Barn i 1950-ernes Hasle med Strandgade 19 som verdens centrum

Orla Nielsen

”Barn i 1950-erne”, ja, men jeg vil begynde nogle årtier tidligere: Jeg har aldrig mødt mine bedsteforældre. De var døde en del år, før jeg blev født. Desværre ved jeg meget lidt om dem, da jeg ikke fik spurgt mine forældre i tide.

Min fars forældre

Janus Andreas Nielsen (05.03.1871 – 22.09.1937) var født i Helligpeder.

Cecilie Christine Nielsen, født Andersen (10.02.1867 – 27.12.1942)var født i Bæla (nord for Hasle)

I 1899 byggede de huset Strandgade 19 i Hasle. Min farfar var fisker og startede i 1897 sammen med nogle andre fiskere et af de første røgerier i Hasle. I hjemmet var der derfor også en hestestald – hestene blev brugt til at transportere sild til og fra røgeriet.

De fik 7 børn:

Min far og hans søskende

 Anna (29.08.1892 – 16.08.1980), der blev gift med

Valdemar Hjort (19.10.1885 – 28.08.1970)

De havde en lille gård i Klemensker sogn, neden for Simblegårdsbakkerne. Fundet adresse: ”Egely”, Krummeledvej nr.14.

Anker (04.09.1895 – 29.11.1897) døde altså allerede som 2-årig

Herman (11.08.1897 – 24.02.1970), der blev gift med Klara (25.02.1897 – 30.04.1985).De boede i det høje hus på Havnebakken, Havnegade nr. 2.

Karl (26.08.1899 – 30.07.1991), der blev gift med Louise (24.12.1904 – ?) De fik en lille gård, (”Paradiset”), i Nylars sogn.

Peter (20.09.1901-16.06.1986), der blev gift med Anna (01.10.1906 – 23.07.1963). Boede i det vestligste hus i Løkkegade. Løkkegade nr. 11.

Johannes (12.03.1905 – 1972), der blev gift med Alfi (12.05.1910 – ?) Johannes kom efter nogle år som sømand ind i fiskerikontrollen og blev fiskeriassistent i Fiskeriministeriet. De boede i den tid, jeg bedst husker, i København, Borthigsgade 18, st. tv. København Ø.

Alfred Frederik Nielsen, min far (31.03.1908 – 13.07.1984). Han blev i 1945 gift med min mor Anna Karoline, født Pedersen (22.10.1906 – 14.03. 1991). De boede i min fars fødehjem, Strandgade 19. De fik mig på min fars 39-års fødselsdag den 31.03.1947

Herman, Peter og Alfred blev fiskere og kom alle til at bo, så de kunne se ud over havet, hvilket nok ikke var tilfældigt. De fik i 1925 bygget båden Diana (RØ 496), som de sammen fiskede med. Herman stoppede som den første og begyndte at sælge olie på havnen, mens Peter og Alfred fortsatte indtil pensionsalderen, hvor båden blev brændt. Den skulle ikke overtages af andre og måske ”lide”, sådan som de havde set flere både blive forsømt. De havde et personligt forhold til den båd, som havde skaffet dem føden i de mange år.

Herman kom hver aften med ”Bornholms Tidende”, som vi var fælles om. Han lukkede køkkendøren op, råbte ”Værs´go”, og bagefter lugtede der af røg fra hans pibe. Hans og Klaras hus var på to etager. Det betød, at de kunne leje underetagen ud. Her boede på et tidspunkt et ungt par, som fik en lille. Da sundhedsplejersken kom for at besøge dem, tog hun fejl af etagerne og bankede i stedet på hos Herman, der lukkede op. ”En lille”, sagde han, ”nej, jeg tror, Klara er for plisseret til den slags, men prøv i stedet nedenunder”. Det var hans måde at sige på, at der var kommet et par rynker med alderen. En typisk omskrivning – typisk for Herman og nok også for en del fiskere i det hele taget. Herman var en del år bestyrelsesmedlem i Hasle Bank. Han og Klara fik ret tidligt telefon, og da det blev muligt at se fjernsyn på Bornholm, fik de et apparat.

Peter var nok den, der var bedst kendt for sin humor og specielle indfald. Engang, da vi sad derhjemme, udbrød far: ”Var det Peter, eller var det ikke Peter, der kom cyklende forbi”. Det lignede ham, men han var jo helt rødhåret. Det viste sig, at Peter havde fundet en rød paryk et sted, og den havde han så taget på til sin tur til havnen.

Søndag formiddag sad han ofte sammen med en anden ældre mand hjemme i stuen, hvor de fik en øl og diskuterede verdenssituationen, og nok også andre situationer. Spurgte man, hvad de lavede, plejede han at sige, at de holdt søndagsskole. Om han nogensinde har gået i søndagsskole, ved jeg ikke, men har han, har den nok haft en lidt anden karakter.

Han plejede at dele søskendeflokken op med følgende bemærkning. Vi har det lige som svinene. Den ene del af os er fede og lyshårede, den anden del er magre og mørkhårede. Det passede faktisk: Herman, Johannes og far tilhørte den første kategori, halv-tykke mænd med tyndt / lyst hår. Peter og Karl den anden. Hvor storesøster Anna var placeret, ved jeg ikke præcist, men hendes mand, Valdemar, var så rund over det hele, at han selv i høj alder ikke havde en eneste synlig rynke nogetsteds. Det blev noteret og kommenteret, og nok også lidt beundret.

Min farfar havde, som nævnt, sammen med et par andre fiskere bygget et røgeri i 1897. Det er den del, der i dag kan købes som en Trip Trap kopi.

 

Senere overtog Peter og tre af hans brødre røgeriet. Om min far var imellem dem, har jeg ikke kunnet få bekræftet. Brødrene gik imidlertid ud af foretagendet på et tidspunkt, og Peter fortsatte alene, indtil han standsede med røgningen i 1947. Derefter brugte han det til opbevaring af fiskeredskaber, og jeg har jævnligt sammen med min far besøgt ham i røgeriets tidligere kaffestue, hvor onkel Peter ofte sad og bødte garn. Efter hans død sørgede Bornholms Museum for at få røgeriet istandsat, og det står i dag som et flot                 røgerimuseum ved siden af et arbejdende røgeri.

Peter blev enkemand i 1963, fordi Anna fik en meget alvorlig sukkersyge, som ikke blev behandlet i tide. I hendes sidste år influerede den kraftigt på hendes psyke, og hun døde allerede som 56-årig.

Far var den yngste i søskendeflokken. Han gik i Hasle Skole, og det er mit indtryk, at han ikke tog skolearbejdet særlig alvorligt. Det var der helt sikkert mange af fiskerdrengene, der ikke gjorde. For dem gjaldt det bare om så hurtigt og smertefrit som muligt at komme ud af skolen. Ud at fiske, ud at tjene penge. Selv oplevede jeg en stor dreng, der i 7. klasse flyttede adresse til en fisker i Helligpeder, for der sluttede skoleåret i april og ikke i juni, som det gjorde i Hasle. Far kunne godt lide at arbejde med tal, men nok ikke så meget med stavning. I hvert fald fortalte han om et kursus, han som voksen var nødsaget til at tage på – måske havde det noget at gøre med, at det var ham, der skulle styre deres fiskerbåd, jeg ved det ikke. På kurset havde de diktat. Her lød den første sætning: ”Passagererne anmodede dampskibskaptajnen om at anløbe………”. ”Det gik ikke så godt”, sagde far, ”jeg havde 4 fejl bare i det første ord” dog uden antydning af, at stavefejlene havde ødelagt hans liv.

Mor og far

Efter forældrenes død købte far huset i 1943. Her må han have boet alene på Strandgade 19, indtil mor blev husbestyrerinde. Det var hun i hvert fald under den sidste del af 2. verdenskrig.

Efter krigen blev de gift, den 8. december 1945. Den dato glemte de aldrig, og det var desværre ikke kun for det gode. Det blev nemlig et meget kraftigt snevejr. Så kraftigt, at det næsten var umuligt at komme frem på vejene. Brylluppet skulle foregå i Ruts Kirke, fordi mor stammede fra Rutsker, og det lykkeledes på et hængende hår for brudeparret at nå frem til kirken, men næsten ingen gæster kom. Jeg tror, de kom frem med taxa, men for at gøre det hele lidt romantisk er der jo også den mulighed, at mor kom i kane. Kane havde de i hvert fald på gården. Vi har stadig de kanebjælder, der hørte til. Dem brugte far langt senere ude på havet til at markere, hvor fiskeredskaberne var placeret. De har en fantastisk klang og kan derfor være til gavn i tåget vejr. På et tidspunkt krævede mor dem dog tilbage. Det var for risikabelt at have dem dinglende ude i Østersøen.

