilbud om et arbejde med god fortjeneste. Jeg skulle blot samle hyldeblomster og tørre dem – kun blomsterne, og lønnen var 1 kr. pundet. Jeg tog fat uden at ane det besvær, der ventede mig, da Alfred Benzon skulle have 15 pund; men det var et endeløst arbejde, syntes jeg. Opgive foretagendet var aldrig i min tanke, og endelig stod sækkene klar til afsendelse. Jeg købte et par blåstribede hvide flonelsbenklæder, ”hyldebærbuksene”, som var min fineste sommerpryd i mange år. Disse blomster tørrede jeg på Mørks loft, som far fik lov til at bruge, nu da huset stod tomt efter de to gamle menneskers bortgang og gav fred i gaden; for Mørks kone, Stina, lå altid i krig med gadens drenge; men vi stod altid på en god fod med denne lille, rundryggede og sjal indhyllede kone med sin uundværlige stok, og altid så man hende med en kurv eller ”stribbe” i hånden – jo, vi var ”pena bella”! Huset lå med gavlen ud til gaden ganske tæt, kun med en lille, smal rendesten mellem huset og kørebanen med et vindue ind til de to gamles daglige stue, og det var fristende for drengene at banke på denne rude om aftenen – ja, selv om dagen. Så kom ”Stina Baldra”, som drengene kaldte hende, ud og skældte og smældte til stor fryd for drengene. Jeg skal ikke glemme deres herlige pæretræ, der stod lidt for nær gaden og fristede, og som smagte efter mere, så Stina havde nok at passe på.

Ved siden af Mørks boede en silderøger, hvor jeg mindes en stor, stærk dreng, Aleks Weinrichk, som vi havde megen respekt for sammen med hans kammerat fra den modsatte side af gaden, Sophus Nielsen, der brugte snus, spyttede livligt, stammede, havde et par nervøse blinkende øjne og med en underkæbe som en kommodeskuffe på grund af snusen.

En dag var min bror aksel Johannes og jeg uvenner, da vi gik fra skole. Jeg gav da den stærke Aleks 5 øre for at give ”Mr. Pjop” en omgang pryl; men det optrin kunne jeg alligevel ikke tåle at se på, og jeg greb ind med det resultat, at Aleks måtte flygte; men 5 øren var tabt, og respekten for Aleks gik fra den dag også fløjten.

I det næste hus, hjørneejendommen ved Havnebakken, boede nordmanden Abrahamsen som købmand; han blev senere pedel på kommuneskolen. Uden for skolens gymnastiksal stod et stort, gammelt og fristende kirsebærtræ, moreller; en aften kravlede en halv snes unge mennesker op i træet, og Abrahamsen opdagede det. Jeg var selv med her trods min skikkelighed. Hvordan skulle den situation klares? da pedellen gik vagt under træet for at tage imod os. Jo, vi aftalte ganske stille at komme lavere ned og springe på tælling 1-2-3 lige ned i hovedet på ham. Det lykkedes så godt, at han ikke fik fat i en eneste af os.

Vor skoletid er et kapitel for sig selv, som et par stykker af os ikke kan mindes med glæde. vi begyndte vor skolegang i Hasle omkring ved den tid, da overlærer Engell blev skoleinspektør i Rønne, og Andreas Larsen blev hans efterfølger. Jeg kan huske, at Engell kom ind i klassen med en bøs mine for at undersøge, om hans søn Svend havde snydt sig fra morgenvasken.

Gudmund Bruun, som jeg altid har stået i forbindelse med, provst i Hesselager, men nu er borte – sådan mister man den ene efter den anden, når man ældes – var en vild krabat på skolepladsen, og det endte altid med næseblod; ham kom jeg ofte til undsætning. På en af hans fødselsdage var vi i Gundbergs have; men her faldt han over bord fra en af bådene i åen; han var født i Thorshavn, hvor faderen, pastor Emil Bruun, var præst, hvorfor Gudmund hele sit liv følte sig knyttet til de fjerne atlanterhavsøer og var i sin ungdom præst deroppe. Pastor Emil Bruun blev forflyttet til Kristianskirken på Christianshavn.

Efter at vi havde gennemgået 1.-2.-3. klasse, måtte vi helst kunne springe den sinkeklasse til 4. klasse over og komme op i de to næste klasser med den udvidede undervisning, der var udmærket. Min yngste bror, Eigil, der er cand.pharm., skulle have været i ”den sorte gryde”; men far og mor tog ham ud af skolen og sendte ham til statsskolen i Rønne efter megen strid med overlærer Larsen. Lærer Ryssel var en dygtig og elskelig lærer, som vi satte stor pris på, og jeg kan aldrig glemme hans religions og sangtimer. Da vi ved min konfirmation den 10.april 1904 kørte i landauer fra Ruts kirke, samlede vi lærer Ryssel op på landevejen. Han stak mig 2 kr., så jeg fik samlet 8 kr. til et lommeur, som jeg cyklede til Aakirkeby og købte hos en marskandiser; det holdt i 18 år. Hvor var man nøjsom og glad for lidt, imod hvad der nu om stunder ligefrem kræves af de unge. – Når vi begyndte dagen med overlærer Larsen, sang vi til trivialitet ”Lover Herren” bevares, en herlig salme; men sang jeg ikke med, for han ejede selv ikke en tone, hørte vi Asta Lind fra ”Siegård” synge solo, men så var der vel nok til mig ”i god mening”, og jeg blev tromlet igennem i den tyske grammatik – det har jeg haft megen nytte og glæde af i min livsgerning! Jo, min skoletid står lyslevende i mine erindringer, og jeg må give digteren Johannes Jørgensen, der altid svæver i fortiden, ret i hans smukke vers: Jeg tænker på de henfarne dage, jeg mindes de svundne år – de ligger så langt tilbage og er dog så nær som i går.

