Harry var født den 23. august 1914 i Vestergade 2 i Hasle.
Han blev døbt Harry Fritsmand Pehrsson, men gik under navnet Harry Frek eller Harry Frederik.
Harry Frederik boede igennem hele sit liv i Vestergade 2, bortset fra at han var over i Brunkulslejren ved Herning i et par år under krigen.
Harry levede i mange år af at hjælpe andre, såsom at feje gader, ordne haver hos folk i Hasle, der ikke selv havde tid, lyst eller kunne magte det. Fejede han slagterens gade fik han måske en røget kæbesnitte, eller lidt pålæg. Hos købmanden fik han måske lidt brød samt et par øl. Han sad gerne inde hos Søren boghandler i et lille rum, hvor han skar med sin lommekniv stykker af kæbesnitten (den samme kniv som han rensede negle med) spiste og fik sig en slurk øl, alt imedens han fortalte røverhistorier til os børn, der kom ind til ham.
Harry Frederik passede sin kolonihave, hvor han havde kartofler og andre fornødenheder som han spiste til dagligt, han havde også Hasles største hindbær, han solgte også lidt rundt omkring, så han kunne købe 20 stk. North State og et par pils eller 4.
Da begge forældre var døde boede Harry Frederik alene i Vestergade 2. Huset blev ikke så meget vedligeholdt som det burde, det kom til at ligne Harry Frederik selv. Det var så grelt at det regnede ned i husets elinstallationer, altså var han uden lys. Han fik dog et par alterlys foræret af graveren ved Hasle Kirke, når han tændte det ene kunne han se lidt, tændte han begge kunne der læses avis. Varme var der heller ikke meget af i det lille hus, når Harry Frederik skulle i seng og det var rigtig koldt, mente han at han bare skulle pisse i sengen, for så var den varm når han lå der og sov, men pissekold når han vågnede, så kom han hurtigt ud af fjerene…
Harry Frederik holdt i mange år juleaften i Grønnegade 5, hos mine forældre, vi så aldrig Harry Frederik pakke en eneste gave op, dem tog han med hjem. Når han mente at nu skulle han have rent tøj på (skete ikke så tit) så pakkede han op til han fandt det der skulle udskiftes. Ja så var han klar, pæn og ren til et nyt år. Det sad der til det var slidt op, (helt op) og var ved at falde af, af sig selv. Harry Frederik døde den18 februar 1980, 66 år gammel i sit fødehjem.
Rune Gøtterup