Festen efter vielsen forgik hjemme på Søndervang, den gård, hvor mor var vokset op, og som nu var overtaget af hendes bror. Der må have været rigeligt med mad og drikke til de få, der kom frem. I Hasle havde folk villet vise opmærksomhed ved at komme med blomster. De var stillet i udhuset og var frosne alle sammen, da brudeparret kom hjem. Sikke en begyndelse på et ægteskab – og så var far oven i købet skaldet, men det kunne ikke komme som nogen overraskelse, sådan som snevejret sikkert gjorde.

1945 var det år, hvor 2. verdenskrig sluttede i det øvrige land. Da tyskerne ikke ville overgive sig på Bornholm, bombede russerne. Det gik ud over Rønne og Nexø. Det ved vi nu, men mens det stod på, var en stor del af Bornholm truet. De russiske bomber kunne lige så godt blive kastet over Hasle. ”I bliver nødt til at gå jer en tur”, blev der sagt, og det var alvorligt ment. Mor gjorde som de fleste, flygtede ud på landet. Hun fik husly på Søndervang. Så meget ville far ikke gøre ud af det. Han søgte dækning i skoven, syd for Hasle.

Senere skulle de slagne tyskere sejles hjem. Det skulle bl.a. fiskerbådene sørge for. Far var så heldig, at der var en anden, der ville tage med båden i stedet for ham, så han slap for den farefulde sejlads til Tyskland og retur. En drivmine kunne let vende op og ned på tilværelsen.

Russerne holdt Bornholm besat i ca. et år. Far kunne godt lide at fortælle om den gamle kone, der en dag havde spurgt en russisk soldat om, hvornår de ville rejse hjem til Rusland igen. Hun kunne kun bornholmsk, han kun russisk. Soldaten svarede noget, der lød som ”midddelimej”. ”Nå, midt i maj”, sagde den gamle og gik videre, tilfreds med svaret. Og, som far sagde, det kom faktisk til at passe.

Den 31. marts 1947 blev jeg så født. Den fødsel kunne måle sig med en krig, hvad dramatik angik. Hjemmefødsler var det normale, så selvfølgelig skulle jeg fødes hjemme. Men fostervandet var forgiftet, så både mor og barn var i yderste livsfare. En hurtig udrykning til sygehuset i Rønne og lægernes indsats reddede os begge. Kejsersnit – sådan kom jeg til verden. Mor sagde senere: ”Der blev bedt rigtig meget for os i de dage”.

I den tid, jeg kan huske, fiskede Diana ud fra Hasle, men tidligere sejlede far og hans to brødre betydeligt længere bort. De fiskede i nærheden af Polen, og det var på en af disse ture, far mistede sin vielsesring. Den ligger der sandsynligvis stadig. Mor mistede sin ring, da hun noget senere skulle kaste haveaffald ud over muren, ud i havet neden for vores hus, og jeg mistede min i 1990, da jeg badede fra en strand på Sydbornholm. Altså mindst tre guldringe på Østersøens bund!

Da jeg var lille, fiskede Diana også en periode ud for Christiansø. Man fortæller, at da far kom hjem fra disse længere ture, kunne jeg ikke kende ham og græd ved synet af ham, den fremmede mand.

Jeg er sikkert allerede som spæd kommet med far til havnen i barnevogn. Enhver far vil jo gerne vise sin stolthed frem. Senere gik jeg til havnen på egne ben sammen med far, og endnu senere: uden far.

Diana kom hver dag, hvis vejret ellers var til det, i havn med dagens fangst. Om vinteren var det torsk og rødspætter, fanget med fiskekroge på line, der blev bragt i land. Det skete sidst på eftermiddagen. Om sommeren var det sild, der skulle pilles ud af nettene tidligt om morgenen. Her kunne fiskerkonerne være uundværlige.

Jeg husker især nogle somre med eventyrfangster. Sildeeventyret kaldte man da også det, man oplevede. Der var så mange sild i nettene, at selv om alle mand kom af hus, og man begyndte at pille sildene ud af garnene før det blev lyst, var man først færdig hen imod middag. Så var det skik, at man bestilte kaffe og wienerbrød på Herolds Hotel, der lå lige oven for havnen, og nød det ved det stenbord, der stod lige nedenfor. De fleste somre var fangsterne dog noget mere beskedne, men alligevel måtte mor, lige som de andre fiskerkoner, ned på havnen tidligt om morgenen for at hjælpe til. Når man som mor havde barn / børn stod man i dilemmaet, om man skulle vække børnene så tidligt eller lade dem sove videre alene. Jeg mener at have hørt, at mor engang blev kaldt hjem fra havnen, fordi jeg stod i vinduet og græd.

Om vinteren var det fiskekrogene, der skulle ordnes, efter at bådene var kommet i land. Arbejdet bestod i, at maddingen, normalt sildestykker, skulle tages af krogene og linerne ordnes i ”klæfter” med 100 kroge på hver ”klæft”.  Senere, efter at linerne var blevet tørrede, skulle krogene igen sættes fast i korkstrimler i nogle kasser, kaldet ”skubber”, så de var parat til at blive kastet ud i havet dagen efter. Alt dette forgik hjemme. Normalt i køkkenet. Mange ville nok i dag synes, at det svinede for meget, men arbejdet skulle gøres, og det skulle helst ikke være for koldt, når man stod stille med linerne. Her var fiskerkonerne, og altså også mor, med på lige fod med mændene – og børnene for resten også, af og til.

At være fisker var et udsat arbejde. Vejrudsigten var god at lytte til. Men det kunne let blæse op trods varsling om det modsatte. Og så var der tågen, som kunne komme, mens bådene var ude. Radar fandtes ikke på de både. Jeg husker stadig den uhyggestemning, der rådede, når tågen blev så tyk, at man ikke kunne se noget som helst ude på havet. Derude lå bådene så og tudede med deres horn, mens sirenen ved havneindløbet hylede sin egen ensformige melodi. Det var den vej, de skulle sejle, men kunne de finde derhen? Kom de for tæt på land, inden de nåede havnen? Jeg har heldigvis ikke oplevet, at det gik galt. Det tog tid, somme tider lang tid.

Men det lykkedes til sidst, og af og til lettede tågen, mens bådene lå derude. Sikke en lettelse! Og hvor var det dejligt at se Diana og de andre sikkert i havn igen.

Sådan gik livet for far og mor og de andre fiskerfamilier. De fleste fiskerkoner var, lige som mor, ”medhjælpende hustruer”. De passede hus, hjem og børn. De hjalp manden, når der var brug for det, og sjældent havde de udearbejde. Hvis det endelig var, så tjente de lidt ekstra ved at ordne sild i røgerierne, som lå ud til havet, nogle få hundrede meter syd for Strandgade. Mor har aldrig arbejdet der, men jeg mener, at tante Klara har og sikkert også Peters Anna, da det jo var Peter, der ejede det ene røgeri. Deres arbejde bestod normalt i at tage indvoldene ud af sildene, ”djæle” dem, og så sætte dem parvis op på de stænger, hvor de skulle hænge til tørre og derefter røges.

Strandgade 19

 Huset, som min far havde overtaget efter sine forældre, var ikke særlig stort (godt og vel 100 m2), men med kælder og loftsrum. Man gik ind fra gården, direkte ind i køkkenet. Her blev maden de første år lavet over gas fra byens gasværk. Da det blev nedlagt, havde byens beboere to muligheder: flaskegas eller el. Gas i flasker kom slet ikke på tale hjemme hos os. De kunne jo eksplodere når som helst, så det blev el, et elkomfur.

Det lille køkken havde ikke mindre end 6 døre. Indgangsdøren, hvor det om vinteren godt kunne trække koldt. Derefter var der døren til spisekammeret. Da vi hverken havde køleskab eller fryseskab, var det her, vi opbevarede de fleste madvarer. Skulle madvarer fryses ned, skete det i Salgsens fryserum nede på havnen, hvor jeg af og til var inde sammen med far – lidt uhyggeligt, for tanken om, at man blev spærret inde i fryserummet, var alt andet end rar.