Ved udskrivningen af skolen foråret 1904 var vi til fælles kaffebord hos overlærer Larsen. På et bord inden for døren lagde vi vore offerpenge i et stk. papir; men jeg kan røbe her, at flere af konfirmanderne syntes, at der var for mange penge i papiret, så de bestemte selv offerets størrelse og tog sig uden videre en ekstra lommeskilling af deres papir.

Lærer Gideon var som lærer Ryssel en herlig lærer med stor pædagogisk greb over for børn; ham holdt vi meget af, selv om han vel nok kunne slå en velrettet, retfærdig lussing i rette tid og på det rigtige sted, så luften blev renset. Han læste Carl Møller: ”På farten”, ”Oliver Twist”, ”Børnene i Nyskoven” og ”David Copperfield” o.s.v., som jeg aldrig kan glemme. Det var herlige timer, og ”Mr. Micawber” står usletteligt for mig. Når vi var færdige med vort egentlige skolearbejde, tog lærer Gideon bogen frem og læste for os. Han fortalte også en masse om dagliglivets forhold, om en tur til hovedstaden, hvor han havde set det ny indviede Københavns rådhus; det gjorde han så spillevende, at vi ligefrem følte, at vi så det, som han så det – og så snoede han sit pæne, sorte overskæg. En dejlig lærer, som jeg tit mødte nede ved havnen, som han vistnok interesserede sig meget for. Da han flyttede til Svaneke, forærede vi skolebørn ham en kikkert, der blev købt hos isenkræmmer Koefoed, som i tilgift forærede os en æske med grifler – vi brugte jo tavler den gang – som vi børn skulle dele, men det gik langtfra stille af.

I ungdomsskolen havde vi en regnetime med overlærer Larsen en aften, da en ung mand, snedkerlærling Alfred Christensen, fra silderøgeriet ved siden af H.P.Mørk, til vor store overraskelse rejste sig og ville holde tale. ”Hvad vil du? holde en tale!” sagde overlæreren og løb ind ved siden af og hentede malermester Aakerlund, der havde frihåndstegning med en klasse. – Jo, Alfred fyldte den dag 18 år, og nu ville han blæse det hele et stykke, pakke sine rekvisitter sammen og gå, og ingen skulle bestemme over ham mere; på dørtærskelen lod han nogle mindre pæne afskedsord falde. – Der herskede en dyb stilhed i klassen, og læreren rystede på hovedet. Vi elever var fuldstændig duperet over Alfreds frække optræden. Det var før, den tekniske skole blev bygget på bagermester Herolds hjørnegrund.

Jeg erindrer klart en episode for 60 år siden, da jeg fyldte 10 år. Det var en gråvejrsdag, dagen før fødselsdagen, at jeg i min barnlige naivitet gik op til overlærer Larsen privat over for posthuset, hvor nu Andreas Thomsen, min gamle klassekammerat – og duks, har forretning. Jeg ringede på med bankende hjerte. Mit ærinde var formaseligt, at bede mig fri på grund af min fødselsdag. Jeg kom ind gennem døren i gavlen, ind i forstuen, til venstre ind i et pænt, hyggeligt kontor og stod meget beklemt i sindet. Overlæreren kom ind, stillede sig tavs foran mig; jeg bukkede og sagde goddag og kom med mit ærinde.

Stadig tavs lagde den store mand begge sine hænder på mine skuldre, vendte mig rundt og skubbede mig stadig tavs ud ad døren. Jeg vendte mig på trappestenen og så op i dette strenge ansigt med pincenez og en lang, tynd guldkæde hen omkring øret. Jo, det møde står lyslevende for mig den dag i dag. Jeg gik skuffet ned ad Storegade, forbi Hotel Hasle på torvet, til højre omkring fuldmægtig Koefoeds hjørne og karetmager Andersens port med næsen nede ved den øverste bukseknap. Det var en trist decemberdag. Men jeg tilstår ærligt, at jeg har aldrig selv som skoleleder givet et barn fri på grund af dets fødselsdag – selvfølgelig; det vil jo afstedkomme en forfærdende uro og uskik i skolen; men jeg kan ikke glemme den upædagogiske kulde, jeg mødte.

