Hvem var denne Sivertsen.

Hvem var denne Sivertsen?

Et par gange i den senere tid har vi i forbindelse med omtalen af gamle billeder nævnt fotografen Soltau Sivertsens navn, og det har ført til nogen læserhenvendelser om hvem denne Sivertsen er?

Svaret er, at det kan vi ikke siges forfærdeligt meget om. Skønt Sivertsen var en usædvanlig og initiativrig person, er der ikke mange skriftlige kilder at ty til, men lidt har vi dog fundet i arkiverne og i en artikel i Jul på Bornholm 1959, hvor en søn fortalte nogle erindringer.

Soltau Sivertsen var født 1856 i Frederikssund og tog farmaceuteksamen i 1877. I begyndelsen af 90’erne ”udvandrede” familien – der var ikke færre end ti børn – til Bornholm. Den første bopæl var i Rolighedsgade i Rønne, senere flyttede man til Kirkepladsen, men i 1899 slog Sivertsen sig ned i Vestergade i Hasle. Så vidt vides virkede Sivertsen i starten som farmaceut i Rønne, men han var stærkt optaget af fotografien og bilismen. Begge var i deres vorden, og på et tidspunkt nedsatte Sivertsen sig som fotograf. Adskillige af hans billeder er bevaret og viser, at han var en dygtig fotograf. Så km der gang i bilerne, og 1904/5 optræder Sivertsen som agent for Dansk Automobilselskab, der i januar 15 præsenterede den første bil for bornholmerne.

Køretøjet vakte voldsomt røre, og tilsyneladende tabte selskabet på grund af modstanden interessen for at etablere bil ruter, men senere på året anskaffede Sivertsen selv en bil og begyndte med rutetrafik samtidig med, at han fortsatte med at fotografere.

Det var nok ikke nogen lukrativ forretning, og det endte med, at Sivertsen vendte tilbage til farmacien, først på Nexø Apotek, men senere i Rønne, hvor han blev provisor. Han blev dog boende i Hasle, fordi han elskede den daglige cykeltur gennem skoven til Rønne.

I 1917 flyttede familien til Næstved, hvor Sivertsen blev provisor på Løveapoteket, til han 1929 tog sin afsked, 70 år gammel. Han døde i Næstved 1941.

Og så kan vi da tilføje, at det usædvanlige fornavn på mødrene side kan føres tilbage til den lille by Soltau på Lüneburger Hede, hvorfra en fyrstelig linnedvævemester i 1760 udvandrede til København. Sivertsen-slægten kom derimod til Danmark fra Island via Norge og mødtes i København med Soltau’erne.

Man kan godt sige, at Soltau Sivertsen satte sig spor på Bornholm, dels ved at skaffe den første bil til øen, men ikke mindst gennem de mange topografiske billeder, han tog.

 

Denne artikel stod i Bornholms Tidende d. 1. december 1984.