Derefter kom døren til en meget lille mellemgang, hvorfra man kunne komme ind i et lidt større rum. Det var oprindeligt et gæsteværelse, og jeg er blevet fortalt, at der her boede en russisk soldat i den tid, da russerne besatte Bornholm. I forbindelse med en ombygning blev værelset lavet til badeværelse. Fra den lille mellemgang kunne man også gå op ad trappen til loftsrummet, hvor der lå et mindre værelse, som dog senere blev erstattet af to bedre værelser. Dermed kunne jeg flytte ud af mine forældres soveværelse og få mit eget. Det havde jeg meget store forventninger til og blev meget glad for.

Den næste dør fra køkkenet førte ned til kælderen. Her opbevarede man de første mange år koks til stuens kakkelovn. Dem hentede far på gasværket, lige om hjørnet til Gasværksvej, og kunne så læsse dem af gennem et af kældervinduerne. Senere anskaffede far en oliekamin, som i 1978 eller 79 blev afløst af centralvarme, hvor fyret kom til at stå i vaskehuset. Både oliekamin og centralvarme var en stor forbedring. Med kakkelovn blev der hver morgen fyret op, og stuen kunne om vinteren være så kold, at der i løbet af natten kom isblomster på ruderne. I kælderen havde vi også tønden med spegesild stående. De blev saltet ned sidst på sommeren og kunne derefter holde sig og spises i løbet af vinteren.

Den femte dør førte ind til ”den fine stue” og den sjette til dagligstuen. En gæst sagde på et tidspunkt: ”Så kan stuer da vist ikke blive mindre”. De var små begge to, men to stuer skulle man have. Dagligstuen blev varmet op af kakkelovnen og brugt hver eneste dag. ”Den fine stue” blev kun brugt ved særlige lejligheder. Den kunne oprindelig ikke varmes op undtagen af kakkelovnen i den anden stue, som man kunne åbne en dør til.

Fra dagligstuen førte en dør ind til soveværelset.

Ude i gården var der en selvstændig bygning, ”vaskehuset”. Her var gruekedel, som mor de første år brugte til tøjvask. Senere lejede hun en vaskemaskine. Den kunne man leje for en dag eller to hos Gunnar Bech, der også bragte den ud. Det var en lettelse i forhold til gruekedel og vaskebræt.

I bygningen kom derefter en lille grisestald, som jeg aldrig har set i brug til det formål. For enden af bygningen lå hestestalden, der i min barndom blev brugt til opbevaring af forskellige ting. Det var her eller i grisestalden, jeg havde de to dværghøns, jeg på et tidspunkt så brændende ønskede mig. En hane og en høne. De blev sluppet løs om dagen og kunne så gå frit rundt i have og omegn, som det passede dem.

Endelig var der en lille selvstændig bygning: Husets lokum. Det blev brugt, indtil der kom badeværelse inde i huset.

 

Bag huset var vores lille have, som var meget vanskelig at dyrke. Oven for den var nemlig en meget stor have, en hel park, med store træer, der skyggede. Den tilhørte en grosserer Kopp fra København, som brugte haven og et tilhørende hus i sine ferier. Parken gik lige fra Strandgade og op til Vestergade og lå øde hen mellem ferierne. Grosserer Kopps søn, Erik, omgikkes en del med Karen Blixen, og hun skulle flere gange have været på besøg i ferieboligen og altså sikkert have gået rundt i haven. Mente vi, at Kopps – og evt. Karen Blixen – var på ferie i huset, fik mine høns ikke lov at gå fra vores have op i deres, for jeg havde på fornemmelsen, at de helst ikke skulle møde hinanden – den fine grosserer fra København og mine to dværghøns uden særlig fine manerer – men ellers fik de (altså hønsene) lov at gå frit rundt deroppe. Det samme tillod vi børn os af og til, altid lidt spændte på, om ejerne var hjemme eller gartneren måske var på arbejde. Den spænding var hønsene fri for. De gik roligt rundt, og når de skulle hjem, galede man bare som en hane, hvorefter den rigtige hane svarede. Derefter var de lette at finde og drive hjem.

Men selv et godt hønseliv får en ende, enten af sig selv eller ved andres hjælp. Hvem skulle aflive dem. Ikke mig i hvert fald. Far ville også nødig, og enden blev, at onkel Peter blev overtalt til at foretage halshugningen. Men de kom ikke på middagsbordet. Ingen havde lyst, og de var sikkert også både for gamle og for seje at spise.

Fra Kopps have kom der på et tidspunkt en kattemor med fire killinger. Dem kunne vi ikke bare lade gå og sulte. Far fangede normalt nogle fisk, der ikke kunne sælges, og mor kunne da købe mælk, som de kunne få. Desuden kogte eller stegte hun fiskene, hvis kattene med tiden blev lidt kræsne. Resultatet blev i hvert fald, at kattene følte, at Strandgade 19 var deres tilholdssted. De fleste var lidt vilde, men en af killingerne blev så tam, at den som voksen holdt til i vores stue. Gik jeg en tur, f.eks. ned til vandet, fulgte den med lige som en hund. Det var meget hyggeligt. Mindre hyggeligt var det, når kattene fik killinger. Hvis vi ikke ville ende med 150 katte i løbet af nogle år, måtte killingerne aflives. P-piller var ikke opfundet dengang, slet ikke til katte.

Vores egen have havde et stort kirsebærtræ, der var godt at klatre i og gav en del kirsebær. Da jeg var lille, havde vi desuden en brønd i gården. Den var i gamle dage blevet brugt til vandforsyning. Nu brugte mor den af og til til madvarer, der skulle holdes kolde. Vi havde som nævnt ikke køleskab.

Mor var meget dygtig til at lave mad og bage. Når det blev streng frost, kunne hun finde på at røre sammen til is og sætte skålen ud i kulden om aftenen. Bedre is end den, vi kunne spise næste dag, har jeg aldrig fået. Desværre skønnede jeg ikke så meget på hendes hjemmebag, men ville hellere havde de kager, vi købte hos bageren, så det gjorde vi slet ikke så sjældent.

Da jeg var dreng, havde man ikke weekend-fri, kun søndagsfri. Til gengæld havde vi fri på kongens og dronningens fødselsdag, og var der en måned uden særlige fridage, havde vi månedslov, dvs. fri en mandag. Altså ikke lørdagsfri. Da gik jeg i skole lige som de andre dage, måske dog lidt kortere tid, og far fiskede den dag lige som de øvrige. Men søndagen var noget helt særligt, hvor kun det helt nødvendige blev gjort, f.eks. madlavning.

Om sommeren købte far ofte is til os i kiosken på havnen lørdag aften. Den spiste vi så, når han kom hjem, og om søndagen var maden altid ekstra god. Vi fik f.eks. ikke så sjældent engelsk bøf. Det må have kostet en herregård.

Søndag formiddag var vi naturligvis i kirke eller søndagsskole. Det gav hele dagen sin egentlige mening, og om eftermiddagen cyklede vi jævnligt op til min moster og onkel på landet, eller vi børn legede på gaden. I den forbindelse stod naboernes vinduer undertiden oppe. Det var mit første møde med giro 413.

  Strandgade og nærmeste omegn

 Gaden var en rigtig fiskergade. Næsten alle, der boede der, havde noget med fiskeri at gøre. Nabo til os mod syd var gamle Julie Andersen, fars tante. Hun var fiskerenke.

På den anden side, i nummer 17, boede Christian Andersen, Julies søn og fars fætter, som i en periode fiskede sammen med far. Han var gift med Edith. Det var der ikke noget mærkeligt i. Det noget ualmindelige var, at Edith tidligere havde været gift, altså var fraskilt. Det meget mærkelige, syntes man, var, at hendes tidligere mand hjalp hendes nuværende mand, og at de sammen hyggede sig med fælles kaffe bagefter. Jo, det kunne man godt undre sig over i ledige stunder.