Jeg mindes nytårsaften i Hasle på den tid. Det var dog en forfærdelig aften. 1899 kl.12 midnat marcherede et hornorkester gennem byen og det var en smuk måde at byde det ny århundrede velkommen på; men ellers herskede der en uro, som om alle love og paragraffer sov. Nytårsmorgen var torvet fyldt med tærskeværker, lokomotiver, landauere, arbejdsvogne, plove, harver og mange, mange andre ting, som senere blev afhentet af ejermændene. At skildre denne løsslupne og lovløse aften er et langt kapitel; men jeg vil lige nævne, at vort vindue i dagligstuen forsvandt en nytårsaften og fandtes i marts måned lige inden for Siersteds stengærde på den anden side af gaden, en uforståelig morsomhed af en nytårsspøg at være; for selvfølgelig følte vi savnet af vinduet hårdt i den kolde vinter. –

Vi kælkede ned ad kirkebakken i susende fart over Storegade helt ned til frk. Hjorts boghandel eller ad den anden bakke forbi gavlen på ”Hotel Herold” – tænk, at vi ikke tørnede mod et køretøj på Storegade eller havnede i havnebassinet!

Til minde om min myreflittige, stræbsomme og viljestærke far, Soltau Sivertsen, vil jeg slå fast, at jeg vil anse det gamle ordsprog som en gylden sandhed: Skomager, bliv ved din læst!

Vor opofrende far med den store familie og de mange munde, der skulle mættes, forlod desværre sin oprindelige uddannelse som farmaceut og kastede sig ud i flere eksperimentelle forsøg for at forsørge den store familie, og det var al ære værd.

Det var filmens og bilismens barndom, der greb ham og forgøglede ham den tro, at her var penge at tjene; men det var for tidligt – det var kun i svøb.

Han var den første, der viste levende billeder med et primitivt apparat på Bornholm og den første, der fik en bil til øen, som vakte stort røre – særligt blandt hestene! Skolebørnene fik fri for at komme hen på byens torv for at se dette mærkelige ”amfibium” til køretøj, der kunne køre uden forspændte heste, når bilen var på præsentation øen rundt; men det kunne dog også hænde til stort grin, at en hest måtte spændes for det upålidelige og genstridige ”amfibium”. På bagakslen var der påmonteret et koben, der ved en tynd stålline ved rattet kunne sænkes og hæves. – Dette praktiske koben gik i landevejen – asfalt fandtes ikke den gang på vejene – og det holdt bilen, hvis den gik i stå på en bakke f.eks., hvad der ofte skete og bremserne ikke ville holde, så hindrede det bilen i at rutsche baglæns ned ad bakken.

Jo, det var en bil, der langt fra kan lignes med den, vi ser i dag! – Bornholms amtsråd forbød far at køre efter solnedgang! og sit kørekort erhvervede han sig i København hos selve politidirektøren.

Læs Koch’s bog: ”Det hvisker fra Havet”, hvori den brave gudhjembo fortæller, at en fiskehandler fra Melsted med sin kære bør en dag mødte dette djævelske pustende og stønnende køretøj på sin salgsrute, og han blev så rædselsslagen, at han faldt på knæ og bad sit ”Fader vor” mellem skaglerne på sin elskede bør, som han sikrede ved at dreje ind over grøften i tide, mens uhyret hvæsede forbi.

Dette er et billede af filmens og bilismens kranke start på Bornholm i årene lige efter århundredeskiftet – altså snart 60 år gamle minder, der vel kun kan erindres af de ældste bornholmere.

Min far vendte så tilbage til farmacien til en glad økonomisk forbedring af familiens stilling, idet han begyndte sin gamle gerning på Neksø apotek hos apoteker Helms, kom senere til Rønne apotek hos apoteker Nielsen, hvor han virkede som provisor, men blev boende i Hasle, da han syntes, at han ikke kunne undvære de friske cykelture gennem den herlige skov.

1917 flyttede mine forældre fra Bornholm til Næstved, hvor far virkede som provisor på Løveapoteket, til han 1929 tog sin afsked, 70 år gammel.

Her har jeg kortfattet forsøgt at skildre mine oplevelser gennem barne- og ungdomstiden i Rønne og Hasle, sætte mit kære hjem et minde og fortælle dem, der husker os, at sådan er det gået os, og slå fast, ”at da vi var drenge, var der drenge til!”

Vor livsvej har ikke været rosenstrøet; det er den vel næppe for nogen; men vi har med vore tildelte evner kæmpet os frem til en meget pæn tilfredsstillende position, idet vi alle holdt sammen og hjalp hverandre med en enestående søskendekærlighed, til vi nåede vort mål.

Og til slut, inden jeg sætter det sidste punktum, for jeg kunne såmænd skrive en hel bog om familien Sivertsens bornholmerophold, kan jeg fortælle, at navnet Soltau var farmors pigenavn, stammer fra byen Soltau på Lüneburger Heide, hvorfra vor stamfar, en fyrstelig mecklenborgsk linnedvævermester Frantz Joachim Soltau, 1760 kom til København, og familiens stamtavle, som jeg har lavet, viser, at Sivertsen- familien udvandrer fra Island over Norge til Danmark og mødes med Soltau- familien; men denne slægtsgranskning er en meget lang, interessant historie.

 

Knud Gunnar Thorup Soltau.