I nummer 15 boede Bent Ole, en af mine bedste legekammerater gennem hele barndommen og en god erstatning for en bror. Han havde fire søskende, bl.a. Lis Hanne, der var to år yngre end jeg. Også deres far var fisker, men han var desuden nødt til at arbejde på landet, når det var muligt. Dengang var der hverken børnepenge eller anden støtte, og det kunne være et problem at få pengene til at slå til. I haven havde de derfor også en hønsegård, og det var her, jeg for første gang så en høne blive slagtet. Det gjorde et vist indtryk, at den hovedløse høne blev ved med at sprælle. Desuden hjalp en kolonihave i den anden ende af byen med til at holde omkostningerne nede. Men ”hvor der er hjerterum, er der husrum”… og så meget andet. Jeg husker flere gange, hvor jeg havde leget med Bent Ole og skulle hjem til aften. På vej ud af døren fik jeg da en portion pandekager med, for det havde moderen lige bagt.

I nummer 13 boede Ingeborg og Andreas Finne, gamle fiskerfolk og bedsteforældre til Ulla i nummer 7.

I nummer 11 boede Peter, der var to år ældre end jeg, også hans far var fisker, ligesom Peter selv blev det som voksen. Og i nummer 7 boede Ulla, som jeg gik i klasse med. Også hendes far var fisker.

Nummer 9 og nummer 5 var undtagelser, hvad fiskeri angik: Poul Pedersen i nummer 9 var maler, men dog med den tilknytning til havnen, at hans mor havde været kromutter i Havnekroen.

Stibolt i nummer 5 var pensioneret lærer, men død det meste af den tid, jeg husker. Det var kun enken, der boede der.

Ellers var alle – fra nummer 1 til nummer 21 fiskerfamilier, eller havde været det. For øvrigt hed halvdelen af dem Finne til efternavn.

Hjemme hos os havde vi ikke bil. Det undrede man sig ikke over på gaden, for det havde de andre heller ikke. Fint, at ingen havde bil, for der var heller ingen, der havde kørekort. Vi havde ikke telefon, det havde de andre heller ikke. Onkel Herman og tante Klara fik det, og derfor måtte de somme tider gå med besked til os, når nogen ville tale med os, f.eks. da moster Thora lå meget syg, og vi blev tilkaldt. Skulle vi ringe til nogen, skete det normalt oppe på torvet, hvor der stod en telefonboks, mat glas med grønne sprosser. Her lagde vi mønter i en automat alt efter hvor længe, vi talte. Var vi uheldige – og det var vi jævnligt – var telefonen ude af funktion. Min moster og onkel på landet havde det, vi kaldte partstelefon, dvs. de delte linje med nogle af naboerne. Det betød, at man ikke kunne ringe samtidig med de andre, men til gengæld kunne man høre, hvad de sagde i telefonen, hvis man løftede røret, når en samtale var i gang. Gratis underholdning.

På gaden var der ikke nær så megen trafik som i dag, men nogle faste køretøjer kom der. Mælkemanden kom hver dag – der var oven i købet to fra to forskellige mejerier. De ringede med en lille klokke for at fortælle, at nu kunne husmødrene købe mælk. Oprindelig skete det ved, at mælken blev hældt i de litermål, kunderne kom med. Senere var mælken i flasker, det er det, jeg husker bedst. Grønthandleren kom også i en periode og solgte ved dørene, lige som ostemanden og fiskehandleren.

Af og til kom en uldkræmmer med sin store sæk på ryggen. Frandsen hed han, jeg bedst husker. Jeg tror, han kom én gang om året, trækkende med sin cykel, bankede på og bredte den store ”dug” ud, som udgjorde sækken og viste det, han havde at sælge: fortrinsvis undertøj af forskellig slags. Vores nabokone, Edith, var en af hans storkunder.

Hver uge fik vi besøg af ”Julens Glæde”. Han kom med sin taske og sine sparemærker. I tasken lagde han de kroner, man gav ham, og kvitterede med mærker på det samme beløb, som så blev klistret i et hæfte. Når julen nærmede sig, mødtes kunderne på et aftalt sted og fik udleveret det beløb, de havde indbetalt. På den måde var der opsparet penge til at holde jul for. Lønnen til Julens Glæde-manden var vist nok de renter, pengene havde givet i løbet af året.

Var der særlige meddelelser, som byens beboere skulle have, gik trommeslageren rundt i gaderne. Den første, jeg husker, hed Mouridsen. Senere overtog Larsen jobbet og gav det et løft ved at iføre sig en slags uniform. Først slog han på trommen, derefter råbte han sin meddelelse. Om sommeren kunne det f.eks. være: ”Der må nu kun vandes på lige datoer”. Det fortælles, at en kone engang spurgte: ”Larsen, hvad er det, du råber om?” ”Hold kæft, du kunne bare have hørt efter”, svarede Larsen og gik videre. Så var det sat på plads.

Strandgade var kun beboet på den østlige side. På den vestlige, den, der vendte ud mod havet, var der et græsområde fra gaden og de ca. 100 meter ned til havet, hvor der var en lav mur, som skilte land fra vand. Gik man op på muren og klatrede ned på den anden side, ned i niveau med havet, lå der nogle steder en del store sten. Her kunne det være sjovt at springe fra sten til sten. Det gjorde Bent Ole og jeg af og til, og i sådanne overmodige øjeblikke hændte det, at vi forsikrede hinanden om, at lignende hop ville dem ”ovrefra” aldrig kunne gøre. Så vidt jeg husker, kom vi ikke ind på, hvorfor de ikke kunne. Det behøvedes heller ikke. Det var bare en selvfølge.

Ét hus var der dog på den vestlige side af Strandgade. Skråt over for os lå Redningsstationen med de typiske røde mursten og den store grønne port med to flag over kors. Her opbevaredes redningsraketter, reb, snore og redningsstol, men ingen redningsbåd. En gang om året holdt redningsfolkene øvelse. Tog ud til stranden og skød måske en raket af, hvorefter de kørte hjem igen og pakkede det hele sammen. Skulle et skib strande i en kraftig vestenstorm, var det livsvigtigt, at redningsfolk og materiel kunne klare situationen.

Det grønne areal blev delt i to af jernbaneskinner. De gik fra syd mod nord ned til havnen. Her blev der transporteret sten fra ”Hasle Klinkefabrik” til udskibning i Hasle Havn. Ellers var græsområdet fyldt med mindre træpæle, forbundet med ståltråd – de såkaldte ”Garnbredsler”. En af dem tilhørte min far, der om sommeren lige som de andre fiskere, bredte sine garn ud på ”Bredslerne” om formiddagen og samlede dem sammen igen om eftermiddagen. Garnene skulle tørre, da de, så vidt jeg ved, var lavet af bomuld og let kunne rådne. På græsområdet var der derfor også en ”Barkegryde”, en slags gruekedel, hvor garnene blev lagt ned i en kogende væske for at blive imprægneret. Ved siden af lå tre garnskure. Det ene tilhørte min far.

Alt dette ændrede sig med årene. Banen blev nedlagt, fiskerne holdt op med at tørre garn på ”Garnbredslerne”, ”Barkegryden” samt garnskurene forsvandt, og på et tidspunkt blev redningsstationen overflødig og revet ned. Hele det grønne område var ejet af Hasle havn, og omkring 1982 blev der opført en fiskefabrik på området. Den ødelagde den dejlige udsigt over havet, man havde fra husene på Strandgade. Nu skulle vi op på loftet for at få et glimt af Østersøen. Havudsigt var blevet til havkik. Man var derefter nødt til at gå om på den anden side af fabrikken for at opleve det, vi tidligere kunne nyde hjemmefra.

 

Det var virkelig et privilegium at vokse op ved vandet med den variation, der altid er i nærheden af havet, det hav, der hele tiden skifter udseende, til tider med så kraftige bølger, at saltet satte sig på vores vinduer, til tider den fuldstændig spejlblanke overflade, de mange fantastiske solnedgange og alle de tøffende fiskerbåde, hver med deres specielle ”tøf” og alle de skibe, der sejlede ud af og ind til Hasle Havn. Eller det, som vi oplevede i begyndelsen af 1960-erne, hvor vi havde en eller to isvintre. Da var der havis så langt, øjet rakte, og bådenes tøffen forstummede en periode. Enkelte forvovne sjæle kunne vi se vove sig så langt ud på isen, at de kun var små prikker, set fra land.

Lige nord for Strandgade lå havnen. Her var der i min barndom altid noget at se på og opleve: Klinkerne fra Klinkefabrikken, der blev sluset ned i skibene fra de små togvogne. Sukkerroerne, der blev kørt ude fra gårdene og ned til havnen på lastbiler, for derefter fra en rampe at blive tippet ned i de skibe, som skulle sejle dem væk fra øen. Jeg husker især en vognmand, der kørte disse roer. Hans bil var nok ikke af nyeste dato, i hvert fald måtte han hver gang bruge håndsving og håndkraft for at få ladet til at tippe. Det var strengt, og det tog tid. Samme rampe blev brugt, når granit fra øens stenbrud skulle udskibes. Det larmede, når granitten blev tippet ned i lastrummet. I en periode efter den voldsomme orkan i 1956, der havde væltet en stor del af Bornholms træer, kunne vi følge læsningen af træet fra kajen over på skibene. De skulle vist nok til Tyskland. Havnen var ikke en legeplads, men der var nok at se på.

Og så var der fiskerbådene. Den ene del af havnen var fyldt med fiskerbåde. De var også værd at se på, når de kom i land med deres last af fisk. Særlig spændende var det naturligvis, når det var Diana, der kom i havn. Eller se dem tøffe ud om eftermiddagen. Af og til har jeg da også været med min far ude på havet, når garnene skulle ”sættes”, og en sommerferie, det var efter 2. real, havde jeg sommerferiejob på Diana. Hvor meget gavn, jeg gjorde, ved jeg ikke, men jeg er sikker på, det ikke var et stort savn for dem, da jeg gik i land for at starte på et nyt skoleår.

Havnen havde sit eget sociale liv. Fiskerne, og ikke mindst de pensionerede fiskere, mødtes her, overskuede fiskeriet og udvekslede nyheder, især de interessante af slagsen. Gav dem måske en ekstra drejning, så komikken ikke var til at misforstå og havde bagefter noget nyt at komme hjem med. Der hentede far mange historier og underholdende hændelser, som blev gengivet senere på dagen. Det gjaldt f.eks. den om den unge kone, der havde ligget på stranden en del af eftermiddagen. Hun kom forbi fiskerne og påstod her, at hun var så træt, så træt. Træt kunne man blive af at arbejde, men træt af at ligge og hvile sig i solen!! Det havde man vanskeligt ved at tage alvorligt.

I den nordlige ende af havnen lå dampskibskajen. Her lagde rutebåden fra Østbornholmske Dampskibsselskab til, vist nok 3 gange om ugen. Efter at den havde været rundt i de østbornholmske havne, sluttede den i Hasle, inden den satte kursen mod København. Da jeg som 10-årig endelig havde fået overtalt mine forældre til, at vi skulle besøge min onkel Johannes og tante Alfi i København, var det naturligvis ”Damperen” fra Hasle, vi skulle med. Den havde en lidt anden rute end 66-bådene fra Rønne, idet den sejlede igennem Falsterbo-kanalen. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men det kunne i hvert fald give passagererne en ekstra oplevelse.

Når fiskerbådene skulle efterses foregik det på den bedding, der lå nord for dampskibskajen. Diana kom, lige som de fleste andre både, på bedding hver sommer. Den blev halet op på en af beddingens to vogne, trukket af spillet i det lille hus for enden af beddingen. Derefter blev den tjekket og malet og evt. repareret. At skrabe den gamle, løse maling af, sørgede man selv for. Det var jeg med til, og det kunne være en varm fornøjelse midt på sommeren. Men malerarbejdet på Diana blev udført af en fagmand, nemlig af maler Schou. Det skulle gøres ordentligt!

Nord for havnen lå badestranden, ”Hestestranden”, hvor bl.a. en stor del af Hasles mødre gik ned med deres børn, når sommeren var over os. Her var der badebroer og vipper og desuden et badehus, hvor man kunne klæde om, hvis det var det, man ville. Stranden havde ord for at være sikker, fordi havnens yderste mole gik så langt ud, at den skærmede mod bølgerne. Jeg har været der, men ikke ret ofte. Og dog? Skolens svømmeundervisning foregik der. Desværre havde jeg en gymnastiklærer, som jeg mildest talt ikke havde tillid til, så jeg nåede aldrig længere end til at kravle ned fra den inderste badebro og så trippe lidt rundt på sandbunden med det meste af kroppen oven vande. Det var nogle rædselsfulde timer. Også her er alt nu ændret. Badestranden er borte, den er blevet til lysthavn, og på badebrosmolen ligger sommerhuse i millionklassen. Læreren er borte, han flyttede til en anden skole efter min fjerde klasse. Og min vandskræk, ja den er også borte, nu er jeg meget glad for at svømme.

 

Hvis man gik fra Strandgade mod syd, kom man forbi gasværket. Ud mod havet – på en fri plads mellem land og ”havmur” – kunne man derefter se Knuds Havn, byens losseplads. Kom så forbi onkel Peters gulkalkede hus for enden af Løkkegade. Videre mod syd kunne man følge bane-sporet, forbi røgerierne. Det næstsidste tilhørte min onkel Peter – andre vil nok sige ”farbror”, men det udtryk brugte vi aldrig hjemme hos os, ligesom vi heller aldrig brugte ordet ”morbror”. Begge betegnelser blev erstattet af ”onkel”.

For øvrigt var det på græsområdet ved Peters røgeri, jeg lærte at cykle. Efter adskillige forgæves forsøg på asfalt tog min far mig hen til røgeriet. Af en eller anden grund mente jeg ikke, at det var så livsfarligt at falde på græs som på asfalt, og derfor vovede jeg at cykle uden at far løb bagefter – og det har jeg gjort lige siden.

Inden man nåede til kirkegården lidt længere ude, passerede man et område med køkkenhaver, hvorefter man nåede til den grå mur, der omkransede kirkegården. Her gik min mor troligt hver lørdag, i hvert fald i sommerhalvåret, ud til sine forældres gravsted og senere også ud til det gravsted, hvor fars forældre lå begravede. Der skulle luges, roserne skulle klippes, og så skulle der vandes. I tørre perioder skulle der vandes ofte, for jordbunden var det rene sand. Gik man lidt videre rundt på kirkegården, kom man ved den vestlige mur til gravstedet med Elizabeth Taylor og blev på den måde mindet om det uhyggelige, der skete i 1955. At en druknet kvinde drev ind i Hasle havn, kunne ikke andet end gøre et stort indtryk på en 8-årig, selv om man kun hørte det fortalt. Uhyggeligt.

Ved siden af kirkegården lå det stråtækte, røde hus Port Arthur, tillukket med skodder for vinduerne. Også det virkede uhyggeligt på mig som lille, især, fordi man sagde, at en mand havde hængt sig der.

Fulgte man baneskinnerne videre mod syd gennem skoven og lidt længere ude drejede af mod havet, kom man til byens sydlige badestrand. Den var ikke beskyttet af nogen mole og kunne være farlig i stormvejr. Jeg husker flere, nok især tyskere, der druknede i de store bølger.

Gik man fra Strandgade et par hundrede meter op ad Gasværksvej, kom man forbi Ejnar Hansens bondegård. Her var der både køer, grise og høns i min barndom, selv om den altså lå midt inde i byen. I sommerhalvåret trak Ejnar Hansen om morgenen køerne gennem byen ud på markerne uden for byen, for på græs skulle de naturligvis. Sidst på eftermiddagen gik turen så hjemad igen. Køerne var, så vidt jeg husker, bundet sammen fire ved siden af hinanden, og efter dem kom igen fire, sikkert fastgjort med en snor til de første, derpå en ny række osv. Det kunne minde lidt om, når børnehaven i dag er på gåtur to og to efter hinanden, men med den forskel, at børnene skal gå på fortovet, for ellers bliver de kørt over, mens køerne dengang gik midt ude på gaden uden at blive kørt over. Det fortæller også lidt om antallet af biler – og måske lidt om folks tålmodighed – dengang.

Frihed, fritid

I min barndom fandtes hverken vuggestuer eller børnehaver. Til gengæld var alle mødrene på Strandgade hjemmegående sammen med deres børn. Vi legede rigtig meget sammen, inde hos hinanden og ude på gaden. Der var jo ret få biler på gaderne. Kun én gang mindes jeg, at det var ved at gå galt. Vi legede med sprøjteflasker, og for at undgå at blive våd styrtede jeg fra vores gang, der på den ene side havde en mur og på den anden vores hus, ud over fortovet ud på gaden, hvor der i samme øjeblik kom en bil. Jeg rørte kofangeren, men kom ikke noget til. Et helt under. Ellers legede vi så godt som uforstyrret på gaden. Sneede det, kælkede vi på Gasværksvej, og skulle det gå rigtig stærkt, på Havnebakken.

Vi legede ”Melde Krig”, hvor vi både tegnede, hoppede, spyttede og kastede bold. Alt sammen midt ude på gaden. Vi legede alle mulige former for skjul, spillede rundbold og meget mere.

Jeg husker stadig tydelig den gang, jeg fik et boldtræ i panden og styrtede hjem til mor, der straks kom med en brødkniv for at køle bulen lidt af. Jeg troede, hun ville skære i bulen og græd i panik.

Med Bent Ole prøvede jeg at sætte en drage op, men da vi gjorde det på gaden, viklede den sig ind i el-ledningerne i stedet. Poul, maleren, som boede lige indenfor, kom ud og påstod, at der kom gnister ud fra hans radio. Det var vi noget betænkelige ved at høre, for hvad kunne det mon beløbe sig til? Men heldigvis indrømmede han snart, at det kun var for sjov, han havde sagt det. Måske var det ikke så smart at sætte en drage op lige ved nogle el-ledninger. Det forstod vi bagefter.

Vi børn løb også af og til på havnen, og jeg mindes engang, hvor Bent Ole og jeg lånte en robåd og sejlede ud. Undrer mig nok lidt over, at mor ikke forbød det, for ingen af os kunne svømme, men måske fik hun det først at vide bagefter.

En sommer prøvede jeg at fange ål lige neden for ”muren”. Jeg kastede nogle liner med kroge ud i vandet fra en af de store sten, der lå der, og trak dem så op tidligt næste morgen. Det lykkedes mig kun at fange tre ål på hele sommeren, så den ”succes” blev ikke senere gentaget.

Byens gasværk på hjørnet af Strandgade og Gasværksvej blev nedlagt i 1956. Måske var det en landsdækkende sensation, i hvert fald i blev det omtalt i radioavisen, hvor man sagde at ”gasværket i den lille by Hasle nu blev nedlagt”. Den bemærkning, at Hasle var en lille by, forstod man ikke rigtig, og den ødelagde noget af tilliden til Danmarks Radios dømmekraft. ”Hasle var en lille by!!” Det tog et godt stykke tid at komme sig oven på den sætning.

Gasmesteren flyttede, og Jens og Ingelis flyttede ind i gasmesterboligen sammen med deres forældre. Jens gik jeg i klasse med. Ingelis var nogle år yngre. Dem legede jeg meget med. Spillede badminton ude på gaden, uden net og med egne regler. Senere spillede jeg jævnligt skak med Jens. Desværre kunne jeg normalt kun se et træk frem. Derfor var det lidt svært for mig at lægge en strategi, hvilket faktisk er det, spillet går ud på, så for mig blev spillene ingen større succes, rent vindermæssigt, men vi hyggede os. Det gjorde vi også, når vi gik ture sammen langs kysten syd for Hasle. Der kunne vi rigtig få vendt verdenssituationen.

I Hasle kendte alle Charles med efternavnet Olsen. Han var skraldemand og kørte rundt med sin vogn, trukket af en enlig hest, som havde stald i Østergade. Her øjnede Bent Ole og jeg en chance for om ikke den store løn så dog nogle anderledes oplevelser. Vi kunne hjælpe med skraldebøtterne. Charles var flink. Han ”antog” os uden videre, vi kunne komme, når vi havde lyst og blive hjemme, når vi ikke gad. Jeg husker ikke så meget fra disse skraldeture, men ganske klart husker jeg den dag, det havde sneet voldsomt, og vi skulle hjem efter dagens dont. Der lå en stor snedrive, som jeg gik fast i. Jeg kunne bare ikke få benene op. Med stor møje og besvær lykkedes det for Bent Ole at hale mig fri, og jeg var ham dybt taknemmelig i op til flere dage derefter. Jeg følte, at han havde reddet mit liv. Alternativet havde måske været, at jeg sad fast, indtil sneen smeltede – en trist skæbne, når man lige var på vej hjem til aftensmad.

Skraldet blev kørt ned på Knuds Havn. Her var der også mulighed for at tjene penge som selvstændige skrotsamlere. Aluminiumsdåser var der mange penge i. Det var der også i støbejern, lidt mindre i andet jern. Vi samlede det, vi kunne finde, og solgte det så til skrothandler Larsen – samme Larsen som gik rundt med trommen og bad folk høre efter.

Bent Ole var så heldig at have en morbror, som var chauffør for Grønbechs, der dels var en stor købmandsgård, dels en foderstofforretning. Ham fik vi ofte lov at køre med. Desværre bestod en stor del af turene i at vente. Bilen holdt og holdt i det uendelige, mens vi sad inde i bilen og ventede i lige så uendelig lang tid. Til gengæld var det en fantastisk oplevelse, når Bent Oles onkel endelig satte sig ind, og vi kørte.

Det var også sammen med Bent Ole, at jeg troede, vi blev vidne til en verdenssensation. I 1957 blev verdens første satellit opsendt, den russiske sputnik. Alle snakkede om den, og der gik rygter om, at man kunne se den fra jorden. Og ganske rigtigt. En aften så vi den komme blinkende hen over himlen. Vi var glade og meget stolte, indtil vi dagen efter fik at vide, at det bare havde været aftenflyveren til Rønne.

Fjernsynet kom sent til Bornholm og endnu senere til Strandgade 19, det blev først op i 1970-erne. Jeg husker endnu de gange, hvor vi børn stod foran radioforhandlerens vindue og beundrede de nye apparater, men normalt var der kun et prøvebillede på skærmen. Det var bedre end ingenting, men lidt langtrukkent i længden. Herman og Klara var de første i min familie, der fik TV.

I maj 1965 vistes stykket ”Regnvejr og ingen penge” over nogle aftener. Da stykket var optaget på Sildetorvet i Hasle, og forfatteren var Henning Ipsen, søn af min spillelærer, skulle vi naturligvis se det, så de udvalgte aftener vandrede hele familien op til Klara og Herman for at se fjernsyn. Jeg tror nok, vi var enige om, at programmet ikke var noget at skrive hjem om, men bare det at se fjernsyn var turen værd. Og så endda fra Hasle. Stykket var lige som alle de andre udsendelser i sort-hvidt, og det overgik langt vores fantasi, at fjernsynet engang ville blive i farver.

Søndagsskole, missionshuse, kirke

Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, da jeg første gang kom i søndagsskole. Det foregik i missionshuset Zoar i Vestergade. Inden da havde mor naturligvis bedt aftenbøn med mig og læst historier med opbyggeligt indhold så langt tilbage, jeg kan huske. I søndagsskolen var det den ældre missionær, Baunkær, der var lærer sammen med en endnu ældre dame, som vi altid kaldte fru Virkelyst, fordi hun boede i et hus med det navn. Efter et stykke tid blev mor også lærer i søndagsskolen, og det blev hun ved med i mange år.

I søndagsskolen var vi delt op i to grupper, de store i den store sal, de små i den lille sal under gennemgang af bibelteksten. Der var faktisk mange børn skrevet op i søndagsskolen, da jeg var mindre, men det var ikke alle, der kom så ofte, og for at øge interessen fik vi et kryds på en liste og en stjerne eller et æble på et flot kort, hver gang vi mødte op. Størrelsen på julegaven ved årets julefest afhang af antal krydser. Til gengæld var slikkurvene lige store til alle. Indholdet så vel som selve kurven. De var blevet håndlavet af damerne i Zoar. Damerne mødtes nogle aftener i adventstiden og nørklede med crepepapir, glanspapir, hvidt karton og hvad der ellers skulle til for at en julegodtekurv var helt perfekt. Til julefesten fik vi heller ikke kakao, men chokolade, lavet af rigtig pladechokolade.

Så blev man jo lidt ked af det, når gæsterne kom og sagde ”Tak for kakao”.

Årets højdepunkt var udflugten. Den gik hvert år til Brændesgårdshaven med stop ved en af kirkerne på vejen, hvor der var andagt. Vi var normalt tre busser fulde på den tur. Folk kom virkelig ud af starthullerne for at være med, også selv om deres børn måske ikke havde så mange krydser på listen. De færreste havde jo egen bil, og en del forældre så det som en mulighed for at komme til bal derinde. Det var der søndag eftermiddag i Brændesgårdshaven. Måske ikke lige det, der var tanken med en søndagsskoleudflugt, men velkomne på udflugten var de under alle omstændigheder.

Jeg tror, der for det meste var møde i Zoar en gang om ugen, og de sidste mange år, Zoar eksisterede som missionshus, var det Georg Pedersen fra Siegaard, lige uden for Hasle, der arrangerede dem og stod som mødeleder.  Mor kom så vidt muligt hver gang, far fulgte også med jævnligt, men havde behov for at komme tidligt i seng før og efter det hårde arbejde på havet. Jeg var ofte med. Var jeg ikke, lå jeg i sengen og tænkte på, om mor mon kom godt hjem, når der var så mørkt udenfor. Mor var også trofast deltager i en sømandskreds, der mødtes en gang om måneden. Efter min mening var det også et spørgsmål, om hun kom godt hjem derfra, for også det foregik om aftenen.

På et tidspunkt prøvede man at starte nogle filmaftener for børn i Zoar. Det gik ret hurtigt i sig selv igen. Manden fra Rønne, der havde sat det hele i gang, mistænktes for at være kommunist. Hvor meget, der var om det, ved jeg ikke, men man påstod, at der i en af filmene havde været et billede af Lenin, og så sluttede det.

Til gengæld var der filmeftermiddage i Frelsens Hærs lokaler på Fælledvej. De eftermiddage kørte nogle år. Det var meget lidt, jeg havde set af film inden da, og jeg husker tydeligt, hvilke mareridt jeg fik efter at have set ”Robinson Kruse”. Men selvfølgelig ville jeg af sted igen gangen efter.

I Hasle var der ikke mindre end 7 missionshuse: Indre Missions (Zoar), Frelsens Hærs, Luthersk Missions, Evangelisk Luthersk Missions, Baptisternes, Pinsemenighedens og i Muleby på vejen til Rønne: Missionsforbundets. Der var ikke ret meget samarbejde mellem dem. De opfattede nok hinanden lidt som konkurrenter. Dog var der i Evangelisk Alliances Bedeuge i begyndelsen af januar fælles møder mellem Indre Mission, Baptisterne og Luthersk Mission. Om der var andre med, er jeg usikker på.

I min barndom havde Pinsemenigheden friluftsmøde ved den ende af havnen, der lå nærmest ved Strandgade. Der blev spillet, sunget og prædiket hver lørdag aften i sommerperioden. Et virkeligt godt initiativ, hvor mange, der ellers ikke kom til møder, standsede op og lyttede. For os, som boede der i nærheden, hørte det med til sommerlørdagaftenerne. Ingen konkurrencetanker i den forbindelse.

Mor, far og jeg kom også til gudstjenesterne i kirken så ofte, det lod sig gøre. I mors søndagsskoletid var der naturligvis en del huller, og det var heller ikke hver gang, far fulgte med, men kirke og gudstjeneste hørte med til en rigtig søndag.

Speciel var juleaftensgudstjenesten selvfølgelig, kl. 16.30, så vidt jeg husker. Fuldt hus! Efter den gik vi hjem til julemiddagen, som mor havde forberedt. Inden vi satte os til bords hørte far ”Julehilsener til søens folk” i radioen: ”Besætningen på Matilde Mærsk ønskes en rigtig glædelig jul” ………sådan i det uendelige. Det lyder unægtelig noget ensformigt, når man hverken kender Matilde Mærsk eller besætningen, men sådan følte jeg det ikke. Det hørte ligesom sammen med juleaftensforventningerne. Maden bestod normalt af flæskesteg og and samt ferskener med flødeskum. Ingen ris à la mande i min barndom.

Hvad har så søndagsskole, møderne i missionshuset og gudstjenesterne givet mig? Jeg kan ikke pege på noget bestemt, der blev sagt, noget bestemt, der pludselig ændrede mit liv, men min grundindstilling blev lagt: Det, der giver meningen bag alt, hvad vi som mennesker foretager os, er troen på Kristus.

Skolegang

 I 1954 begyndte jeg min skolegang på Hasle Borgerskole i den høje gule bygning, lige ved siden af kirken. Mor fulgte mig derop, og det var gamle frøken Dam, der tog imod som klasselærer, temmelig forvirret i dagens anledning. Oprindeligt var det meningen, at vi skulle have haft fru Pedersen fra Siegaard som klasselærer, men da hun ventede sit første barn og derfor ville stoppe som lærer, fik vi altså frøken Dam, der var nogle generationer ældre. Vi var vist nok 33 elever i klassen, og vi fik plads, alfabetisk ud fra vores efternavne. Da jeg hed Nielsen, kom jeg til at sidde temmelig langt nede sammen med Marker, Finn Ole. Hvis man i stedet havde heddet Andersen, og det var der jo nogle, der hed, havde siddepladsen været på første række. Det var ikke bare stift, det var også langvarigt. Jeg mener faktisk, vi sad sådan i flere år.

Jeg var glad for at sidde sammen med Finn Ole, men min umiddelbare tanke, da jeg kom ind i klassen, var: Godt, at det her kun varer i 7 år. Jeg havde ikke gennemskuet, at der efter den tid kunne komme mere af det samme, men forventede sikkert, at jeg så ville vende hjem til den trygge tilværelse hos mor og far, hvor alt ville blive som før.

Der var kun en stol i klassen, den som læreren sad på. Vi andre sad på tomands-bænke, der hørte sammen med skolebordet. I frikvartererne var alle ude i skolegården, og når frikvarteret var forbi, stillede vi op to og to, inden vi var så rolige, at vi fik lov at gå fra skolegården ind i klassen. Dog er jeg usikker på, om det var sådan hver gang. Når skoleåret var slut, og vi skulle op i næste klasse, flyttede vi ind i klasseværelset ved siden af til højre, indtil vi på et vist tidspunkt nåede til enden. Så flyttede vi ovenpå, hvorefter vi igen hvert år flyttede ind i det næste klasseværelse til højre. Klassemæssigt var alt altså forudbestemt for de næste syv år den dag, vi begyndte i skole. Det endte med, at vi nåede til syvende. Duksen her havde den ansvarsfulde opgave at trykke på knappen til ringeklokken. Det var altså ham eller hende, der skulle sørge for, at frikvartererne faldt på de rigtige tidspunkter og ikke blev for lange. Midt på formiddagen var der et frikvarter på 20 minutter, og mange af de større elever kunne på den tid nå at købe kage nede i ”Midi”, brødudsalget i Storegade. Middagsfrikvarteret var på en time, og jeg løb altid hjem til mor og spiste frokost eller middagsmad, inden jeg igen løb i skole og begyndte på eftermiddagstimerne. Jeg mener, at de, i hvert fald i de lidt større klasser, kunne strække sig til kl.16. Midt om vinteren var det derfor mørkt, når jeg gik i skole, og mørkt, når jeg fik fri.

Af og til dukkede skolelægen op. Det var en myndig, lidt stram ældre dame, der ledsagedes af den søde, ydmygt smilende sygeplejerske, frk. Klausen. Der var altså styr på vores helbred, selv om vi nok altid var lidt nervøse, når vi skulle op i det lille rum på loftet, hvor undersøgelserne foregik. Men skoletandlægeordning fandtes ikke. Børnenes tænder måtte forældrene selv tage sig af at få ordnet – for egen regning – og det blev nogle dyre år for mine forældre. Mor cyklede mindst en gang om året med mig til Rønne, ud til tandlæge Knudsen med klinik på det sydvestlige hjørne af Rønne Torv. Jeg hadede de besøg, både fordi jeg havde meget dårlige tænder – syv huller pr. gang plejede at være normen – fordi det gjorde ondt at få boret på en meget barsk tandlægefacon uden bedøvelse, og fordi Knudsen ikke var den rareste tandlæge, man kunne tænke sig. Da jeg engang undtagelsesvis fik hans kone, blev det en helt anderledes positiv oplevelse. Derefter ville jeg altid have hende, men da min mor bad om det på mine vegne, blev Knudsen særdeles mopset.

Vi havde en del vikarer, der ikke altid havde let ved at styre de mange elever. Den største del af tiden havde vi dog faste lærere, og gennemgående mener jeg, at det var en god klasse.

Mobning var der kun meget lidt af, men jeg mindes, at jeg i en kort periode – en dag eller to – måtte gå en anden vej til og fra skole, fordi der var nogle drenge, der var ubehagelige på den sædvanlige skolevej.

Kontakten mellem skole og hjem var helt anderledes end nu. Forældredage fandtes ikke og forældremøder vist heller ikke. Hvordan børnene klarede sig, fik forældrene at vide gennem den karakterbog, vi kom hjem med nogle gange om året, og hvor der kunne stå alt mellem ”ug” og ”slet” ud for de enkelte fag. Hvilken karakter, man helst skulle have, giver vist sig selv. For mit vedkommende var det altid gymnastikkarakteren, der trak gennemsnittet nedad.

Også lærerne måtte igennem en form for test. De blev kontrolleret en gang om året, lige før sommerferien. Da kom skolekommissionen på besøg i klasserne. Her mødte bl.a. Mortensen fra Havnekroen og sognepræsten op. De ældre herrer stod langs den ene væg og lyttede – lod i hvert fald, som om de gjorde det. Hvor meget kontrol, der i grunden var i det, ved jeg ikke. Gik overhøringen ikke godt, var det vel bare elevernes skyld. Bagefter fik kommissionen sikkert en bedre frokost, og så var det overstået for det år.

I syvende klasse gik vi til konfirmationsundervisning, alle i klassen, så vidt jeg husker. Det foregik i præstegården med indgang fra Krummevej. Vi fik terpet salmevers, hvad der altid har voldt mig store kvaler, nok på grund af en til tider dårlig koncentration og en permanent dårlig hukommelse. Jeg kan huske, hvordan jeg hjemme terpede og terpede, stod på hovedet, på benene og sad, inden verset til sidst sad så nogenlunde fast. Vi fik gennemgået Fadervor og trosbekendelse og skiftede præst midt i det hele, fordi Bacher fik andet embede. En af de ting, jeg husker fra forberedelsestimerne, er, at han nævnte, at ”lysestagen kunne blive flyttet”. At kristendommen kunne få fremgang i andre dele af verden og være på vej til at forsvinde i vores del.

Min musikalske ”løbebane”

 I 2003 bad Arne Ipsen, journalist og forfatter, søn af min musiklærer, Henry Ipsen, mig om at skrive et indlæg til en bog, han ville udgive om sine forældre. Det, jeg skrev, dækker vist ganske godt mine oplevelser på det musikalske område, og jeg bringer det derfor nogenlunde, som det kom til at stå i bogen:

Jeg var 10 år, da jeg begyndte at gå til orgelundervisning hos Henry Ipsen – normalt forkortet til Ipsen. Hvorfor det var efternavnet, der blev brugt, og ikke fornavnet, ved jeg ikke. Han boede de første år ikke så langt fra os, nemlig på adressen Søndergade 20. Senere flyttede han og Sara op på Storegade.

Min mor havde spurgt sig for og fået at vide, at man var stor nok til at få undervisning, når ens hånd kunne gribe over en oktav, altså var tiden inde til at begynde. 3 kr. pr gang kostede det.

Efter en tid aftog min interesse dog noget, og Ipsen foreslog da, at den gamle orgelskole blev udskiftet med den nyere Oluf Rings ”Børnenes Harmoniumskole”. Det hjalp.

Ipsen var en meget engageret underviser, grundig og dygtig til at variere. Således blev musikteorien snart omsat til små ”kompositioner”. Nogle af dem syntes han, jeg skulle spille en aften i Zoar, som en slags underholdning, og selv om der nok var mere pædagogik end underholdning i forslaget, forløb alt godt, og på den måde fik jeg et lille skub fremad. Orgelskolen blev efterhånden suppleret med andre nodebøger, og på et tidspunkt sørgede Ipsen for, at jeg kom til at øve på kirkens orgel.

Selvfølgelig er man ikke dygtigere, fordi man sidder ved et kirkeorgel, men man tror, man er. Og det betyder meget. Senere – meget senere – blev jeg organistafløser ved kirkerne i Hasle, Rutsker og Nyker. Dermed var noget af en drøm gået i opfyldelse. For mig – og sikkert også for Ipsen.

Ipsen brændte for musik. Hvilke instrumenter han selv havde lært at spille på, var der kun få, der vidste. Han kunne bare det hele og underviste i det.

Jeg lærte at spille på blokfløjte og kom med i Ipsens børneorkester. I mange år gemte jeg på et udklip fra Bornholms Tidende, hvor man ser os stå i Ipsens stue med blokfløjter, xylofoner, guitarer, banjo og med Vibeke Kofod på klaverstolen. Ved siden af det store billede var der et mindre af mig med min blokfløjte. Desværre havde fotografen sagt, at jeg skulle spile kinderne ud, så man rigtig kunne se, at jeg pustede. Derfor ligner jeg én, der spiller på trækbasun, og ikke én, der giver et pift i fløjten. Det ærgrede vi os meget over det år.

En tilbagevendende begivenhed var koncerten på Hasle Torv Sankt Hans-aften, inden faklerne blev tændt og båret gennem byen ud til Fælleden, hvor bålet ventede. I flere år var det os fra Ipsens blokfløjtehold, der spillede til arrangementet. Ipsen accepterede os og vores blokfløjter, som de var, og sjældent kunne de billige fløjter stemmes helt rent. En og anden af tilhørerne har sikkert haft på fornemmelsen, at det ikke var en samling Michala Petri´er, der gav koncert, men Ipsen forstod at rose os, selv når det gik galt, og en spændende oplevelse var det – i hvert fald for os, der spillede.

Da jeg rejste fra Bornholm og kom på seminariet i Haslev, fortsatte jeg med at få orgelundervisning dér. Jeg følte mig virkelig godt funderet til at gå videre. Det fik jeg da også fortalt Ipsen på et senere tidspunkt, hvor også fru Ipsen var til stede. ”Ja, Henry hâr allti gjed en go unjevisninj”, sagde Sara, og dermed var dét slået fast – og sandt var det, så sandt som det var sagt.

 Afslutning

 Som nævnt havde jeg forestillet mig, at jeg nok ville overleve de 7 år i skolen, men så skulle det også være slut med skolegangen. Det var tankerne, da jeg begyndte i august 1954. Men man kan jo skifte mening med tiden. Det skete i hvert fald for mig.

Klassen blev delt efter syvende. I 1958 var kommet en ny lov, der afskaffede mellemskolen og i stedet indførte en treårig realskoleuddannelse, som foregik lokalt. Hasle Skole blev derfor udvidet med en helt ny bygning, der indeholdt tre almindelige klasselokaler og et fysiklokale. Dem fik vi lov til at tage i brug i august 1961 som de første – bare den følelse og så duften af de nye rum var en fantastisk oplevelse.

Faktisk var klassens elever blevet delt i enkelte fag et par år tidligere. Lærerne havde delt os, så vi enten kom på A-holdet (det almene hold, der skulle fortsætte i 8., evt. videre i 9. klasse) eller på B-holdet (det boglige hold, der kunne fortsætte i realafdelingen). Men det var en deling inden for klassens rammer. Nu efter syvende skiltes de to hold helt. Vi var 13 fra Hasle Skole, der startede i 1. real. Dertil kom 7 piger fra Rutsker Skole og Henry fra Olsker Skole.

Sammensætningen blev 15 piger og 6 drenge.

Og hermed er vi nået ud af 1950-erne, og et nyt afsnit er begyndt, et afsnit, der går ud over det, der kan have interesse i denne sammenhæng.

Det, jeg har fortalt, var målrettet vores børn og børnebørn, men med nogle tilretninger tænkte jeg, at der måske kunne være afsnit, der havde lokalhistorisk interesse, hvorfor jeg kontaktede Hasle-Egnens Lokalhistorie.

Hæftet til børnene kaldte jeg: ”Som jeg husker det” for at angive, at fejlhuskning i nogle sammenhænge kunne være en realistisk mulighed. Det gælder naturligvis i lige så høj grad det, der er gengivet her.

Herning, den 11.04.2020

Orla Alfred Hummelmose Nielsen